Leaving home (Azazael)

Tid: Formiddag.
Sted: Vulkanbjerget.
Vejr: Let regn.

Den rødbrune, slanke hoppe kom let skridtende op ad en af stierne langs bjergkanten. Det havde regnet hele morgenen, og klippeunderlaget under hendes hove var derfor ganske glat - så det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide og styrte direkte i døden.
Den unge hoppe havde efterhånden vokset sig til en stor og smuk hoppe, der bestemt havde arvet sin feminine elegance og skønhed fra sin mor. Hun var et pragteksemplar af en hoppe, som de fleste hingste kiggede langt efter. Selv var hun dog endnu ikke interesseret i hingstekontakt på den måde. Det eneste, der betød noget for hende, var hendes familie. Dog kunne hun godt mærke, at hun snart trængte til eventyr og spænding. Hun havde levet hele sit liv på denne askeø og havde for længst udforsket hver en lille krog. Da hun var lille, havde øen syntes så stor og nærmest uendelig, men nu hvor hun var blevet større, fik hun nærmest klaustrofobi. Hun længtes efter at krydse havet og opleve verdenen uden for skyggernes domæne! Så hvorfor gjorde hun det ikke bare...? Hvorfor følte hun sig så pokkers stavnsbundet til denne ø? Hun vidste, at hendes bror havde været ude og udforske andre steder i Andromeda, så hvorfor kunne hun ikke også bare gøre det? Hvor svært kunne det være!
De isblå øjne så beslutsomt frem for sig igennem regnen. Ja, snart ville hun gøre det - forlade sit elskede hjem for en stund og udforske verdenen udenfor!

3

Den mørke pels glitrede i det grå vejr på grund af den smule regn der havde tilladt sig selv at falde fra himlen. Små dråber sad som glitrende krystaller i den efterhånden lange sorte man. Azazael skulede sig hen over den ene skulder, og så den anden. Det så ikke ud som om han havde sin babysitter med på tur. Han var ikke sin mors favorit - det havde været klart fra starten af. Det betød han havde en lidt længere snor end sin søster, men alligevel ikke lang nok til han havde fået lov til at gøre hvad han ville.

Azazael havde ikke nået at overveje hvad han skulle foretage sig i ret lang tid, før han spottede sin søsters røde skikkelse. Et næsten djævelsk smil krøb langsomt frem. Han gav ingen lyd fra sig som han kastede sig frem og forlod sin plads på skråningen. Trods det halvglatte underlag på grund af våde småsten, formåede han alligevel med en form for elegance, at tage turen ned mod sin søster på stien nogle meter væk. Så snart hans hove havde bedre fodfæste, satte han farten op. Nakken blev knejset, og man kunne på sin vis forveksle ham med en bjergbuk der havde tænkt sig at stange et offer ud over kanten, hvis ikke det var for hans størrelse, farve og mangel på horn.

Lige som hun netop havde gået og tænkt på sin bror, dukkede han pludselig op længere fremme. Han bevægede sig lydløst igennem regnen, som kun en Skygge kunne gøre det, og hun havde derfor ikke hørt ham, før han pludselig var på vej mod hende i fuld galop, som var han en eller anden tosset bjergged, der havde tænkt sig at stange hende ned af bjergets kant. Azula var dog ikke en helt normal hoppe med et normalt tankemønster, og derfor skræmte ting som smerte og død hende ikke. Ikke at hun som sådan havde lyst til at dø, men hun havde bare en meget uforsigtig og lettere sindssyg tilgang til tingene, så tanken om at det ville være livsfarligt at styrte ned fra bjerget, var ikke rigtigt noget hun tænkte så meget over... Synet af hendes bror vækkede derfor den legesyge søster i hende, og med et fyrrigt hvin satte hun direkte frem mod ham i galop, klar til at bumpe direkte ind i ham og se, hvem af dem der først ville miste fodfæste og måske glide ud over kanten!

1

Et smil bredte sig om Azazaels mule. Hans søster lod til at acceptere hans lille leg. Der var vel ingen af dem der var "normale" set med andres øjne. Azazael var ligeglad. Han behøvede ikke rigtig andre i sit liv end sin familie. Hans søster og mor.

På intet tidspunkt satte han farten ned, men satte den i stedet op og gjorde ingen tegn til at skulle stoppe eller springe til siden. I stedet satte han af i et spring direkte mod sin søster. For ham var det lige meget om nogen af dem skvattede ned eller ej. Smerte var ikke noget han bekymrede sig om. Han havde trods alt også fået mange hug af sin mor, når han ikke havde opført sig ordentligt - og det var sjældent han kunne opføre sig pænt.

Azazael kunne ikke gøre andet end at knibe øjnene sammen og enten vente på en kollision, eller ramme jorden igen med sine hove, hvis hans søster ville vige væk.

Et stort og lettere sindssygt smil bredte sig om hendes mule, da hendes bror satte farten op og tilsyneladende var helt med på hendes lille idé. Det var en af de ting, hun elskede så højt ved ham; han var lige så sindssyg som hende! Azazael satte nu af i et spring og sprang direkte imod hende. Det hele gik så stærkt, at hun kun havde få sekunder til at vurdere, hvorvidt hun ville springe til siden eller fortsætte direkte ind i ham. Hun valgte derfor instinktivt den mulighed, der gav mest mening for hende; og det var naturligvis at støde direkte ind i ham! Hun satte derfor ligeledes af i et spring og ramlede direkte ind i ham. Eftersom han var en hingst, og hun var en hoppe, var han naturligvis både større og stærkere end hende. Det fik hende derfor til at vælte bagover, med Azazael over sig! De to heste gled ned ad bjergstien i én stor pærevælling og nærmede sig den faretruende kant. Azula kunne ikke holde sin livsglæde tilbage og grinede derfor bare sindssygt, mens adrenalien pumpede igennem hendes krop.

14

Der var ingen tvivl om hans søster var lige så skingrende skør som ham selv. Især da han mærkede hende ramle ind i ham så vel som han ramlede ind i hende og de til sidst trillede ud over skrænten. Han kunne ikke undgå nogle få rifter som de gled ned, men heldigvis for ham, tog hans søster alligevel en del af det eftersom hans overkrop hang ind over hende. Hendes grin var ikke alene, for Azazael morede sig mindst lige så meget. Fuldkommen upåvirket af den faretruende kant. De stoppede da også først glideturen lige inden de røg ud. Det ene af Azazaels bagben hang halvt ude over kanten, men det generede ham ikke.
Han flyttede sig ikke med det samme, men gav sig til at bide og nappe sin søster i manen i stedet, bare for at vise han havde savnet hende.

Det skarpe underlag rev mod hendes pels og efterlod nogle blødende rifter rundt omkring, men hun var fuldstændigt upåvirket. Lige nu kørte hun så højt på adrenalin, at hun slet ikke bemærkede smerten. Hun lyste derimod op af glæde og varme, da hun kunne høre sin bror grine mindst lige så meget som hende selv. I dette øjeblik var alt perfekt. Det var fuldstændig som om, at tiden var skruet baglæns, og de atter var små, legesyge og uansvarlige føl igen. Hun kunne næsten høre sin mors stemme i hovedet fortælle dem, at de aldrig måtte lege for tæt på kanten, fordi de kunne risikere at falde ned!
De fortsatte med at glide hele vejen ned ad skrænten og stoppede først op, da deres ben nærmest hang faretruende ud over den livsfarlige klippekant. Azula mærkede adrenalinkicket suse igennem hele sin krop. Dette øjeblik, hvor man næsten svævede mellem liv og død, var noget af det bedste, hun vidste! Det var her, man rigtigt mærkede, at man var i live!
Hun mærkede nu sin brors nap i sin man og lukkede atter en hjertevarm latter ud, inden hun nappede ud efter et af hans ben, der lå henover hende. Hun så derefter grinende på ham og blinkede drillende med det ene øje.

,,Pas dog på, hvor du går, brormand - du skulle nødigt falde ud over kanten!"

23

”Du er måske bange for selv at falde med?”

Der var en yderst flabet og næsten udfordrende tone over hans ord, der for nogen godt kunne lyde som en form for trussel, og en varsling om han godt kunne finde på at kaste sig ud over kanten, og tage hoppen med i faldet. Måske kunne han også finde på det, men han havde ikke nogen intentioner om at rejse sig endnu. Han havde jo lige sin søster at holde nede.

Azazael tillod sig selv at begrave sin mule i hans søsters man i nogle sekunder. Lod stilheden falde en anelse ind over ham, så han ikke var fuldkommen oppe at køre, men bare tog sig tid til at indsnuse alt hvad der var at indsnuse fra hans søster, hvorefter han i stedet lod mulen hvile mod hendes hals, stadig uden de helt store intentioner om at rejse sig.

”Hvad render min kære søster rundt og laver?”

Hun lyttede til hans spørgsmål og så på ham med et blik, der glimtede af kækhed. Hans ord kunne lyde udfordrende, ja nærmest truende, og hendes bror var jo sindssyg nok til godt at kunne finde på det - men selvfølgelig vidste hun godt, at han blot lavede sjov, lige som hun selv gjorde. Hvor sindssyge og dumdristige de end var begge to, så var der trods alt ikke nogen, der kunne finde på at skade hinanden med vilje. Hun så derfor blot på ham og lavede skøre øjne, mens hun drillende rakte tunge af ham.

,,Na-a-arh, jeg er ikke bange! Men du ved nok... Man må ikke lege for vildt så tæt på kanten, for hvis man falder ned, så dør man!"

Den sidste sætning blev sagt med en påtaget fascade, da hun efterabede sin mors måde at sige det på. Det var en opsang, de begge to havde fået af Ava sååå mange gange... Hun kunne dog ikke holde masken til sidst og begyndte først at fnise, for derefter at bryde ud i en højlydt latter.
Hun lå da blot og nød det lille moment sammen med sin bror og nød hans kontakt og nærvær. Da han hvilede mulen mod hendes hals, strøg hun ham blidt over hans muskuløse skulder og puttede hovedet ind til ham. Hun tog en dyb indånding og mærkede blot, hvordan hun begyndte at slappe helt af i kroppen. Sådan en virkning havde hendes bror altid på hende - selvom de godt kunne geare sig selv helt op til et punkt, hvor det næsten blev helt uansvarligt og livsfarligt, så kunne han også altid få hende til at slappe helt af igen, fordi hun følte sig så tryg og sikker i hans selskab.
Hun lyttede til hans spørgsmål og hyggegumlede lidt på hans pandelok, mens hun svarede.

,,Jeg tænker... Jeg overvejer lidt at forlade Foehn, bare for en stund, for at opleve resten af Andromeda. Du har været derude på et tidspunkt, har du ikke Aza?"

26

Deres mor var tydelig at se gennem Azulas mimik og gengivning af opsang de havde fået så mange gange. Havde han ikke ligget og set på sin søster, ville han godt kunne have været i tvivl om, hvem af hopperne der snakkede til ham. Han kunne ikke selv lade være med at le, men latteren døde også langsomt ud igen og nøjedes med at fæstne sig som et smil der både lå omkring mulen og i øjnene. Smilet døde dog også ud og udrykket i øjnene blev en anelse mere alvorligt og måske endda bekymret. Forlade Foehn? Hvad så med ham?

”Få timer på en lille tilgroet ø er næppe at være derude”

Ordene var blevet en anelse mere gnavne af egoistiske grunde. Han ønskede jo ikke blive efterladt tilbage af sin søster. Han kunne ikke undvære sin søster. Hvis ikke han havde været midt i træning af sin babysitter, sovet eller spist, havde han enten været i selskab med Azula eller ledt efter hende.

”Hvad så med mig? Har du tænkt dig at sige noget til mor?”

Hun kunne godt mærke på ham, at han straks blev mere alvorlig, da hans latter nu døde helt ud, og han i stedet kom med et lettere gnavent svar om, at få timer på en lille tilgroet ø næppe havde været at være derude. Hun sukkede let over sin drama king af en bror og nappede ham frustreret i halsen, måske en smule hårdere end hvad der bare kunne betragtes som leg.
Hun lyttede da til hans spørgsmål og strøg ham derefter undskyldende over halsen igen. Nu forstod hun bedre, hvorfor han havde reageret sådan - han var bange for, at hun skulle forlade ham. Og det forstod hun godt, for de to tvillinger var i sandhed tæt knyttet, og hun ville heller ikke have brudt sig om det, hvis hun havde haft mistanke om, at Azazael havde planer om at forlade hende.

,,Jeg ved ikke helt, om jeg vil fortælle mor det eller ej. For på den ene side føler jeg, at jeg er gammel nok til godt at burde kunne tage det valg uden mors indblanding. Men på den anden side vil jeg jo heller ikke have, at hun bliver bekymret for mig, hvis jeg pludselig forsvinder..."

Hun nappede derefter drillende ud efter en tot af hans sorte man og brummede muntert.

,,Kan du ikke bare tage med mig? Så kan vi tage på en lille ferie i resten af landet og vende tilbage til Foehn igen, når vi begynder at savne mor og de andre!"

30

”Du ved hvor stik tosset hun bliver og det er mig der får skylden.”

Nej. Deres mor havde aldrig været særlig stor fan af de forlod området. Som små havde hun ikke været meget for de endda forlod Aljun uden at være under opsyn. Deres mor var uden tvivl overbeskyttende, men på en måde var det også ganske normalt, for Azazael havde ikke oplevet andet. Han kendte ikke til andet.

”Du ved godt hun bare kommer efter dig hvis hun finder ud af det, ikke?”

Et mere lusket smil havde fundet sin vej frem. Nej. Han ville i hvert fald ikke have flere problemer. Var der nogen han respekterede, var det hans mor. Og kunne han tale sin for sin sag, gjorde han gerne et forsøg.

”Du burde sige det til hende”

Hendes forslag om han kunne følge med fik ham til at tøve en smule. Havde det været hvor som helst på selve øen havde han ikke haft nogen tvivl overhovedet og havde med det samme kastet sig ud i det. Men forlade Foehn? Efter hvad han havde hørt?

”Hvor lang tid skal du bruge?”

Hun tyggede lidt på hans ord om, hvor stiktosset deres mor ville blive, og at det var ham, der ville få skylden for det. Hun vidste, at han havde ret... Hvor unfair det end var, så var hun deres mors favorit, og det var derfor altid Azazael, der fik balladen - også hvis det var noget, Azula havde været skyld i. Som ung havde hun været ligeglad med det, for empati havde ikke været hendes stærkeste side, og hun havde derfor ikke rigtigt tænkt over, hvordan det mon måtte have været for hendes bror... Men nu mærkede hun et lille stik af skyldfølelse over hans ord. Skulle hun være egoistisk og tage af sted, velvidende om at han ville komme i problemer på grund af hende? Eller skulle hun hellere blive og dermed undgå at få sin bror i fedtefadet?
Hun lyttede da til hans næste ord om, at deres mor bare ville komme efter hende, hvis hun fandt ud af det, og nikkede let. Det var også rigtigt... Men måske det slet ikke ville være noget problem? Hun så indgående på ham.

,,Det skal hun da bare være velkommen til... Så kan hun se, at jeg er uskadt og ikke har rodet mig ud i problemer, og så kan det være, at hun vil være mindre overbeskyttende i fremtiden."

Hun vidste, at det måske var en naiv tanke... Men man kunne da altid håbe.
Hun lyttede da til hans næste ord om, at hun burde sige det til hende, og så let ned i jorden, mens hun overvejede det lidt. Det gik imod hendes principper at fortælle sin mor alt, hvad hun havde tænkt sig at gøre, nu hvor hun var blevet så stor - for hun følte i den grad, at hun var gammel nok til at tage beslutninger på egen hånd! Men måske Azazael alligevel havde ret... Hvis det kunne betyde, at både hun og Azazael ville undgå at få problemer, så var det måske alligevel det værd at sige det. Men hvad så, hvis hendes mor sagde nej? Så ville hun bare komme i endnu større problemer, hvis hun valgte at tage af sted alligevel! Men den tid den sorg... I stedet lyttede hun til Azazaels spørgsmål og smilede beroligende til ham.

,,Ikke så lang tid. Ikke til at starte med i hvert fald... Bare lige tid nok til at få en lille smagsprøve på, hvordan det er derude."

3

”Hvorend jeg gerne vil tage med….. Så kan jeg ikke”

Hans udtryk forblev en anelse bekymret. Et udtryk man kun så, når han stod over for sin søster. Alle andre kunne han slet ikke være mere ligeglad med. Men Azula var ikke alle andre. Hun var hans tvilling. Hans anden halvdel. Dén han ikke kunne leve uden.

”Min plads er her og min træning er ikke slut. Hvad angår derude såeh…. Pas på dig selv, Azu…”

Azazael kom langsomt på benene, og måtte træde nogle skridt væk fra både sin søster og kanten, for at give hende plads til at komme op og samtidig sørge for han ikke selv skvattede ned og pådrog sig selv forfærdelige kvæstelser.

Et mere alvorligt udtryk var kommet frem, for han var ikke et lille føl længere uden nogen bekymringer. Han var ved at være voksen… Han var voksen…. Og med alderen kom også en form for ansvar. Han havde altid fulgt sin søster fordi hun var den ældste og største mens de var små, men nu følte han mere det var hans pligt at passe på hende.

Hun lyttede til hans ord og kunne ikke skjule skuffelsen i sit ansigt. Hun vidste ikke rigtigt, hvorfor hun følte sig skuffet, for det var jo bestemt ikke et krav, at Azazael altid skulle følge med hende, hvorhen hun tog hen - men hun var bare så knyttet til sin bror, at hun slet ikke havde skænket det en tanke, at de en dag ville blive adskilt på den måde. Hun nikkede dog blot med hovedet og smilede let til ham.

,,Det forstår jeg godt, Aza... Og jo tak, det skal jeg nok. Jeg kommer snart tilbage igen, det lover jeg - og måske vi så kan udforske landet sammen en anden gang!"

Hun blinkede kækt med øjet og forsøgte at skabe en mere munter og knap så alvorlig stemning imellem dem. Hun var nemlig ikke helt så moden og ansvarlig som Azazael endnu, så det lå ikke rigtigt til hende at tage tingene så alvorligt. Hun kom derfor blot på benene sammen med ham og nappede drillende til hans skulder, inden hun begyndte at skridte videre ned ad bjerget.

,,Vil du med hjemad?"