Changes and chances (Belial)

1

Efteråret var på vej. Generelt var vejret blevet mere vindfyldt og køligere, men Ava mærkede intet af det. Hendes krop var i forvejen iskold, og selv den kolde vind virkede lun mod hendes krop. Den sorte natte-hoppe havde begivet sig ned af ildbjerget og væk fra broderskabets område. Selvom det endnu var hendes hjem, føltes det ikke sådan. Det havde ikke været et rigtigt hjem siden Fuyu forsvandt. Et skulende blik blev sendt hen over skulderen mod bjerget. En lille indre vrede fik hende til at bide tænderne sammen. Hun ville befri Herren. Hun ville det bedste for broderskabet og takken var en hingst, der ikke kunne holde styr på de andre, en hoppe der mente kun hingste var det bedste for broderskabet og en hingst, der mente hopper ikke havde noget at gøre i broderskabet. Ikke bare én hingst, men en hun endda havde sørget for blev indviet i broderskabet - selvom det var imod hendes vilje i starten. Fra starten af havde noget sagt hende han ikke var til at stole på, og det var i den grad bevist nu.

Ved en klippeskrænt standsede Ava. Svovl lugtende damp steg op fra under jorden i diverse små sprækker. Der stod hun fuldkommen stille, som en statue der ventede på at blive vækket til live.

Spidserne af hovskægget var svøbt i aske. De engang så lyse farver begyndte at blive grålige, som hingsten vandrede afsted med retning mod vulkanen. Nattesynet for den lyse hingst var godt. Han spottede snart en vandrende sjæl, der begav sig væk fra vulkanen - direkte ned af den. Ved klippeskrænten standsede hoppen. Belial, som i forvejen havde retning mod hende, fortsatte uden at ændre eller gøre andledning til at ændre sin rute. Belial gjorde ikke noget for at undgå det uundgåelige - han kunne til enhver tid havde ændret retning, specielt taget i betragtning af at hoppen sikkert ville være alene - men hvad var der sjovt i det? Som en statue, stod hun frosset fast til den vulkanske masse og hun trængte da nok til at blive vækket? Det ville alle da trænge til, hvis de stod sådan forstenet ved vulkanen.

Derfor ændrede han ikke taktik på noget tidspunkt. Han gik med sikre hove direkte mod hoppen - og hvor mange ville have stoppet op i passende afstand til en fremmed, nej så fortsatte Belial. Han gik direkte hen til hoppen, og med skulderen gav han hende et skub for at vække hende fra den frosne position.

2

Ava havde godt hørt hingsten nærme sig. Havde godt fornemmet hans tilstedeværelse inden han overhovedet var i hendes nærhed, men Ava havde ikke reageret på ham. Egentlig havde Ava mange andre ting at tænke på. Hendes fremtid. Skyggernes fremtid. Hendes nymfe. Hvordan skulle hun kunne hente hende til Foehn, når hun ikke havde mulighed for at nærme sig sit gamle hjem? Sin blods-familie.

Hoppen havde på intet tidspunkt forventet Belial, hendes skyggesøsters søn, ville turde komme så tæt på. De fleste holdt gerne en god afstand til Ava, for i modsætning til så mange andre skygger, var hun ikke en der tillod nærvær med mindre hun selv ønskede det. Hun var ikke en der lod folk gå igen uskadt, med mindre hun var i sit rigtig gode humør - og det var Ava sjældent. I en hurtig bevægelse og uden nogen form for advarsel, huggede Ava ud efter hingsten, med et bid og et skingert, advarende hvin. Ørerne var med ét lagt helt ned i nakken og de blå øjne lyste næsten op i natten på grund af skyggernes aktivitet, der flød rundt i hendes årer i stedet for blod.

Skulderen nåede ikke andet end lige at give hoppen et skub, inden reaktionen kom. Selv ikke Belial havde set det komme, da et hug blev placeret hurtigt og spidst mod hans mule. Hingsten virrede hovedet til sig, og mimrede med mulen, som sitrede af ømhed. Den behagelig ømhed, som fik blodet til at pulsere gennem hans vener og pumpe varmen rundt i den store solide krop. Biddet stod dig ikke alene, et skingeret hvin strøg nu ud over klippeskrænten, og fyldte den tomme nat med noget nær et ulvehyl. Ingen svar på tiltale dog.

Han kunne skam have trukket hende ud af trancen på en mere behagelig måde, men det var ikke nødvendigt. Hendes øre var forsvundet i nakken af mørke, og hendes øjne lyste op som det vildste tordenvejr. En behagelig fornemmelse for den lyse hingst. Han havde set hende før - altid på afstand. En ven af moder? Som svar på tiltale af hoppen kærlige gestus og imødekommenhed, gned han sin hals imod hendes inden han nappe efter spidsen af hendes øre.

3

Ava var ikke langsom til at hive hovedet væk da han ville nappe efter hendes øre. En enkelt tanke strejfede hende og kørte rundt i loop: lamme ham eller skubbe ham ud over skrænten. Det ville ikke være første gang hun gav en et skub. Hvor de fleste af hendes brødre og søstre havde ofret noget af dem selv, havde Ava taget et liv og skubbet et lille føl i ildbjergets dyb. Hun havde taget et liv. Ikke en der fortjente det, men i stedet livet fra et hjælpeløst lille føl. Men hun gjorde intet. Hun holdt sig tilbage, for hun ønskede ikke være mere upopulær hos sine brødre og søstre - ikke ved at fjerne en der tilmed var tilhænger af samme Herre som hende selv. Hun skulle til at hakke ud efter ham endnu en gang, men stoppede halvvejs og trak hovedet til sig med en hvælvet hals.

"Belial"

Hilste hun, stadig med øjnene halvt sammenknebne. Hun kunne gætte sig frem til, at han på grund af sin situation til tider kunne føle sig lige så ensom som hende selv. Og med hans brors forrædderi havde mistet en del af sin familie, som hun selv havde mistet størstedelen af sin egen. Hendes bror. Hendes mors søster. hendes fætre, kusiner, niecer og tilmed hendes egen datter.

Han huskede alle fra skyggerne. Fra deres Herre. Nok var han accepteret, men ikke mere end det. De havde med nød holdt hoven over ham efter hans stupiditet. Den sorte hoppe hilste nu på ham. Ava. Det var hendes navn. Han huskede hende - men ikke fra andet end omtale. Den hvide talte sjældent. Ord var begrænsede, men han lyttede. Åh ja, hvor han lyttede. De følsomme øre havde lyttet til manget gennem tiden. Længe havde han været alene, tænkt og strejfet omkring. Selskab ville være på sin plads denne nat.

End ikke et skub eller hak kom fra hoppen. Skuffelse. Han havde nærmest håbet på det. Så fristende, at smage på kødet, og alligevel så ønskede hoppen det ikke. Han rynkede derfor på mulen. Et simpelt og kort nik var det eneste svar der kom på tiltale. Den stille formalitet, inden han slog et forben mod jorden blot for at se nogle sten glide over kanten og runge mod dybet.

4

Ud over vindens piben, var der stille. Det glædede kun Ava, at Belial ikke havde svaret hendes hilsen verbalt. Hun brød sig ganske godt om stilheden. Stilhed betød ingen brudte løfter. Ingen løgne og ingen falske forhåbninger. Det eneste der for Ava brød stilheden, var skyggernes hvislen. De rørte på sig, men var på samme tid meget stille. Så forskellige de to sjæle der stod side om side var. Sort - hvid. Hingst - hoppe. Lille - stor. Og alligevel med mere til fælles end man lige skulle tro. Hun fulgte stenene med blikket som de trillede ud over kanten og faldt ned. Ned i mørket. Ned i dybet. Ned hvor de ikke længere kunne ses.

"Jeg, vi, os... Mine brødre, mine søstre.... Vi er knyttet sammen og alligevel har vi aldrig været mere splittet. Belial, ønsker du for alvor at tjene Herren?"

Der var ingen varme i Avas blik, som det blev rettet mod hingsten igen. Ingen varme fra en moders eller elskers kærlighed. Ingen varme fra venskab. Intet andet end kolde, isblå øjne. Det var først nu hun flyttede hovene. Flyttede dem for at vende sig en smule rundt. Hovedet lod hun søge mod hingsten til hun til sidst kunne stå og gnubbe næseryggen op af hans ene skulder. Engang havde der været en hvid blis. Skyggerne havde brændt den væk og efterladt de 3 blå cirkler. 3 blå ar havde hun først tænkt, men de 3 cirkler var begyndt at klø, og 3 små spidser var begyndt at bryde igennem det sorte hårlag. De skulle have hjælp til at komme rigtigt frem, og Belial var det tætteste hun kunne komme på et gnubbetræ.

Ude i horisonten kunne man skimme, hvordan træerne svejede let i vinden. Belial havde et lille øje på dem, mens han nød den stilhed, der havde sænket sig over de to. Det ændrede dog ikke på det faktum at hovedet stadig arbejdede på højtryk og blandede tanker og forhistorie med hinanden. Hvad var rigtigt og hvad var forkert? Det hele var blevet væltet rundt i hovedet på den tykpelsese hvide. Snart brød hun atter stilheden og hendes ord gled ind i hans hoved. Han stod længe i stilheden efterfølgende. Vindens piben var det eneste der flød mellem de to sjæle. Om han ønskede det? Mere end noget andet? Det var det han var vokset op med, og han havde ikke set en eneste skygge siden.

"Skyggerne .... Herren ...."

Det tog tid for den hvide. Hun måtte forstå. Hun vendte sig nu mod ham, men han flyttede sig ikke det mindste. Det var der at han bemærkede områderne i hendes ansigt. Små knobber. Snart begyndte Ava at gnide og gnubbe næseryggen mod hans skulder. Det var i pelsen på en vidunderlig måde. Smerten kom i små intense og ømme ryk. Belial løftede nakken en tand, mens han snappede efter hoppen for at give hende af samme behagelige smerte.

9

"Jeg ønsker at befri Alduin. Jeg kan ikke gøre det alene, og jeg kan ikke gøre det med Aljun. Jeg kan ikke stole på et broderskab, hvor nogle ikke ønsker min tilstedeværelse."

Måske var det kun en enkelt der ikke mente hun hørte til, men hun vidste at en var nok. En kunne forpurre alle hendes planer. Andre havde dømt hende uværdig, på trods for hun aldrig lod en chance slippe fra sig. Hun lod ikke en vogter gå uden at have gjort et forsøg på at få fat i, hvad end lyset havde givet dem. Den gyldne hoppes halskæde med lyskuglen. Kappen med nattehimlen. Sidste gang hun havde stået over for lyshoppen, havde hendes skarpe lys brændt en del af skyggerne ud af kroppen på Ava. De fleste Andromedarier ville blive svækket af blodmangel, så det ville heller ikke være så underligt hun blev svækket, når skyggerne forlod hende, for det var ikke blod, der flød rundt i hendes årer, men skygger.

Belials snappen fik Avas ører til at glide i nakken og hun måtte stoppe med at klø næseryggen op af ham for i stedet at bide ud i hans retning med en advarende lyd. Det var ikke altid hun tog lige godt imod nærkontakt. Ikke siden den dag et tandsæt blev frosset ind i hendes hud og efterlod et hvidt ar.

Det gav mening - måske... Belial vurderede hendes ord. Lod dem indprinte og synke. Hvis han hjalp med at befri Alduin, så ville han kunne tjene sin plads tilbage i broderskabet - blive en del af skyggerne igen. Så ville alt være glemt. Det ville være den perfekte måde a tkomme tilbage på. Ava var stærk, og måske de sammen kunne klare den opgave? Endnu var han ikke ramlet ind i vogterne - ikke hvad han huskede i hvert fald. De skulle væltes hver og en, og hvad var ikke bedre end to i samme flod efter samme præmie.

Han nikkede derfor. Inden hendes øre gled ned i nakken, og han fik et bid i sin retning. Forbier. Skuffelsen gled rundt i kroppen. Hun ramte ikke. Huden sitrede efter mere smerte, af mere samhørighed. Pelsen var blevet flosset de steder hun allerede havde kløet, og da hun ikke startede op på kløningen igen, bed han ud efter hendes bringe i et hurtigt snuptag og hak. Han ville have mere!

11

"De andre kan ikke vide noget endnu"

Selvom hans bror havde vist sig at være en forræder der slog sig til vogterne efter at have stillet sig i vejen da hun ville have fat i den gyldne hoppes halskæde før hun blev for stærk, stolede Ava alligevel på den hvide hingst. Der var bare noget over ham der var anderledes end hos de andre. Der lå intet skjult. Alle kendte til hans møde med Rumpelstiltskin, men Ava bebrejdede ham intet. Hun var selv blevet snydt af den snedige hingst. Hun havde selv været ung og naiv, og havde ønsket sin bror, Arc, til Andromeda, for han havde fortjent en chance mere som hende selv, i stedet havde han bragt en bror til landet, hun intet kendte til. Taget endnu en søn fra deres forældre. 2 sønner og en datter, og de var alle væk. I stedet for sin bedste ven, var hun blevet skænket en plageånd.

Denne gang var det ikke bare et snap. Det var en hov der fløj i hans retning. En baghov, kastet bagud og en smule til siden i hans retning, efter hun selv var veget en smule væk fra ham og havde vendt sig rundt. Det var der hendes kræfter de lå. Han var blevet advaret.

Han forstod. Det ville være bedst for begges skyld ,at ingen vidste noget om det. Så dum var han heller ikke. En baghov kom susende gennem luften. Han mærkede den sviende fornemmelse i huden, som den kolliderede med. Det fyrrede op i den hvides indre og fik ham til at få en gnist i de mørke øjne. Snart gled hovedet ned og snappede efter hendes haser, mens halen piskede bag ham. Ikke et ord. Han var allerede betaget af den sorte og hendes tilnærmelser.

13

Ava måtte flytte hovene hurtigt. Ikke at hun undgik at blive snappet efter eller blive ramt. Hun fornemmede godt hvordan hans berøring nåede hende, og straks kom en hov i hans retning igen. Hovedet trak hun op og kastede sig fremad før hun trippede svagt på stedet. Halen blev pisket fra side til side mens musklerne arbejdede under det sort lag af pels. Hun måtte alligevel se om mod ham igen. Vurdere ham. Hvor stor var sandsynligheden for han ville overleve, hvis hun skubbede ham ud over kanten? Hvor stor var sandsynligheden for det kunne lade sig gøre? Hun ønskede ham jo ikke død. Tvært imod. Hun ønskede heller ikke skræmme ham væk. Hans selskab var jo ikke fuldkommen uønsket, selvom han skulle sættes på plads.

For Belial var det her en leg. Han morede sig, og han blev trukket tættere på den forførske sorte. Hun legede med hans sind, og trak i trådende for at hive ham tættere på sig. En pirrende leg i den hvides hoved. Åh, hvilken behagelig fornemmelse. Halen piskede fra side til side, mens han søgte efter mere. Søgte efter grænser og lod hovedet glide over krydset på hende. Gnubbede undersiden af sit hoved mod hende. Inden hun trippende snurrede rundt. Hendes hale svang legesygt om bagpartiet, mens han trådte mod hende. Ingen grund til at bremse, hun havde startet en leg!

Han snappede ud efter hende, og slog et forben op i luften, inden han skubbede ud efter hende. Pressede hende.

18

Han legede med ilden. Det var tydeligt. Alligevel var det begyndt at more Ava lige så meget som det havde irriteret hende i starten. Men sættes på plads skulle han! Hey hov! Hvad var nu det...... Hans hoved mod hendes kryds fik hende til at sende begge baghove ud efter Belial. Godt nok var der ikke meget plads til at lette røven, men hun kunne da markere sig alligevel. Trippende veg Ava en anelse til sidden og væk fra ham igen, og vendte røven en anelse væk fra ham. Et eller andet sted var det jo rart der var en der for en gangs skyld ikke forsøgte på at jage hende væk på grund af hvad hun var. At der var en der gav hende opmærksomhed på lige vilkår med alle andre, som var hun fuldkommen normal. Hun endte med at gøre et lille kast med hovedet som en invitation til ham om at følge hende.