Home.

1

Det havde været en større opgave end beregnet at krydse vandet, men det var gjort med succes. Derfor var det også nødvendigt med et lille hvil. Solen skinnede og et lille stykke fra øens bred, var der mulighed for læ. Her havde Brêgo besluttet sig for at holde et lille hvil, mens han selv fik fyldt sin mave med noget af det græs, der var begyndt at komme igen efter den alt for varme sommer, der med sikkerhed måtte have taget livet af nogle stykker.

Mæt og fornøjet, betragtede Brêgo omgivelserne. Holdt vagt om man ville, selvom der ikke var meget at holde vagt imod. Han var på Leventra. Han var næsten hjemme.

White

White kiggede rundt på omgivelserne med hendes grønne øjne og hun smilede. Imens hun gik i græsset, og bevægede hendes ører og hale roligt og blidt. Imens hun var en smule væk fra hingsten og græssede lystigt og glad for at finde noget, som hun kunne spise efter den lange vandring.

2

Alt imens Brêgo stod og iagttog omgivelserne, forsvandt hand ind i sin egen lille verden, som han havde for vane af, når han var alene. Der gik dog ikke lang tid før Brêgo blev trukket ud af hans egen lille drømmeverden af en stemme der tiltalte ham.

"Deres Majestæt" For andre ville det ikke lyde som andet end kvidren fra en sangfugl, for det var hvad det var. En fugl satte sig på en sten ikke langt væk fra den brogede hingst.
"Jean Jaque" Hilste Brêgo tilbage, med et lille nik. "Jean, du ved godt den titel ikke passer..." tilføjede han med en lille latter. JJ havde i lang tid været Brêgos øjne fra oven.

Jean Jaque: "Jo jo, det går, det går..... Brêgo, Hvordan har hun det?"
Brêgo: "Det er svært at sige. Hun har ikke sagt et ord"

Brêgo lod blikket hvile på den lille moderløse hoppe, der lå og sov få meter fra ham. Det havde været for hendes skyld de måtte tage et hvil, for Brêgo selv var vant til at rejse mellem øerne efterhånden og før det, havde han brugt mange timer om dagen på at kredse om hans område for at sørge for alt var som det skulle være. At hans flok var uden for fare. Selvom han havde givet flokken videre følte han sig ikke helt uden ansvar for den, men nogle dage var der andre ting der var vigtigere.

Jean Jaque: "Giv hende tid. Hun kender vel ikke andet end hvad hun har været vandt til. Lad hende vænne sig til de nye omgivelser, så skal det nok komme helt af sig selv."
Brêgo: "Det kan vi kun håbe på. Men du har sikkert ret. Intet nyt?"
Jean Jaque: "Desværre. Intet nyt. Jeg finder dig hvis jeg hører noget"
Brêgo: "Tak, Jean. Hils familien når du ser dem"
Jean Jaque: "Det skal jeg gøre!"

Med de sidste pippende lyde, forsvandt fuglen igen fra stenen. Det der for Brêgo var en to-vejs samtale, har for andre ikke lydt ligeledes. For andre var det en hingst der stod og snakkede til en fugl, som om han forstod den.

White kiggede på ham og smilede imens hun vrinskede til ham venligt og glad et stykke væk fra ham og det lille føl. Det var en flot hingst, tænkte hun for sig selv. Mon han havde en mage? Og var føllet mon hans eget? Hun kom i tanke om det med hun ikke skulle blande sig.

3

Brêgo fulgte Jean Jaque med blikket før det igen faldt mod føllet. En lille del af ham, frygtede skyggerne ville komme til øen for at stjæle det lille føl tilbage igen, ligesom de havde kidnappet et andet fra flokkens område. Et øre blev vippet til siden da han fornemmede en andens blik, og lod til sidst hovedet dreje i retningen af en hoppe. Et mildt og venligt smil blev fundet frem og Brêgo gjorde et lille hilsende nik med hovedet. Man kunne sige mange ting om hingsten - næsten alt var positivt. Også selvom han selv ikke var meget for det. Han følte sig ikke hævet over andre på trods af han status, og inderst inde følte han sig altid mindre værd end andre. Noget der sad dybt i kroppen på ham efter hans egen opvækst. Noget han ikke ønskede for det lille pus han var ved at eskortere til flokkens område, hvor han forhåbentlig ville kunne finde en der kunne fungere som mor for den lille hoppe.

White gjorde et lille hilsende nik med hovedet. Hun gik langsomt hen mod hingsten og føllet, da hun ikke ville stå helt alene. Hun smilede til ham imens hun vrinskede glad og venligt mod ham uden at vække føllet. ”Goddag. Jeg hedder White. Hvad er Deres navn? Og må jeg gøre Dem selskab?”

4

"Du behøver ikke omtale mig som hverken De, Dem eller Deres. Jeg er bare Brêgo"

Svarede han med et lille smil. Indvendigt måtte han alligevel lige stoppe sig selv, for hoppen kunne jo ikke vide han ikke brød sig om at blive talt til som den fine herre andre mente han var, men som han ikke selv følte sig som. Som lille havde han været flokkens udskud og den laveste af de laveste i rangen.

"Hvis du ikke har noget imod min sti allerede er bestemt, så gerne."

Selvom Brêgo gerne andrede rundt og udforskede landet, var han alligevel nødt til at bringe det lille føl i sikkerhed først.

”Ok. Mange tak.” White smilede til ham og hun lagde sig ned for at hvile sig lidt efter hendes meget lange vandring rundt i landet, som hun efterhånden havde været på en del nu i hendes søgen efter en flok som ville have hende hos sig. Hun tog en tot græs og spiste.

5

Brêgo selv blev stående selvom hoppen lagde sig ned. Det lå dybt i ham altid at skulle være klar til at stikke af, hvis nogen kom efter ham. Han var tit jagtet som lille. Selvom det ikke skete så ofte mere, vidste han udmærket godt hvilke farer der lurede, og han havde trods alt lige hentet et af Aljun flokkens små medlemmer og taget hende med sig.

"Jeg har ikke set dig heromkring før. Du må være rimelig ny?"

Selvom Brêgo for det meste havde holdt sig inden for flokkens område, havde han da en nogenlunde fornemmelse af, hvornår andre var nyankomne. Det kunne somme tider virke som en stor mundfuld at skulle vænne sig til en ny verden, hvis den man kom fra var meget anderledes. Ikke alle kom fra samme sted jo.

”Ja det er jeg. Jeg leder efter en flok, som vil have mig. Og måske endda en mage med tiden.” White kiggede på ham med et smil, hvorefter hun selv kiggede omkring for fare og andre ting. Hun havde ikke været i landet før og alt sammen var meget spændende.

6

"Velkommen til, så"

Svarede Brêgo med et lille smil. Det var måske både godt og sørgeligt, for alle var der af forskellige grunde. Nogen fordi de måske havde mistet livet i deres gamle land, eller var tæt på. Nogen så Andromeda som en ny chance. For Brêgo var det helt bestemt en ny chance, men han ville nu heller ikke have overlevet længe i hans tilstand eller med hans status, i hans gamle hjem.

"Jeg er på vej til Teylar. Flokken hvor der er plads til alle. Det ser ud til heldet er med dig så. Jeg ved der er et par stykker der allerede er optaget, men der er et par unge hingste imellem dem. Måske kan du have heldet med dig der også"

”Tak. Jeg vil gerne følges med jer, hvis jeg må gøre det?” Svarede White med et lille smil. Det var måske en chance for hende, som hun ville tage imod med glæde. Hun ville gerne være en del af en flok. Et lille smil kom til hendes mule og hun vrinskede. ”Ja måske.”

7

"Det er Illana, der har flokken nu, men jeg er sikker på du gerne må blive. Hvis der er nogen problemer, skal jeg nok tage den med hende."

Brêgos blik flød igen over mod den lille brogede hoppe på jorden, der lod til at være ved at vågne op. Så snart hun var ordentlig vågen var det nok en god idé at komme videre. Han måtte alligevel vurdere det nok ville tage nogle minutter, og derfor lod han det store hoved synke ned mod føllet for at give hende et lille puf.

"Hvor kommer du fra?"

Blikket blev flyttet tilbage over mod den nyankomne hoppe.

”Mange tak. Det er meget venligt af dig. Jeg har været lidt omkring uden at vide hvilket land jeg var i. Jeg har været en strejfer ligeså længe jeg kan huske.” White smilede og kiggede på den lille hoppe. Hun lagde hovedet ned til hende og nussede hende blidt forsigtigt.

8

"Så du er født her?"

Tonen var en smule undrende, for selv var han ikke født i Andromeda, og de ældste han kunne huske var født der, kendte han næsten forældrene på. Men måske var hun slet ikke klar over hun var kommet til et nyt sted?

"Det lyder hårdt at være strejfer hele livet. Hvad med dine forældre?"