Leaving home (Azazael)

10

Azazael blev stående og så en smule måbende efter sin søster. Han brød sig slet ikke om tanken. Han havde mest af alt lyst til at blive stående og surmule som et lille pattebarn, men satte alligevel i trav efter sin søster. Så snart han nåede hende bed han også ud efter hende med en lille form for udfordring i blikket. Leg behøvede vel ikke altid være på den kedelige "pas på ingen kommer til skade" måde. Det var jo ikke lige så sjovt. Desuden holdt han for meget af sin søster til kun at gøre noget halvhjertet - dermed også lege.

"Jeg må vel nøjes med min babysitter i noget tid. Han er ikke lige så sjov, men jeg tror heller ikke det ville være så sjovt at udforske de andre øer med en der konstant holder øje og rapporterer tilbage til mor"

At det rent faktisk kunne lade sig gøre de begge forlod Foehn på samme tid i en lille periode eller bare nogle dage, ville der være meget lille chance for, med mindre Xenocrates frivilligt ville lade være med at sladre til Ava, eller kunne bestikkes. Han havde jo en evne til at finde ham uanset hvor han ville prøve at gemme sig.

"Men hvad gør du så, hvis mor har slået mig ihjel når du kommer tilbage, for at have dækket over dit fravær?"

Det var jo ikke nogen hemmelighed, at selvom Azazael var den af tvillingerne der havde arvet evnerne, var det stadig Azula der var hendes favorit af de to, og den hun vel egentlig inderst inde ønskede havde arvet de mørke kræfter. Og måtte Ava kun vælge en af dem, ville det ikke være Azazael.

Hun smilede muntert, da hun kunne høre Azazael trave op til hende igen, og gengældte leende hans udfordrende bid, da han nåede op på siden af hende. Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke var helt tilfreds med hendes valg, og eftersom at det var første gang nogensinde, de to uadskillelige søskende havde været uenige i noget, var det da ikke så rar en følelse. Derfor var hun blot taknemmelig for, at han stadig ønskede hendes selskab og ikke var blevet uvenner med hende - for i sidste ende var det jo hendes beslutning, hvilket Azazael heldigvis virkede til at acceptere.
Hun lyttede til hans ord om Xenocrates og fnes let.

,,Nej, jeg er uden tvivl bedre selskab end ham Snokrates! Og så må du da vel også snart være ved at være gammel nok til at færdes uden en babysitter..."

Hun havde virkelig aldrig forstået, hvorfor det var, at Ava havde hyret en babysitter til Azazael på den måde. Det var virkelig underligt, for Azula var jo på præcs samme alder som ham - og hun havde aldrig haft brug for en babysitter? Men ak ja, hvor uretfærdigt det end var, så havde hun jo altid været deres mors favorit... Så Ava havde åbenbart bare vurderet, at hun stolede mere på hende end hendes bror.
Hun lyttede da til Azazaels næste ord og stirrede lettere måbende på ham i et kort øjeblik. Han troede da vel ikke i ramme alvor, at deres mor kunne finde på at slå ham ihjel?! Nok var hun hendes favorit, men hun var nu overbevist om, at Ava stadig elskede ham lige så højt! Hun rystede derfor blot på hovedet og smilede overbærende til ham.

,,Mor ville da aldrig slå dig ihjel... Og jeg sætter virkelig pris på tanken, men Aza, du behøver altså ikke at dække over mit fravær, hvis hun skulle spørge dig om det. For det første er jeg gammel nok nu til selv at håndtere de konflikter, der måtte komme ud af det - og for det andet vil jeg ikke have, at du kommer i problemer på grund af mig længere."

Bum. Det var nok første gang, at Azazael nogensinde havde hørt de ord komme ud af sin søsters mund! For guderne skulle vide, at Azazael var kommet i problemer mange gange på grund af sin troublemaker søster, som han havde været så sød at dække for hele sin barndom - og hver gang havde hun koldt og fnisende stået og set til, mens han tog skraldet fra deres mor for hende. Men den tid var forbi nu! Der var sket en psykisk modning i hovedet på hende igennem det sidste stykke tid. Hun var færdig med at gemme sig bag en fascade for sin mor og lade Azazael tage skylden for hendes problemer - det var ikke retfærdigt!

1

Hans søsters lille fnisen var nok til at få Azazael til at smile indvendigt igen. Jo, han var sikkert gammel nok til ikke at skulle bruge en babysitter, men det var ikke så meget for at passe på ham mere, som det var hans mors måde at sørge for han blev både opdraget og trænet.. Noget hun enten selv havde for tralvt til at gøre, eller bare ikke ønskede at gøre. Azazael havde brugt mindst lige så meget tid i Xenocrates selskab, som sin mors – hvis ikke mere. Og den tid han ikke brugte med en af de to, havde han oftest brugt i selskab med sin søster.

”Mmmh……. Men hvis ikke det er din skyld længere er der kun en anden jeg kan komme i tanke om er skyld i jeg får problemer, og det er mig selv, og det er jeg ikke helt sikker på jeg har lyst til det er.....”

Azazael kunne ikke helt lade være med at grine. Selvfølgelig var det ikke hans egen skyld. Uanset hvad han gjorde var udfaldet ofte det samme; Et skuffende blik fra hans mor eller noget der kunne gøres bedre. Han kunne ikke være lige så perfekt som hans mor mente hans søster var, men måske var den perfekthed ved at krakelere en smule. Måske ville det give ham en chance for at vise han kunne være mindst lige så god. Han undlod at kommentere videre på, hvorvidt hans mor kunne finde på at slå ham ihjel eller ej, for han vidste udmærket godt hvad hun var i stand til. Hun pressede ham gerne til det aller sidste og havde da også gjort det en gang eller to. Nej. Så foretrak han hellere Xenocrates. Nok kunne han ikke slå ham endnu, men han var slet ikke færdig med at vokse sig stærkere og lære nye ting. Han var stadig ikke andet end en unghingst med meget lidt viden om hvordan verdenen hang sammen.

”Du ved godt jeg er nr. 3 i rækken, ikke? Ud af 3…… Først har vi den mystiske Nymfe… så dig… og så mig.. Men hey! Det kunne have været værre end Snokrates.”

Det kunne have været meget værre. Han kunne have haft en der var ligeglad med ham. Selvom hans evner stadig var ude af kontrol, havde Xenocrates alligevel lært ham en del kontrol på andre punkter. Og for hver gang han blev sat på plads, lærte han noget nyt. Et nyt trick han kunne bruge mod andre.

Det varmede hendes hjerte at se, at Azazael langsomt blødte op igen, og hun kunne da ikke lade være med ligeledes at le af hans ord sammen med ham.

,,Så må du hellere sørge for at opføre dig ordentligt!"

Hun blinkede drillende til ham. Hun vidste jo godt inderst inde, at Azazael aldrig ville kunne opføre sig godt nok i deres mors øjne... Men hey, nu ville han i det mindste ikke komme dobbelt så meget i problemer længere, som da han også skulle bøde for Azulas problemer oveni. Forhåbentlig ville deres mor med tiden indse, at Azazael slet ikke var så slem... For hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af at fortælle sin mor, hvor meget hun selv havde løjet igennem tiden for at slippe udenom fedtefadet! Ah ah! Nok havde hun dårlig samvittighed overfor sin bror, men SÅ langt rakte hendes dårlige samvittighed alligevel ikke!
Hun smilede medlidende til hans ord om at være den tredje i rækken. Hun kunne kun levende forestille sig, hvordan han måtte have det... Hun var i forvejen påvirket over, at Ava brød sig mere om den mystiske Nymfe end hende, så hun kunne slet ikke forestille sig, hvor forfærdeligt det måtte være at være den allersidste i rækken.
Hun smilede dog opmuntrende til ham og nappede legesygt ud efter hans pandelok.

,,Når nu mor åbenbart ikke gider dit selskab, så er det da godt, at hun i det mindste har udstyret dig med en god babysitter - og en awesome tvillingesøster!"

15

”Som om det kan lade sig gøre…”

Det var jo lige meget, hvad han gjorde, så var det bare næsten aldrig godt nok. Azazael rystede hovedet, da Azula nappede efter hans pandelok, og et drillende snap blev sendt tilbage i hendes retning. Et snap der ændrede sig til et mere legesygt bid efter hendes man.

”En babysitter er slet ikke så sjovt som det lyder. Det er ”du skal gøre dit” og ”Du skal gøre dat” og ”Du må ikke”… Du har garanteret mere frihed end jeg har, eftersom vi begge er stuck på den her ø”

Godt nok havde han et temperament der skulle arbejdes med, og nogle evner der skulle tøjles fordi han ikke havde styr på den selv. Og selvom deres mor selv havde evner, havde hun ikke tid til at lære ham at få dem under kontrol.

”Tror du nogensinde vi bliver klar til at blive indviet i broderskabet?”