Brother, My brother (Lucifer)

3

Så mange dage og stadig intet nyt. Ingen vej hjem endnu. Det begyndte at se ud som en hårdere opgave end først beregnet, men som den ældste, kunne han simpelthen ikke give op! Det var hans ansvar at sørge for de alle 4 kom hjem igen. 
Onyx var søgt tilbage mod det sted de havde slået sig ned og gjort til deres base, med bjergene i ryggen og skovene foran. Han håbede på at kunne træffe sine brødre der eller om ikke andet kunne kalde dem til sig for at give en update på hele situationen. De skulle i hvert fald vide han ikke havde glemt dem. En lille del af ham håbede ikke Athal havde fundet vejen hjem, for han ønskede jo selv at være den der fandt vejen - ønskede at være den der bragte dem alle sikkert hjem, men han var på samme tid også kommet frem til den konklusion at det var umuligt at undersøge så stort et område alene. For stort var det, det havde han set.

Lucifer

Lucifer rystede sig let, han følte sig stadig en smule våd efter at have svømmet tilbage til den mere frodige ø fra ørkenøen. Det var ikke en tur han havde tænkt sig at gøre jævnligt, det var langt og hårdt og saltvand gjorde ikke ligefrem underværker i hans pels. Til gengæld kunne han meget bedre lide denne ø en ørkenøen, den var for.. Ensformig og tør.

Da han ikke vidste hvor han ellers skulle gå hen prøvede han at finde tilbage til det sted han originalt var landet selvom det ikke var så nemt som han havde håbet. Det var allerede nogle dage siden og han havde kun været der en gang i meget kort tid men han kunne lige så godt prøve. Og hvis nu endte et andet spændende sted var det jo heller ikke så dårligt. Med spændende mente han dog ikke at træde ud mellem nogle træer og få øje på sin ældste storebror. Øjeblikkeligt stivnede han og stirrede på ham imens de blandede følelser igen vældede op i ham. På den ene side var han enormt glad for at se sin bror igen, noget velkendt i dette fremmede land, men samtidig simrede vreden over at han og resten af flokken var blevet forladt lige under hans hud.

4

Athal var der ikke. Chetan og Corvo lod heller ikke til at kunne spottes. Han besluttede sig alligevel for lige at gennemsøge området, for det kunne jo være de var lige i nærheden – eller at andre var lige i nærheden. Alt lod dog til at være fuldkommen fredeligt. Onyx kunne alligevel fornemme noget. Som om nogen holdt øje med ham. Han måtte spejde rundt, for det kunne jo være en af brødrene. Bare ikke Athal. Han håbede ikke på Athal, for han gad ikke tage kampen op med ham igen nu.

Dér! En skikkelse der ikke var fremmed, men heller ikke de brødre han havde ledt efter. Den var lige der…. Men det kunne jo ikke passe? Det lignede umiskendeligt meget Lucifer, men han burde jo være i flokken. Havde han ved et uheld fundet vejen tilbage uden de andre!? Nej. Det havde han ikke. Det blev i hvert fald helt sikkert da han kastede et blik rundt og så nøjagtigt de samme bjerge og nøjagtigt de samme træer som da han havde åbnet øjnene efter det skarpe lys. Han måtte være sikker, og derfor slog han frem i trav for at nærme sig denne skikkelse der lignede så meget hans bror. Jo tættere på han kom, jo tydeligere blev det også at det var hans bror.

”Lucifer!”

Lucifer stod som stivnet og stirrede. Det var som om alle tanker havde forladt hans hoved og han ikke kunne andet end stirre blank på Onyx som han kom nærmere. Hvad i alverden skulle han dog sige til ham? Bebrejde ham for at have 'rejst'? Han vidste jo egentlig godt at det ikke var med vilje at de havde forladt flokken, det så i hvert fald ikke sådan ud, men det havde såret ham alligevel og efterladt ham i en position han alle ville alle skulle have haft. Desuden, han var vant til at de klarede tingene. Han følte sig næsten som et føl der havde skullet stå overfor at dets forældre slet ikke var så gode og dygtige som det troede.

Først da Onyx sagde hans navn var det som om han vågnede igen og han blinkede langsomt. "Onyx..." Han burde sige noget mere, men hvad? Bare smide følelserne i hovedet på Onyx? Måske starte lidt mere blidt? "Længe siden..." Han var ved at samle sig sammen igen men så stadig en smulig omtumlet ud på grund af forvirringen i hans tanker. Det kunne godt være at han havde ledt efter sine brødre, og deriblandt Onyx, men han havde ikke regnet med bare sådan at støde ind i ham uden advarsel eller forberedelse.

6

Selvom Onyx følte en smule glæde indvendigt, var der en anden følelse der overskyggede den. Frustration. Hvis Lucifer var her, hvem af de andre søskende tog sig så af flokken? Hvem kunne tage sig ordentligt af flokken? Det var en mere han skulle holde øje med i dette besynderlige land, som andre kaldte Andromeda. En mere han skulle holde øje med, mens han ledte efter en vej hjem.

”Hvad laver du her?”

Onyx svarede ikke på hans brors ’længe siden’, for Onyx havde ikke selv bidt specielt meget mærke i tiden. Det var som om den fungerede en smule anderledes i dette….. Andromeda…. Onyx gjorde holdt nogle meter fra sin bror og spejdede rundt efter de andre endnu en gang. Var der flere der var kommet med Lucifer, ligesom Corvo, Chetan og Athal var kommet med ham?

”Hvem passer på flokken når du er her?”

Et øjeblik stirrede Lucifer bare på Onyx, 'hvad laver du her?', var det virkelig det første han ville sige når han mødte sin bror igen efter så lang tid? Han åbnede munden for at svare men der kom ingen lyd ud da han egentlig ikke vidste hvad han skulle sige. På en måde var han lidt skuffet men måske han burde have forventet det svar? Hans næste spørgsmål fik dog afklaret Lucifers tanker. Så typisk! Selvfølgelig tænkte Onyx bare på flokken i stedet for sin bror. Kunne han ikke for en gangs skyld fokusere på Lucifer først?!?

Hans ansigtsudtryk ændrede sig hastigt fra forivrring til irritation og han fnøs lavmælt "Hvad jeg laver her?? NOGEN forlod os! Efterlod mig til at tage sig af flokken selvom du udemærket godt ved at jeg aldrig har villet have det ansvar! Dig og Athal! Flokken var ved at falde sammen og I skred! Og dit første spørgsmål er hvad jeg laver her? Ikke hvordan jeg har det?" Et øjeblik stirrede han bare vredt imens han hev efter vejret, det kom hårdere ud end han måske følte det men frygten fra da han så dem forsvinde, stressen over at skulle styre flokken og den hårde tid hvor han ledte efter dem samlede sig og væltede ud som vrede mod Onyx. "Hvis du er så bekymret for flokken skulle du nok have tænkt på det noget før.!"

3

”Lucifer!”

Onyx hævede stemmen og med en form for autorite, for at få ham til at holde mund. Det kunne måske minde om samme tone, hans far havde brugt dengang han var lille, hvis han ikke havde hørt efter og han skulle have at vide han skulle lytte. Samme tone der også var blevet brugt, når de skulle irettesættes.

”Flokkens sikkerhed kommer først!”

Selvfølgelig var han ikke ligeglad med hvordan han havde det, men han var altså bare ikke den vigtigste lige nu. Flokken var. Onyx ører blev trykket ned mod nakken og han måtte rette sig op.

”Det er bestemt heller ikke med min gode vilje jeg er her! Jeg har siden jeg havnede her forsøgt at finde en vej tilbage, og det samme har Athal. Dit ansvar kommer før dine følelser, Lucifer. Så opfør dig efter det”

Hans sidste kommentar kostede et snap i retningen af Lucifer. Onyx var ikke en der tabte besindelsen særlig ofte, men han ville ikke finde sig i sin brors flip. For ja, han ønskede at vide hvem der havde ansvaret for flokken for at vide, hvor meget han skulle bekymre sig indtil de havde fundet vejen hjem og Lucifer burde have taget ansvaret til sig. Selvfølgelig havde det ikke været planen for nogle af dem at havne i dette besynderlige område, men Lucifer var stadig hos flokken og burde have ventet på dem der!

Et øjeblik virkede Onyx' tone og Lucifer klappede tænderne sammen og stirrede vredt på ham uden at sige noget i stedet for at fortsætte sit vredesudbrud. Selvfølgelig kom flokkens sikkerhed først, altid flokkens sikkerhed! Som om nogen af dem nogensinde havde syntes at han var den bedste til at passe på flokken. Selv hvis Athal og Onyx begge var forsvundet var det nok ikke Lucifer der havde fået posten som leder, det passede bare ikke til ham.

Han sydede så meget af vrede at han i dette øjeblik ikke engang kunne tage ind at Onyx faktisk havde forsøgt at komme tilbage, de andre ting fyldte bare for meget til at det kunne berolige ham og derfor ignorerede han det fuldstændig indtil videre. Da Onyx snappede i Lucifers retning trak han sig sidelæns væk - det kunne godt være at de var omtrent lige store nu men han var vant til at Onyx var størst og havde højest rang så han undveg helt automatisk uden at tænke over det og i stedet for at snappe igen efter Onyx snappede han vredt ud i luften væk fra Onyx. "I ville jo alligevel aldrig have valgt mig til at tage flokken! Du burde være lykkelig for at jeg opgav lederposten og lod en anden tage den! Så er det måske en der gider følge alle jeres regler og planer!" Han fnøs vredt og så væk "Jeg har aldrig villet have det ansvar og jeg accepterer det ikke!"

4

”Lucifer! Hold mund og lyt godt efter! Det har ikke en skid at gøre med hvem vi ville have valgt eller ej. Det er ikke mig der burde være lykkelig over du opgav posten heller. DU var ved flokken så DU burde have taget dig af den – uanseet vores ønsker eller ej. Har du overhovedet ingen respekt for hvad vores forældre stod for og har bygget op for vores skyld? Jeg er skuffet over dig, Lucifer”

Onyx fnøs. Det havde bestemt ikke noget som helst at gøre med hvem der ønskede hvad, men hvad der burde gøres, og hans bror havde i den grad både skuffet Onyx og svigtet deres afdøde forældre. Der var ikke nogen større vanære, hvis man spurgte Onyx. Han kunne umuligt gøre det værre for sig selv. Onyx tog en dyb indånding og sukkede tungt. Han havde ingen intentioner om at hidse sig op som sin bror. Han fortsatte derfor i en rolig, men stadig skarp tone.

”Du kan ikke flirte dig gennem livet, Lucifer, og regne med alle andre er dem der tager ansvaret for dig, for det gør de ikke. Bliv dog voksen og tag noget ansvar selv. Du er egoistisk helt ad helvedet til når du bare kaster dine pligter væk på den måde. Men nu kan du hjælpe med at finde en vej hjem. Jeg har ikke mere at sige til dig før du finder din fornuft”

Han kastede et sidste blik på sin bror og sluttede det af med en hovedrysten inden han trådte fremad og forbi. Han havde vitterligt ikke tænkt sig at stå og høre på sin brors ynkelige hyleri om hvor uretfærdig verdenen var, fordi han ikke længere kunne flirte rundt med gud og hver mand. Det var hans tid for dyrbar til. Derfor slog han også et svirp med halen og slog fremad i trav for at efterlade sin bror.

Lucifer dirrede af vrede og frustration, det var ligesom at få skældud af sine forældre at stå her og skulle høre på Onyx skælde ham ud på den måde selvom de begge var voksne! "Jeg har mere respekt for det vores forældre byggede op end de havde for mine valg i livet. Det betyder ikke at jeg pludselig bliver en anden fordi tingene ændrer sig! Jeg var ikke den eneste bror der blev tilbage men du mener måske ikke en af dem kunne tage over? Det skulle være MIG? Den mindst egnede?" Han syntes egentlig han havde gjort det godt i den periode han havde ledt flokken efter hans brødre forsvandt men der var andre af deres brødre tilbage og flere af dem var mere villige til at lede en flok end Lucifer nogensinde ville være så da han besluttede sig for at finde de forsvundne overlod han flokken til dem og tog afsted.

Han fnøs vredt og himlede med øjnene, selvfølgelig var Lucifer egoistisk og uansvarlig. Det var han vant til at høre! Og det kom heller ikke som en overraskelse at Onyx nu begyndte at fortælle ham hvad han skulle gøre. Til gengæld generede det ham voldsomt at Onyx valgte bare at forlade samtalen på den måde! "NOGEN måtte forsøge at finde jer, vi vidste jo ikke hvor I var henne! Og ingen af de andre ville!" det sidste blev råbt efter Onyx så han var sikker på at han kunne høre det - der var nemlig ingen chance for at han ville følge efter ham!

Find selv hjem!" mumlede han irriteret imens han selv vendte rundt og begyndte at gå væk derfra.