I månens skær | Tauriel

Mørke omringede de sovende skikkelser, men månens lys stod højt på himlen langt over dem. Trygt var det at befinde sig her midt i flokterritoriet, under et stort og smukt egetræ, hvis krone foldede sig ud over dem og gav ly for vejret. Det hindrede dog ikke månens lys i at trænge ned til de sovende skikkelser i græsset. Et lille, ungt hjerte bankede stødt i brystet på en ung hoppe, der var ved at vokse sig ind i en mere voksen krop - det var bestemt intet kønt syn, da kroppen stadig udviklede sig hele tiden. Hun havde ranglede lange ben, en lang hals der forsøgte at agere balancestang, når resten af den lille krop faldt ud af balance.
Manen var begyndt at vokse sig længere, men stadig strittede de fleste hår lige op i luften. Tauriel var dog glad og tilfreds. Indtil videre var hendes lod i livet, slet ikke nær det værste. Hun havde en kærlig moder, et trygt sted at vokse op og en søster hun elskede at hjælpe og være sammen med.

Hun var ikke i en helt dyb søvn da denne søster - Tara - begyndte at nappe til den sorte krop og kalde på hende gennem tankerne. En ganske særlig evne de to delte. Det var stadig en smule nyt at de virkelig begyndte at benytte denne evne - men det føltes faktisk som noget af det mest naturlige de kunne gøre. I forvejen var de tætte og stod ved hinanden igennem alt.

Lege... Hun hævede hovedet langsomt, stadig med lukkede øjne og en let gaben. Hun lavede en grimasse - ikke træls ment, blot et lille praj om at hun stadig halvsov. Grimassen så nok derfor ganske sjov ud - men Tauriel blinkede nu langsomt øjnene åbne og stirrede med et smil på sin søster. LEGE! En glimrende idé! Et blik imod mørket og månen over dem og så følte Tauriel en spænding i hele sin krop. Det ville da være et fantastisk lille natligt eventyr, at trisse væk og finde på noget at lave sammen i den stadig sovende nat.

Ih ja, kære Tára, sikke en glimrende tanke!

Hun rejste sig, med et forsøg på ikke at vække sin moder - men hendes ben var helt ivrige efter at komme af sted - hvor skulle de tage hen??

OCC: Denne besked tæller som skrevet før Tauriel's.

Vinteren stod snart for døren, og den unge Tára lignede efterhånden noget der var løgn. Den lange pels var vokset frem, og hendes lemmer var blevet endnu mere kluntede end da hun blev født. Hendes krop var lidt for høj bagtil, end fortil og forparten noget smal - men det var hun ligeglad med. Hun nød tilværelsen med sin mor og søster, som hun helst ikke veg fra.

Det var midt om natten at den unge Tára vågnede. Over hende hang månen og sendte et koldt skær ud over engen. Tára lod hovedet falde en anelse kluntet tilbage, for at kigge op på mor. Hun sov, fredeligt under det store egetræ der var i flokkens centrum - det egetræ, som de havde sovet under hver nat siden de blev født. Et stykke tid lå den lille unghoppe og gumlede let for sig selv, imens hun halvdøsigt kiggede ud over engen, som hun havde leget så mange gange på. Hun kunne ikke rigtig beslutte sig for om hun ville sove videre, eller ej - og efter lidt tid, hvor rastløsheden langsomt sneg sig længere og længere ind i kroppen på hende - nappede hun ud efter sin søster.

Tauriel, vågn op. Skal vi ikke lege?

Hun vidste, at hendes mor ikke kunne høre dem, når de snakkede gennem deres tanker. Det var en evne, som de begge havde haft fra de var helt små, men det var først nu at Tára for alvor havde fundet ud af at bruge den. De første gange havde det været tilfældigt - og ret skræmmende. Men nu var det en tryghed for hende, at hun altid kunne kalde på Tauriel, eller sende hende en tanke - endda uden andre kunne høre hende.

[2]

Den endnu korte, pjuskede hale, begyndte nærmest at logre ivrigt, og Tára kravlede i ren ivrighed en anelse nærmere hendes søster, da hun hævede hovedet med endnu lukkede øjne og et gab. Hun vågnede - eller forsøgte i hvert fald på det - og den grimasse Tára kunne ane på hendes søsters ansigt fik hende til at klukke en anelse. Det var faktisk svært ikke at grine, for hvis nogen kunne gøre den unge Tára glad, så var det hendes søster, men hun vidste de helst ikke skulle vække deres mor. Hun ville blot bede dem om at lægge sig til at sove igen, og det ville jo ikke være nær så sjovt som at lege i måneskinnet.
Hun hørte tydeligt sin søsters stemme, som var tavs for alle andre. Et kæmpe smil tegnede sig om mulen på den unge hoppe, og hun rejste sig lige så hurtigt hun kunne, da hendes søster lagde an til at komme op. Det blev en smule kluntet, og hun var lige ved at miste balance og tilte ind i deres mor - men heldigvis nåede hun at ændre retningen og kom i stedet til at skubbe til Tauriel. Ups ..

Hun nappede kådt efter sin søster, hvorefter hun skyndte sig at hoppe så lydløst frem hun kunne. De måtte lidt væk, inden legen kunne begynde; for deres mor var altid opmærksom, også i sin søvn, og hvis de skulle lykkedes med at drage ud på eventyr i nattens timer, måtte de være stille.

Skal vi tage ned til søen, og se, om vi kan finde et sø-dyr?

Med sø-dyr tænkte Tára på de eventyrlige historier de havde hørt om mystiske skabninger, der boede under vand og bevingede væsner, som fløj højt oppe over skyerne. Tára havde altid været forundret af disse historier, som rummede en skjult morale de unge hopper nok ville forstå en dag - men for nu gav det blot Tára lysten til at lede efter disse fabelagtige skabninger, som hun fuldt og fast troede på fandtes.

[3]

Tauriels øjne blev helt anspændte i det øjeblik Tára vaklede med retning lige imod deres sovende moder! Hun rørte ikke en muskel, men i samme sekund som Tauriel troede at nu var legen slut, allerede før den var begyndt, rettede søsteren op og i stedet tumlede hun lidt ind i Tauriel, som skar en lidt fornærmet grimasse - men det var såmænd glemt så hurtigt som det var sket. Da Tára nappede efter hende, nappede Tauriel igen og smilede over hele ansigtet. Godt så! Situationen havde set faretruende ud, men de var gået fri! Moderen sov videre og de to søstre kunne være helt frie til at smutte på eventyr.

I små skridt listede Tauriel af sted efter Tára, mindst ligeså lydløst - påpasseligt kiggede hun jævnligt bag sig, for at se om de virkelig var sluppet fri. Men moderen vågnede ikke.

Táras tanke meldte sig nu i hovedet på Tauriel og hun så på søsteren igen med lysende glade øjne og mod på hvad som helst! Især da Tára nu nævnte sø-dyr. Hvor kom alle hendes gode idéer mon fra i aften? Det var jo fantastisk! Tauriels eget hoved var stadig lidt omtåget efter søvnen, men hun begyndte at fantaserer om hvilke fabeldyr de mon kunne finde... En smule skeptisk dog - hun havde aldrig set dem. Det ville være noget så fantastisk at opleve dem på nær hånd og ikke bare i historier.

Det vil jeg mægtig gerne! Jeg tror de må leve på dybt vand - jeg har aldrig set et før, men jeg vil så gerne!

Formidlede hun dernæst sin bekymring til søsteren.

Eventyrlysten strålede nærmest ud af de klare øjne, som den unge Tára besad. Hun så afventende imod sin søster, nu hvor hun var kommet lidt på afstand og havde genvundet kontrollen over de lange ben. Bag hendes smalle bagpart viftede hendes hale næsten i cirkler, imens hun afventede hendes søsters svar – som ikke lod vente længe på sig.
Hun ville gerne med hende på eventyr, og smilet bredte sig endnu mere på den lille, sorte mule. Hun slog ivrigt med hovedet, og vendte sig derpå inviterende, inden hun satte frem i livlige hop imod søen, som heldigvis ikke lå alt for langt væk.

Ved du hvordan vi kommer ud på det dybe vand?

Spurgte hun eftertænksomt, men på ingen måde opgivende. De to kunne klare alt – især når de var sammen! Tára standsede sine ivrige hop for en lille stund, for at vente på at hende søster var med, og derpå nippede hun atter kådt imod hende. Sammen med Tauriel var det som om Tára turde stå overfor hele verdenen, hun turde være sig selv, være nysgerrig på til tider påtrængende; alle egenskaber, som ofte svandt langt bort, når hun var i selskab med fremmede.

[1]