Any mares around? (Esperanza)

[1]

Tid: Formiddag.
Sted: En lille lysning i en af Chibales store skove.
Vejr: Let regn.

Sjap, sjap, sjap... Det våde græs svuppede let om hovene på den store spraglede hingst, der let kom travende igennem lysningen. Det havde regnet hele morgenen, og hans krop var derfor drivvåd. Men endelig så det ud til, at regnen var ved at stilne af og nu blot var en let støvregn, der stille dryssede fra himlen. Solen var også langsomt begyndt at titte frem på himlen igen og sendte nu sine stråler ned over lysningen. Støvregnen dansede let i solstrålerne og dannede små regnbuelys rundt omkring på den lysegrønne lysning. Chetan sukkede drømmende. Hvor var det et smukt syn!

Chetan og hans brødre havde endnu ikke levet så længe i Andromeda, og der var derfor stadig mange steder, de manglede at opleve - men indtil videre var han bestemt ikke skuffet! Han anede ikke, hvorfor eller hvordan de var kommet til dette land, men det var simpelthen så smukt og fortryllende, at det næsten var som taget ud af en eventyr. Beboerne her omkring fablede også løs om Vogtere, Skygger og magi, fuldstændig som var det taget ud af en af de mange historier, hans far altid havde fortalt ham. Han troede naturligvis ikke på noget af det, men alle her i landet virkede stensikre på, at det var virkelighed. Og han måtte da også indrømme, at måden han og hans brødre nærmest var blevet zappet igennem en portal fra deres egen verden og hertil, virkede lidt for utrolig til at kunne forklares med naturlige årsager...

Ak ja, han vidste ikke længere, hvad der var rigtigt og forkert, men faktisk var han også pænt ligeglad. Han levede et fedt og ubekymret liv her i det smukke Andromeda, så det kunne sgu være ligemeget, hvordan han var kommet hertil. Faktum var jo bare, at nu var han her, og han agtede at få det bedste ud af det!
Han satte kroppen frem i en let galop og bevægede sig med smidige bevægelser hen over det høje græs. En væltet træstamme blokerede pludselig hans vej, men ganske elegant og ubesværet forcerede han den uden problemer og landede blødt og sikkert på den anden side. Han slog med hovedet og spillede let op med musklerne, mens et selvsikkert smil tegnede sig på hans mule. Ah ja, hvilken perfekt stund... Det eneste, der manglede lige nu, var en lækker lille hoppe, han kunne vise sig frem overfor!

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Sommetider var overmod en rigtig dårlig ting... En lektie var blevet hende givet, men havde hun taget den? Ikke rigtigt... For hun stod her endnu, urørt og yndefuld i sit plettede skind, uden ar. Hvem der havde valgt at åbne en ny chance for hende, anede hun ikke. Faktisk var hun endnu i stor tvivl om, om dette blot var efterlivet. Døden. Hendes fald fra toppen af kløften burde have dræbt hende.

I stedet var hun her. I et fremmed land, med nye omgivelser og udfordringer. For et ungt sind, der ikke vidste bedre om grusomheder, var det spændende ! Hun havde kun mødt én anden sjæl. En speciel en ad slagsen - han lugtede af svovl, bar blå farver i sit skind... Det var unaturligt. Magisk. Derfor spekulerede Esperanza atter på om dette virkelig var ... ja virkeligt. Eller om hun var endt i dødens land - blot meget anderledes end hun havde forestillet sig.

Hendes ben havde om ikke andet bragt hende lystigt af sted. Hun måtte trods alt udforske områderne! De tynde, fine ben landede let i det våde underlag og trods regnvejret, havde Esperanza hovedet højt og en luftig man efter sig. Hoppen brummede en smule søgende - for der kunne ikke være så tomt, som hun i denne stund følte der var... Hun var her jo ikke alene. Vel?

En anden lyd blandede sig pludselig med regnens trommen i hans øregang. En brummen? Og snart efter blandede en hoppes duft sig også med den fugtige duft af skov og regn. Han lyste op i et stort smil, da han fik øje på hende lidt længere nede ad stien. Havde guderne mon hørt hans bøn?! Her stod hun jo; det rene pragteksemplar af en hoppe! Et plettet og spraglet skind med smukke blå øjne lige som han selv. Hun var perfekt! En skønhed uden lige! Lige sådan en type, han normalt ville falde for!
Et drenget og charmerende smil spillede på hans læber, da han nu travede det sidste stykke ned til hende og stoppede op i en let og elegant bevægelse. Han knejsede stolt i nakken og vippede imødekommende de mandelformede ører i hendes retning, mens hans øjne søgte hendes i et venligt blik.

,,Vær hilset, unge frøken! Mig en fornøjelse at møde en hoppe som Dem, hvis skønhed fuldstændig får skoven omkring os til at blegne!"

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.


Esperanza vendte sig om med lynets hast - ikke af frygt, men af bar lykke over at høre et andet levende væsen! Tænk hvis hun skulle have været straffet i al evighed her og at den sorte/blå hingst i virkeligheden var en djævelsk skabning... Hun åndende så lettet op og rankede sin fine krop op imod hingsten, som hun imødekommende trippede nærmere. Hans charme blev spottet på stedet og hun stirrede i blank måben. Han var plettet - smuk og ganske tiltrækkende. Men Esperanza var travlt optaget af at han var venlig. Det var jo lige det hun havde brug for. Hendes blå øjne smilede imod ham som hans ord blev rundet af.

"Vær-hilset." det lå underligt på tungen for den unge hoppe, men hun tog det. "De taler da så charmerende om en frøken som De kan. Mit navn er Esperanza - jeg troede et øjeblik jeg var ganske forladt og alene!" hendes iver og begejstring var ikke langt borte og hun prustede ganske lykkelig over at være i trygge hove - det var en naiv følelse der allerede tog plads af at være fuldstændig sikker hos denne hingst. Måske var det dumt - men det lagde Esperanza ikke mærke til. Der boede bare ikke den slags eftertanker i hendes unge sind endnu. Så hun stirrede glædeligt på ham og afventede hans svar.

[1 - 1 advent]

[1]

Smilet om hans mule blev blot større og større, som den yndige hoppe ligeledes udviste begejstring over hans selskab. Ja, i en kort stund virkede hun endda til at stirre lige så måbende på ham, som han selv havde gjort på hende!
Hendes ord fik ham atter til at smile varmt og charmerende. "Det er såmænd blot sandheden, min kære frøken!"
Han smagte lidt på hendes navn. Esperanza... Han havde aldrig hørt et lignende navn før - det var smukt, sensuelt og lå godt i munden! "Esperanza... Et navn, der i sandhed er en dronning som Dem værdig!"
Han smilede stort og slog muntert med hovedet. "Mit navn er Chetan! Og bare rolig frøken, her virker måske en kende tomt og forladt på denne ellers så pragtfulde dag, men dette er et stort land, der normalt er fuld af liv!"
Han så undersøgende på hende med et nysgerrigt, venligt blik. "Jeg antager, at De er ny her?"

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.


Det fortsatte... Hingstens charme og smigr. Hun mærkede en svag rødmen på den hvide kind og lagde hovedet over til den ene side. Hun var ung og uerfaren i mange ting, denne varme glæde inklusiv. Derfor så hun væk og så tilbage på ham med et draget blik. Esperanza følte sig ikke som nogen dronning og hun vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på, når så KØN en hingst så på hende sådan!
Derfor var hun også pinligt tavs og havde svært ved at finde et pænt svar til hingsten. Heldigvis talte han om landet nu og hun var nu meget interesseret. Det var et land... Var det virkelighed?

"Jeg har været her ganske kort tid... Forvirret over det hele, må jeg indrømme at jeg er. Chetan - De gør det rart nu, at befinde sig her. Den første sjæl jeg mødte virkede noget skummel og stank af svovl..." hun vippede ørene usikkert bagud.

[2]

Han kunne ikke lade være med at smile let over den yndige hoppes lidt generte reaktion. Selvom hun absolut ikke havde nogen grund til at betvivle sin skønhed! Men han kunne ikke påstå, at han ikke var vant til det... Det var de færreste hopper, der ikke dånede over hans charme og udseende.

Han vippede lyttende med ørerne til hendes ord og nikkede let. "Jeg forstår til fulde Deres forvirring, min kære Esperanza. Det er vist en generel ting her i landet, at dets beboere ankommer på en noget forvirrende og nærmest magisk facon - mig selv og mine brødre inkluderet."

Han smilede varmt over hendes ord om, at han gjorde det rart at befinde sig her. "Det er jeg glad for, at De synes - og jeg kan kun sige i lige måde! Har De lyst til at følges lidt videre? Jeg kan vise Dem de bedste steder at finde mad, vand og ly for natten."
Han smilede charmerende til hende og begyndte inviterende at skridte fremad. Der var ikke noget creepy eller nogen skumle bagtanker over hans forespørgsel - nej, han ønskede blot at hjælpe denne kønne hoppe til at få en forhåbentlig god og tryg start på livet her i Andromeda.

Hvis hun fulgte efter ham, ville han begynde at tale og sige følgende: "Jeg selv kender ej så meget til disse svovlheste, men jeg ved, at de lever på øen af aske - og det er vist ikke et sted, vi andre skal opsøge. Der går nogle frygtelige rygter om dem, og ja som De også selv erfarede, virker de til at være nogle ret skumle typer... De er vist ikke det bedste selskab at rode sig ud med." 

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

Der var absolut ingen tvivl: Denne hingst besad en vældig portion selvtillid og charme. Hun spekulerede ikke et skeundt over hvad han mon var for en - det faldt hende ganske simpelt ikke ind, at han kunne prøve på at opvarte hende, for at få noget ud af det selv... Hun havde oplevet så ganske lidt i sit unge liv, der ikke var positivt. Den sidste stund inden hun ankom her til stod ganske klart for hende: Men var hun blevet klogere? Ikke meget. Jovist, nu kunne hun dømme ondsindede heste lidt bedre. Men ville hun nu også det? Hun var overbevist om, at hun kunne have fundet sin faders hjerte i hans mørkeste stund. Hun kunne skinne igennem de andre også. Hun anede endnu ikke meget råd om gode heste, der på indersiden havde andre intentioner... Ej heller besad hun evnen til at aflæse neutrale sind.

Derfor var hun ganske tilpas med at han tilbød hende at vise de gode steder frem for hende. Al hans væsen fik en lille puls frem under det spættede sind. Esperanza havde nok aldrig rigtig oplevet kærlig opmærksomhed for en hingst, på denne måde! Hun var kun lige blevet gammel nok til at overveje hvad hingste kunne, andet end at være tåbelige voksne eller legende venner. Ørene var ret fremme og hun var meget bevidst om sin krops udstråling, nu hvor han sådan charmede sig ind på hende. Og det virkede. I guder det virkede. "Brødre?" det var et meget positivt ord i denne stund - for det betød at der var flere derude som ham, ikke? "Det kan de tro jeg vil." hun mærkede lysten, ja han virkede ligefrem dragende på den unge hoppe. Han fandt også hendes selskab behageligt. Der var allerede en halv dagdrøm i Esperanzas hoved. Hvis denne hingst havde været i hendes hjemland, og alt det frygtelige aldrig var hændt: Så havde han været et fantatsisk parti at finde sammen med.

Hun lyttede nu til fortællingen om disse andre heste, og hvad han vidste om disse. "Det var også den fornemmelse jeg fik... Måske kunne man prøve - at lyse på deres veje. Jeg tror der er noget godt i alle. Men De bringer slet ikke den fornemmelse af mørke til dagen må jeg erkende. Jeg føler mig ganske interesseret, nu De er den første sjæl jeg har æren af at møde, som rent faktisk ønsker at byde mig godt velkommen. Jeg må takke Dem!" hun smilede strålende, med de blå øjne funklende blødt imod ham, som hun drog af sted på hans side. Hofterne svingede, halen var rejst og alt i hendes krop var ganske levende.

[1]

"Ja, jeg har intet mindre end 11 brødre! Dog er det kun tre af dem, der er her i Andromeda ligesom jeg. Resten har jeg ikke set siden mit hjemland."

Han lyste op i et stort smil, da hun accepterede hans invitation og brummede muntert og charmerende, som de nu gik af sted side om side.
Han kunne ikke lade være med at smile sødt, da hun foreslog, at man kunne prøve at lyse på Skyggernes veje. Det var en virkelig rar tanke, som han ikke selv havde tænkt på før - men det gav jo mening og viste bare, hvor kært og åbent et sind, hun havde.
Smilet om hans mule blev endnu større, da hun nu erkendte, at hun følte sig ganske intresseret i ham, og at hun var taknemmelig for, at han havde budt hende så godt velkommen. Han krængede overlæben op i et stort smil og gengældte hendes strålende blik.

"Åh min skønne Esperanza, mig skal De bestemt ikke takke! Fornøjelsen er helt på min side! Det er mig en ære at få lov at vise landet frem for sådan en underskøn hoppe som Dem!"

Han kunne ikke lade være med at se på hende, som de skridtede af sted side mod side. Hendes vuggende hofter, den løftede hale, den levende krop... Hun var et syn for guder og mindede ham blot om, hvor længe siden det var, han havde været i så dejlig en hoppes selskab! Det gjorde ham helt varm i kroppen og blød i knæene.

Han kunne ikke holde sig tilbage længere og stak ganske forsigtigt mulen frem - han måtte bare røre hende! Blidt puffede han til hendes bløde, spraglede pels og krængede overlæben op i et stort muntert smil, inden han legesygt nappede ud efter hende og satte af sted i en svævende trav.

Esperanza
Sometimes darkness can show you the light.

11. 11 brødre! Hun havde store runde øjne og et helt måbende blik - ikke én søster? Hun var fascineret og betaget af tanken på samme tid: Altså 11 hingste, af tilsyneladende flotte forældre, så der var vel 11 ligeså tiltalende hingste som ham? Esperanza rødmede nu ved tanken, for hun havde faktisk aldrig rigtig spekuleret over hingstes udseende, eller selv ønsket at være tæt på en hingst. Men Chetan afgav en eller anden aura af: Kom tættere på. Og hun bed på.

Så imens hun lyttede sneg hun sig et skridt nærmere hans fine spraglede pels og varmen fra hans krop blev tydeligere. Fire. Kun fire af brødrene var her i landet. Hun var i grunden også temmelig ligeglad fornemmede hun nu i sin mave. Det var Chetan hun var interesseret i. Måden han charmede sig ind på hende - virkede. Desværre: Esperanza havde ikke oplevet negative ting i forholdet til andre hingste end hendes fader. Så hun vidste ikke hvordan man spottede en 'charmør' som ham og hun fik en fornemmelse af at han ønskede mere kontakt til hende. Det var fjollet. Han havde lige mødt hende! Men hun blev lullet ind i roen fra hans stemme og lo blidt af hans pæne ord til hende.

"Det er så sandelig mange brødre De har! Er de alle ligeså varme i sindet som Dem?" hun mærkede nu et flirtende smil på sine læber, og hendes hjerte sprang et lille slag over. Det gjorde det ikke bedre at han nu nappede ud efter hende og så svævede væk fra hendes krop igen. Hun mærkede varme sprede sig fra sit indre og helt ud i resten af kroppen - især den plet han havde nået af hendes skind. Hun kiggede efter ham: De unge øjne så betaget og så skrøbelige på en måde. Hun var en fjer - og trods han ikke var nogen ond hingst, så kunne han sagtens knække den. Eller lade den hvirvle forvirret i vinden?

"Hvor skal De nu hen?" hendes stemme blev legende - dragende og hun satte direkte efter ham med hovedet højt. Benene blev løftet i høje løft og der var ingen tvivl om at Esperanza, nærmest befandt sig lidt i en drømmeverden. Det var hun god til.

Han kunne ikke lade være med at le, da han så hendes reaktion på de 11 brødre. Jep, den var hun ikke alene med - det var præcis sådan, de fleste reagerede, når de fik det at vide. Men det var bestemt også forståeligt nok. For ham var det jo helt normalt at vokse op i en flok på 12 brødre; han havde jo aldrig kendt til andet. Men han havde hurtigt lært, at det bestemt ikke var sådan, det forholdt sig for andre, og at hans familie var noget spektakulær i andres øjne.
Hendes spørgsmål fik ham atter til at le lidt, da han tænkte tilbage på alle sine brødres forskelligheder og forsøgte at finde ud af, hvordan man lige kunne koge det hele ned til én sætning.

"Hmm... I min familie er jeg vist generelt kendt som den med det mest udadvendte, snakkesalige og energiske sind - den evige lillebror, der til tider kan drive alle lidt til vanvid. Mange af mine brødre er mere... alvorlige, og knap så frisindede og lykkelige som jeg. Men i bund og grund er vi alle godhjertede hingste, og De finder ikke én, der kunne finde på at gøre nogen fortræd."

Han lo igen, let og charmerende, da hun spurgte, hvor han nu skulle hen, for derefter at følge efter ham i en svævende trav. Han kunne ikke lade være med at se tilbage mod hende og forme sin mule i et lille, beundret o. Hun var simpelthen så smuk og betagende, at det var svært at tage øjnene fra hende.

"På eventyr!" svarede han med en drenget røst. "Jeg er endnu ikke sikker på, hvor eventyret vil lede os hen - men jeg er sikker på, at rejsen ikke kan blive andet end fortryllende med en prinsesse som Dem ved min side!"