A mission for the Wind - Enigma

Det havde ikke taget den lyse hoppe lang tid at beslutte sig for, at hun uden tvivl ville rejse til Zenobia og fuldføre sin mission fra Den Vise. Lige siden hun var kommet til landet og for første gang havde mødt Illana og Brego, vidste hun, at det var hendes største drøm en dag selv at kunne blive Vogter. Hun havde naturligvis aldrig så meget som turdet håbe på, at det ville kunne ske - men i Andromeda blev drømme til virkelighed, og mirakler kunne ske. Så her stod hun altså; på bredden til Zenobia, klar til forhåbentlig snart at blive Vogter.
Hun skulle finde en sjældent dyr; en fugl, som tøjlede selveste Vinden. Hun havde overhovedet ingen anelse om, hvordan denne fugl ville se ud, men den lød jo umiddelbart rimelig unik og magisk, så hun var nok ikke i tvivl, når hun så den. Spændt tog hun derfor en dyb indånding og så sig omkring i det sandede landskab, inden hun begyndte sin rejse ind i ørkenen.

Enigma var stadig ny i landet og havde derfor sat sig for at udforske hver en lille del af det. Hun havde nyfundet frihed efter hun ikke længere var sammen med flokken og det var nu op til hende at finde ud af hvem hun reelt var. Kunne hun lide friheden eller ville hun kvæles i den? Det lød måske underligt, men Enigma havde levede i ret kontrollerede rammer i alle hendes år, og spændingen ved at bryde ud af dem fra en tid til en anden havde været næsten som en rus for hende. Nu var hun helt fri og rusen var ebbet ud. Hun sukkede stille, rastløst og så sig nu omkring.
De grønne øjne synes at kunne ane noget tæt på hende, men det gik næste i et med det gyldne sand. For en stund stod hun blot stille for at iagtage hvad end det kunne være.

---

Hun bevægede sig længere og længere ind på øen, men syntes ikke, at hun kunne se andet end bare sand, sand og atter sand. Ingen speciel fugl, ja faktisk nærmest ingen fugle overhovedet, og der var heller ikke rigtigt nogen træer eller skovområder at spotte i nærheden... Hvor mon en fugl ville opholde sig på denne gudsforladte ø? Hvordan kunne nogen overhovedet leve her?!
Tsavani havde dog aldrig rigtigt brugt tid på at udforske denne ø, selvom hun efterhånden havde levet mange år i Andromeda, så derfor måtte hun indrømme, at hun nok var lidt fordomsfuld - der måtte jo være nogle levedygtige steder rundt omkring på øen, siden nogen heste og dyr foretrak at leve her. Men lige nu var det godt nok svært at forestille sig, hvor de skulle være henne...
Noget dukkede dog pludselig op i det fjerne og stod endelig i kontrast til alt det gyldne sand. Hun lyste op i et stort smil, da hun så, at det var en anden hest. Måske denne kunne hjælpe hende og fortælle, hvor sådan en magisk fugl kunne holde til! Hun vrinskede venligt og imødekommende mod den fremmede, inden hun satte frem mod denne i en blød og vuggende trav.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Enigma fik nu øje på hvad det var som hun havde kunne ane i mellem alt det gyldne. En gylden hoppe, som nu også havde fået øje på hende. En hilsen blev sendt mod hende og Enigma retunerede den og skridtede derpå den gyldne hoppe i møde. Mange hopper brød sig ikke om andre hoppers selskab i det de udgjorde konkurrence, men ligenu var der intet og konkurrere om, og desuden var Enigma ikke en af de hopper.
En blid brummen kom nu fra hoppen i det hun nu udsendte signal om at hun ikke var ude på ballade.

" Goddag, fremmede "

---

Hun smilede varmt, da den fremmede hoppe valgte at returnere hendes hilsen og nu begyndte at skridte hende i møde. Hun var altid glad for at møde nye sjæle og sagde aldrig nej til selskab. Hun skridtede derfor selv hoppen i møde med et imødekommende smil om den lyse mule.

Som hoppen kom nærmere hende, fik hun rigtig mulighed for at betragte hende - og wauw! Hun var virkelig en køn og speciel hoppe, som Tsavani aldrig havde set mage til før. Hun var overvejende hvid, men med små plamager af gråbrunt rundt omkring, og med en stor og fyldig gråbrun man og hale. Og så havde hun lige en lyserød mule og et par smukke, grønne øjne til at give det sidste personlige præg. Hun var meget unik og bestemt en fryd for øjet!

Hun stoppede nu op foran den fremmede og gengældte hendes blide brummen, mens hun atter sendte hoppen et venligt smil og vippede ørerne lyttende i hendes retning, da hoppens stemme lød. Hun var glad for at møde en hoppe, der ligeledes var venligsindet og absolut ikke en bitch, som andre hopper kunne være det. Tsavani havde selv været sådan engang, men hun var heldigvis kommet på rette spor.

,,Goddag fremmede. Mig en fornøjelse at møde dig. Mit navn er Tsavani. Hvad må jeg kalde dig?"

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

Enigma smilede indbydende til hoppen i det hun nu stoppede op foran hende med en rolig brummen. Hoppen var en skønhed, selv Enigma måtte indrømme det. Hun nikkede derfor roligt til hende og havde fortsat et smil på mulen.

” Tsavani. Du kan kalde mig Enigma og fornøjelsen er helt på min side ”

Enigma havde en blid syngende stemme og til trods for hun godt kunne være lidt af en bestemt dame, så var hun det sjældent sammen med andre hoppe, medmindre de selvfølgelig gav hende attitude. Denne gyldne hoppe virkede dog til at være mild og nede på jorden, ikke ligesom alle de andre hystader.

” Undskyld min nysgerrighed, men hvad bringer dig her til øen. Hvad jeg har set af den, er den bare gold og ikke særlig indbydende. Måske jeg tager fejl? ”

Den brogede hoppe havde altid været ligefrem, ikke at forveksle med grov. Hun havde et spørgsmål og hun stillede det, for måske den gyldne kendte til de små skjulte oaser på øen?

---

Hun vippede opmærksomt de gyldne ører i den fremmede hoppes retning, da hun besvarede hendes spørgsmål med en smuk, blid og syngende stemme. Hun smagte da lidt på hoppens navn, inden hun atter sendte hende et mildt smil.

,,Enigma. Sikke et smukt navn. Har det nogen særlig betydning?"

Hun lyttede da til hoppens næste ord og kunne ikke lade være med at le lidt. Det var fedt nok at møde en anden sjæl, der havde præcis de samme tanker om Zenobia, som hun selv havde. Hun sendte hoppen et sigende blik og smilede muntert.

,,Det skal du slet ikke undskylde, det er skam helt i orden. Jeg selv har præcis de samme tanker om denne ø som dig, så det er bestemt ikke et sted, jeg ville have lyst til at opholde mig på frivilligt. Men ser du, jeg er blevet sendt på en mission af Den Vise. Jeg skal finde en helt særlig fugl, som tøjler selveste vinden. Har du nogen som helst anelse om, hvor sådan en fugl kunne befinde sig henne på denne ø - eller er du lige så blank på det punkt, som jeg er?"

Hun lo let og klemte mildt øjnene sammen.

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

“ Ikke hvad jeg ved af “

Brummede hun nu venligt og sendte hoppen et roligt smil og så nu ud over den golde ø og vippede med ørerne, mens hun forsøgte at tænke over hvor man kunne finde sådan en fugl og hvem var Den Vise egentlig.

“ Den Vise? En fugl. Det lyder alt sammen vældigt interessant. Jeg tænker en fugl vel vil hvile sig i et træ. Så hvor der er vand måske? “

Foreslog hun så tænkende. Hun lyste op i et lille smil og så nu tilbage på hoppen. Det havde været længe siden hun havde været i andres selskab og det kunne jo være den gyldne hoppe unne blive et godt bekendtskab .

“ Hvis du mangler selskab på din søgen så vil jeg gerne med “

---

Hun nikkede let til hoppens svar om sit navn. Selv havde hendes eget heller ikke nogen særlig betydning, men hun havde før mødt sjæle, der havde navne med meget smukke og særlige betydninger, så hun plejede som regel at spørge ind til det af ren nysgerrighed, fordi hun fandt navnebetydninger meget fascinerende og selv ville ønske, at hendes navn betød et eller andet sejt.

Hoppen svarede hende nu, at både det med Den Vise og en fugl lød vældigt interessant, og at en fugl nok ville holde til et sted med træer og vand. Hun nikkede let. Det gav meget god mening. Til gengæld virkede det som om, at den spraglede hoppe ikke havde hørt om Den Vise før? Så var hun nok ny her i landet. Ih, hvor spændende! Tsavani elskede at møde nye sjæle og fortælle dem om sit elskede Andromeda, så hun glædede sig til at kunne sætte Enigma ind i tingene - hvis hun altså fortsat ønskede hendes selskab selvfølgelig.
Hun lyste op i et stort smil og kunne ikke lade være med at le mildt, da Enigma netop nu selv foreslog, at hun meget gerne ville med, hvis Tsavani manglede selskab på turen.

,,Hvor er jeg glad for, at du siger det - jeg skulle nemlig lige til at spørge dig om præcis det samme! Så ja, jeg vil rigtig gerne have selskab på min søgen - to hjerner tænker jo altid bedre end én!"

Hun smilede sigende til hoppen og sendte hende et blidt og venligt blik, inden hun da begyndte at skridte af sted i en tilfældig retning gennem det gyldne sand. Hun så tilbage mod Enigma med et sigende blik.

,,Så er spørgsmålet bare, hvor pokker man mon finder vand i dette golde landskab..."

---

They say that life is an open book,
turn the page and take another look.

You can't judge me by my cover. 

It's not what you see, 

but what you discover.

" Det glæder mig "

Brummede hun nu muntert til hoppens ord. Det var da fornøjeligt at den gyldne hoppe ligeledes havde tænkt i det baner og derfor kunne Enigma for nu ånde lettet op over at have bare lidt selskab. Enigma fulgte hende nu i hendes sædvanlige gangart. Den var ikke som hendes skridt, men en mere afslappet lunten af en art. Det havde gjort det nemmere for hendes forfædre at bevæge sig rundt oppe i bjergene i alle disse ord. Enigma var derfor også umådelig sikker på de ellers lange ben.

" Øen er heldigvis ikke stor, så mon ikke vi støder på det når nu vi krydser over "

Klukkede hun nu muntert, mens hun lod de grønne øjne glide rundt i det golde landskab. Ind i mellem kiggede hun også op hvis der nu skulle komme en fugl flyvende uden de opdagede det. En mild brummen lød fra hende og hun nød egentlig hendes selskab som det var lige nu. Selvom nogle hopper foretrak det modsatte køn. Enigma brugte som regel kun tid med det modsatte køn når hun ville have noget.

" Det kan være du kan fortælle mig lidt om det her land. Jeg har ikke været her så længe.. "

---

Hun smilede blidt og glad, da Enigma sagde, at det glædede hende. Hun var glad for at høre, at denne hoppe også ønskede hendes selskab, og hun følte sig helt energisk og fyldt op med glæde og liv ved tanken om en ny potientel veninde. Da Tsavani først var ankommet til Andromeda, havde hun faktisk ikke været særlig socialt anlagt - men det havde i dén grad ændret sig med tiden!
Hun lyttede til Enigmas ord om, at øen jo heldigvis ikke var så stor, og at de derfor nok skulle støde på noget vand, når de krydsede over den. Tsavani nikkede muntert. Det havde hun helt sikkert ret i!
Hun lyttede da til Enigmas spørgsmål og nikkede med et bredt smil om den lyserøde mule. Åhh ja, det kunne hun i hvert fald!

,,Landet her hedder Andromeda og er delt op i 5 øer. Den største ø med det store bjerg hedder Enophis. Den mellemstørste ø hedder Leventera. Og så er der de to små øer: Denner her hedder Zenobia, og den lille skovø hedder Chibale. Den sidste ø ude i horisonten med den store vulkan hedder Foehn. Det er generelt bedst at holde sig væk fra det sted. Det er her Skyggerne - de onde heste i Andromeda - holder til, og de bryder sig ikke om fremmede. Deres Herre sidder fanget nede i vulkanen, og de vil gøre alt, hvad de kan for at lokke dig i fordærv og overtale dig til at blive til én af dem, så de til sidst kan ofre dig til deres Herre i vulkanen for at styrke ham."

Hun holdt en lille pause for at sikre sig, at den spraglede Enigma var med, inden hun fortsatte.

,,Den Vise, som jeg snakkede om før, er ham der beskytter Andromeda mod Skyggerne og deres Herre. Han udvælger særlige heste med hjertet på rette sted og gør dem til Vogtere. Vogtere er heste, der beskytter landet mod Skyggerne og deres Herre, så de ikke får magten her i landet. Hvis deres Herre slipper fri, vil han nemlig regere landet med ondskab og fuldstændig smadre det dejlige land, vi har i dag. Så det er vigtigt, at han forbliver fanget nede i vulkanen - og dette kan vi kun sikre os mod ved at have disse magiske Vogtere, der kan sørge for at beskytte os mod det onde."

Hun smilede stolt ved sine næste ord og kunne næsten ikke styre sin glæde over dét, hun nu skulle til at fortælle. Hun håbede ikke, at det ville virke alt for pralende!

,,Det er derfor, jeg er hér nu. Den Vise har nemlig opsøgt mig, fordi han mener, at jeg er værdig nok til at blive en af hans Vogtere. Så han har sendt mig på denne mission for at finde Vindens Fugl, og hvis jeg er den udvalgte, vil den give mig en af sine fjer - og så bliver jeg Vindens Vogter."

(UNDSKYLD den lange smøre!  )

---

They say that life is an open book,
turn the page and take another look.

You can't judge me by my cover; 

It's not what you see, 

but what you discover.

Enigma lyttede interesseret til den gyldne hoppe, og hun vidste nu at hun havde været på Foehn. Hun nikkede derfor en anelse stumt og lod hende da tale færdigt. Det var lidt svært at finde rundt i historien, men Tsavani virkede oprigtigt ivrig og glad da hun fortalte og Enigma forstod essensen af det. Hun sendte nu Tsavani et smil.

” Det er mig en ære at gøre dig selskab på din misison, Tsavani. ”

Lød det så oprigtigt fra hende og hun puffede nu til hende, stadig med et smil på mulen. Hun lod et stille brum lyde inden hun nu kunne fortælle Tsavani om hendes oplevelse med Foehn.

” Jeg har været til Foehn. Jeg rendte en i to hingst. En gylden en og en yngre sort med mærkværdige blå aftegn. Jeg er måske lidt anderledes indrettet end de fleste i det her land, men jeg lod dem gøre det de nu ville i bytte for at komme uskadt derfra. Til mit held så kom der ikke noget ud af det. Så jeg ønsker ikke at træde der igen. De må være nogle af disse skygger. ”

Det havde været underligt, for Enigma havde egentlig ikke haft noget imod selve akten, men mere det at hun ikke havde haft ret meget af et valg. Hun rystede sig og sendte i stedet et smil til Tsavani for at signalere at hun ikke var berørt af det.

---

Det varmede hendes hjerte, at Enigma blot forholdt sig helt tavs og interesseret lyttede med til hendes fortælling, tilsyneladende også uden at miste interesseren. Hun vidste godt, at hun kunne have tendens til at tale lidt for meget nogle gange, specielt når emnet virkelig fangede hende - så det glædede hende at se, at det tilsyneladende ikke havde været for meget for den kønne Enigma.
Da Tsavani endelig havde afsluttet sine ord, sendte hun hende endda et smil og sagde, at det var hende en ære at gøre hende selskab på hendes mission. Tsavani sendte hende et taknemmeligt smil og så på hende med strålende øjne.

,,Mange tak skal du have, kæreste Enigma. Det er i sandhed også mig en ære at tage på denne mission i dit selskab."

Hun gengældte Enigmas smil, da hun let puffede til hende, inden hun da lyttede til de ord, Enigma nu fortalte om Foehn. Hendes udtryk ændrede sig mere og mere i løbet af historien og ændrede sig hurtigt fra varmt og strålende til chokeret og vredt. Hvad bildte de sig ind, de Skygger!!! Hvis ikke hun tog meget fejl, så tydede hun helt klart Enigmas ord som, at hun var blevet voldtaget af to hingste mod sin vilje. Hun rystede forarget på hovedet.

,,Hvor er det skrækkeligt! De er simpelthen så utrolige, de Skygger - tror at de kan tillade sig at gøre, hvad det passer dem, når det passer dem! Afskyeligt! Hvor er jeg glad for, at du slap uskadt derfra..."

Hun smilede mildt og så i stedet imponeret på den spraglede hoppe, der virkede helt upåvirket af situationen.

,,Jeg er fuld af beundring over, at du kan tale så åbent og upåvirket om det. Det må have været en skrækkelig oplevelse, og den ville nok have været meget traumatisk for langt de fleste hopper... Så du har min dybeste respekt for at kunne virke så sej og cool med det. Du må virkelig være modig og stærk."

Hun sendte Enigma et oprigtigt smil og puffede kærligt til hende.

---

They say that life is an open book,
turn the page and take another look.

You can't judge me by my cover. 

It's not what you see, 

but what you discover.

Hun sendte Enigma et oprigtigt smil og puffede kærligt til hende.

Enigma sendte den gyldne hoppe et varmt smil. Det havde svært ved at hidse hende op det de to hingste havde gjort. Hun var ikke typen der dvælede ved det som var sket, og eftersom der ikke var kommet noget dårligt ud af det i sidste ende så det var hvad det var. Hun bevarede derfor et beroligende smil til Tsavani som hun blidt puffede til for at fortælle hende at det var okay.

” Jeg er smigret, men jeg er hverken modig eller stærk. Men jeg føler at det er noget jeg kan lade ligge i fortiden. Jeg er uskadt og det er alt der betyder noget i sidste ende. ”

Hun løftede nu hovedet og tog en dyb indånding. Hun stoppede da op og brummede begejstret, inden hun så over på Tsavani for at se om hun havde lugtet det. Der var vand et sted. Enigma fortsatte dog i samme tempo.

” Jeg er opvokset i en relativ primitiv tilværelse hvor vi handler udelukkende på instinkt. Det er min opfattelse at det måske er anderledes her i landet? ”

Brummede hun så roligt med et lille smil. Tingene virkede til at være meget anderledes her i landet end hvor hun kom fra. Enigma havde opforstret hendes afkom med kærlighed, men havde aldrig behøvet hjælp fra faren.

---

Hun lyttede imponeret til Enigmas ord og smilede blidt. Det var et meget imponerende livssyn, som Enigma selvfølgelig havde ret i - det eneste, der betød noget i sidste ende, var jo trods alt, at hun var uskadt. Så måtte alt andet blive liggende i fortiden. Tsavani nikkede samstemmende med hovedet og smilede mildt. Det var jo rigtigt. Det var et imponerende livssyn, som flere nok kunne lære noget af.

Hun betragtede nu Enigma stoppe op, løfte hovedet og tage en dyb indånding, inden hun så på Tsavani og brummede begejstret. Tsavani løftede selv hovedet og snusede ud i luften, og ganske rigtigt; hun kunne lugte vand! Hun så begejstret på Enigma og slog ivrigt med hovedet, inden hun ligeledes bevægede sig fremad igen. De var tæt på nu! Ihh, hvor var det altså spændende!

Hun lyttede da til Enigmas sidste ord og så tænksomt på hende. Det var spændende at høre om andres kulturer på den måde. Hun nikkede let med hovedet; for ja, det var i sandhed en anderledes tankegang end den, hun selv havde.

,,Ja, det tror jeg, at du har ret i. Altså, det er selvfølgelig forskelligt fra hoppe til hoppe, hvad de foretrækker - og der er selvfølgelig også nogle hingste, som for eksempel de to, du mødte på Foehn, der bare vælger at springe på hvad som helst, som var det deres ret. Men ja, de fleste hopper, jeg kender her i landet, vælger én hingst som mage og får kun føl med ham; skabt ud af ren kærlighed i stedet for udelukkende instinkter."