Changes and chances (Belial)

Åh hvilken herlig leg! Halen var trykket ind bagtil kortvarigt, inden den legesygt piskede fra side til side bag den lyse. Hans hoved lå mod hendes kryds, da et par syngende bagben kom flyvende mod ham. Det kom bag på den Belial, og kæbepartiet tog imod et smæk. Den syngende smerte kaldte med den lifligste symfoni - åh hvilken smerte! Hvad var det hun ville ham? De smertelige impulser og stød strøg gennem området og dunkede. Den varme, behagelige dunken... Hun ville jo gerne!

Trippende veg hun til side, og han kastede med hovedet, så den store manke fløj om hoved og hals på ham. Øjnene sugede til sig fra den sorte. Snart dansede hun måsen lidt bort, men hovedet indbød. En dyp rumlen lød hæst fra stubende, som eneste kollision med stilheden, inden han fulgte efter hende. Søgte tættere på. Ønskede mere af det hun gav.

98

Det ene øre var konstant vendt mod den hvide, tavse hingst. Det passede egentlig Ava fint nok med lidt stilhed. Ikke at samtaler ikke kunne bruges, men engang imellem kom der alt for mange ord man ikke kunne stole på. Ord havde langt fra lige så meget betydning som handling, og det at han fulgte med hende, var nok for den sorte nathoppe, at inkludere ham i sit lille slæng. Det slæng hun ønskede deltog i hendes mission.

”Belial”

Stemmen var både opfordrende og en anelse kommanderende som hun kaldte ham til sin side i stedet for at lade ham gå bag hende. Det var ikke lige så nemt at konversere, hvis man som hende skulle tale bagud uden at råbe. Hun agtede at introducere ham for sin plan, for på trods af hun ikke havde brugt meget tid sammen med ham grundet hans upopularitet hos Fuyu, brød hun sig ganske godt om ham. Der lod ikke til at være nogle skjulte motiver, som hun af og til havde fornemmet hos andre.

Ava kastede et blik bagud mod hingsten, afventende. Hun ønskede jo ikke alle og enhver skulle deltage i snakken eller lytte med. Egentlig ønskede hun kun dem hun kunne stole på eller dem hun vidste, havde samme had til lyselskerne, kendte til hendes lille opgave.

Belial gik og nappede ud efter Avas hale og haser skiftevis. Ikke for at gøre hende noget, han havde bare gang i sin egen lille leg. De begav sig afsted og han sagde ikke noget - det gjorde han sjældent. Snart kunne han høre sit navn. Øjnene blev flyttet fra fokus mod bagdelen - lige i et perfekt nap. Han stivnede kort med åben mund og endte med at lukke mulen sammen. Traskende gik han op på siden af Ava. Gnaske stille og roligt, der var jo ingen grund til at have travlt - og hvis der havde været det, så havde hun jo nok sagt det på en anden måde.

Han sagde ikke et ord. Ventede blot på, at hun ville fortælle, hvad hun ville sige. Og ellers så kunne han da også liiiige nå et enkelt nap eller to inden? Kunne han ikke? Belials ene øre gled overvejende til siden, så kun spidsen stak ud mellem den kraftige manke. Et hurtigt nap også trippede han en smule utålmodigt med bagbenne, mens han ventede på hun ville fortælle.

21

Belials nap fik Ava til engang imellem at hæve det ene bagben en anelse mere end normalt og placere det en smule hårdere mod jorden end ellers. En lille trussel om at hun sagtens kunne finde på at sende en hov ud efter ham og efter et par gange kom der da også en flyvende. Ikke at hun som sådan mente noget ondt med det, men hun havde jo advaret ham.

Ava havde godt opfanget at han overvejede at nappe en gang til. Det lyste jo nærmest ud af ham. Det var nøjagtigt ligesom det lille monster hun selv havde skabt. Hun var derfor også hurtig til at bide ud efter ham så snart han gjorde tegn til at ville nappe.

”Jeg ved Fuyu sendte dig væk fra Aljun efter dit stunt med Rumpelstiltskin. Volontaire har taget hans plads efter hans forsvinden, og er måske villig til at lukke dig tilbage ind i kredsen. Men eftersom Volontaire udelukkende er valgt fordi to af de svageste har stemt på ham fordi de mener en hoppe ikke kan fungere som et talerør og den anden mener hopper ikke har noget at gøre i broderskabet, er det udelukkende popularitets stemmer. Ikke fordi han har fortjent dem.

Men ser du. Jeg kan ikke stole på nogen, der ikke mener jeg burde være i et broderskab. Jeg vil tjene Herren, ikke en flok amatører. Følg mig, og jeg skal give dig en plads. Jeg mener din gerning var korrekt. Din straf burde ikke have været forvisning. Din bror valgte lyset. At gå imod Herren, og det er kun passende han fik frataget sine evner, så han ikke kan bruge dem mod os. Måske er Rumpelstiltskin snu og kan snyde selv de bedste af os. Men jeg tror på du har givet os tid. Selv hvis din bror for alvor skulle slå sig til lyselskerne, har han i det mindste ikke blevet stærke med magiske evner”

Snart dukkede en lang talestrøm op. Massere af ord. Det tog tid for Belial at placere alle ordene. At sætte dem på plads, at fange det hele. Åh, hvorfor skulle folk også altid bruge så mange ord også så lange sætninger? Hver gang han ville plante et bid, så var hun på forkant. Han fandt denne leg yderst tiltalende. Halen piskede legesygt og tilfreds bag ham, mens ordene fæstnede sig på nethinden.

Det var sandt. Der var sket mange ting, og meget havde ændret sig efter det møde. Der var noget mening i hendes ord. Det gav mening. Lüpe havde valgt lyset, havde valgt en anden side - han var set i deres slægts øjne fjenden. En forræder. Men han var også Belials bror. En elsket en af slagsen. Men hun forstod ham? Forstod hun ham virkelig?

"Plan?"

Var det eneste ord der efter lang tids stilhed kom over hans mule.

9

Ava kendte måske mere til Belials situation end de fleste ville tro. Hun var selv levet snydt af Rumpelstiltskin og det var gået ud over en bror. Godt nok havde hendes egen bror ikke fået frataget magi, men han havde mistet begge sine forældre, da han blev fragtet til andromeda. En bror der ligesom hans, havde valgt lysets vej. Avas enw øre vrikkede til siden i et par sekunder før begge blev rettet mod Belial igen ved hans ord. Plan? Ja, hvad var planen egentlig? Hvor meget kunne hun afsløre uden at afsløre for meget og hvor lidt kunne hun nøjes med uden at miste hans interesse?

"Illana. Hun er et åbenlyst target fordi hun er så stærk. Vi kan ikke stille megeg op, men kan vi få broderskabet til at jagte hende og distrahere hende og de andre vogtere, få dem til at tro dehar regnet os ud, så går vi efter de egentlige mål i stedet."

Mens de andre kunne fokusere på den stærkeste vogter og hendes venner, kunne de gå efter de svage og nyeste vogtere. Dem der ikke havde meget erfaring med deres magi. Måske endda lokke et par af deres magikere med over på deres side undervejs.

"Belial, hvad ville du gøre hvis du endte med at stå ansigt til ansigt med din bror i en kamp om at sætte Alduin fri eller holde ham fanget?"

Han var ikke en hingst af mange ord, men når han endelig talte - så havde de andre bare at lytte efter. For han gad ikke spilde tiden og kræfterne på nogen, som end ikke gad lytte. Sådan galt det alle. Ava lyttede, som hans ene ord flød og snart kom de mange talestrømme. Stilheden gled ind, mens han brugte tiden på at fange hvert ord, placere den i hver sin kasse og omstøbe det i sit indre. Nej, intet blev ved med at være tilfældig. Han var skam ikke den klogeste - det kunne man ikke dunke ham for, men han havde lavet meget forkert i sin føldom. Mange ting blev angret, men det burde høre fortiden til. Hans øjne smallede sig sammen. de egentlige mål. Han summede over ordene. De hang ved. Han nikkede, som han forstod meningen med det. Snart blev hans navn nævnt og han så mod hendes isblå øjne.

Ja, hvad ville han gøre?

"Kamp"

Ville det virkelig nå dertil? Hvad ville der ske? Belial elskede sin broder, men der var også en højere ting i vente - kampen.

5

Ava betragtede hingsten i hendes selskab. Så ung og så tavs. Det var ikke mange ord der kom ud af ham, når han åbnede munden, men det var måske også noget af det der gjorde det behageligt. Han sagde hende ikke konstant imod som så mange andre gjorde. Baitede hende ikke til at miste kontrollen over sit iltre temperament. Mange andre ville allerede nu have trykket på knapperne, og fået hende til true eller forsøge at gøre skade både fysisk og med de kræfter hun besad. Kamp. Et ord igen. Et ord der ikke gav hende ret meget svar på det hun egentlig ville vide.

”Ville du gå mod din bror eller med din bror?”

Der var jo sådan noget som et broderligt bånd, og med de to måtte det være stærkere end det hun havde haft med sin egen bror. Han var trods alt først kommet til da hun var voksen og væk. Og hun var den der havde været med til at opdrage på ham og ikke været den der lokkede ham med ud i problemer de kunne få skæld ud for, som hende og Arc. Havde det været Arc i Titans sted, havde hun måske haft svært ved at beslutte sig, men hun var før gået imod Titan. Den eneste hun ville have svært ved at stå over for, var nymfen.

Hendes ord synkede langsomt ind. Det tog tid for den snehvide hingst at få det hele til at køre rundt. Ville han gå imod sin egen bror? Den han elskede højest af alle? Og for hvilken grund? Kamp... Der var så mange ting. Hovedet begyndte at summe - en uro, som han sjældent oplevede. Ville. Ville ikke.. Hvad var planen? Han var forvirret, men udadtil var der intet at se. Som stod han forstenet.

"Ikke dræbe"

Var det der kom over hans mule. Han havde allerede fået tilgivelse en gang - han ville ikke kunne få det igen.

1

Ava kneb øjnene sammen ved hans svar. Det var slet ikke det svar hun havde håbet på, men alligevel et svar hun havde forventet. Selv var hun blevet langt mere klar over hvad hun selv ville vælge. Der var ikke længere nogen tvivl der. Ava vidste godt at de fleste valgte med hjertet, men hendes eget føltes som om det var gået i stå. Det pumpede ikke blod rundt i hendes årer. Det var skyggerne der var hendes livsline nu. De var hendes liv. De var hende og hun var dem. Dog sad følelserne ikke som sådan fysisk i hjertet, og derfor spillede de stadig ind i ny og næ, men generelt var der lagt en dæmper på dem alle sammen. De kunne altid vækkes til live, men som oftest, var det de "negative" der tittede frem. Vrede, jalousi, skuffelse og frustration. Andre frustrerede hende. Andre skuffede hende og andre vækkede den vrede der altid lå indvendigt og ulmede.

"Jeg ville."

Det var hendes egen mening. Hun ville måske tøve, men hun ville gøre, hvad hun blev nødt til, for de ville med garanti selv bede om det. De ville stå i hendes vej. De ville prøve på at overtale hende. De andre. De hjernevaskede! Dem lyset havde fundet vejen til, som ikke kunne se det samme hun så. Hun bebredede dog ikke den hvide hingst. Han havde ikke samme en gave på samme måde som hende, i form af klarsyn og skyggerne til at guide ham. De hviskede til hende. De fortalte hende hvad hun behøvede at vide og på samme måde kunne hun dele information til sine medskygger, som ikke nødvendigvis var lige inden for rækkevidde.

Men ville han det? Ikke dræbe? For Belial var en sær en. Han var twistet på så mange måder, og alligevel var der noget som lagde naturligt for ham? Eller gjorde der? Hans hoved arbejdede afsted. Hvis han kunne gøre det hele om, ville han så gøre det? Nej.. Det var sandheden. Belial ville aldrig gøre noget om. Han var blevet frosset ude, men hans bror havde valgt en anden rute - nok var magien væk, men i Belials øjne havde han taget et valg. En broders kamp. Han virrede med hovedet, så den mægtige manke gled fra sie til side. Hun ville.

"Ingen ved"

Han trådte op på siden af hende - eller rettere han maste sig selv vej, for han gik direkte mod hende for at bevæge sig rundt om hende. Han veg ikke, og med hans kropsvægt og massefylde, så kunne han rykke på næsten alle omkring sig uden problemer. Ingen kunne være sikker med det twistede indre.

1

"Jo, jeg gør"

Det skulle man ikke være i tvivl om. Ava var meget bestemt. Hun kunne aldrig finde på at påstå noget, hun ikke havde gennemtænkt eller var helt sikker på. Hvis det kom til stykket og valget ville stå mellem hende selv og hendes bror, ville hun til hver en tid vælge sin bror. Der var ikke nogen helte-agtige ofringer på den front. Den slags hørte lyset til, og hvis de ville ofre sig selv skulle de være så velkomne til det.

Da Belial gav sig til at mase sig hen langs hendes side, strittede Ava først imod. Det blev dog hurtigt klart der kun var en mulighed for hende, hvis hun skulle blive stående på alle fire ben, og det var at flytte sig en smule. Det var noget hun gjorde i protest, og halen slog et svirp omkring hendes bagpart i håb om at ramme den lyse hingst, så han vidste hun ikke var tilfreds med det, uden at behøve at påpege det. Nok var hun stærk, men hun var, sammenlignet med ham, en meget lille hoppe. Et lille fnys gled fra den mørke mule.

"Følg mig, Belial, og sammen vil vi genvinde hvad vi har mistet."

Man kunne være fristet til at forstå hoppens ord meget ordret, men det var de på ingen måde. Når hun bad ham følge hende, mente hun som hende i spidsen af en ny faction, og det de havde mistet var kontrollen. Broderskabet var ikke længere hvad det havde været. De andre skygger havde truffet deres valg og stemt på det nye overhoved, og en havde sågar ytret sin holdning angående hopper i broderskabet - at de ingen plads havde der. På den måde kunne hun næsten se sig selv lige så udstødt som den lyse hingst, hvis plads var blevet taget fra ham. Nok var hun ikke smidt ud, men hun agtede så sandelig at tage pladsen på toppen, for selvom Volontaire var stærk ligesom hende, kunne han alligevel ikke måle sig. Hun havde arbejdet for sin plads i broderskabet, og der skulle ikke komme en broder eller søster og fortælle hende hun ikke hørte til. De skulle nok blive klogere!

Hun gjorde det. Hun vidste det. Han havde intet svar. Det var ofte tilfældet, men han lod emnet bundfælde sig. Hun nærmest gled bort ved hans vægt, og snart snappede hendes drilske hale legende mod ham. Det sitrede i pelsen, da den med et ordentlig svirpt markerede sin tilstedeværelse mod den lyses bagpart., Så tirrende og let med et kortvarigt jag. Åhh... Den lyse var interesseret og sådan som hun legede med ham, så var han da også i sit es. Han lavede et hak mod hende, for at efterkomme de kælende fornemmelser, som han selv tog dem for. Inden hendes ord gled ind.

Hvis de genvandt det hele, så var han ikke længere udstødt. Det ville give ham den plads tilbage, som han mistede i sit idiotiske øjeblik for at få det lange hovskæg. Han havde fortrudt... Og så alligevel, så nød han det... Han nikkede som svar. De var enige.

1

Hakket hun fik tilbage fra svirpet, fik Ava til at give en lille skinger lyd fra sig. En lyd med en feminin klang, men også kun lige knap. Der var efterhånden ikke meget hoppelignende ved den skyggen. Selvom Ava så sig selv på lige fod med skyggerne, havde hun alligevel fra første gang hun mødte dem, ladet sit sind give efter for dem, og nu var det ikke kun de hviskende ord hun hørte, men skyggerne der havde sat sit præg på hendes krop. Hun lignede ingen almindelig hoppe længere. Hun var for nogen et skræmmende syn og for andre noget der vækkede nysgerrighed. Hingsten virkede på ingen måde skræmt over hverken hendes status, holdninger, udseende eller væsen. Det var efterhånden en sjælden ting. Det var også den eneste grund til det kun var den ene hov der truende lettede, som ønskede hun at sætte ham på plads, men i stedet for at sætte sit mærke på den lyse hingst, blev den langsomt sænket og forenet med jorden igen.
Blikket søgte igen den lyse. Han var ung. Yngre end hende selv. Måske cirka på alder med hendes ældste – den hun selv anså for at være den ældste, for selvom hun havde tre døtre ville hun kun kendes ved to af dem. ”Følg mig, Belial. Og sammen skal vi sørge for Andromeda opnår sit fulde potentiale.
Et hak blev sendt i hingstens retning, som tegn på han skulle følge med. Succes blev aldrig opnået med spontanitet. Succes kunne ikke opnås alene. Ikke alle var med hende, men langt fra alle var imod hende – og de svageste skulle sorteres fra.