Quest for light - del 1. (Lukket - kun til Titan)

DAG 1

Titan havde brugt hele den forrige dag på turen op gennem bjergene. Han havde besluttet sig for det ville være smartest at søge oppefra, for der ville han have bedre overblik. Han ville nemmere kunne se om den rustning han ledte efter skulle være faldet ned fra et udspring eller klippekant. Det eneste problem han havde, var området der fyldte mere end han lige ville kunne klare med en enkelt tur op af bjerget og ned igen. Der var flere stier, flere bjergtinder og ikke mindst nord, syd, øst og vestsider. Det han først havde set som det letteste i hele verdenen var pludselig ikke helt så overskueligt længere. Det der i Titans hoved havde været en lille endags tur, ville komme til at tage en del længere tid. Og her havde han sagt til Nyx at han snart ville være hjemme igen. Noget der skulle vise sig ikke at være sandt.

Selvom Titan mange gange var uansvarlig og ikke tog ret mange ting seriøst, var han ikke dum. Han vidste der var større chance for at finde rustningen mod syd eller øst. Øst lå mod Foehn og syd lå mod resten af Enophis. De to steder det ville være nemmest at tage op til Enophis bjerge. Ved dagens første lys, drog han ned langs den første sti. Den første tydelige mod øst og tættest på Foehn. På vejen op sydfra, havde han trods alt holdt øje med alle omgivelserne. Hver en sten, lille træ og alle små skjulesteder, uden at finde hvad han søgte.

Det der normalt ville have været nogle timers vandring, tog en halv dags tid. Selvom de smaragdgrønne øjne var hurtig til at se, brugte han alligevel ekstra tid på at være helt sikker. Opgaven han havde fået fra lyset, tog han meget alvorligt. Han vidste udmærket hvor vigtigt det var at skaffe Djanges rustning hjem. Sørge for dets magiske egenskaber ikke faldt i de forkerte hove. Skulle skyggerne risikere at få fat i den, ville de være et skridt tættere på at lukke mørket ud. Inderst inde vidste Titan godt, at det havde været mere fornuftigt at sende hans søster, der var vokset op i et bjergfyldt område, men hun var blevet overtaget af mørket. Hun var ikke længere sig selv. Efterhånden som timerne gik og dagen nærmede sig nat, blev himlen også mørkere og Titan måtte slå sig ned for natten. I mørket ville det være livsfarligt.

1

DAG 7

Natten havde været kold. Ikke på grund af vejret, for det var kun langsomt begyndt at hælde mod vintervejret. Der var stadig noget varme i luften, eller det havde der været før han havde slæbt sig selv og sin krop med op i bjergene. Men bjergene. . . Det var en anden sag. Jo højere man nåede op, jo koldere blev det og jo kraftigere vind. I løbet af natten havde vinden nærmest bid i Titans knogler. Til sidst havde han været nødt til at søge tilflugt under et klippeudhæng, hvor klippevægge lige kunne tage det værste af vinden, og samtidig holde en lille smule på varmen.

Ved solens første stråler var Titan allerede vågen. Kulden havde ikke gjort det nemt for ham at sove, men en smule søvn havde han alligevel tilraget sig. Mad var der ikke meget af, og derfor var der heller ikke så meget andet at gøre end at fortsætte den søgen han havde påbegyndt. Humøret var stadig højt og optimismen stærk. Det skulle nok kunne lade sig gøre. Det ville ikke tage lang tid. Sådan tænkte den sorte hingst flere gange i løbet af dagen. Også indtil dagen langsomt nåede sin ende, og Titan igen måtte søge et sted at slå sig ned for natten.

2

DAG 15

Regn. Regn i langs baner. Lige siden meget tidlig morgen, eller var det nat? Det føltes som en evighed før solens stråler endelig brød igennem skyerne, og alligevel var det som om de forblev gemt væk bag et gråt lag af kedeligt vejr. Titan var gennemblødt. Manen og pandelokken klistrede sig til hans hoved og hals, og vand løb ned over kroppen på ham, når dråber havde samlet sig i tunge nok klynger.

Der havde stadig ikke været noget syn af den rustning han skulle finde. En lille tanke havde strejfet ham. Hvis Djange var død, og det var derfor han var blevet sendt ud på den igangværende søgen, ville han så risikere at falde over Djanges lig? Ville han vide han var tæt på hvis lugten af død trak ham i næsen? Hvad hvis der ikke var noget lig eller nogen lugt? Hvordan skulle han så finde noget, der ikke kunne fylde særlig meget, i et så stort bjergområde?

Noget af optimismen var langsomt begyndt at løbe af Titan. 5 dage og stadig intet spor. Intet spor af Djange og intet spor af rustning. Ikke en eneste sjæl havde han mødt på turen i de dage han havde været undervejs. Uden tvivl skulle der nok være nogen der foretrak bjergene og ensomheden, men der var meget plads. Hele Andromedas befolkning ville kunne befinde sig i bjergene, og uden at stå helt tæt – I hvert fald hvis man kun talte Andromedas heste med.

Hele dagen var grå. Lys grå, mørk grå, tåget grå og regnfyldt grå. Titan var ikke kommet særlig langt på 5. dage, for ud over den konstante irritation af vand der løb ned over øjnene og den klistrende padelok, var der også glat. Der var ingen grund til at skynde sig, og risikere at skvatte. Vand havde han ikke fundet meget af på turen, så de vandpytter der havde samlet sig i fordybninger, var meget velkomne. Mere end en enkelt blev næsten tømt – sådan virkede det i hvert fald. Tørsten var blevet stor og virkede uslukkelig. Vejret betød også Titan måtte gå til ro tidligt. Lige så snart mørket faldt på, var det ikke til at se noget for regnens mange sølvstænger.

3

DAG 21

Seoithín, seo hó, mo stór é, mo leanbh
Mo sheoid gan cealg, mo chuid gan tsaoil mhór
Seothín seo ho, nach mór é an taitneamh
Mo stóirín na leaba, na chodladh gan brón.

A leanbh mo chléibh go n-eirí do chodhladh leat
Séan is sonas gach oíche do chóir
Tá mise le do thaobh ag guídhe ort na mbeannacht
Seothín a leanbh is codail go foill.

“Ruidth Titan! Ruidth! Ruidth! Ruidth…….. Ruidth…..”

Natten gav genlyd. Sådan føltes det, da Titan slog blikket op på ny. Natten havde ikke givet ham meget søvn. Den smule der havde været, var enten præget af kulde eller mareridt. Et af dem var tilbagevendende. Noget han havde drømt flere gange mens han havde været i Andromeda. Om det var noget han havde oplevet eller noget hans sind havde opdigtet efter alle hans søsters fortællinger kunne han ikke engang finde ud af, men et eller andet var der i hvert fald.

Sangen…. En hoppes stemme der lod milde og bløde toner flyde ud i luften. De virkede så velkendte og alligevel ikke. Det var som om musikken, sangen, omringede ham i søvnen. Som om den fyldte det hele, og til tider som om den gav ekko. Den var fjern og den var nær, men den blev tydeligt meget fjern så snart ordene afbrød. Den forblev i baggrunden, sangen, men det var ikke sangen opmærksomheden hvilede på. Det var ordene. Det var hans navn. Det var et ord han vidste hvad betød og alligevel ikke vidste hvad betød. Som om han forstod meningen bag ordet inde i kroppen.

”Ruidth!”

Titan gentog selv ordet med et set idét han fik åbnet øjnene. Selvom der var stille omkring ham og regnen ikke længere trommede stille mod jorden, var det som om den feminine stemme stadig gav genklang i bjergene. Som en halvskinger lyd der skar i ørerne, men som for længst var stoppet og stadig hang i luften. Og øjnene. De brune øjne. Hans egne var grønne, hans søsters var blå. Hans søster havde nævnt flere gange deres mors øjne var lige så blå som søsterens. Så hvem tilhørte de brune? Var det hans far? Hvis de var hans fars, hvorfor virkede de så så skræmmende? Så….. Hadefulde?

Solen havde endnu ikke slået sine første stråler op på himlen før Titan besluttede sig for ikke at stå stille længere. Hele kroppen virkede stiv og låst. En lille del af Titan, var fyldt med modløshed og en anden del af ham ønskede mere end noget andet, at finde svaret på den tilbagevendende drøm. Men mest af alt havde han lyst til at vende bjergene ryggen og vende tilbage til Teylar. Titan var ikke en der gav op så let, og derfor blev han i sin søgen. Det gik dog knap så hurtigt som i starten, og derfor nåede han ikke ret langt den dag eller dagen efter.

4

DAG 25

Regn. Regn, regn og atter regn. Det havde regnet hele dagen og dagen før det. Først en byge med en pause før det for alvor tog fat. Nogle steder løb små åer af regnvand, og hvor bjergene var dækket af græs og træer, var jorden sumpet og mudret. Det var lige til at sidde fast i, hvis man stod stille lidt for længe. Mudderet havde allerede sat sig hele vejen op til Titans knæ. Ikke fordi han havde stået i mudder dertil, men fordi han flere gange nær var faldet på det knap så samarbejdsvillige underlag. Den slags var han ikke vant til. Så tit rendte han ikke rundt i bjergene mens det regnede – eller nogen andre steder hvor man kunne sidde fast. Han søgte jo helst væk derfra. En lille bekymring hvilede konstant i tankerne. Hvad hvis strømmene af regnvand skyllede den rustning væk han var sendt ud for at finde? Hvad hvis det var for sent og han kunne gå til sine dages ende uden at finde hvad han ledte efter? Hvor længe skulle han blive ved før han opgav og vendte næsen hjemad?

5

DAG 30
(efter tråden med Lupë)

Endelig! Endelig havde Titan formået at finde den rustning han havde søgt så længe efter. Den lignede slet ikke noget han havde forestillet sig. Han havde måske forestillet sig noget mere skinnende og noget mere prangende. Det var måske også noget af det der havde gjort den søgen svær. Det var jo ikke nemt at finde noget, man ikke vidste hvordan så ud. Havde det ikke været for hingsten, Lupë, havde han nok ikke formået at komme videre med sin søgen. Men nu. Nu måtte han tilbage. Tilbage for at finde Den Vise, finde lyset og fuldføre sin mission. Hans søgen havde kun været den ene halvdel.
I sin ivrighed for at nå hjem, fortsatte Titan så længe han kunne komme til. Alligevel havde han ikke forladt bjergenes område, før han hørte noget. Stemmer. Stemmer og lyden af hove mod det stenede underlag. De ledte efter det samme som ham selv. Rustningen. Det kriblede indvendigt hos Titan. En lille del af ham ønskede at tage kampen op, men en anden endnu mindre del ønskede at finde en vej udenom. I bjergenes smalle stier, var der ikke mange valgmuligheder, og Titan tog den eneste anden vej, han havde mulighed for, hvis han skulle undgå de andre. Det var mørkt og burde være på tide med et hvil, men så længe der var andre til stede eller risiko for de ville finde ham, kunne han ikke holde et hvil. En stor del af Titans koncentration, var rettet mod lydene, så han kunne finde ud af, om der var andre i området, eller om de andre kom tættere på. Selvom hans øjne havde vænnet sig til mørket, var det umuligt at se alt. Han så derfor heller ikke det ujævne underlag, der trak ham med sig og fik ham til at glide ned langs bjergsiden. Haltende kom Titan på benene igen og måtte se op. Det hjalp ham ikke meget. Der lod ikke til at være anden vej for at komme tilbage til hans sti, end op. Derfor måtte Titan følge sin egen nedaf. En ikke eksisterende sti. Det krævede alt den hjælp han kunne få, og heldigvis havde han fået en smule magi fra lyset. Lyset! Det kunne hjælpe ham.

Som ved tankens kraft, lyste det op omkring ham. Et hvidligt skær, lyste jorden op, og gjorde det muligt for Titan at søge mod vandet. Han var nødt til at svømme. Så meget vidste han. Det var umuligt for ham at komme andre veje end ned til vandet. Der gik ingen veje langs bredden – det hele bestod af klipper på denne side. Titan var kun næsten nået helt ned til vandet, da lyset gik ud og alt blev mørkt. Endnu en gang måtte hans blik vænne sig til mørket, og der var intet der vidnede om hvorvidt de andre søgende havde set lyset fra ham eller ej. Han nåede knap at tænke tanken færdig før han gled endnu en gang. En fejl der fik den sorte hingst til at trille det sidste stykke og ned i vandet, hvor strømmen bar ham med sig.

6

DAG 31

Vand. Mere vand. Og en omgang vand mere. Bølger skyllede ind over ham og trak ham langsomt længere op af sandbredden. Sand. Sand over det hele. Sand i øjnene, pelsen, pandelokken og ørerne. Titan smaskede et par gange. Munden var tør og sandet. Det knasede når han tyggede og tørsten! Tørsten var slem. Kroppen var øm. Meget øm, men alligevel fik han stablet sig selv på benene. Han var ikke færdig. Han havde ikke fundet vejen til den nordligste del af Leventra.

Titan behøvede ikke se sig meget omkring for at finde ud af hvor han var. Han var blevet skyllet op på Zenobia. Det var en smule for tæt på Foehn. Det eneste han trøstede sig selv med, var at Zenobia for det meste var øde – og at øen var fyldt med sol og varme. Noget der forhåbentlig kunne svække skyggerne, skulle de pludselig vise sig. Han vidste han måtte videre, men han måtte også først finde noget vand og noget spiselig, så han kunne have kræfter til resten af sin quest.

To Be Continued . . .

7