Ulige illusioner // Åben

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede havde aldrig rigtig forholdt sig til guder. Hun havde aldrig været den første man spurgte til råds hvad angik etik, og kunne næppe forbinde sig selv til andres følelser eller tanker. Men lyve… bedrag? Jah det havde hun gjort siden den dag hun blev født.
En røst i stemmen, en trækning i mundvigen og en vippen med øret. Et blik, en bevægelse – alt sammen noget der understregede de løgne der gled fra hendes tunge. Hun havde igennem sin levetid spundet et net omkring og i sig, og udnyttet den fysiske skønhed hun var blevet givet til lave formål og selektive interesser. Og det havde fungeret uden beklagelse. Indtil nu… indtil hun havde forbundet sig med dem. I hendes søgen efter magt, havde løgnene bundet sig til hende, bundet sig omkring hende og besnæret hende. Hun hviskede dem ikke alene længere, nej de hviskede til hende.
En smuk illusion, men dog en illusion… fordi løgne var noget hun havde levet med siden sin fødsel, og hun kendte dem når de blev spundet – også når de blev spundet for hende. Men i momentet, i øjeblikket, i nutiden var det okay. Hun var okay.

De var okay.

De glødende øjne skuede over den mørke ørken, der førhen havde været Sirenens tilholdsted. Varme sandbanker var nu farvet af nattens hvælving, hvoraf stjerner hist og her tittede frem. Imellem det gyldne, det blålige, det kolde og det varme, havde Zenobia nu fået selskab af en gammel ven, hvis sagte brummen var den eneste lyd i mørket. Den eneste, men dog ikke ensom. Dette landskab havde været vidne til hendes kærlighed og hendes had, hendes ærlighed og hendes bedrag. Og hendes endelige fald. Men natten holdt på sine egne, og Zenobia favnede nu atter Fame, der langsomt lod blikket glide rundt.

Det var længe siden man havde set den stolte, spraglede Drezar. Siden dagen på Vulkanøen, hvor han var blevet forrådt af den, der bar hans livlige hjerte, havde det været en kamp for den spraglede sjæl at finde ro. Han bar på traumer, der var store - kraftige nok - til at henvise en sårbar sjæl til evig fortvivlelse. Og hvis ikke den spraglede havde haft det sind han havde, var han nok aldrig kommet op til overfladen igen.

Længe havde han set sølle ud; tynd, svækket og haltende. Den skade han havde pådraget sin på Foehn havde bragt hans funktionsniveau langt ned og det havde taget ham måneder at genvinde sin tidligere styrke og pragt. Han havde primært opholdt sig ved kysten på Ørkenøen, hvor vegetationen var kraftig nok, til at han dagligt kunne spise sig mæt og han havde gjort hvad han kunne for at vandre så langt han kunne dagligt. Hans muskler havde værket, de havde beklaget sig - men endelig, efter måneder, dansede han endnu engang med stråle og glans.

Hvorfor han havde valgt netop denne Ø, var der både mange grunde til og ingen. Den mindede ham på sin vis om sit første liv - hans første hjem. Og så var det her, hans Sirene havde boet. Ubevidst havde han nok, trods hans vished om hendes svigt og bedrag, søgt denne ø med det spinkle håb om at se hende igen. Et spinkelt håb om, at hendes mørke valg var blevet gjort om. Med håbet om at se hende i hendes ynde, som hun var før Skyggerne besatte hendes krop. Og bag de åbenlyse årsager, så der en hel simpel lyst til at befinde sig netop her - i Ørkenens Ocean.

Han havde for første gang længe sat kursen mod Øens indre, for at teste sin styrke. For at se, hvordan han ville klare sandets udfordringer, solens varme og tørstens krav. Og i nattens tætte mørke kunne man, hvis man så godt efter, for første gang spotte den spraglede Drezar igang med at udføre sin Ørkendans.

[1]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

I nattens mørke stod hoppen stille. En svag vind syntes at kærtegne hendes mørke skikkelse, og skabte en evig bølgen igennem det tørre hav. Tavs var hun, den kære skyggerose. Men ikke tiende… energien omkring hende syntes nemlig at tale. Hviskende stemmer der lig hendes egen, berettede om hvordan hoppen altid havde tilhørt ørkenen. Vandret i ørkenen. De delte hendes minder, delte hendes tanker og var således næsten tvunget til at elske det sandfyldte, øde område, ligesom hun gjorde selv. For ligeså meget som de havde delt hende, delte hun også dem… og i momentet, blev fortællingen om ørkenvandrende sunget til det øde landskab. Med hende. For hende.

Ssssolen skinner sskarpt om dagen.

Men sskyggerne falder tungt om natten. 

Sså øde, ssså sstille

Et dødt hav, som de alligevel danssede ii.

Hoppen lagde næppe mærke til deres legesyge udveksling af tanker, så betaget var hun af de bølgende sandsletter, og så vandt var hun nu blevet til dem. Et selskab der aldrig var stille. Langsomt bredte de, dem sig fra hendes bringe, hendes hjerte og til det land der omgav hende – gyldent sand imod sort sand, og en mørk platform Fame nu bevægede sig frem i.

De fulgte hende igennem hendes tur. Støvet hvirvlede om de lange ben, og den lange man og hale faldt i vuggende bevægelser bag hende. Desto længere hun gik, desto tydeligere blev den følelse hun bar med sig. En letsindig frihed, en legesyg kærlighed der støt fik lov til at udfolde sig. Den afspejlede sig i hendes lette, dansende trin og sås i de rødlige, ulmende øjne. Fames slanke skikkelse strakte sig i ly af mørket og et grin dirrede i de mørke mundviger ved den frihed hun følte. Hvem end der sagde at følelserne aldrig fulgte mørket, tog fejl. Fordi i dette mørke, blev de blot kraftigere.

Og med et skilte en bevægelse sig ud fra natten. Hvor himlen mødte sandgrænsen, og hvor mørke skiftede til gyldent, brød en enkelt skikkelse med de skarpe linjer. En silhuet, en danser og en bekendt. Hoppens skridt stoppede brat, hendes blik fæstnede sig opmærksomt og de mørke næsebor vejrede søgende efter hvad hun egentlig godt vidste hvad var. Et minde, en bekendt, en elsker og en fremmed… kun en kendte til ørkenens nattedans, og kun en kunne udføre dem med den elegance bronzehoppen kendte. Hoppens ører flakkede først frem, så tilbage og så frem igen. Følelser hun næppe havde følt længe trængte pludselig igennem en barriere der havde fortrængt den skæbnesvangre aften. Hendes bedrag stod tydeligt som den nat aftalen var blevet indfriet. Og hans skrig… hans skrig skar som et ekko igennem hendes minder, hvoraf skyggerne hvislende lo sagte. For han havde været et offer imellem mange, men dog et af dem hun huskede mest af alt.

Ville han væmmes ved synet af hende? Fordi det var kun et spørgsmål om tid før ørkenhingsten spottede Fame, hvis mørke silhuet var levende i natten.

Nattens svage lys gemte på mange ting; gemte de små fugle, der svævede frit i luften, gemte sandets sande farve, gemte farverne på himlen, og de sjæle der vandrede i landet. Mørket gemte den spraglede ligeså, men ikke så godt som de, der bar mørkets egen farve. Hans hvide plamage lyste op, og når månens kølige skær faldt ned over ham, trådte han blot mere tydeligt frem.

Hans krop var så småt ved at blive varm, og i nattens kølighed, var den en velkommen varme der havde bredt sig i hans muskler. Sveden havde endnu ikke meldt sin ankomst, men den spraglede hingst kunne tydeligt mærke, at hans krop var opvarmet og klar til at præstere. Hans dans havde indtil nu været rolig, hvis man kunne beskrive det sådan, men gradvist begyndte han at stille større krav til hans egen præstation, bruge sine ben og ryg bedre og få mere luft under sig for hvert skridt han tog. Mageløst kunne det se ud, for den der end måtte beskue det; men det var ikke det, som betød noget for den spraglede. Nej, han nød at bruge og udfordre sin krop, og det var kun hvis dansen skulle bruge i kurmagerigets ånd, at han egentlig gik op i hvordan han måtte se ud.

Godt som han nåede et klimaks i sin dans, var der dog noget der fangede hans opmærksomhed. Et glimt af noget, som han synes at kunne kende. Han stoppede sine ædle bevægelser og endte i en samlet parade, med den slanke hals hævet så højt den kunne. Hans krøllede ører blev vippet fremad og øjnene søgte opmærksom det glimt at bronze han synes at have opdaget i hans øjenkrog.

Han så hende. Ganske tydeligt, trods kun månen kunne oplyse hende. Bronzehoppen med den lyse, flødefarvede man og hale. Sirenen, som havde tryllebundet hans sind og nærmest krævet hans opmærksomhed. Men hun lignede langt fra sig selv, og den hændelse der fandt sted, sidste gang de to var i hinandens nærhed, fik den spraglede Drezar til at krænge sine ører tilbage i nakken og slå markerende frem foran sig med et forben. Hans sirene var ej længere hende, der havde vundet den ædle hingsts hjerte. Hun var forandret, hengiven til et mørke der havde forsøgt at tage livet af ham. Forsøgt at slukke hans indre ild, fordi hun ønskede deres magt og magi. Foragt var nok den første følelse som sprang frem i den spraglede Ørkenhingst, som kort herefter fnyste højlydt ud i luften foran sig, som reaktion på den "fare" der var dukket op på Ørkenøen. Dog, selvom han langt fra havde glemt hans dødskamp på Vulkanøen, vendte han ikke bort og søgte væk fra Bronzehoppe, som nu var Skyggebærer. For noget, gemt dybt dybt i hans hjerte, nærede stadig interesse, ja måske endda følelser, for hoppen der uden videre havde dømt ham til døden.

Han blev stående, afventende, imens hans blik var nærmest fænglset imod hoppen, hvis krop nu nærmest var levende af ren og skær ondskab. Et ondskab, som den spraglede Drezar for alt i verdenen ej ønskede at møde igen.

[2]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Ørkenen var et grusomt sted. Ubarmhjertigt og uden nåde, fremmed for mange og et tilflugtssted for få. At finde trøst i de brændende dagstimer og lindring i kolde nattetimer krævede et specielt sindelag. Mange ville her sige.. et ekstremt sindelag. Fordi man kunne ikke gå til Zenobia med halvt hjerte, og ligeså kunne man ikke danse med ilden uden at brænde sig. Fame var en af de sjæle...
Hun følte med hele sit hjerte. Hun ville have det hele, og dertil fulgte alle konsekvenser også. Når hun elskede, var det uden nåde. Når hun hadede, var det uden frygt. Og når hun søgte noget, havde hun ingen grænser. En ekstremist på alle måder, som med hjertet havde forrådt en der var ligesom hende selv. Fordi ligesom Fame var af ørkenslægt, var Drezar også.

Den spraglede spildte sit hjerte for nattens stilhed, og dansede i de mørke timer uden restriktioner. Han bevægede sig ikke for et publikum, søgte ikke anerkendelse men dansede fordi <i>han kunne</i>. Fordi publikummet ikke var hans drivkræft, nej så langt fra. Han forstod hvad Zenobia tilbød dem der ledte, og forstod derfor også at ørkenen var mere end bare en tilfældig sandfyldt grav. Broget skind bevægede sig i månens kolde lys, og for et øjeblik virkede det fuldendt. Jah sådan virkede det, indtil blikket pludselig fandt skyggerosens mørke skygge. Filmen knækkede, og Fame vidste at hun havde ødelagt noget smukt... det havde hun vidst siden den dag hun første gang indvilligede til skyggernes ønsker.

Et fnys skar sig igennem natten og skyggernes lavemeldte hvisken, og for et øjeblik var alt utroligt stille. De bølgede om hendes ben, smagte på de følelser der raserede under det bløde skind og nippede forsigtigt til hendes ører. Lo, smilte og frydede sig, og hviskede om den aften de havde raset på hans krop. Den brogede havde været et offer givet til dem... men ikke en ofring de havde kunne knække. Deres frustration over den episode blev tydeligt i deres skyggesang om hævn - gør arbejdet færdigt syntes de at sige i al deres fryd, men Fame følte sig ikke hævnrig - de måtte ikke føle sig hævnrige. Fordi det havde aldrig været <i>deres</i> job at knække hingsten. Nej... hun følte sig... stærk. Og dog uendelig udsat under Drezars forargede øjne.
Hoppens milde stemme brummede dybt, og roligt satte hun i bevægelse. Med gyldent ørkensand og sorte skygger om hovene gik Fame fremad, og følte hvordan sandets tyngde gav spring til hendes lange skridt. I natten var hum et rovdyr, øjne reflekterende røde i månens blege lys og stærke muskler smidigt bevægende under det tynde skind. Og hun var målrettet, den kære Sirene... hendes dybe blik bar en faretruende elegance der vidnede om den styrke hun før havde bluffet sig til, som nu dragende søgte Drezars nøddebrune blik. Hun forventede ikke tilgivelse, hun forventede ikke at han ønskede hendes selskab. Hun så hans foragt, hun så hans vrede og hun så hans sorg. Han havde givet sig til hende med alt hvad han var, og hun havde kastet det bort som noget der kunne erstattes uden videre. Og for det var følelserne blandede... og groteske... men Fame følte ikke skam; hun følte ingen skam over det valg der var truffet, hvilket nok var det mest groteske af alt.

Fordi han havde vidst - han måtte inderst inde have vidst hvem han dansede med under den røde sol og lyse stjerner. Forræderiet havde været uretfærdigt og unødvendigt, og kun på bekostning af ham. Men var det ikke sådan hun var? Sådan hun altid havde været? Ugennemskuelig. Ukuelig. Lidenskabelig og moralsk en skæv. <i>Impulsiv. </i>Den slanke nakke knejsedes i en blød bue, idet Fame nu var indenfor ti meters afstand, hvoraf skyggerne langsomt sank ned i sandet, ind i roserne og ud i luften omkring hende. Den bronzefarvede krop, nu kun prydet med roser hvoraf nogle blade stille faldt imod jorden, drejede af, og bevægede sig nu mere langsomt imod Drezar. Ørene var opmærksomt vippet fremad, blikket hvilende tungt på ham efter ord der dog aldrig krydsede de mørke læber. Hun havde ikke ret til at bryde den tavshed der lå over dem, selvom de før havde været så intime - selvom hun gerne ville tale. Nej... hvis Drezar ønskede tavshed, ville hun for en gangs skyld respektere det fuldkommen. Hvis Drezar ønskede afstand, ville hun også ynde ham det.

Hvis han ønskede hende død, måtte hun tage den viden med sig tilbage til Fohen, fordi så hørte hun ikke længere til nogle steder i ørkenens land.

ULIGE ILLUSIONER XXX

Som forstenet stod han med den slanke hals hævet til det yderste, med ørerne advarende placeret i nakken og blikket fængslende rettet imod Skyggebæren, hvis lighed med hans elskede Sirene var slående. Den spraglede Ørkenvandre vidste godt, at sjælen der nærmest bevægede sig som et rovdyr under månens blege skær var den samme hoppe, som han tidligere havde danset med, som han tidligere havde følt sig i ét med.
Han så hvert et skridt som Skyggesirenen foretog sig. Så genskæret af månens lys, som af og til reflekterede i hendes mørke øjne. Så hvordan hendes bronzefarvede skind nærmest lyste op og blev levende, som hun bevægede sig gennem sandets ocean, med retning imod ham.

Han forblev stående hvor han var, indtil hun var ham nær nok. Da hvælvede han halsen og kastede sin krop frem i en skrå retning væk fra hende med store og nærmest overdådige bevægelser. Hans krop udviste ikke frygt, men hans hjerte følte det - for hoppen, som han havde elsket, havde også sendt ham på en tur-retur til helvede. Han huskede det, som var det igår, huskede frygten, smerten, fortvivlelsen, opgivelsen. Han huskede kulden, tomheden og intetheden. Men han huskede også genopstanden, vejen tilbage til livet. Han fnøs dybt, som han kastede sig frem i trav for at kredse omkring Skyggesirenen, med afstand stor nok til at ingen af dem ville kunne røre hinanden.

Hans øjne betragtede hende indgående, som han dansede omkring hende. Hans ører opfangede hver en lyd, som hun eller Skyggerne udstødte. Han hørte hendes vejrtrækning, Skyggernes hvæsen og sandets knitren under hendes hove. Han så rovdyret som kun månen afslørede - men han så også skønheden. Skønheden som havde fanget ham den aller første gang han havde lagt øjne imod Sirenen. Han fortsatte sine trin omkring hende et øjeblik endnu, og gradvist blev hans skridt mere afventende og eftertænksomme - som følte han på den stemning der herskede mellem de to tavse sjæle. Og først da han var sikker på, at hans frygt kunne tøjles, standsede han og lod sine øjne søge direkte imod hende. Der lå et særligt afventende blik i hans øjne, der blandede sig med det reserverede, vrede og overraskede blik; for hvis han skulle være ærlig, havde han aldrig regent med at skulle se hende igen - og især ikke at skulle befinde sig i hendes selskab. Han brummede imod hende, med en maskulin og afventende tone. Hvad ønskede hun af ham? Ønskede hun stadigt at ofte ham til de Skygger, hun nu bar? De Skygger, som gav hende magt over andre sjæle i dette land?
Dog bankede et håb dybt i hans hjerte om, at hun ej var kommet for at fuldføre det, som hun havde sat sig for på Vulkanøen, men i stedet ønskede at danse med ham, som hun havde gjort det før.

[1]