Fallen [Åben]

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Det sidste minde der flashede for hendes blå øjne var døden. Vent lidt... Hun var ikke død? Hvis hun var, så føltes det helt uvirkeligt levende. Hjernen forsøgte at forstå hvordan hendes krop kunne føles så uskadt og behagelig. Hun var faldet - nok nærmere blevet skubbet ud over en skrænt - ned imod afgrunden hendes fader altid havde ønsket hun skulle møde sin død ved. Ruset i hendes krop, angsten og uroen sad stadig i hende, som det frie fald spillede for hendes indre øje. Kun afbrudt af hendes uforstående tanker: Hvor er jeg? Hvad med Yestina? Kan jeg ændre mit valg?

Esperanza tog mod til sig og gav sig selv muligheden for at opdage hvor hun var. Øjnene lukkedes op. Først stirrede de imod den skønhed de så - så vendte hun dem forvirret rundt omkring sig. En skov... Så behagelig og fyldt med fred. Fugle sang... Hun mærkede pulsen stige et øjeblik, før hun turde sætte benene i jorden og rejse sig fra den grønne græsplet hun lå i. Chokket slog hende som et lyn: Hun var i sandhed levende og et fremmed lys havde bragt hende videre - reddet hende fra faldet. Hvorfor?

1

Chibale. Det var ikke Foehn. Det kunne fornemmes både på omgivelserne og lugtene. Der var en anderledes mere gennemtrængende lugt hængende i luften. Det samme ville andre sikkert sige hvis de besøgte hans hjem. Øen med svovl-lugten fra ildbjerget. Det var kun fordi Azazael var opvokset på ildbjerget han ikke selv var generet af lugten. Øen var langt mere grøn end det døde område han normalt færdes i, men udforskes skulle øen. Nysgerrigheden var for stor hos den unge hingst. Alt for stor. Hans mor havde altid været i nærheden siden han var helt lille, men efterhånden som han var blevet ældre var han blevet bedre til at finde de rigtige tidspunkter at liste væk på. Hvis ikke hans mor var i nærheden, var hans babysitter. En babysitter Azazael var opsat på at få ned med nakken på et tidspunkt. Indtil videre havde han hverken styrke eller teknik til at vinde over den hingst hans mor havde sat til at opdrage på ham.

Stemmerne var lave. De hviskede stadig til ham, men på grund af afstanden til ildbjerget, var de ikke lige så høje, lige så mange eller lige så ofte i hans hoved som de plejede at være. Nogen ville måske byde stilheden velkomme, men Azazael var ikke fan af den. Han lyttede rundt. Lyttede til lydene. Fuglene. Træerne. Iagttog alle omgivelserne og lod dem brænde sig ind i hans hjerne, så han vidste hvilken vej han skulle for at finde tilbage igen, for han måtte finde tilbage inden der gik alt for længe - der var nogle konsekvenser han helst ville leve uden. Hans mors vrede var en af dem, også selvom han var voksen og selv kunne bestemme. Inderst inde vidste han jo godt hun bare ville passe på ham og hans søster, for der var visse sjæle i landet, der ikke brød sig om det hjem han var vokset op i. At nogen måske ville føle sig truet af hans udseende. Kulsort, næsten blåsort, som sin mor, med blå aftegn som sin mor og de lysende blå øjne han enten kunne have fået fra sin mor eller far.

Der! Lige der! Blikket blev fæstnet på en sorthvid sjæl ikke så langt fra ham selv. Han blev stående helt stille og rørte ikke en muskel. Han stod så stille han knap nok trak vejret - ikke fordi han var bange for hoppens tilstedeværelse, men fordi han inderst inde var spændt. Der var en han ikke havde set før. Efter et minuts stilstand, trådte han fremad og fremsendte en hingstet brummen.

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Hoppens krop vågnede nærmest langsomt, nerve for nerve, som hun turde bevæge på sine legemedele. Chokket var i hendes hoved - det nægtede at stoppe sin snurren. Det føltes som om hun stadig faldt inde i sit hoved, men blev revet rundt i loops og fra side til side. Hoppen begreb ikke helt hvor hun befandt sig. Jorden under hendes hove var fremmed. Træerne ukendte. Stedet føltes nu egentlig trygt nok, ikke opsigtsvækkende... Blot anderledes. Esperanza havde aldrig været så forvirret i hele hendes liv.

Et øjeblik efter at hun valgte at tage et par skridt ud i sit nye liv, lød en hingstet brummen fra et sted inde mellem træerne. Hun var altså ikke alene... Blikket blev nysgerrigt vendt imod lyden. Trods hun netop var blevet kastet ud over en skrænt, nærmest forrådt af sin egen familie, havde hun nu ikke mistet modet til at opsøge andre heste. Måske ville hun være en anelse mere skeptisk - det kunne hun slet ikke forholde sig til endnu. Hun forsøgte bare langsomt at fordøje det der var sket, imens hun bevarede roen på ydersiden. En hingst stod der imellem træerne, med de vildste blå øjne Esperanza nogensinde havde set. Vilde som i - smukke på den ene side og en anelse skræmmende på den anden. Hun vippede ørene imod denne hingst, vendte sig imod hans sorte skikkelse og besvarede hans brummen med et feminint prust. Hvem var han så? Vidste han hvad i alverden dette sted var?

12

Hoppens svar behagede ham. I hans hoved indbød hun ham i hvert fald til at komme nærmere, og det skulle hun såmænd få lov til at opleve. Han snoede sig smidigt omkring træstammer uden at flytte sig specielt meget, og øjnene forlod ikke hoppen på noget som helst tidspunkt. Han nærstuderede hende, gemte alt hvad han kunne om hende i sit lille arkivskab i hukommelsen. Pletterne, kropsbygningen..... Øjnene.. Hun havde nogle yderst flotte øjne, i forhold til dem han havde været vant til at se på. 

Nogen var måske hverken meget for nærkontakt eller det at se andre i øjnene i længere tid, men den slags generede ikke Azazael. I stedet trådte han helt tæt på og strakte halsen og mulen frem mod hoppen for at indsamle hendes duft. Den var fremmed. meget mere frisk end det han var vant til fra Foehn. Nogen ville måske mene den ø stank af svovl og termiske kilder, men for Azazael var den lugt ganske normal og ikke på nogen måde en han lagde mærke til på samme måde som en udefrakommende - men nu hvor han stod på en fremmed ø og med en fremmeds lugt i næseboerne kunne han godt fornemme der var en stor forskel på de to steder. Han forholdt sig tavs indtil videre og brugte i stedet sin koncentration på at lade sin mule komme nærmere hendes man for at begrave den i den.

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Esperanza studerede denne hingst, som han nærmede sig. Hun følte sig en smule intimideret under hans blik, som han både søgte øjenkontakt og lod blikket vandre overalt på hendes fine krop. Pelsen med de mange smukke pletter dirrede en smule, men så faldt den til ro igen. Hun følte en smule ængstelighed over situationen, men samtidig kunne hun ikke nægte sin egen nysgerrighed. Både på hingstens udseende og helt fremmede duft. Det lugtede et eller andet sted - grusomt. Men alligevel trak hun ikke næsen til sig, men tippede i stedet hovedet på skrå med en forventning om at dette kunne blive spændende.

Fortiden og hendes undren var skam ikke glemt. Men i øjeblikkets intensitet, havde Esperanza ikke tanke for at huske på det. Han kom så ganske tæt på, som om han ikke kendte til almen høflighed... Med mulen så nær hende man trak hun nu vejret dybt for ikke at flygte - var det mon klogere at følge sit instinkt? Hun så på det sorte skind. Indåndede svovllugten og vrængede nu en smule på næsen... "Hvem er du? Og... Hvor er jeg?" nu fandt hendes undren endelig frem til overfladen og hun vendte hovedet lidt mod hans mule i hende man, som for at få ham til at tage den ud - dog uden at skubbe til ham.

8

Azazael tog en dyb indånding mens han stod med sin mule begravet i hoppens man. En så stor indånding han virkelig kunne opfange alle duftene fra hende. Hun kom fra et andet sted end ham, det var helt sikkert. Men han blev først for alvor sikker, da hun spurgte om, hvor hun var. Han lod sine tænder skrabe hen over hendes pels mod halsen i en blanding mellem et bid og et nap, men et meget langsomt et af slagsen. Det var den slags påfund han havde, der kunne gøre andre utilpasse omkring ham, men Azazael fandt andres utilpashed underholdende. Azazael trak mulen til sig igen, og gav sig til at kredse om hende for stadig at se hende an.

”Du er på Chibale. Hvor troede du da du var?”

Med vilje undlod han at svare på det første spørgsmål, og lod i stedet som om han intet havde hørt af det. Hvem han var, var ikke sådan lige til at forklare. Han skulle jo nødig komme til at tale over sig, og ende med at få problemer, for hans mor havde sagt meget bestemt til ham og hans søster, flere gange endda, at hun ikke ville have de forlod øen alene – og aller helst slet ikke. Det var første gang han havde trodset hendes ordrer og det ville også blive sidste, hvis det blev opdaget.

”Du er måske faret vild?”

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Hun gispede og trak sig lidt fornærmet, da han begyndte at nappe og skrabe sine tænder over hendes hals. Hvad i alverden bildte han sig egentlig ind? Hun lagde ørene og kneb det ene øje sammen - på en eller anden sær måde fandt hun det spændende. Samtidig var hun dog mere på vagt end for et øjeblik siden. Var han mon ligesom hendes faders flok? En mørkere sjæl hun håbløst troede hun kunne redde med lyset, men i stedet ville hun blive skuffet? Slukket og gå ud som ild i vand... Hoppens tanker vandrede en smule, som hun forsøgte at tøjle sig selv og ikke gå med hingsten rundt om hende. Han studerede hende ... men af hvilken grund? Der var noget ved ham, der bestemt var varslende og hun gøs en smule indvendigt ved tanken om hvor svag hun nu engang var.

Han forklarede nu at hun befandt sig på Chibale. Hun havde aldrig i sit liv hørt om dette sted før... Det måtte være meget langt væk fra hendes eget hjem. Hoppen sukkede en anelse blødt og opgivende. Så forvirret over situationen. Var det ikke sin død hun var faldet til? Dette kunne umuligt være efterlivet. Esperanza vendte sig imod ham - spørgsmålet lyste nu stadig i hendes øjne : Hvem er du?

Faret vild? Hun lo en smule bittert "Jeg faldt mod min død, i øjeblikket før jeg landede her. Dette er bestemt ikke den kløft jeg dalede imod... Jeg kender intet til Chibale. Intet til dette land - det synes som om jeg er blevet trukket ud af mit døds øjeblik og bragt hertil i samme sekund." stemmen ebbede ud, for det gik op for hende at hun havde sagt nok. Mere end rigeligt. Måske endda for meget? Det kunne være ganske farligt at tale til fremmede i så mange detaljer... Nu vidste han ikke desto mindre hvorfor hun var forvirret over dette sted, hans tilstedeværelse og generelt situationen. Hun forsøgte at strække sig imod ham og udvise stærkere øjne, end hendes krop bar muskler. Hun var ikke skabt til at kæmpe og var et ganske let offer.

"De kalder mig Esperanza - må jeg i det mindste få dit navn?" hun forsøgte sig nu med en smule mere høflighed. Nysgerrighed strålede stadig i hendes blik. Det var jo en ganske ny verden... Og han var en ganske ny sjæl på hendes vej. Den første hun mødte her i dette område kaldet Chibale. Hun måtte forsøge at finde ud af mere om stedet - nu var hun jo endt her... Måske kunne hun vende hjem? Måske aldrig. Hun vidste faktisk heller ikke helt om hun nogensinde ønskede at vandre tilbage til faderen og forsøge igen... Han ville ofre hende og måske fik hun aldrig muligheden for at leve i fred, uden ham igen.

10
Wordcount: 742

Hoppens reaktioner på hans tilnærmelser morede ham. Det var ikke første gang nogen ikke havde brudt sig om den manglende afstand mellem dem og Azazael, og det ville med sikkerhed heller ikke blive sidste. Han fandt det alligevel så underholdende han ikke bare kunne lade være. Han nappede et par gange mere til hende, for det var første gang han havde en hoppe alene, som ikke lod til at flygte lige med det samme. Der havde været nogle stykker, mens han var for lille til egentlig at ønske noget som helst opmærksomhed fra hopper. Og så var der en, hans babysitter havde været så venlig at finde og sørge for ikke stak af, men aldrig havde han været komplet alene. Noget der var nyt og spændende.

Azazael lyttede – og lyttede meget opmærksomt. Lige så opmærksomt, som var det en af de historier hans mor havde fortalt da han var lille. Han havde mødt andre der ikke var fra Andromeda, men alle havde haft noget forskelligt at fortælle og ikke alle havde haft nogen fællesnævner, så han kunne ikke helt gennemskue, hvorfor så mange udefra komne, landede i Andromeda, og endda somme tider i hans hjem på Foehn.

En lille idé var begyndt at spire i hans tanker og sind. En idé der fik det til at krybe glædeligt gennem resten af kroppen, for dét ville være noget af det bedste der kunne komme til at ske i løbet af en uge eller måske endda det bedste der kunne ske for ham gennem hele hans liv. Det eneste det krævede var lidt samarbejdsvilje fra hoppen, hvilket han kunne fornemme ville blive en smule svært, hvis hun ikke følte hun kunne stole på ham. Og alligevel havde hun tillid nok til ham, til at fortælle historien om hende, der faldt til sin død.

”Eller også gjorde du ikke”

Et smil spillede om hans læber og et lusket et af slagsen, blandet med noget morskab. Ikke fordi det var spor sjovt, hvad hoppen var gået igennem, men fordi Azazael havde følelsen af at vide mere end hun gjorde – og den slags skete sjældent. Han havde ikke set lige så meget og oplevet lige så meget som andre i Andromeda eller dem, der kom udefra. Han havde ikke levet længe nok eller rejst langt nok til at opleve verdenen. Dette var første gang han havde forladt hans hjem for at undersøge en af de andre øer, og der ville gå mindre end en dag før han ville vende mulen hjemad igen, for ikke at få problemer med sin mor. Selvom han var voksen og bestemt ikke var en mors dreng, nærede han alligevel en dyb respekt for hende. Hun var langt stærkere end ham og han ønskede ikke flere tæsk end der nok allerede ventede ham.

”Andre har været døden nær eller direkte døde, så det er ikke sikkert du blev hevet ud i tide. Men jeg kan hjælpe dig. Jeg kender vejen ud herfra”

Der var en oprigtighed i hans ord, for han talte sandt. Hun var jo ikke den første og selvom mange søgte og ikke havde fundet en vej ud, kendte han den. Der var ikke mange, der turde stole på en som ham, for hans forældre var skyggebærer og de havde ry for at være nogle ondskabsfulde sjæle. Måske hans mor kunne være det, over for ham og dem der stod i vejen for hende, men hun var ikke ondskabsfuld på den måde er somme tider blev hentydet til af andre.

”Mmmmmh… Nej…”

Hun måtte ikke få hans navn. Så sikkert var det. Han kunne få problemer hvis hun kendte det og sladrede om ham. Han ønskede ikke flere problemer. På den anden side ville det heller ikke være sikkert hun ønskede at følge med ham, hvis ikke hun fik hans navn, eller ikke stolede på ham fordi hun ikke kendte hans navn. Azazael måtte derfor lige overveje situationen en smule.

”Jeg burde ikke være her og ønsker ikke flere problemer. At give dig mit navn kan lige præcis sørge for det. Men hvad er et navn ud over en måde at referere til et bestemt individ? Mange har kælenavne som ikke er deres navne og jeg ville kunne give dig et navn, som ikke var mit eget, uden du ville kunne vide om det er det rigtige eller ej. Et navn du selv finder på at kalde mig, kan være lige så rigtigt som et navn jeg beder dig kalde mig”