Actions & Consequences (Illana)

Illana lod sine ravfarvede øjne hvile imod den brogede sjæl, imens hun lyttede til hans ord. Smilet, som længe havde siddet omkring hendes grå mule, bredte sig lidt igen ved hans ord om, at flokken ej ville være ubeskyttet, hvis han blev tilbage, om end han ikke var sikker på at han kunne beskytte dem alene. Illana rakte let ud efter ham, for at puffe imod hans lidt bredere mule.

,,Endnu ved jeg ej, om nogen følger mig til Foehn, og i så fald hvem. Men jeg kunne forestille mig, at du ikke ville være den eneste tilbage, som kan beskytte de svage i flokken; og de, som besidder fysisk styrke, er jeg sikker på også ønsker at hjælpe så godt de kan. Vi finder en løsning, som er bedst for alle, og så henter vi hoppeføllet hjem når tiden er rigtig."

Hendes ord var både henvendt til den brogede sjæl, som efterhånden stod Illana ganske nær; men det var også en form for bekræftelse overfor hende selv. Illanas mod var ikke det største, men alligevel stod hun fast når først hun havde lovet sig selv - eller andre noget. Og hun havde lovet Silvara, at hun ville hente den sølvfarvedes datter.

Brêgo's næste ord hev Illana lidt ud af sine tanker og et nærmest overrasket blik hvilede imod den brogede - et overrasket blik, som også rummede en form for glæde og stolthed. Illana havde altid ønsket sig at være mor, og det tætteste hun var kommet på det, var hendes tid med Euphoria. Den unge grå havde dog været ældre, end Brêgos datter var nu, og Illana havde derfor ikke meget erfaring med at vejlede en ung sjæl - men den ære, som Brêgo tilbød hende, var ikke en hun ville sige nej til.

,,Det vil være mig en glæde og ære, kære Brêgo. Jeg ved ej meget om moderskabet, men jeg vil gøre hvad jeg kan for din datter, så længe du ønsker det."
[29]

44

Det tog lidt tid for Brêgo at oversætte Illanas ord, for han var ikke selv oplært i den formelle tale. Han måtte altid bruge lidt tid på at udskifte og flytte rundt på ord. Desværre var der mange i landet der brugte den talemåde og på trods af det, havde Brêgo endnu ikke lært det udenad. Det var også en af grundende til han ikke var meget for, når andre kaldte ham De og Dem i stedet for du og dig. Han havde aldrig fået lov til at blive sat ind i reglerne fra sit gamle hjem, for han var bunden af bunden i rangen. Den første til at blive ofret, hvis nogen skulle vælges fra og han havde ikke fået lov til at være en del af fællesskabet på nogen måde. Han nøjedes derfor i stedet med at smil som et svar på hendes kommentar. For ja, der skulle sikkert nok være andre, der blev tilbage, så ikke alle vogtere var udsat for fare på samme tid. Det ville være ret skidt, hvis alle røg i en fælde og diverse magiske ting blev stjålet af skyggerne.

”Det er heller ikke så meget moderskab som lidt hoppelig-guiding, som en mor ellers ville give. Det bedste ville nok være at hun kunne ses sin mor under opsyn på neutral grund engang imellem.”

Illana tippede hovedet lidt på skrå imens hun lyttede til den brogede hingst. Hun nikkede derpå, inden hun skævede imod den lille, spættede hoppe - et unikt og uskyldigt liv, som blot havde startet sin vandring i dette land. Illana betragtede hende ganske kort, inden hun vendte blikket tilbage på Brêgo.

,,Jeg vil gøre hvad jeg kan for at guide hende, når hun har bug for det. Det lover jeg dig."

Et kærligt puf blev atter sendt i retning af den brogede sjæl, og kort efter begyndte Lyset i Illanas halskæde at skinne endnu kraftigere end det hidtil havde gjort. Det mærkede den brogedes energi, hans magi, og reagerede ved at danse endnu mere i krystallen end før. Illana lod en dæmpet latter forlade hendes bryst, inden hun mødte hingstens blik igen.

,,Ingen skal holdes fra sine forældre mod deres vilje, og jeg synes det lyder som en fornuftig idé at lade dem ses på neutral grund."

Anerkendte den gyldne hoppe med et eftertænksomt blik. Skyggehoppe eller ej, så havde Mazikeen en mor, som højest sandsynligt også nærede stærke følelser for den lille sjæl. Illana kunne i hvert fald ikke forestille sig andet - og Illana vidste også, at langt de fleste Skyggeheste stadig havde store dele af 'dem selv' med sig. Dele, som Skyggerne ikke besad og kontrollerede. Hun vendte derpå blikket imod Mazikeen igen og tillod sig nu at række den grå mule en anelse imod den lille sjæl - inviterende, tilbydende. Spørgsmålet var bare, om det lille føl ville acceptere den gyldne hoppes nærhed og guidning i hendes liv?

[31]

61

”Tak. Det er alt jeg behøver”

Brêgo sendte veninden et smil. Der var ikke ret mange andre han turde betro det ansvar. Ikke engang hans datters egen mor. Han var bange for ikke at få hende at se igen, hvis han tillod skyggen at tage hende med tilbage til Foehn. Han var ikke sikker på hun ville indgå nogen form for aftale og overholde den, hvis han lod hende tage deres datter med hjem.

”Jeg har tænkt mig at opsøge hendes mor og forsøge at lave en aftale. Men jeg kan ikke tage hende med. Jeg ønsker ikke at risikere at miste hende på den tur. Ikke før der er lavet en aftale i hvert fald. Kan jeg få dig til at holde øje med hende imens?”

Han kunne heller ikke vide om den hvide skygge ville have andre i nærheden, der kunne tage sig af ham mens hun stjal pigen tilbage. Nej. Han følte det var mere sikkert at komme uden Mazikeen til at starte med, for hun ville vel næppe gøre det af med ham uden at vide hvordan hun kunne få føllet tilbage.

Illana smilede bredt ved Brêgo's tak, og hun responderede ved at ikke graciøst imod ham. Brêgo var en særlig hingst, som betød noget ganske særligt for den gyldne hoppe, og altid ville hun gøre hvad hun kunne for at hjælp ham. Hun flyttede mulen imod imod den brogede på ny for at stryge ham ved skulderen, og da hun rørte ham blussede Lyset i krystallen op på ny. Det nød virkelig at være i nærheden af den brogede, og nød at forene sig med den magi og energi, som han bar. Illana smilede bredt, inden hun løftede hovedet lidt, så mulen ikke længere hvilede imod hans mule og lod derpå sine øjne søge imod hans - hun stod et øjeblik tavst og lyttede til hans ord. Da han var færdig med at snakke, nikkede hun derefter bekræftende; for ja, hun ville meget gerne holde øje med den lille sjæl. Illana trådte et lille skridt frem, og vendte sig derpå så hun havde fronten imod den brogede Brêgo.

,,Jeg håber at I kan finde en fornuftig løsning, som tilgodeser jeres fælles datter. Jeg vil beskytte hende mens du er væk, kære Brêgo - jeg vil ikke lade hende ude af syne. Hun er sikker i flokken, det lover jeg."

Hun lagde hovedet let på skrå og smilet, som længe havde prydet hendes mule, ændrede sig lidt og fik en mere varm og mild karakter. Dette nåede helt op til hendes ravfarvede øjne, som betragtede ham med en form for medfølelse. Hun håbede inderligt, at han kunne blive enig med Skyggehoppen, som var moder til Mazikeen om at give deres datter den bedste fremtid i landet - og give hende en fremtid, hvor hun ville vokse op og blive fri til selv at vælge hvilken sti i landet hun ville betræde.

[2]

10

”Hun er lidt…… Anderledes….. End de andre unge sjæle fra flokken. Jeg har før haft nogle af dem på slæb, men Mazikeen….. Jeg ved det ikke. Hun render ikke rundt og leger og hun siger ikke noget….”

Brêgo selv havde ikke nogen logisk forklaring på den opførsel fra hans datter. Måske var det noget han var skyld i? Måske var det bare sådan hun var, fordi hun kom fra et andet sted end Teylar. Det var jo første gang han havde oplevet et af føllene fra Foehn. Måske var de bare ikke lige få fyldt med glæde og leg som andre?

”Men måske vil hun snakke med dig? Måske ser hun bare mig som værende farlig? Det var trods alt mig der hentede hende væk fra hendes mor……”

Plus han ikke var en hoppe. Måske var der et eller andet med hopper og moderinstinkter og den slags. Noget han aldrig selv rigtig ville forstå. Måske ville Illana have langt mere held med Mazikeen end han selv havde haft indtil videre. Han kunne jo kun håbe, for han anede ikke selv, hvad han skulle stille op.

Illana betragtede den brogede Brêgo, som han delte sin bekymring med hende. Illana vippede ganske let med ørerne imens hun lyttede til hans ord, og krystallen om hendes hals pulserede ligeså lyttende. Det kunne, ligesom den gyldne Illana, tydeligt fornemme at den brogede bekymrede sig om hans datter - og Illana forstod ham godt. Hun smilede let, inden hun puffede ud imod ham.

,,Giv hende tid, kære Brêgo. Jeg kan forestille mig at det er overvældende for så ung en sjæl, at rejse så langt og se så meget nyt på kort tid - nye omgivelser og nye ansigter. Jeg er sikker på, at når først hun får lov at falde rigtig til, vil hun begynde at lege."

Illana skævede kort imod det lille føl, som under hele samtalen havde forholdt sig ganske tavst. Det blik, som den gyldne hoppe bar, var utroligt mildt. Hun sendte en sagte brummen imod den lille sjæl, som allerede havde været på en meget lang rejse, af så ung en alder.
Da Illana vendte blikket tilbage imod Brêgo tillod hun sig dog at sende ham et lidt kækt smil - inden hun rankede sig en anelse.

,,Jeg tror skam ikke hun ser dig som farlig, kære Brêgo. Du ligner trods alt ikke en ond drage"

Der lå en let drillende og munter tone gemt bag den gyldnes ord, inden hun atter trådte ham en anelse nærmere. Hun forholdt sig dog bevidst modsat den unge Mazikeen, for ikke at give udtryk for at ville skubbe hende bort fra hendes far.

,,Jeg tror det er nyt for hende, at have en far. Du er på alle punkter anderledes end hendes mor, men du må ikke tænke at du er farlig. Du har bragt hende her, for at give hende den bedste opvækst - og jeg håber, at hun vil forstå det når hun bliver gammel nok. Indtil da må vi gøre hvad vi kan, for at fylde hendes liv med glæde; og vished om, at hendes mor ikke efterlod hende, og elsker hende. Med tiden vil de også se hinanden igen."

Illana lage hovedet let på skrå, inden hun mødte Brêgo's blik. Hun forstod ham, trods hun aldrig selv havde haft en søn eller datter at bekymre sig om - men trods hun ikke var i familie med den unge hoppe Mazikeen, så betragtede hun hende allerede som familie.

[1]

4

Illanas ord fik et smil til langsomt at vokse sig større og med lidt mere glæde i blikket fandt Brêgo også en lille latter frem. En ond drage. Han havde ingen anelse om hvad en drage var, men uanset hvad, lignede han vel ikke noget ondt af hvad som helst. Der var intet ondt over ham overhovedet.

"Der er så mange muligheder. Måske er hun gammel nok til at forstå det er for hendes bedste. Måske tror hun jeg har hevet hende væk fra hvad hun kendte. Måske er hun ung nok til ikke at huske det når hun bliver ældre, eller måske er hun gammel nok til at vide hvad der foregår og med tiden måske komme til at hade mig og prøve på at flygte. Der er så mange ting jeg ikke kan forudse og jeg ville ønske jeg var mere sikker i min sag. Men det er jeg ikke. Det kan jeg ikke være. Ikke på grund af hende, men på grund af hendes mor og hvor hun er født. Det ville være meget lettere, hvis hende og hendes mor begge havde været en del af Teylar. Så ville der ikke være behov for sådan et split. Jeg er sikker på heneds mor jo også bare vil hende det bedste, og alligevel er det ikke nok for mig."

Der var så mange ting Brêgo ikke kunne vide og ikke kunne forudse. Der kom kun flere og flere ting jo mere han tænkte over et. Flere spørgsmål men ikke flere svar. Han var en hingst der brugte lang tid på at filosofere og udtænke hvad der kunne ske, hvad der højst sandsynligt ville ske og prøve på at finde ud af hvordan han kunne undgå hvad der ikke skulle ske, men lige i denne situation, var det helt umuligt.

"Der er ikke andet for end at give det tid. Give hende tid. Og tage tingene som de kommer. Forhåbentlig falder hele verdenen ikke sammen på en enkelt dag."

Illana kunne ikke lade værre med selv at le med en ganske mild tone, da den brogede's varme stemme lød. Lyset glødede også en anelse mere intenst, som lo det med dem. Illana nappede let ud efter den fyldige man, som bugtede sig ned langs hans flerfarvede hals, og rettede derefter blikket ned imod den lille spættede sjæl, imens hun lyttede til de ord, som Brêgo nu udtalte sig. Hun brummede mildt og flyttede blikket op imod ham igen, da først han havde sagt det, som lå ham på hjertet. Hun nikkede da anerkendende til hans sidste ord om at give den lille skikkelse tid - for det var, som han sagde, det eneste de kunne gøre.

,,Jeg tror at man altid vil være usikker og ønske at man kunne være mere sikker omkring sin families fremtid. Også selvom moren så havde boet i Teylar, så var der måske blot noget andet, som havde skabt usikkerhed. Det er et nyt individ, som man skal give den bedste start på livet, give dem de bedste forudsætninger for at få et godt liv - det er et stort ansvar, og jeg tror ikke der er nogen, som har en gylden løsning på hvordan det skal gøres. Jeg tror bekymringen og usikkerheden er en del af det at være forældre kære Brêgo. Og jeg tror netop den stammer fra ønsket om at gøre det bedste for de kære små."

Hun lagde hovedet let på sned, inden hun puffede imod hans kæbe. Det var så tydeligt at se, at den lille sjæl betød alverden for ham, og de bekymringer han havde delt med hende, understregede det blot. Hun håbede at hun en dag ville have det på samme måde - føle det, som han gjorde, overfor en lille sjæl hun selv havde været med til at skabe. Og hun ville byde usikkerheden, bekymringerne, frustrationerne, stolheden, glæden og lykken velkommen.

,,Det tvivler jeg i hvert fald på, du brogede - hvis den kunne, tror jeg det ville være sket flere gange."

Sagde hun da med et muntert glimt i øjet. Heldigvis bestod landet da, trods alle de udfordringer dets beboere blev udsat for.

,,Bare husk at ingen er perfekte - hverken som enkeltstående eller familie. Jeg tror, at det vigtigste er, at vi gør hvad vi kan for at være den bedste udgave af os selv; for vores egen skyld og andres."

Hun nikkede derefter inviterende, og lagde op til at de skulle søge længere ind i flokkens hjerte. Måske trængte de begge til at få både vand og mad efter en lang tur.

[1]

3

Brêgo lyttede intenst og opmærksomt. Tog alle ordene til sig og der kunne måske være noget om snakken. Han ville aldrig kunne vide om han gjorde sit bedste, men han bekymrede sig nok til at tænke sig godt om. Han handlede jo kun på den måde han så bedst i forhold til føllet. At hun ikke skulle vokse op et sted så mange frygtede. Men selvfølgelig heller ikke uden hendes mor, hvis de kunne lave en aftale sammen om en form besøg et neutralt sted på bestemte tidspunkter.

”Men det er ikke ensbetydende med det ikke kan ske en dag”

Han måtte alligevel le en lille smule. Jorden var ikke gået under endnu, men hvad med den dag skyggerne overtog det hele, skulle den risikere at komme? Hvad ville der så ske med alle Andromedas beboere? Det ville vel være ligesom at se verdenen gå under, hvis den blev slugt af mørke og ondskab. Han håbede ikke det nogensinde ville ske, og ville i hvert fald gøre sit for at undgå skyggerne formerede sig for meget og til sidst var i overtal. Han ville gøre for at holde Mazikeen fra at blive en del af broderskabet, hvis han kunne undgå det. Men hvis han lod hende vokse op på Foehn, hvor hun nok ikke ville kende til andet, ville hun næsten med sikkerhed kæmpe for deres sag.

”Du kommer med mange vise ord, Illana. Jeg kan i hvert fald se jeg har truffet det rette valg ved at overlade flokken til dig. Du gør et godt stykke arbejde.

Sommetider var det som om Lyset tog sine egne beslutninger – det skete ofte, når den gyldne hoppe var i selskab med særlige sjæle, som enten betød utroligt meget for hende, eller som formåede at stimulerer Lysets nysgerrighed tilstrækkeligt. Begge dele gjorde sig nok gældende i denne situation, for Brêgo betød alverden for den gyldne hoppe, og som så ofte før, vakte deres samtaler Lysets interesse. Og pludseligt, ud af det blå, sprang den kendetegnende Lyskugle frem fra krystallen, som hang omkring Illanas hals. Nærmest levende sprang den omkring de to heste, inden den fandt sig til rette et stykke over dem og belyste omgivelserne – som forsøgte den at forlænge dagen, som så småt var på hæld. Illana kunne ikke lade værre med at smile en anelse forundret over Lysets krumspring – endnu blev hun fascineret hver gang denne levende og til tider egenrådige magi viste sig fra den legesyge side. Hun brummede fornøjet, inden hun vendte blikket tilbage imod den brogede sjæl, som var ved hendes side. Hun trak en anelse på skulderen til deres snak om, at jorden endnu ikke var gået under – hvilket nok var mere held end forstand. De seneste år var mørkets kræfter tiltaget, og det var måske blot et spørgsmål om tid, inden Skyggerne blev talrige nok til at overtage landet.

,,Sandt, kære Brêgo – men hvis vi overgiver os til frygte og bekymringerne om hvad der måske sker, risikere vi at glemme det der er vigtigt i nuet. Og hvis det skulle ske, at dommedag kommer.. Så tager vi det til den tid”

Hun nikkede imod den spraglede Maze, som endnu tavst stod nær sin far. Hun var på ingen måde i tvivl om at Brêgos tanker havde fået et nyt centrum, nemlig den lille spraglede sjæl – Illana håbede blot, at han ikke glemte at nyde tiden med hende, imens han spekulerede omkring hendes fremtid. Og det bebrejdede Illana ham ej for – for landets fremtid var usikker; nu mere end aldrig. Hun mimrede let med mulen, inden hun atter nikkede inviterende til at de skulle følge hende imod øens centrum – over dem var solen ved at gå ned og snart stod natten for døren. Måske det var på tide, at de fandt ro i flokkens trygge rammer.

,,Tak, Brêgo. Det betyder meget for mig, at du er glad for den beslutning du tog, og det gør mig endnu mere glad, at du stoler så meget på mig. Du skal bare vide, at tilliden er gengældt; der er ingen andre end dig, som jeg ville overlade mine kære til.”

Med det mente Illana både flokken, som hun vidste havde betydet umådeligt meget for den brogede hingst, i og med det var hans kærlighed til landet, som var med til at skabe flokken, som nu husede ganske mange – og den tillid han havde vist hende, ved at bede hende passe på hans datter. Hun brummede varmt, inden hun puffede imod hans brede, stærke hals – og derpå satte hun frem i en afslappet skridt imod Teylar’s midte.

[2]