Scarlet scarring [Azazel]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Små støvede skyer af aske og jord cirkulerede omkring den rustfarvede hoppe. Hendes gang var rolig, men ligemeget hvor rolig man end prøvede at bevæge sig, ville Fohen altid efterlade sit mærke på ens krop. Lange, sorte striber slikkede sig op af de i forvejen mørke ben, og aske farvede den ellers lyse man og hale med grålige toner, men Fame fandt det ikke frastødende. Ikke mere. Fordi gik man længe nok, og gik man med de rigtige, ville det være svært at se hvor asken begyndte og skyggerne startede, sådan som de legesygt lagde sig omkring hoppens ben og bringe.
De rødlige øjne spejdede igennem den tætte skumring, hvis røde nuancer farvede himmelen i en blanding af orange og rød. Mørke striber efter natten strakte sultent ud efter solens sidste stråler, men endnu holdt den stand. Imellem skumringens mystiske tåge, og imellem den sagte følelse der altid fulgte med, nød Fame den skønhed hun så, et dovent smil i udkanten af de mørke læber. Skønhed var sjældent på Fohen… men dem der ledte, ville altid finde den. Når natten var faldet på, ville hun finde Rasbell… men lige nu, og lige her… var hun næppe en førsteprioritet.

WORD COUNT: 200

4

Foehn var han hjemsted. Aljun var et sted han havde opholdt sig meget, men det meste af tiden var alligevel uden for broderskabets territorium. Hans babysitter og lærer havde brugt mange timer med ham som plag, og selvom han havde forsøgt at opdrage på ham, var Azazael mindst lige så respektløs som han altid havde været. Men hans mor. . . Han vidste udmærket godt hvornår det var på tide at opføre sig ordentligt over for hende. Hans mor og hans søster, var sikkert de eneste han nærede en form for respekt over for.

Omgivelserne var velkendte til det punkt de næsten føltes kedelige. Selvom han ikke var en fuldbyrdet skygge, bar han alligevel et bevis på sine skyggeevner. 3 blå striber på hver sin side af halsen, som et par klomærker der havde revet hul, samt de lysende blå øjne han kunne have fået enten fra sin far eller sin mor. De hviskende stemmer var hos ham, selvom han ikke som sådan bar rundt på synlige skygger. De havde altid været med ham. De lokkede ham i fordærv det meste af tiden, men Azazael var ikke nogen engel. Han gik mere end frivilligt med til at følge stemmernes hviskende forslag.

Hovedet blev hævet i en hurtig bevægelse. Der! Midt i det askefyldte landskab var en skikkelse er skilte sig ud fra de andre. På trods af aftenens rødlige farver var hun nem nok for Azazael at spotte. Han genkendte hende ikke som sådan, men der var ingen tvivl om hvad hun var. Et næsten lusket smil spillede omkring hans mule, som han gav sig til at nærme sig hoppen næsten lydløst. Ikke fordi han som sådan ønskede at snige sig ind på hoppen, uanset hvor stor eller lille chancen ville være med hendes hviskende skygger, men fordi det lå til hans mere eller mindre creepy væremåde.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppens ulmende blik vågede vagtsomt over den mørknende himmel. Hun fæstnede sig i øjeblikket over en flok fugle, der nu søgte væk fra Fohens mørke og imod grønnere og fredeligere øer. Jah, vildtet forstod nemlig at fornemme den altid lurende tyngde der hvilede over askeøen, og vidste derfor også at den ikke var et sted for dem i nattetimerne. Modsat mange heste, som næsten fandt det spændende at besøge Fohen i mørke, holdt de sig på en kløgtig afstand. De sene timer bragte nemlig ofte noget mærkeligt frem i folk som boede her... noget unaturligt, og ofte noget som fik Fame selv til at søge en kende væk.

Fordi på trods af skygger og aske, fandt Fame ikke nogen decideret nydelse eller sjov i meget af den smerte og uhygge hendes brødre og søstre bar omkring sig. På trods af den kulde de bar, var Fame endnu varmhjertet under de sorte torne. Hun var det modsatte af apatisk, og forstod samt nød de følelser der gav liv til hendes finurlige sind. Den rustfarvedes mørke læber flækkedes kort i et glimrende smil, og hun trak med lukkede øjne vejret dybt ind i et taknemmeligt suk. Hun nød livet med alt hvad det bød... og skyggerne omkring hende berigede det kun.

Deres lavmeldte sang tog i hoppen saglighed til i styrke, og smøg sig legesygt om hendes slanke ben. Voksede som mørke rosenstilke over hendes røde krop, for dovent at falde tilbage imod den sorte jord igen. Et mønster, og en levende have omkring hende. Sådan var det i hvertfald indtil de blev afbrudt.
En svag hvisken om selskab fandt vej til hoppens ører, hvoraf alt i et lyttende sekund stivnede omkring hende. Blikket, ulmende som den røde himmel selv blev åbnet, og landede på en sort, luskende unghingst der i godt tempo nærmede sig. Hans øjne lyste glødende blå i kontrast til hans mørke skind, og striber tegnede sig ned af hans hals i samme farve. Hoppens smil trak sig en anelse bredere, en anelse mere leende, idet hun genkendte ham som værende et af Avas børn... en brik deres, hendes, hans fremtid bevægede sig imod Fame, og skyggerosen stemme brummede en blød hilsen imod ham.

Hun sagde intet endnu, men drejede i en smidig bevægelse fronten imod det sorte afkom, et dovent smil hængende i den mørke mundvig og blikket hvilende granskende og måske en anelse vurderende på den sorte. Han havde vokset sig til en ganske køn hingst af statur, så meget kunne siges med det samme. Men passede det ydre og det indre sammen?

SCARLET SCARRINGXXX

28

Azazael. Skyggefødt og vant til stemmers tilstedeværelse. Selvom han havde været i nærheden af Aljun det meste af sit liv, havde han ikke set eller mødt alle. Indtil videre havde det stort set kun været sorte og hvide skygger, og så selvfølgelig hans røde søster, Azula. Men hun talte ikke rigtig med.

Skyggerne der smøg sig om hoppen vakte en stor nysgerrighed hos Azazael. Selvom han havde set den slags hos nogle af de andre før, havde han alligevel ikke set det på helt samme måde. Det var fascinerende og han kunne ikke tage blikket fra hoppen.

I takt med Azazael nærmede sig, satte han også farten ned. Smilet blev på intet tidspunkt fjernet, men til gengæld ændrede det sig en anelse til noget mere ungdommeligt og knap så creepy. Hovedet gled langsomt på skrå, mens de lysende blå øjne betragtede hoppen foran ham. Han sugede alle indtryk til sig, hendes duft, hendes specielle farve og håbede på at kunne tilføje navn og stemme til resten inden det blev arkiveret i hans hukommelse.

”Drem yol lok, petyi.”

Lige siden Azazael havde været helt lille og kunne høre sin mors dæmpede stemme fra indersiden af hendes mave, havde han hørt på den fremmede tunge skyggernes broderskab brugte. I et godt stykke tid, var de eneste ord der kom ud af hans mund, fra et sprog de fleste andre ikke kendte til.


Drem yol lok = hilsen
peyt = rose (peyti = min rose)