Skyggevandre [Åben]

Vinden smøg sig gennem området. Berørte svageligt den tykke og lyse pels, mens mørket havde sænket sig over landskabet. End ikke månen var dukket op denne nat for at oplyse området. Natten var kommet for at blive. De lyse hove blev farvet mørke i asken, som han langsomt traskede igennem. Hans vandren var hvileløs, til trods for at hans indre var roligt. Natten beroligede hingsten på sin egen måde. Gennem tiden havde han lavet meget ballade - han havde stået til regnskab for sine handlinger, og ville forevigt gøre det. Han havde været ung og naiv. Belial vidste det. Han kendte sine fejl - i hvert fald dén fejl. Belial havde brug de sidste dage på, at strejfe omkring på må og få. Studere, observere - men ingen udover stilheden havde han fundet. End ikke skyggerne havde været at spotte. En smule skuffet - ikke at han ville stå ved det - var han vandret tilbage mod Foehn.

Der var godt gang i vinden denne nat. Den rev og susede i ørerne som uhyggelige spøgelsesskrig og fik havet omkring øen til at bruse kampklart op. Den mørke himmel var så overskyet, at end ikke månens lys kunne trænge igennem denne nat. Foehn var derfor helt sort, og det var næsten umuligt at se en hov for sig. Deadly Myth havde dog ikke brug for synet - hun havde skyggerne til at være sine øjne.

Hun traskede derfor frygtløst igennem asken og bevægede sig væk fra Aljuns område og ud mod resten af øen. Selvom det var midt om natten, kunne hun ikke sove, og hun havde nu prøvet så længe, at hun til sidst havde givet op og givet efter for den rastløse trang. Hun havde haft problemer med nattesøvnen længe, men i særdeleshed efter at Mazikeen var blevet kidnappet af sin far, og hun havde fundet ud af, at Djange var død. Dette var to ting, der bekymrede den spraglede hoppe meget, og hun havde derfor så meget tankemylder lige p.t., at det simpelthen holdt hende vågen om natten.

Hun svirpede frustreret med den hvide hale, mens hun så frem for sig i mørket. Det var ikke nemt at se noget denne nat, men øjnene vendte sig heldigvis hurtigt til mørket og gjorde det muligt at ane silhouetter og skygger.
Hun syntes at opfange en fært i luften, da hun var kommet lidt længere væk fra flokken. Det var lugten af hendes yngste søn, Belial. Hvad lavede han mon ude på denne tid af døgnet? Det var faktisk længe siden, at hun havde set ham, så hun sendte hæst en opsøgende brummen ud i natten og håbede på, at han stadig var i nærheden.

Sus... Hvin... Rusken... Åh hvilken sagelig lyd. Belial nød det, som han vandrede afsted. Alle naturens angreb var behagelighed i hans øre. Som en vuggevise, der blot lod ham vandre og vandre... Men der manglede stadig noget... Asken hvirvlede snart i luften og gjorde hans hove og hovskæg askegråt. Det satte sig i de lange hår, og støvede. Han fnøs, og piskede lidt efter med den lyse hale.

Langt væk i en trance, gled en velkendt duft og brummen ind i bevidstheden. Han åbnede øjnene, og snart dukkede silhouetten af hans moder op. Dér... Han mindes ikke, hvornår han sidst havde været i hendes selskab.. Han havde besøgt Lüpe siden sidst. Det vidste han. For han havde vandret længe og langt omkring. Han gik direkte mod hende, og snart stødte hans hoved mod hendes bringe, og han snappede som hilsen, inden han indvendigt var nysgerrig som et lille føl efter, om han fik skældud eller måske var hun ikke skuffet mere?

Hun fulgte duften, der flød med vinden og førte hende i Belials retning, og der gik da ikke længe, før hun fik øje på ham længere fremme. Hans kridhvide krop lyste let op i mørket og skillede sig utrolig meget ud fra resten af omgivelserne - præcis lige som hende selv. Skyggerne tog normalt alt det hvide fra de indviedes krop og gav dem blå aftegninger i stedet - men Deadly Myth var en af de få, der skilte sig ud. Hun havde nemlig beholdt sin kridhvide farve og havde i stedet fået mørkelilla aftegninger.

Hun og Belial fortsatte direkte mod hinanden, inden de stødte sammen. Hun mærkede hans hoved støde mod hendes bringe, inden han snappede ud efter hende. I modsætning til så mange andre, generede dette dog ikke Myth, og hun opfattede det ikke som uhøfligt - nej, hun var nok en af de eneste andre her i verden, der forstod Belials hilsen og væremåde; hun havde jo selv oplært ham sådan. Hun gengældte derfor hans bid og puffede let sit hoved mod hans hals.

,,Belial."

Hendes toner var milde og varme, men stemmen hæs og kold som sædvanlig. Hun var en hoppe af få ord, og dette var derfor det eneste, hun sagde til sin søn lige foreløbig. I stedet puffede hun let til hans side som en invitation til at følge med hende, inden hun begav sig videre fremad ud i natten. De havde meget at snakke om, mor og søn, men de var begge to sjæle af meget få ord, så det var en samtale, der ville kræve lidt tid og tålmodighed.

Han mærkede hendes bid og snappen. Det sitrede i pelsen, men det gav en lettelse i den store krop. Selv nu - hvor han var voksen, så kunne han ikke møde sin mor uden at føle sig som et lille føl, der havde lavet ballade og forventede en skideballe. Ligesom hans mor, var han også en der ikke brugte mange ord. Han mindre end hendes. Hans navn sitrede i ørene, inden han løftede blikket og så mod moderen. Hun puffede nu til ham og satte i bevægelse. Han snappede efter hendes bagpart, inden han rettede sig ind efter hende og satte i bevægelse op på siden af hende. Klar til hvad natten ville bringe af samtaler.

Stilheden var mellem dem, men begge var der tegn på at det var tid til at tale.

Hun drejede hovedet og sendte ham et af sine små og meget sjældne smil, da han fulgte med ved hendes side. Det var utrolig sjældent, at der faldt et smil over hendes læber, end ikke til hendes brødre, søstre eller egne afkom - så når man en sjælden gang fik et smil fra denne hoppe, så vidste man, at man var særligt værdsat. Hun fortsatte fremad og lod blot freden og roen sænke sig lidt over de to hvide skikkelser, inden hun atter lod den rustne stemme lyde ud i luften foran hende - hun havde lidt nemmere ved at tale, når hun ikke kiggede personen direkte i øjnene.

,,Belial. Jeg håber, du ved, at det aldrig var med min gode vilje, at du blev smidt ud af broderskabet. Jeg havde ingen indflydelse på det valg, og jeg havde naturligvis gjort alt i min magt for at ændre det, hvis jeg kunne."

Myth havde nok ikke været den bedste mor for Belial, i og med at hun blot havde valgt at forblive i broderskabet og dermed lukke sin søn ude, selvom hun vidste, hvor såret og svigtet, han måtte have følt sig. Men han var blevet en voksen hingst nu, og hun håbede derfor, at han kunne forstå, hvor meget dette broderskab betød for hende, og at hun aldrig nogensinde ville kunne forlade det uanset hvad - heller ikke selvom det betød, at hun ikke havde kunnet leve sammen med sin familie.