Living Dead | Åben tråd

[1]

Det før så blanke, bløde skind var blevet mere groft og slidt at se på. Det var gråt af skidt og støv. Den lange hale var filtret og vindblæst. Som små guirlander hang der nøgne grene og flammefarvede, brunlige blade fast i de lange filtrede hårstrå. Hovene havde små revner og virkede uplejede og forsømte. Kroppen, der altid havde været slank, men stærk og senet, var blevet tynd og sølle at se på. Ingen muskler svulmede under skindet længere. Rygrad, hofter og skuldre stak ud som klippefremspring på hans krop. Men løftede man blikket og så ind i hans øjne, så ville man se at livet langtfra havde forladt ham. De gråblå øjne gnistrede som flintesten, fylde af vilje. Munden var drejet i en stædig grimasse, ansigtet fyldt med koncentration. Han skulle nok klare det.

Enigma havde efterhånden fundet sig til rette i dette nye land. Hun fandt det dog meget tomt og ensomt i og med hun stadig havde sit første møde med nogle til gode. Hun havde anet andre på lang afstand og blot observeret dem, før hun begav sig videre. Hun havde ikke følt for at tage en kontakt før hun havde taget temperaturet her i landet. Snart fik hun øje på en ny fremmed længere væk. Hun stoppede op og rynkede en anelse på mulen, inden hun studerede ham nærmere. Hm. Han så en anelse nusset ud og kunne da måske nok klare et par ekstra kilo. Dog valgte hun nu at tage kontakt til den fremmede.

Derpå lod hun et feminint vrinsk lyde, for at se om han nu om muligt kunne tænke sig selskab.

[2]

De sidste mange måneder havde været hårde. Det var ingen hemmelighed, og selv hvis han ville gemme det, så kunne han ikke, for tegnene var tydelige. Han var hærget, slidt og afpillet. Han havde haft et meget uheldigt år, ensomhed, sult, den ene ulykke efter den anden, for til sidst at være afspærret fra alt i et øde område, goldt og næringsfatting. Det var først aftenen forinden, at et voldsomt regnskyl havde sat gang i flere mudderskred i området, at han havde undsluppet sit fængsel. Var det gudernes straf for hans opførsel? Var det en grusom joke? Han blottede arrigt tænderne ved tanken. Hvem end der stod bag hans miserable tilstand, så skulle han nok give dem trefold igen! De skulle se sig over skulderen og sove med et øje åbent, for han ville kun blive stærkere! Han ville...

Et vrinsk rev ham brat ud af tankestrømmen og efterlod ham paf et øjeblik. Han havde ikke haft nogen som helst kontakt i hvad der synes at være årevis. Han stoppede omgående op og gjorde holdt med hovedet højt og stolt hævet. Selvom han ikke så så godt ud længere, sad det stadig i ham, og man kunne nemt se at han ikke var nogen underdanig vallak.

Han så straks en skikkelse i det fjerne. En hoppe? Vedkommende var i hvert fald slank og vrinsket lød aldeles feminint. En svag brummen formede sig i hans brystkasse, men han svarede ikke den fremmede hoppe. Det lignede ham ikke, men hans stemme var så svag og ubrugt, at han ikke kunne sige noget selvom han havde prøvet. Han slog bittert med halen og drejede nu blikket væk fra hoppen. Vand. Han måtte finde noget vand!

Enigma løftede hovedet en anelse og brummede let, mens hun lagde hovedet en anelse på sned. Hun trissede dog stille efter ham i hendes karakteristiske gangart som mest af alt mindede om pasgang. Hun holdt afstand fra ham, men ville dog alligevel sikre sig at han ikke faldt død rundt lige pludselig, for han lignede en der havde været igennem en hård tid. Derhjemme betød det at de fleste ville kradse af i det hårde bjerg miljø. Snart var hun tæt nok på til at kunne tale til ham uden hele øen ville kunne høre det og selvom der stadig var en sikker afstand i mellem de to valgte hun at tale.

" Er du ok? "

Lød det stille fra hende, mens hun igen lod blikket glide over hans krop. De mandelformede ører var vippet imødekommende fremad og hun sænkede halsen en anelse for at vise ham at hun ikke var nogen trussel overhovedet.

[1]

Han så det rindende, svalende vand for sit indre øje, han kunne lige frem smage det. Hans mund føltes som sandpapir, selvom han havde drukket det han kunne finde efter nattens regnskyl. Det var bare ikke nok. Han krop tørstede efter mere, ligesom den sultede efter føde - nærende, livgivende føde. Hans mave rumlede understregende ved tanken. Forbandet være hans held, tænkte han vredt, og udstødte et fortørnet fnys.

Han vendte blikket imod den fremmede hoppe, og så til sin overraskelse at hun var kommet valsende nærmere. Hendes gangart var spøjs, og han kunne ikke helt tage øjnene fra det. Hvad lavede hun dog? Selv i sin afpillede tilstand, kunne han ikke dæmpe sin skepsis overfor fremmede ting. Fiiint. Når nu hun var kommet herover alligevel. Han stoppede op og så misbilligende på hende. Hun var hvid, men skindet var spættet af brune pletter og plamager. Hun var ikke grim, men heller ikke køn. Han kunne ikke helt placere hende. Det blødte ham dog lidt op at hun var så mild. Han havde ikke energi til at opretholde sin vrisne mine. Han havde faktisk ikke rigtig energi til særlig meget. Han mærkede en truende sløvhed falde over ham.

"Nej," svarede han hende, kort for hovedet.

Hvad så det ud som? Var hun blind eller hvad? Han så på hende i et halvt sekund og drejede så hovedet imod det mest grønne sted han kunne se i området. Hans øjne fulgte jordens hældning. Dér. Derovre var der lavt, måske ville heldet endelig være med ham, måske ville der være en å eller en bæk... eller bare en regnpyt. Alt ville være bedre end denne raspende tørhed. Og hvor der var vand, var der mad! Hans øjne fik et lille lys i det grå flint, og han bevægede sig uden et ord imod den lille lavning forude.