A mission for the Wind - Enigma

Enigma brummede roligt og hun vippede ligeledes med ørerne, mens hun lod et smil glide over hendes læber da Tsavani så ud til at opfange lugten af vand. Hun lod blikket glide fremad og hun lyttede dog stadig opmærksomt til hendes ord og lod et lille grin lyde meget kort. Hun fandt det en anelse morsomt og hun kunne ikke lade være med at tro at det måtte da give anledning til uendeligt meget ensomhed hvis man levede som ene strejfer.

” Det er interessant. Men hvad hvis den ene hingst ikke er til stede? Så kan man vente i evigheder. Jeg har ikke elsket min datter og søn mindre selvom jeg ikke nærede nogen kærlighed til deres fædre. En har betaget mig og jeg drog med hans flok, men vores afkom så aldrig dagens lys. Det var kort tid efter jeg havnede her. ”

Lød det roligt fra hende. Hun lagde ikke meget i dette kærlighedsfænomen. Selv hvis hun fandt den eneste ene, så havde hun ikke tænkt sig at holde sig tilbage indtil den dag måske kom.

” De bedste forudsætninger for mit afkom er stærke gener. Hvad faderen ellers er for en er ikke vitterligt interessant. Hvad tænker du selv?”

Lød det så fra hende med et lille smil og det de nu rundede en forhøjning i den golde ørken. Vandet måtte være tæt på nu. Hun var dog nysgerrig efter at høre hvor den gyldne hoppe selv stod i forhold til at sætte liv i verden.

---

Hun lyttede nysgerrigt med til den fascinerende hoppes ord, og da Enigma nåede til det punkt med, at man kunne vente i evigheder, hvis den ene hingst ikke var til stede, sænkede hun bedrøvet blikket ned mod jorden. Sicarius... Hun havde selv været ude for lige netop dét. Hun havde troet, at hun havde fundet den eneste ene, og hun havde ventet på ham i evigheder, men nu var han væk - og der var efterhånden gået så længe, at hun var begyndt at acceptere det faktum, at det nok var for evigt. Hun lyttede færdigt til Enigmas ord, inden hun atter løftede blikket og sendte hoppen et medfølende smil.

,,Det gør mig ondt at høre med din seneste kærlighed og jeres ufødte afkom. Selv har jeg også lige mistet den hingst, som jeg troede skulle være min eneste ene. Jeg ville ønske, at jeg var lidt bedre til ikke bare at falde for én person - så havde det forhåbentlig gjort lidt mindre ondt at miste ham."

Hun smilede lettere muntert, for det var ikke hendes mening at have gjort denne samtale så deprimeret, og derfor prøvede hun at lette stemningen lidt igen ved at le mildt.
Hun lyttede da til Enigmas næste ord og spørgsmål og smilede varmt til hende.

,,Jeg beundrer virkelig din holdning til det og ville ønske, at jeg selv havde det på samme måde. Men desværre er jeg sådan indrettet, at jeg ikke rigtigt har den dér drift, der får mig til at fokusere på at møde nye hingste og få afkom. Så selv har jeg aldrig haft et føl før, og jeg har endnu kun mødt én hingst, som jeg har haft følelser for. Det er først nu, flere år efter, at jeg føler mig klar til måske at åbne op for at møde en ny hingst og - måske - få et føl eller to, hvis jeg finder den helt rigtige."

---

They say that life is an open book,
turn the page and take another look.

You can't judge me by my cover. 

It's not what you see, 

but what you discover.

Det var ikke ligefrem vished der var et karaktertræk for den lyse hoppe, men hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule vis. Tsavani lod til at suge hvert et ord til sig og det fik Enigma til at sende hende et forsigtigt smil. Hun synes det var en anelse akavet at den gyldne virkede undskyldende overfor Enigmas egne tab. Hun brummede dog roligt til hende da hun selv begyndte at fortælle lidt. Det var ikke fordi Enigma fandt stemningen deprimerende, for det var en del af livet, men de to hopper var vidt forskellige.

” Det er vel hvad man er vokset op til at tro. I vores miljø var der ikke plads til at være kræsen. De svageste ville dø i bjergene. Men det ville være løgn hvis jeg sagde at jeg ikke håbede på at kunne få et mere afslappet liv her, med lidt andre ansvarsområder, end blot at holde liv i gang. ”

Brummede hun roligt, og det forsigtige smil blev en anelse varmere.

” Den rigtige kan jo være det man har behov for lige i øjeblikket, men man ved det kun hvis man prøver ”

En lyd afbrød nu samtalen og Enigma skævede i retningen. Var det en fugl hun kunne ane?

---

Hun vippede opmærksomt med ørerne, mens hun atter lyttede til hoppens ord. Hendes historie fascinerede hende meget, fordi det var så anderledes fra det liv, hun selv havde levet. I hendes hjemland havde alt handlet om krig, og Tsavani selv havde været en del af fortropperne på lige fod med hingstene og havde derfor altid set sig selv som en af drengene. Så det dér med kærlighed og at stifte en familie var slet ikke noget, hun havde tænkt på før - i hvert fald ikke, før hun var kommet til Andromeda.
Hun nikkede til Enigmas ord og skulle lige til at svare hende, da et fugleskrig pludselig flækkede luften. Hun så straks op på et af de få træer, der befandt sig ude i ørkenen, og fik øje på den største fugl, hun nogensinde havde set. Den sad i toppen af træet og kiggede ned på dem med et truende blik. Men da den fik øje på Tsavani, baskede den kort op med sine blå vinger, inden den styrtede direkte ned imod dem. Hun gispede og forberedte sig på at blive angrebet, men der skete ikke andet, end at fuglen blot satte sig på hendes ryg. Hun stivnede og holdt vejret i spænding, mens fuglen plukkede en af sine fjer af og satte den i hendes man. Derefter fløj den atter op i luften og baskede med vingerne, så det dannede en lille hvirvelvind omkring den selv og de to hopper, inden den steg til vejrs og fløj væk. Tsavani stod blot måbende og stirrede på den forsvinde ud i det blå.

,,Woow..."

Det var noget af det vildeste, hun nogensinde havde oplevet! Hun drejede da hovedet og så på Enigma med et stort, muntert smil.

,,Nå, det var jo nemt nok!"

Hun kunne ikke lade være med at le mildt. Hun havde forestillet sig, at det ville blive meget sværere, at fuglen ikke ville lade hende komme i nærheden af sig, og at hun skulle jagte den rundt i timevis for at prøve at få fat i en af dens fjer... Men selvfølgelig blev det ikke nødvendigt. Den Vise var jo i ét med alt, så han kendte formegentlig denne fugl og havde allerede informeret den om, at hun ville komme.

---

They say that life is an open book,
turn the page and take another look.

You can't judge me by my cover. 

It's not what you see, 

but what you discover.

I Zenobias ørken vandrede to hopper side om side. Fælles havde de været i deres søgen på Vindes Fugl, som var bosat på Ørkenøen. På deres vej havde de to hopper lært om hinandens forskelligheder, fortid og nutid – og Den Vise, som i det skjulte havde været med dem, havde nydt at mærke hvordan deres venskab var blomstret. Det var én af de ting, som han værtsatte mest i dette land – nemlig at se og mærke hvordan relationer blev skabt på tværs af landets beboere.

De to hoppe havde fundet Vindens Fugl på Zenobia, og da den blåvingede, elegante skabning havde sanset Tsavani’s nærhed, havde den forladt sin rede og søgt ned for at hilse hende an. Med lethed var den landet på hendes ryg, for derefter at skænke hende en af dens værdigfulde fjer. Med nænsomhed havde den plukket fejren fra dens enorme vingefang og kilet den forsigtigt ind i hoppens flødefarvede, kraftige man. Den kærtegnede hendes brede ryg med sine skarpe klør – dog ville det ej føles som andet end en andens hests gnubben, for den gyldne Tsavani. Da Vindens Fugl forlod Tsavani og hendes selskab, strøg den til himmels med et kraftigt vingeslag, som lod vinden hvirvle omkring den – og med et var den væk. Dog var de to hopper ej alene.

Da vindens dans atter var faldet til ro, dukkede et skarpt lys nemlig op, dér hvor den blåvingede fugl var forsvundet fra. Først var det blot som et lysglimt i luften, men inden længe stod det klart, at Den Vise var kommet for at kærtegne dem.
Lysets stråler brød snart frem og rakte imod de to hopper, kærtegnede dem begge og berigede dem med deres varme og magiske energi. Og da Lysets rene stråler ramte den blå fjer, lyste den op og lettede fra den gyldne hoppes man. Derpå gik den i opløsning – den blå fjer blev til tusinde, glimtende blå partikler, som faldt imod den gyldne Tsavani. Da de ramte hendes skulder, lagde de sig i et sirligt mønster, som gik i ét med hendes pels. I samme omgang skænkede Lysets stråler den blå hoppe to ringe om hvert forben, som symboliserede Vindens energi – en energi, som hun nu bar, takket være den fjer, som var blevet hende skænket. Forvandlingen var blid, men imens den stod på, hvirvlede vinden omkring den store, majestætiske hoppe – og først da magien havde forenet sig med hendes egen energi, aftog vinden.

Derpå lød den mægtige stemme, hvis røst kunne runge igennem hele landet; dog var det kun Tsavani og hendes følgesvend Enigma, som kunne høre ham.

,,Tsavani, vindens hoppe – jeg hilser dig. Du har udført din mission, og Vindens Fugl har skænket dig dens gave. Tsavani, Vindens Vogter, jeg byder dig velkommen som beskytter af Andromeda, og håber din færd i landet vil give både dig og de sjæle du møder glæde. Den magi du bærer, stammer fra en oldgammel kilde, som kun Vindens Fugl hidtil har kunnet tøjle. Du og fuglen er nu ét, og altid vil du kunne hidkalde den, hvis du er i problemer. Vogt den dog med varsomhed, for hvis Skyggerne ødelægger hendes vinger, vil hendes magi blive ødelagt. Dog vil jeg guide dig i den fremtidige færd, kære Tsavni, og jeg er sikker på at fin fremtid vil bringe dig megen glæde.”

Stilheden sænkede sig et øjeblik over de to hopper, imens Lysets stråler langsomt trak sig fra dem; og Zenobias varme krøb på ny nærmere. Dog, inden lyset trak sig helt, henvendte Lysets mægtige stemme sig nu direkte til Enigma.

,,Jeg takker dig, Enigma, for at have ledsaget Tsavani i hendes søgen. Jeg håber vi atter mødes engang i fremtiden.”

Derpå forsvandt Lyset helt og efterlod de to hopper alene tilbage. Tsavani stod nu ej som bare Tsavani, men som Vindens Vogter – og med en fremtid foran sig, som ville bringe hende både magi, udfordringer, farer og glæder.

[Tsavani kan nu læse om hendes evner på hovedsiden. Hun vil fremover have mulighed for at hidkalde Vindens Fugl, som er hendes kilde til magi. Fuglen er en hunkønnet fugl, som er i familie med en Fønix fugl, og hendes blå vingefang kan tøjle selveste vinden. Tsavani er fri til at vælge et navn til hendes nye ledsager, såfremt hun ønsker dette.]