Hello you! (Trinse)

1

En ny ø. Helt sikkert en ny ø. Han havde krydset vandet et par gange for at nå dertil. Den information han havde fået fra andre, var alligevel ikke helt ved siden af. Der var flere øer, og af hvad han havde set indtil videre, var der en god forskel på dem. Denne lod til at være mere tilgroet end de steder han havde færdes indtil videre. Det havde både sine fordele og ulemper. Han var skjult for eventuelle farer, men ligeledes var eventuelle farer også skjulte. Alligevel spankulerede den plettede hingst lystigt afsted langs en lille markeret sti, andre havde trådt ned lang tid før hans ankomst.

Fuglene pippede for oven og stråler af lys formåede at tvinge sig vej ned gennem træernes blade. De var stadig grønne. Nogle enkelte havde fået en gulig farve og der var ingen tvivl om hvad det betød; Vinteren var på vej. Snart ville træer og buske stå nøgne tilbage kun beklædte af et lag sne - hvis det da ville sne. Sommeren havde været umådelig varm og der var ingen der kunne sige om det betød vejret var lige ekstremt i begge ender, eller om det hele var ved at blive varmet op og det betød mere varme og mindre sne.

Den hvidskimlede hoppe med de sorte skygge-aftegninger havde holdt sig lettere passiv igennem vinteren. Hun havde gjort sit bedste for at glemme, at hun endnu en gang havde været dum nok til at få føl med en Vogter, og havde i stedet blot fokuseret på at lade Mazikeen vokse op i flokken og blive præget af skyggerne allerede som helt lille. Det var ikke gået så godt for hende med sine to andre afkom, så hun var fast besluttet på, at det skulle gå godt denne gang! Hun ville opfostre Mazikeen til at blive en god og værdig Skyggehoppe og aldrig fortælle hende noget om, at hendes far var den brogede Vogter!
Men ak, tingene gik aldrig, som man planlagde... En dag var Myth stået op alene uden sin datter ved sin side. Hun havde ledt hele øen igennem, men hun var ikke at finde nogen steder. Derfor var der ingen tvivl i hendes sind; Mazikeen var blevet kidnappet! Og hun havde en rimelig god fornemmelse af, hvem der havde taget hende...

Hun vidste derfor, at hun måtte rejse til Leventera med det samme og finde den brogede Vogter igen! Hun måtte finde ud af, om Mazikeen befandt sig sammen med ham... Og hvis hun gjorde, så ville han komme til at fortryde det!
Men for at komme til Leventera, måtte hun først krydse den lille ø, Chibale... Hun havde derfor krydset havet og trådte nu op på skovøens bred og rystede sig let igennem. Det var en kold fornøjelse at krydse havet på denne årstid, men her var Myth jo så heldig, at hendes krop ikke længere bestod af blod, men udelukkende af de levende, sorte skygger. Hendes krop var derfor altid iskold, og derfor blev hun ikke længere så påvirket af kulde.
Hun placerede ørerne i nakken, hvor de næsten altid befandt sig, og marcherede målrettet ind i skoven med en aura, der udstrålede, at hun havde en destination at skulle nå og derfor ikke var interesseret i nogen som helst afbrydelser på vejen!

1

Der var et eller andet over øen. Noget der både tiltrak hingsten og på samme tid gav ham lyst til at søge væk. Den tætte begroning kunne jo både skjule ham, men også hvad end dette besynderlige land havde at byde på. Selvom han som sådan ikke havde fundet nogen form for farer endnu, betød det ikke de ikke var derude. 
Hver dag havde Onyx søgt i en ny retning på øen hvor de først var havnet. Hver dag havde han ramt sandet og havet uden nogen form for svar på hvordan han og hans brødre kunne komme hjem. Han havde derfor udvidet sin søgen til en af de andre øer. Han havde ikke mødt mange på sin vej, men fulgte han stien der var trådt ned af så mange andre, kunne han kun håbe på han ville finde nogen han kunne spørge om vej eller til råds.

Vent! Hvad var nu det? En fremmed duft ramte Onyx's næsebor og gjorde ham opmærksom på han ikke var alene. En besynderlig duft endda. Det var ikke en af hans brødre, så meget var han sikker på. Han tillod sig selv at standse for at se rundt mellem træernes stammer, før han gav et hingstet vrinsk fra sig for at tilkendegive hans location. 

Deadly Myth forsøgte at holde sig væk fra de mest nedtrampede stier i håbet om ikke at blive set, alt imens hun bevægede sig hurtigt igennem den tætte skov. Der var ikke rigtigt plads til, at hun kunne galoppere, så i stedet pilede hun af sted mellem de mange snoede træer i en så hurtig trav, hun kunne komme til uden at styrte ind i nogen af dem. Hun havde som sådan ikke travlt, men hun ønskede bare ikke at bruge mere tid end højst nødvendigt på denne lille, ubetydelige ø... Den havde aldrig rigtigt sagt hende noget. Hun brød sig ikke om den indelukkede og fastklemte fornemmelse, som skoven gav hende - hun var meget mere til åbne vidder eller høje bjerge. Allerhelst foretrak hun naturligvis Foehn, hvor hendes hjem var, og hvor hendes skygger og magi var stærkere.

Det var lige før, hun havde troet, at hun var helt alene i skoven denne dag, da et hingstet vrinsk pludselig lød mellem træerne. Hendes skygger hvæste arrigt og hvislede blodtørstige ting i hendes indre. Opsøg ham... Dræb ham... Bring ham til vores Herre... Hun rystede irritabelt på hovedet og forsøgte at lukke deres stemmer ud af sit hoved. Hun havde simpelthen ikke tid til at fokusere på det lige nu... Hendes mål i dag var ikke at finde et offer, men derimod blot at komme uset til Leventera, finde ud af om Mazikeen befandt sig hos den brogede eller ej, og så komme tilbage til Foehn hurtigst muligt og lægge en plan derefter... Men det var svært at ignorere de blodtørstige skygger, der hviskede og tiskede i hendes indre om mord, blod, hævn og ofring...

2

Onyx blev stående stille i lidt tid, lyttende i alle retninger i håb om et svar retur. Men der kom intet. Der var stille. Måske havde han bare bildt sig selv ind han ikke var alene, fordi han inderst inde ikke ønskede at være alene. Nej. Han ønskede at finde vejen hjem, men intet af det han havde set, virkede på nogen måde bekendt.

Med mulen trukket ind mod bringen, fortsatte Onyx gennem øens tæt begroede omgivelse uden nogen bestemt destination. Han Måtte finde tilbage til det sted han var kommet fra, men kunne alligevel ikke få sig selv til at vende rundt for at gå tilbage i samme spor han lige havde sat. En lille stemme i hans indre blev ved med at sige ”måske er der noget lige henne bag det træ. Eller det næste? Eller det næste igen? Eller måske om 100 meter finde du noget du har set før”. Det var det der holdt ham gående. Han kunne altid vende rundt senere, hvis det virkede fuldkommen håbløst.

Hun forholdt sig helt tavs, mens hun så stille som muligt snoede sig ind og ud mellem træerne i så hurtigt et tempo, hun komme til. Hun vidste, at der nok kun var hende og denne hingst til stede i skoven lige nu, og derfor måtte hun være forsigtig - for selv den mindste lille lyd kunne afsløre hendes position, og den fremmede virkede ganske opsat på selskab. Hun vippede lyttende med de hvide ører og forsøgte at finde ud af, om hun kunne høre, hvilken retning den fremmede kom fra. Men desværre bevægede han sig tilsyneladende lige så lydløst rundt igennem skoven som hende selv. Det lykkedes hende i hvert fald ikke at høre noget. Hun håbede derfor blot, at hun ville kunne nå at smutte ubemærket igennem skoven, uden han ville få øje på hende...
Men bedst som hun småløb dér i sine egne tanker, blev hun i et kort øjeblik uopmærksom og fik trådt ned på en gren, der knak midt over. Hun fór sammen og stod da helt stille, mens hun lyttende lod blikket glide igennem skoven. Der var så stille omkring hende, at knækket nærmest havde lydt lige så højt som et brag, der buldrede igennem skoven... Mon hun var blevet hørt?!