The lady and the not-so-gentleman (Rasbell)

11

Selvom det ikke var helt nat og mørket kun så småt var begyndt at lægge sig over Andromeda, var det alligevel ved at være for mørkt til at se ret meget på den halvdøde ø. Skyerne hang over øen og det mørke underlag af vulkansten, der gjorde det næsten umuligt for noget som helst at gro, fik ikke ligefrem øen til at lyse op af liv. Ikke at det generede Azazael som sådan, men det blev da en kende kedeligt at vandre rundt alene i mørket. Og dog. Han havde stemmerne i sit hoved til at snakke med, men han kunne jo ikke konversere med dem hele tiden. Engang imellem havde de brug for noget nyt at snakke om. 

Azazael havde allerede en idé eller to om hvad han skulle foretage sig. Først og fremmest var han nødt til at blive stærkere, men den slags skete ikke bare hen over en enkelt dag eller nat. Nej. Det tog tid og det behagede ikke den højst-utålmodige hingst. Noget helt andet var hans søster. Han vidste han måtte finde hende og være helt sikker på der ikke skete noget. Især efter hans babysitters lille fortælling. Det kunne mest af alt godt lyde som en eller anden skræmmende godnathistorie, men det havde lydt meget mere alvorligt end som sådan. 

De lysende blå øjne spejdede hen over det døde landskab. Der var ikke så forfærdelig meget ændret siden han sidst havde kigget, men man vidste aldrig hvilken morskab der kunne dukke op lige rundt og hjørnet og selskab var mere end velkomment.

@rasbell

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den askefødte gik i den tidlige nat igennem Fohen mørke underlag. Omkring de grålige ben hvirvlede en mørk sky, og sorte samt grå striber klistrede til den hvide man og hale, og syntes aldrig helt at ville forlade hende. Selvom hun længe havde vandret i Chibales dybe skove, var intet sted som hjem og Rasbell havde fundet vej tilbage til Fohens sorte enge. Hendes tanker var i denne nat larmende, hendes sind ubeslutsomt og hendes drømme pludselig fordoblet. Chibale havde vist Rasbell en ny verden af muligheder, og hendes tanker og ideer var blevet noget så udfordret af en ganske speciel sjæl. Hvoraf hendes liv altid havde været planlagt fra starten, følte askehoppen nu hende hjertes tråde blive knudrede, og intet var lige så enkelt som det kunne have været. Men fortrød hun det? Hoppens stormblå blik glimtede i det vage lys med en mine der talte for sig selv. Nej, aldrig. Hun havde altid kastet sig hovedkulds ud i livets udfordringer... dette var blot et ud af mange valg, og hun var taknemmelig for at have det.

Hoppens grålige krop bevægede sig hastigt over engene, imens blikket opmærksomt afsøgte området. Fohen forekom ofte gold og øde, men det var kun sådan så længe man ikke ledte. Fordi skjult imellem mørke og aske, vandrede Foehens mange bekendte, oftest svoret til mørket fra starten af deres liv. Dem som ikke havde set andet end lys, ville aldrig se det. Men Rasbell havde brugt sine første år på denne mørke ø, og kunne i farten skimte noget der ikke var en del af det almindelige billede... og hun stoppede op. Blå øjne stirrede opmærksomt og nysgerrigt frem for sig, på en næsten usynlig sort skikkelse længere fremme. Kun næsten, fordi blåt lys glødede sagte om hans ansigt.

En skyggefødt... hoppen genkendte sine egne, omend hun ikke kendte dem alle. Fordi denne var ny, og måtte være kommet under hendes udflugt på skovøen. Opmærksomt vejrede hendes næsebor, førhen en dyb brummen prøvede at fange den andens opmærksomhed. Om hendes mule hvilede et smil, i hendes øjne gnistrede en livlig og dog urovækkende storm, idet askehoppen tog et nysgerrigt skridt imod den fremmede.

Møder kunne udvikle sig på mange måder, syntes natten at nynne for hende.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

29

En lyd fangede Azazaels opmærksomhed. En lyd der kom fra en anden sjæl. Han standsede og blev stående for at iagttage den knap synlige skikkelse. Havde det ikke været for den lyse man og hale – og de hvide aftegn, havde han nok ikke lagt mærke til hende. Ørerne blev nysgerrigt spidset i hendes retning. Azazael kneb øjnene sammen et par sekunder og fandt et smil frem. Et lusket smil der kun var for ham selv. Stemmerne var skyld i hans smil. Stemmerne der gav ham ”gode” idéer. De var altid så opfindsomme, og hans tid med hans babysitter havde bestemt heller ikke efterladt ham fuldkommen fantasi løs heller.

Azazael slog frem i en trav mod skikkelsen, som mindede ham mere og mere om en hoppe som han nærmede sig. Duften var ikke en han genkendte, men det kunne også kun være til hans fordel. Det var ikke mange han var stødt ind i, der ønskede at stå ansigt til ansigt med ham endnu en gang. Den eneste sindssyge nok til at melde sig frivilligt, var hans søster. Selv hans babysitter mistænkte han engang imellem for kun at holde øje med ham fordi han var mere bange for Ava end ham selv.

Det der engang havde været et forsigtigt lille hingsteføl, var blevet til en ganske nydelig unghingst at se på. Den forsigtighed der havde gjort han oftest havde holdt sig bag i skjul bag sin søster, var blevet skiftet ud med en mere opsøgende natur, og hvor han før gemte sig væk, viste han sig i stedet mere frem nu.

En hilsende hingstet brummen blev sendt i retningen af hoppen som han kom nærmere og til sidst kunne betragte hende ordentligt uden at skulle gætte sig til noget som helst. Der var ingen tvivl om han var ganske interesseret i hendes selskab, og selv hvis hun ikke skulle ønske sig hans selskab, ville hun få det alligevel.

”Hvem har vi så her?”