Mountaion of Sand | Lucifer

Solen stråler var på vej op over horisonten idét den grå hoppe steg op fra havets favn. Hun havde valgt at søge videre på sin færd i landet, i et forsøg på at udforske det og blive klogere på hvor hun var havnet. Endnu var landet stadig et mysterium for hende, og hun havde ej mødt mange sjæle. Og kun én af dem hun havde mødt, havde faktisk kendt til landet, som tilsyneladende bestod af flere øer. Af ham havde hun lært to ting - at landet hed Andromeda, og at de indfødte åbenbart var meget bramfrie og respektløse i deres væremåde overfor fremmede på.
Vandet drev af den spættede hoppe, og sandet var hurtig til at klæbe sin til hendes slanke ben. Heldigvis var vinden mild denne morgen, så kulden var ikke så bidende som hun havde frygtet. Og så var det som om der var en varm.. Aura? Der herskede på denne mærkværdige ø.
Det stod hende hurtigt klart, at øen hun var ankommet på, var anderledes end de andre. Der var kun få træer ved kysten, og det var ganske tydeligt at der på den anden side af en smal stribe græs, lå et bjerg af.. Sand? Minerva måtte knibe sine øjne sammen og hendes bevægelse gik helt i stå. Hun stod et øjeblik forundret og beskuede det syn, der udfoldede sig foran hende. Solens gyldne stråler gjorde blot sandets bjerg endnu mere skinnende at se på - og det stod hende nu klart, at dette måtte være den ørken hun havde hørt omtalt af andre. Hun fnøs sagte for sig selv og rystede den elegante krop over, så det værste vand forlod hendes pels. Derpå satte hun afsted med smidige bevægelser med retning imod ørkenens åbning - for hun var nysgerrig af sind, selvom hun godt kunne udstråle andet, og hun ville da gerne se, hvad sådan en ørken kunne byde på.

[2]

Lucifer så sig omkring, det virkede til der ikke var ret meget andet end sand på denne ø så han var efterhånden begyndt at fortryde at det første han gjorde efter lyset var at svømme herover. Han havde heller ikke mødt en eneste af sine brødre endnu, faktisk havde han kun mødt en eneste hest siden han kom hertil. Landet her kunne vel ikke være næsten tomt, kunne det? På trods af manglen på træer og lignende objekter der kunne spærre hans udsyn var der ikke rigtig noget spændende at få øje på, måske han skulle gå ud til vandet igen?

Efter nogle sekunders ubeslutsomhed begyndte han at gå i den retning han kom fra da han gik fra havet og ind i ørkenen, det kunne da i hvert fald ikke være mere kedeligt at se på end dette sted og måske ville han møde en anden hvis bare han blev ved med at gå? For at øje chancen lidt ekstra vrinskede han højt og kaldende imens han gik, det kunne jo være der var nogen der ville høre det.

Den slanke skikkelse nåede ikke at træde ret langt ind i sandets domæne, før en lyd tilkendegav, at hun ikke var alene på denne Ørkenø. Et hingstet vrinsk kunne høres, og med let sammenknebne øjne flyttede Minerva sit blik i retningen af solens klare stråler, som afslørede silhuetten af en hingst, der kom gående imod havet. Hun rankede sig øjeblikkeligt, som det lå hende naturligt - for altid ville den grå hoppe præsentere sig på bedste vis. Hun ventede dog en kende med at besvare hingsten; men da hun gjorde, var det med en klar feminin tone, der dog ikke lød inviterende. Minerva var ej en, der søgte andres selskaber. Den kultur hun bar, bød hende at være tilbageholden, men hun var også opdraget med høflighed - hvilket var årsagen til hun besvarede hingstens kald.

Først var det svært at se ret meget andet, end hingstens skikkelse, men i takt med han bevægede sig tættere og tættere kystens linje, kunne hun se det var en hingst af gylden farve og med lidt samme elegante præg som hende selv. Manen og halen var lang og fyldig og bar en cremet farve, der stod i stor kontrast til hendes egen sorte. Hun tippede afmålt et øre frem imod ham, imens hun overvejede om hun skulle fortsætte sin egen vej, længere ind imod ørkenens ocean, eller afvente og se hvorvidt hingsten ville søge hende eller ej.

[3]

Lucifer var lige begyndt at overveje om han skulle vrinske igen da han hørte et svar. Brat svingede han hovedet i retning af lyden og kiggede opmærksomt. Der stod tydeligvis en hest i den retning men det var først da han nåede lidt tættere på at han blev sikker på at det var en hoppe. En ganske køn hoppe. Så snart han var tæt nok på til at se hende rimeligt tydeligt rankede han sig og knejsede med nakken. Det første indtryk var altid meget vigtigt og han elskede at gøre et godt indtryk på andre. Eller i hvert fald gøre et indtryk.

Lige inden han nåede indenfor taleafstand slog han med halen og lod den blive stolt rejst og slog med hovedet for rigtig at fremvise sin man. ”Godmorgen. sagde han med et dybt nik til hilsen, hun lignede en der måske ville sætte pris på lidt ekstra høflighed. ”Jeg hedder Law, det er en stor glæde at møde en skønhed som dig i et ellers ensformigt landskab.”
Der var måske nok noget smukt ved ørkenen, den gyldne farve og de store bakker, men han foretrak nu næsten altid at se på en hest, især en køn eller smuk hest.

Den guldfarvede hingst nærmede sig med ganske elegante bevægelser - det kunne ingen tage fra ham. Alt imens han bevægede sig nærmere og nærmere, forblev Minerva stående passivt, men med en ret så nobel holdning. Blikket var rettet imod ham, jovist, men hendes ører var tippet afmålt tilbage. Hun så ikke umiddelbart interesseret ud i det selskab, som nu bød sig til; men blot fordi hun kunne syne afvisende eller uinteresseret, betød det ikke at hun var det.

Diskret betragtede hun ham, da han trådte an indenfor taleafstand af den gråspættede hoppe. Han hilste hende an og præsenterede sig som Law - et kort navn, med en vis form for maskulinitet over sig. Hun sendte et sagte prust i hans retning, inden hun for alvor tillod sit blik at møde hans.

,,Godmorgen Law."

Svarede hun med klare feminine toner, der dog var en ganske spids tone med sig også. Hun præsenterede sig endnu ikke, fordi han ikke havde spurgt hende om hendes navn, og ej heller direkte lagde op til det i sin egen præsentation. Hun lagde sit hoved en anelse på sned, så den store stjerne hun havde i panden blev en anelse mere synlig, som den tykke pandelok lagde sig anderledes over hendes feminine hoved.

[4]

Lucifer brugte et øjeblik på at kigge undersøgende på hende, et lille let skjult elevator-blik. Det bekræftede dog bare hans første indtryk, en ganske køn hoppe der ikke ligefrem indbød til samvær. Det gjorde det dog bare interessant på en anden måde at tale med hende, måske han kunne få hende til at åbne sig for ham? Ellers måske bare smilende afvise ham, det var der også noget sjovt i en gang imellem. Så fik man nemlig en chance en anden gang.

Hendes ret korte svar fik ham til at smile lidt bredere og lidt mere flirtende, det vakte hans interesse og han kunne ikke lade være med at gøre sig lidt ekstra til igen. "Hvad må jeg kalde en skønhed som dig?" Han kunne begynde at gætte på navne men det plejede ikke at gå så godt omend det kunne være meget underholdende at se deres reaktion på de forskellige forslag.

Der lå en ret tydelig flirtende aura over den gyldne hingst; en aura, som den gråspættede hoppe ikke var lang tid om at bemærke. Dog var det ikke noget der på nuværende fik den grå Minerva til at ændre adfærd. Hun forblev stående med halsen hævet i en fornem position, alt imens hun tavst betragtede ham. Han spurgte kort tid efter, hvad han måtte kalde en skønhed som hende, og som respons på hans kompliment vippede hun det ene øre en anelse frem fra sin lettere afvisende placering.

,,Du kan kalde min Minerva"

Sagde hun så endnu med feminine, klare toner. Lyttede man efter, lå der dog stadig reserverede toner i hendes stemme. De understregede ganske tydeligt at hun kun ville kaldes ved sit navn, og ej bære kælenavne. Hun udspilede sine næsebor en anelse og lod sit øre vende tilbage i den bagudvendte position, inden hendes klare stemme lød igen.

,,Er du kendt på disse kanter?"

Spurgte hun så. Selvom hun efterhånden havde indset, at hun ikke ville kunne forlade dette land, så lå der stadig et spinkelt håb gemt i den gråspættede hoppe. Og måske kendte netop denne hingst vejen ud? Dog tvivlede hun noget på det, men såfremt han var kendt i området, kunne han måske have vigtige informationer om hvordan hun skulle begå sig, eller hvor hendes bedste chancer for at komme hjem var.

[8]

Lucifer smilte let da hun kortvarigt viste sig knap så afvisende. Det opmuntrede ham til at fortsætte selvom han nu nok ikke var stoppet alligevel medmindre hun havde afvist ham meget klart. "Minerva.. Et smukt og specielt navn. Det passer godt til dig." Det var ikke ligefrem hans spidskompetence men han forsøgte skifte til at flirte lidt mere.. Hentydende end han normalt gjorde. Hun virkede så reserveret at hun måske ville reagere mere positivt på den slags?

Da han hørte hendes spørgsmål tøvede han et øjeblik inden han svarede. Det virkede som om hun måske håbede på et bestemt svar men han var ikke sikker på hvilket det eventuelt kunne være og han ville helst ikke skuffe hende. Da han efter et par sekunder ikke havde regnet det ud endnu fortsatte han dog, det ville være endnu være at stå der og være uhøflig ved ikke at svare "Nej, jeg er kommet her til landet for nylig. Men jeg må sige jeg indtil videre kan lide hvad jeg har set." Det kunne sagtens handle om omgivelserne men han kiggede lidt sigende på hende så hun måske fangede hvad han egentlig mente?

Kunne den gråspættede Minerva hæve et øjenbryn, havde hun gjort det, men i stedet sendte hun ham et sigende blik inden hun vendte opmærksomheden fremad igen. Hun brummede sagte, inden hun nikkede graciøst imod ham som 'tak' for komplimentet, men hun besvarede det ikke. Den grå havde altid forholdt sig - i hvert fald udadtil - meget anonymt overfor komplimenter, men dybt i hendes hjerte, vakte det da en glæde. Hun lod det ene øre forblive i retning af ham, imens hun kortvarigt betragtede omgivelserne i sin søgen efter noget kendt; men som altid fandt hun ej noget hun kunne genkende.
Hun vendte blikket tilbage imod ham, da han bekræftede hendes mistanke. Han kendte ikke noget til dette land, og var endda lige selv ankommet - og dermed stod de i samme position. Hun trak ørerne kort, nærmest skuffet tilbage, inden hun dog lod et mere afslappet prust forlade hendes bryst. Hun kunne ikke ændre på det faktum, at hun var i et fremmed land, omgivet af mindst ligeså fremmede sjæle; så måske hun blot skulle prøve at være i det, frem for at søge efter udvejen.

,,Landet er ganske.. Lovende."

Sagde hun så. Og det var jo sandheden; for af hvad den grå hoppe havde set, så var landet rigt på både mad, vand og skønhed - noget, som i hendes eget hjemland havde været mangelfuldt. Men selvom dette fremmede land var smukt og et sted, hvor man kunne leve uden overlast - så var det bare ikke hendes hjem.

[12]

Lucifer fulgte opmærksomt hendes skiftende udtryk, det var tydeligt at hun ikke var sådan en der udbasunerede sine følelser til hvem som helst. Derimod virkede hun lettere indelukket, eller måske bare meget privat. Han lagde dog mærke til hendes nik og at hun holdt øret i hans retning og tog det som en positiv reaktion på hans ord. I så fald kunne han blive ved!

Hendes reaktion på hans svar var dog knap så positiv, hun virkede en smule skuffet - i hvert fald ikke tilfreds - med hans svar og han så undersøgende på hende. Var hun ked af at være her? Måske var hun endt her på samme måde som hans brødre? Uden selv at have haft noget at skulle have sagt? Det var svært for ham at forestille sig hvordan det ville føles men det var nok ikke rart. Det kunne selvfølgelig også være at der var en anden årsag han ikke kendte til eller kunne gætte sig til. "Ja, det er lovende... Men det lød som om du håbede på et andet svar? Hvis der er noget jeg kan gøre håber jeg du vil lade mig det vide." Et lille hop over i det mere galante frem for flirtende men det passede ligesom bedre over for denne hoppe og han havde aldrig været begrænset til kun en fremgangsmåde.

Den gyldne hingst var mere observant end den grå måske havde givet ham kredit for. Hun havde ikke gjort noget for at dæmpe hendes reaktion, men omvendt var hun ikke vant til at være i et selskab, som var så fintfølende overfor andres reaktioner, som denne Law var. I hendes hjemland var det almindeligt, at man skulle råbe højt - så at sige - for at blive hørt; men denne Law hørte selv en hvisken. Hun kneb sine øjne en smule sammen inden hun hævede sit hoved med den vante reserverede aura hængende over sig. Håbede hun på et andet svar? Ja så sandelig. Hun stod et øjeblik og overvejede dog, hvorvidt hun skulle svarer ham på dette spørgsmål eller ej - men efter en rum tid besluttede hun sig dog for at lade høfligheden sejre.

,,Der er intet du kan gøre Law, men ja, jeg håbede på et andet svar. Jeg valgte ikke selv at komme til dette.. Land, og jeg håbede på at du kunne fortælle mig en anden sandhed, end den jeg efterhånden er ved at indse er virkelig."

Sagde hun med de afmålte, men klare og feminine toner. Hun veg blikket bort fra ham og lod derpå sin krop sættes i bevægelse. Hun inviterede ham ikke direkte med, men hendes kropssprog signalerede også, at hun ikke ville afvise ham hvis han fortsat ville tilbyde sit selskab. Hun havde ikke en bestemt retning for sit indre øje, men hun ønskede at finde vand; for vand var noget af det vigtigste. Hvis hun vidste hvor det var, ville hun lettere kunne finde græs og læ i dets nærhed - og hvis ikke det var der, var det lettere at undvære end det klare og livsgivende vand.

[1]

Lucifer ventede tålmodigt på hendes svar og nikkede langsomt da han hørte det. Hendes situation virkede til at minde om hans brødres så han kunne på en måde forstå hendes følelser. Han forestillede sig i hvert fald at de mindede lidt om hans egne følelser da han pludselig stod tilbage uden fire af sine brødre, hvor forfærdeligt og på sin vis ensomt det havde været. Ah.. " Han tøvede imens han overvejede hvordan han skulle forsætte men inden han fik besluttet sig satte hun afsted.

I den sammenhæng var der ingen tøven - hun havde ikke direkte afvist ham og dermed havde han tænkt sig at gå med hende. "Mine brødre kom hertil på en lignende måde. Pludselig forsvandt de bare i et lysglimt..." han sukkede lavmælt "jeg fik lidt mere lov til at vælge selv, jeg kom først hertil da jeg havde ledt efter mine brødre i et stykke tid..." Selvom hun sagde der intet var han kunne gøre var der måske noget alligevel? "Jeg fandt vejen hertil efter lang tid... Det kan være din familie kan det samme? Og ellers, måske er der en vej ud hvis man leder længe nok?" Han havde ikke selv tænkt sig at bruge livet på at lede men måske hans brødre havde ledt siden de kom? "Hvis jeg hører noget vil jeg med glæde fortælle dig om det." Hvis hun da ønskede at høre det.

Sandet under Minerva's hove gav en diskret, knasende lyd fra sig hver gang hendes vægt forplantede sig ned i det levende underlag. Følelsen af at vandre i sandet var som sådan ikke ny for den gråspættede hoppe; for hun havde før vandret på stranden ved hendes hjemland - men aldrig havde hun vandret på en uendelig strand, en ørken. Hun brummede sagte og tillod et øre at vende sig imod den gyldne hingst, der ganske kort efter hun selv havde sat sin krop i bevægelse, nåede til hendes side.

Hun lyttede intenst til hans ord, der beskrev lidt den samme historie som hun havde hørt fra den prikkede Onyx. Der var åbenbart flere der var havnet i landet på samme måde, som hende selv - og nu hvor det var den tredje i rækken, som var kommet hertil efter mødet med et kraftigt lys, stod det efterhånden klart for Minerva, at dette 'land' ikke var et alle og enhver kom til. Det gjorde der derfor også usandsynligt, at hun ville kunne finde nogen hun kendte her - eller finde vejen hjem.

Hun reagerede ikke synderligt på de ord, som hingsten ved siden af hende udtalte. Hun troede ikke på, at hendes familie ville kunne finde vejen hertil, og hvis hun skulle være ærlig, ønskede hun det heller ikke. Hun ville hellere selv finde vejen hjem; for den flok - den familie - hun havde kendt, var stor og det var meget få hun egentlig ville gense. Hun vendte dog blikket imod ham, ved hans sidste ord og hun sendte et diskret og graciøst nik i hans retning.

,,Mange tak."

Sagde hun afmålt. Dog gjorde hun det klart med hendes kropssprog, at det faktisk betød noget for hende, at han ville hjælpe hende - også selvom han var en komplet fremmed for hende og omvendt.

[1]