Try your best (Trinse)

3

Brêgo var ikke meget for at forlade flokkens område. Han vidste han nok ikke burde tage sin datter fra hendes hjem, men han kunne ikke tillade hun voksede op blandt den ondskab. Han kunne ikke leve med sig selv, hvis han skulle være ligeglad. Nej. Han havde mistet nok. 1. gang han havde mistet Antheia havde han haft modet oppe i starten, men begyndte at tabe håbet – lige indtil han fandt hende igen. 2. gang han mistede hende vidste han inderst inde godt han ikke ville finde hende igen. Det havde gjort ondt. Han havde heller aldrig nogen sinde troet han skulle være far på den måde han blev det. For det første var det ikke sammen med Antheia eller bare en med nogen som helst form for betydning for ham. For det andet, var det med en skygge. En skygge! Ganske vidst en skygge der intet havde gjort ham eller lod til at have forsøgt at tage hans halskæde med kongestenen. En skygge, der havde haft lige så meget brug for en lille erstatning som ham selv. En anden sjæl, man kunne lade som om var den man savnede. Det havde ikke været andet end falsk komfort og en fremmed. Alligevel kunne han ikke helt lade være med at skænke den hvide skygge en tanke i ny og næ. Slet ikke nu, hvor han hele tiden frygtede hun ville dukke op for at tage hans datter fra ham.

Bekymringerne var store hos den brogede Brêgo, og selvom han havde sine følere ude i hele Andromeda og ventede på både godt nyt og dårligt nyt fra hans flyvende spioner, kunne han ikke lade være med at bekymre sig om, hvorvidt han havde gjort det rette. En bekymring der var tydelig at se i hans bedrøvede ansigt, som stirrede tilbage på ham gennem hans spejlbillede nede ved søen.

Den hvide hoppe med de sorte og lilla aftegn havde begivet sig hele vejen fra Foehn og igennem Chibale, og var nu endelig ankommet til Leventera. Hun havde klaret hele rejsen på mindre end 24 timer, da hun blot havde haft ét specielt mål i tankerne og ikke havde tænkt sig at opholde sig i længere tid på Chibale. Nej, hun var rejst direkte videre til Leventera, hvor hun havde tænkt sig at finde og opsøge den brogede Vogter. Hun havde ikke haft noget imod ham før, men nu var hendes datter væk, og hun mistænkte straks ham. Hun måtte derfor finde ham og finde ud af, om det var ham, der havde taget hende eller ej. Blodet kogte i hendes indre, og skyggerne hvæsede ophidset, smittet af deres ejers sindsstemning. Hun var rasende! Hvis den brogede hingst havde stjålet Mazikeen, var han så godt som død!

Hun trådte op på land og begyndte straks at bevæge sig i retning af Teylar. Hun var ikke dum nok til at vade ind på flokområdet alene og ubeskyttet; så kunne hun lige så godt begå selvmord. Nej, hun håbede på, at hun enten ville støde på den brogede uden for flokkens område og få sig en lille alvorssnak med ham, eller evt. spionere flokken udefra og se, om hun kunne få øje på Mazikeen nogen steder. Begge dele ville gå an. Hun var godt klar over, at hun ikke kunne få Mazikeen med sig tilbage til Foehn i dag. Der var alt for mange Vogtere, og hun var kun én Skygge... Så nej, hendes mål i dag var blot at finde ud af, om Mazikeen befandt sig her eller ej - så hun evt. kunne vende tilbage til Foehn og planlægge en "tilbage-kidnapning"!

8

Godt som Brêgo stod og nedstirrede sig selv og passede sig selv, lød en kvidren for oven. Ikke en der for nogen som sådan stak ud, men for Brêgo gjorde den. Det var lige så meget en gave som en byrde. Han havde et ansvar og med det ansvar fulgte nogle evner der skulle hjælpe ham på vej – og de evner var en stor del af tiden en meget stor hjælp. Han blev advaret af landets andre beboere, når nogen uvelkomne nærmede sig Teylar, men engang imellem kunne han også opfange en masse snak han egentlig ikke behøvede høre. Nogle gange i træthed eller når hans følelser var i vildrede, kunne han ikke altid koncentrere sig og så kom han hurtigt til at lytte med til alle andre stemmer end kun hans egen arts. Det blev somme tider alt for meget.

Ørerne vrikkede nogle gange frem og tilbage, og uden et ord, dog med et enkelt nik som tak, vendte Brêgo sig væk fra søens kant for at sætte kursen mod den hvide skygge, hvis selskab han før havde været beriget med. Han vidste jo udmærket godt hvorfor hun var kommet, men ville ikke give op uden kamp. Han vidste dog også godt han langt fra havde lige så store chancer for at overvinde en skygge, som hans meget stærkere veninde. Hendes evner var jo lige så offensive som defensive og hans egne var mere til for at advare. Han kunne næppe skræmme en vred skygge væk med ord.

Hun kom tættere og tættere på Teylar nu, det var hun ikke i tvivl om. Hun kunne lugte stanken af Vogtere i luften! Hun måtte derfor også passe på, at hun ikke kom til at bevæge sig hen et sted, hvor hun ikke burde være - det var vigtigt for hende, at hun konstant befandt sig uden for flokkens grænser, så hun forhåbentlig ville kunne observere dem lidt på afstand, men uden at de havde ret til at jage hende væk. Håbet var måske lidt naivt, det vidste hun godt... For det var trods alt Vogtere. De var ligeglad med "rettigheder" i Andromeda - de mente jo selv, at de kunne gøre sig til herre over landets elementer. Så hvis de opdagede en Skygge som hende bare i nærheden af deres flok, ville de uden tvivl jage hende væk, også selvom hun havde lige så meget ret til at bevæge sig på Leventera, som de havde. Hun måtte derfor være forsigtig og sørge for ikke at blive spottet. Og forhåbentlig ville det lykkes. De mange år som Skygge havde trods alt gjort hende god til at snige sig ubemærket af sted og gå i ét med skyggerne...

Hun lod det mørke blik glide spejdende frem for sig, og pludselig fik hun øje på noget brunt og hvidt, der bevægede sig mellem træerne i hendes retning. Kæden om hans hals blinkede svagt mellem træerne, og snart kunne hun genkende hans lugt. Det var ham; Den brogede Vogter - Faderen til Mazikeen. Ørerne var solidt plantet i nakken, da hun lød en kold brummen lyde mod ham, inden hun trådte frem fra skyggerne og gjorde sig selv til kende.

,,Hvor er hun?"

29

Stemmen fik Brêgo til at gøre holdt. Hans opmærksomhed var rettet mod den hvide skygge, men han forholdt sig tavs til at starte med. Et par bedrøvede øjne hvilede på hende og på trods af hendes nedlagte ører og fjendtlige aura, gjorde Brêgo ikke noget for på nogen måde at gå til forsvar. Han havde ikke tænkt sig at forsvare sig selv over for hendes ord. Han havde ikke tænkt sig at holde noget hemmeligt for hende heller, og inderst inde, var der en del af ham der havde ondt af hende.

”I sikkerhed”

Ligesom hingsten selv stort set altid bar sig selv rundt med en tydelig ro, var der en form for ro at spore i stemmen. Selvom han godt vidste han måske burde passe på omkring skyggen, havde de jo før delt hinandens selskab uden nogen af dem kom galt af sted.

Lidt forsigtigt trådte han nærmere hoppen, mens han langsomt strakte halsen frem i hendes retning.

Hun mødte hans bedrøvede blik, der fik hendes øjne til at slå gnister. Hvor vovede han at stå dér og se ud som om, at han var ked af det?!
Hans svar lød nu i hendes ører, og hans rolige stemme provokerede hende. Han burde så absolut ikke stå dér og være helt rolig, som om han ikke havde noget at frygte! Hun fnøs hårdt af ham.

,,I sikkerhed, tsk! For hvad? Sin egen moder?"

Han trådte nu forsigtigt nærmere hende og strakte langsomt halsen frem i hendes retning. Hun hvæsede hidsigt og blottede arrigt tænderne af ham som en advarsel. Han skulle ikke komme nærmere! Han skulle ikke tro, at alt imellem dem var som sidste gang - hvis han kom hen til hende nu, ville det gøre ondt!

59

Han lod hendes hidsige væsen få en lille pause, ved at lade sit eget hoved trække sig tættere på hans egen krop igen. Han ville jo heller ikke ignorere hendes advarsler, men havde også en idé om hendes hidsighed ikke kun var rettet mod ham. Han havde trods alt ikke rigtig gjort noget siden han kom for at med vilje fremprovokere sådan et temperament.

”Hvis det er det du vil tro vil jeg ikke forsøge at forsvare mig ved at komme med modargumenter. Et temperament som dit vil alligevel frarøve dig alle ord jeg kommer med og kun lade dig høre hvad du selv ønsker at høre. Jeg er ikke fjenden, Myth”

Brêgo vidste godt at hun sikkert ikke ville tro ham, og han bebrejdede hende ikke. Det var trods alt en fejde mellem lyset og mørket, der havde eksisteret langt længere tid end deres egen tid i Andromeda. Hvad de var blevet fortalt var ikke nødvendigvis sandheden, men kun hvad der kunne være sagt for at få dem til at lystre ordrer.

”Jeg ønsker ikke holde hende fra dig, men jeg ønsker hende heller ikke vokse op i Aljun. Ligeledes ønsker jeg heller ikke hun bliver påvirket af lyset. Hun er for uskyldig til at blive trukket ind i….. Ja hvad end det her er. Jeg ønsker ikke risikere der sker hende noget ved at blande hende ind i hvad der kan risikere at skabe krig.”

Han lyttede til hendes advarsel og respekterede den ved at trække hovedet til sig igen, hvilket fik hende til at lukke tænderne sammen igen og komme med et lille, anerkendende fnys. Hun skulle nok lade være med at skade ham, så længe han holdt sin afstand - men hun var virkelig gal, det kunne man vist ikke komme udenom!

Hun lagde hidsigt ørerne i nakken ved lyden af hans ord. Hvor var han dog arrogant og højrøvet at høre på! Hun udtrykte en lille hvæsen, og lynene gnistrede nærmest på hendes krop. Det passede i hvert fald ikke, at hun kun hørte det, hun selv ønskede at høre! Nok havde hun et stort temperament ja, men hun havde jo stillet ham et spørgsmål og været villig til at lytte til hans svar - at han så var kommet med sådan et idiotisk og latterligt svar, kunne hun jo ikke gøre for!

Hans næste ord fik hende til at trække ironisk på smilebåndet, inden hun brød ud i en hæs og dybt sarkastisk latter. Kunne han da virkelig ikke selv høre, hvor dum han lød?! Han modsagde jo sig selv fuldstændigt! Hun kastede arrigt med hovedet. Det var simpelthen ikke til at tage seriøst!

"Hah! Vi er ikke fjender, siger du - men hvorfor i alverden ønsker du så ikke at lade hende vokse op i Aljun?! Og du ønsker ikke, at hun bliver påvirket af Lyset, siger du - men hvorfor i alverden har du så kidnappet hende og ført hende til det sted i Andromeda, der tilbeder Lyset allermest?!"

7

Brêgo forholdt sig i ro. Han vidste hvordan andre meget nemt kunne provokeres til at sige eller gøre noget dumt, men han befandt sig ikke i en situation, hvor nogle af delene ville gavne ham. Han kunne ikke andet end at fortsætte med at lytte til hoppens ord, trække vejret dybt og roligt, og overveje sine ord meget nøje. Han ønskede jo ikke sige noget han ikke mente, men heller ikke noget der helt og aldeles kunne misforstås.

"Hvide skygge, vi er ikke fjender. Du er ikke min fjende, og selvom du måske ser mig som en fjende, er det ikke min hensigt. Men jeg står ved hvad jeg tror på og kæmper for det jeg tror på. Hvis du vil holde det imod mig, så værsgo', men det samme kan jeg gøre ved dig.

Der ligger mange begrundelser bag min handling, men den vigtigste jeg kan komme med er: Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ikke ligeglad med hende, og jeg er ikke ligeglad med dig. Men jeg er heller ikke ligeglad med mig selv, og derfor gjorde jeg som jeg gjorde. Jeg vil ikke sige jeg gjorde det rigtige, for jeg kan på ingen måde vide det, men det var din flok der startede med at tage et føl født i Teylar, så helt forkert kan min handling ikke have været i forhold til jeres egen standarder."

Hans stemme forblev rolig og på intet tidspunkt virkede den brogede hingst som andet end afslappet. Selvfølgelig var han på vagt, men hans muskler var ikke spændte til det yderste, og han var ikke en der var klar til at stikke halen mellem benene så snart han følte sig det mindste utryk. Der var jo en grund til han rent faktisk ønskede at tale med den hvide skygge, og ikke bare kastede hende og hendes meninger væk.

"Teylar er ikke stedet hvor lyset bliver tilbedt aller mest. Vi tilbeder ikke lyset. Teylar er til gengæld et samlingssted for mange forskellige. Din egen søn deriblandt. Dem som ikke ønsker at vandre alene, dem der ikke er vant til at vandre alene, dem der har familie i Teylar og dem som er bange for hvad skyggerne kan finde på. Selvom du måske ikke har været direkte ude og skade nogen selv, ved jeg der er nogle stykker der har været ude for nogle ubehagelige situationer. Teylar har intet med lyset at gøre. Teylar var det hjem jeg skabte. Endda et hjem jeg skabte før jeg overhovedet mødte lyset."

Det var en ting de måtte have på det rene. Teylar var hans. Teylar tilhørte ikke lyset og selvom det blev kaldt vogter flokken, var der langt flere normale der ikke valgte side, eller var der fordi de havde haft en ubehagelig oplevelse med skyggebærer og skygger, end der var vogtere - og mindst lige så mange vogtere uden for Teylars grænser, som ikke havde den helt store forbindelse til flokken. De fleste der havde søgt ind i flokken var for trygge rammer til en nystartet familie eller bare egen sikkerhed, og ikke fordi de tjente lyset.

"Men Myth. Den egentlige grund til jeg ønsker at tale med dig, er ikke for at diskutere. Og mit ønske er ikke at holde Mazikeen fra dig heller. Men jeg vil heller ikke bare frigive hende Jeg er villig til at mødes på fælles grund og sætte nogle grundregler for hendes opdragelse. Og når hun er gammel nok vil jeg endda lade hende bestemme helt selv, om hun ønsker følge mig til Teylar eller dig til Aljun. Ville det være en deal du kunne gå med til?"

Hun forholdt sig helt passiv og tavs som døden, mens hans ord lød. Selvom hendes krop dirrede af vrede, og hun var tæt på at eksplodere i et inferno af raseri, kunne hun ikke gøre andet end blot at lytte lige nu. Hun var ikke interesseret i at slås, for hun vidste, at det ville blive en tabt kamp for hende, så længe de opholdt sig så tæt på Teylar. Selv hvis det skulle lykkes hende at besejre den brogede Vogter, ville der ikke gå mange minutter, før en ny flok af dem strømmede til. Så hun måtte tøjle sit iltre temperament og tvinge sig til at forholde sig til de ord, han fortalte - selvom det var svært.

Hendes ører blev let lagt i nakken, da han nævnte det med, at det var Aljun, der var startet med at kidnappe et føl. Dette var naturligvis sandt, og det var heller ikke nødvendigvis en ting, hun havde været enig i. Men Saskia var født med et formål - og den gråskimlede Silvara havde blot været et hylster til dette. Hun var dog ikke selv enig i handlingen med at tage et føl fra sin mor, men desværre havde hun ikke selv haft nogen indflydelse på dette valg; det var jo Ayin's beslutning, og desuden havde det været en af de eneste muligheder for at få nyt blod til flokken på det tidspunkt. Hun kunne dog ikke lade være med at benytte sig af lejligheden til lige at prikke lidt til den brogede.

,,Aha... Så I er imod, at Aljun kidnappede et af jeres føl fra sin mor over til sin far - og så kidnapper I selv et føl fra sin mor over til sin far? Logisk... Og hvis nu vi skal være helt ærlige, så var det vist også jer, der startede med at holde Nymphadora væk fra Ava."

Hun lyttede da til hans ord om Teylar og bed let tænderne sammen. For ja, vist var det da rigtigt, at Teylar blev skabt, før den brogede selv blev Vogter, men udover det var hun uenig i hans ord. Det var naivt at tro, at Teylar ikke var påvirket af Lyset... Hvis ikke han selv kunne se det, så måtte han bilde sig selv noget ind.

,,Teylar er ikke påvirket af Lyset, siger du... Hvis dette er sandt, hvorfor er Skygger så ikke velkomne dér?"

Hans næste ord fik hende blot til at himle med øjnene. Det lød jo skrækkeligt meget som en "aftale", de havde hørt før i Aljun...

,,Aha... Du vil altså have mig til at tro på det selv samme, som I også sagde til Ava dengang - og alligevel har hun først fået kontakt til sin nu voksne datter efter mange, mange år. Nej du, den hopper vi ikke på igen... Så hvis du vil lave en aftale, så lad hende vokse op hos mig - det er alligevel sundest for et føl at være sammen med sin mor. Så skal jeg til gengæld nok sørge for, at du kan møde hende på neutral grund - og sørge for at lade hende være fri til at gå, hvorhen det passer hende, når hun bliver stor. Ligesom Lupë."

5

Brêgo måtte smile en smule da hun fremlagde hans handling som værende imod hans egen morale. At man ikke burde kidnappe føl og holde dem fra deres mødre. Det var ikke et hånligt smil, men et forstående smil, for han forstod hende såmænd godt. Man kunne jo sagtens tro han pludselig var i fedtefadet på den front – også når det kom til Ava og hendes datter. Så sandelig også når det kom til det problem. Men lige der var det anderledes.

”Selvfølgelig ville jeg ønske tingene var anderledes. Jeg foretrækker fred her i Andromeda og jeg ønsker heller ikke at slås. Men jeg kan heller ikke stå til og lade nogle gerninger være overset. Øje for øje, tand for tand. Føl for føl. Desuden sagde jeg intet om at holde hende fra hendes mor. Men hendes mor kan ikke få hende tilbage til Aljun før vi har det andet føl, eller før hun er voksen nok og selv vælger det. Hvad angår din skyggesøster og Nymphadora. Så er Nymphadora født i Teylar og hendes far er i Teylar. Ava var i Teylar og valgte selv at opsøge skyggerne”

Der var ingen der havde kidnappet Avas datter. Han havde tilmed hørt mange havde givet beskeder videre efter at være stødt på den sorte Ava. Han ville heller ikke sige hun skulle bringes tilbage til nogen steder, for hun var jo ikke fjernet. Hun havde været det samme sted hele sit liv. Det måtte være et familieanliggende.

”Skygger er ikke velkomne, fordi en del af flokkens medlemmer har været terroriseret af dine brødre og søstre, hvis ikke dig selv. Jeg kunne ikke kun give adgang til en enkelt og ikke de andre eller omvendt. Men det er noget du må tage op med Illana nu”

Brêgos smil falmede en anelse for i stedet at gøre plads for en lidt mere alvorlig mine, men stadig med mildhed i blikket. Man kunne jo godt komme til at tro der var noget om snakken. Men der var også nogle ting den hvide skygge ikke lod til at kende til.

”Nymphadora har aldrig været fanget i Teylar. Dermed har hun ikke været holdt fra hendes mor. Nymphadoras far har været fri til at bringe hende til et neutralt sted så de kunne se hinanden. At han ikke har gjort det har ikke været mig der har brudt en aftale”

På trods af hoppens advarsler førhen, trådte Brêgo alligevel et skridt tættere på og strakte halsen frem mod den hvide skygge igen. Med et halvtungt langtrukkent suk, lod han varm luft sive i retningen af hoppen.

”Vil du i det mindste prøve på at stole på jeg kun vil vores datter det bedste? Og at jeg ikke ønsker at holde hende fra dig, og at hun har det godt?”