Late Summer

Taranis - Maze

Kulde. Han snøftede. Benene havde han for længst fået styr på, men det var alligevel ikke altid de lystrede fuldstændig - nogle gange gad de faktisk slet ikke at høre efter, og det var han ikke særlig tilfreds med. Han var af samme grund endt i en lille grøft, på siden på noget usædvanligt stridt græs. Det var grønt, men tykt, og føltes underligt mod pelsen, først lå han lidt og lod mulen søge henover et kraftigt strå. Skulle han kunne lide det? Ligesom mor, den røde som ikke talte så ofte, men som smilte mildt på en måde så han blev helt overvældet af.. Ja, han var ikke helt sikker på hvad. Men nu lå han altså her, og hun var ikke lige i syne, ikke nu da han havde lusket sig et lille stykke bort som han nu gjorde engang imellem. Og så måtte han altså selv klare skærene og komme op af det underlige hul han var tumlet ned i!

2

De sidste par dage havde været alt andet end rolige. De havde været hektiske, forvirrende og alt for voldsomme for Mazikeen at forstå. Hun havde ikke sagt meget siden de forlod hendes hjem. Hende og den fremmede brogede hingst. Brêgo. Han virkede som sådan fin nok, men hvis ikke det var for ham, havde hun stadig været i sit hjem, sammen medd den hopppe der havde taget sig af hende. Hendes mor. Nu var hun væk. Måske hun ville komme når faren var drevet over?

Maze havde krydset havet mere end en gang. Havde vandret så længe hun kunne og holdt hvil, kun lige længe nok til de ville kunne fortsætte i et godt stykke igen. Men nu lod det til de langt om længe var ved at være ankommet ved det bestemte sted. Maze havde haft brug for endnu et hvil. Det tog hårdt på hende med de mange nye indtryk. Selvom de stadig var i Andromeda, havde omgivelserne og lugtene ændret sig gevaldigt. Hun fulgte efter den brogede hingst uden at tænke sig ret meget om. Det eneste hun skulle koncentrere sig om, var at følge hans hovspor og sørge for ikke at tabe ham af syne - selvom han var flink til at sørge for hun kunne følge med. En puslende lyd fik hende til at løfte hovedet og lytte rundt. I et par korte øjeblikke stod hun helt stille og glemte at holde øje med den brogede hingst. Til sidst fik hun øje på noget græs der bevægede sig og det måtte være derovre af de puslende lyde kom fra. Lidt forsigtigt måtte hun nærme sig, indtil hun stod og gloede ned på et andet føl. Et fremmed føl.

TARANIS

Den lille røde lå og rodede rundt med sine lange stænger. Han vidste da hvordan man gik! Så hvorfor gik det alligevel galt? Han pustede med en lav lyd af irritation. Det var også blevet mørkere, lagde han mærke til midt i roderiet. Skyggerne var blevet lange, og der var endnu mere dunkelt hernede, i det underlige hul. Det stride græs stod højt om ham, og voksede ham nærmest over hovedet, nu da han lå på jorden. Han var faktisk forsvundet hernede, ude af syne i den store skov. Han strakte mulen op mod den mørknende himmel et øjeblik, uden noget egentligt formål, og opfangede så pludselig fremmede lyde. Han rodede ikke længere rundt, men lå stille, og kunne derfor høre.. høre.. trampen. Og noget der listede, som lød tydeligere for hvert øjeblik, skridt, herhen, mod hullet... Med ét stod et ansigt og så ned på ham i halvmørket. Det var meget lyst. Hvidt. Med pletter og to øjne, der stirrede direkte tilbage på ham, nedad. Hans hoved rykkede et par centimeter tilbage, ikke langt, af overraskelse. Ørerne vippede automatisk en smule baglæns, men nysgerrighed mere end frygt optog hans sind, så han helt glemte sit roderi. Et langt øjeblik kiggede han bare tilbage, stirrede med sine mørkebrune øjne, som om han ventede på et eller andet. Han havde ikke før stået ansigt til ansigt med andre føl. Kun set fremmede skikkelser på afstand, og de var ikke små og iltre eller rodede rundt som han. Så han vidste altså ikke helt hvad han skulle stille op, hernede i et hul, en grøft, med et lille hvidt ansigt svævende over sig.

"Hej .. ?"

Det kom prøvende. Ord kom nemmere og hurtigere til ham end noget andet, selvom der naturligvis var mange, rigtig mange, han slet ikke kendte endnu.

word count 299

1

Tiden stod stille, eller sådan føltes det, mens Mazikeen stod og stirrede lige ned på et andet føl – i hvert fald indtil han åbnede munden og talte. Maze’s øjne blev med det samme dobbelt så store og hendes hoved var meget hurtigt væk. Hun havde trukket det til sig, var trådt nogle skridt tilbage og havde dukket sig så meget i det høje græs hun kunne komme til. Sådan forblev hun i nogle lange øjeblikke inden hun langsomt strakte hovedet frem igen for at se ned mod den fremmede. Munden forblev lukket og der kom ingen ord fra hoppeføllet. Nogle stykker havde talt til hende, både på turen til Teylar, men også efter hendes ankomst, men ingen havde fået noget verbalt svar.

Først da Mazikeen var helt sikker på den anden lille fyr ikke var alt for farlig, nærmede hun sig en anelse mere og strakte mulen ned mod ham for at puffe til ham. Hovedet trak hun hurtigt til sig igen for at være sikker på han ikke bed hende eller på anden måde gjorde skade på hende. Hun tog alligevel mod nok til sig til selv at hoppe ned i hullet for at gøre et forsøg på at hjælpe ham op.