Actions & Consequences (Illana)

5

Brêgo havde holdt lav profil siden han var nået tilbage til Teylar-flokken. Han var jo ikke kommet alene, og han vidste godt det han havde gjort muligvis var forkert. Men skyggerne havde selv lavet samme nummer, og han var ikke meget for at efterlade en datter hos dem. Den første tanke han havde haft, da han havde hørt fra sine små spioner, var at han måtte hente hende – men han havde slet ikke tænkt over, hvor stort et ansvar det egentlig ville være at tage sig af sådan en lille en. Han følte sig en anelse ved siden af sig selv, for hun brugte det meste af tiden på at stå og stirre på ham med de store blå øjne uden at sige et ord. Flere gange havde han overvejet hvorvidt han burde levere hende tilbage, men han kunne heller ikke tillade sig selv at risikere den lille sjæl blev forgiftet af de mørke kræfter.

Illana. Illana måtte vide hvad der var bedst, og derfor havde han besluttet sig for at lade det være op til hende. Han kunne jo heller ikke gemme den lille for altid. Det kunne jo være nogen kom efter hende, og han ønskede heller ikke skabe usikkerhed i flokken, men hun lod ikke til at have arvet nogen af sin mors skygge-evner, så i teorien var der intet der gjorde at hun var knyttet til Foehn.

Illana? Jeg har brug for din hjælp. Kan vi mødes ved det store egetræ?

Dagen var en helt almindelig dag for den gyldne Illana; eller, sådan lod den til at være. Hun var ved at afslutte sin vanlige patruljering af flokkens grænse, da Lyset om hendes hals opfangede noget særligt.
Det opfangede magi, og reagerede ganske spontant på det. Det farve blev mere klar og stærk i intensiteten, og kort efter hørte Illana for sit indre øre en stemme, som hun efterhånden kendte godt.
Brêgo's røst lød i hendes indre, og hendes elegante bevægelser ophørte imens hun lyttede til hans budskab. Han havde brug for hendes hjælp og af ren refleks spidsede Illana sine ører og lod straks sit blik søge efter ham. Dog var han ej der, hvor hun på nuværende befandt sig - og bød hende møde ham ved det store egetræ i flokkens centrum. Illana tøvede ikke længe, og slog nærmest pr. automatik i en samlet galop med retning imod det gamle, mægtige træ.

Jeg er på vej, kære Brêgo.

[19]

6

Selvom skygge måske ikke var det man havde aller mest behov for, når årstiderne begyndte at skifte, var det store egetræ det nemmeste sted at beskrive, og et meget godt mødested. Brêgo var ikke bange for om andre skulle være i nærheden, men foretrak alligevel et mere privat sted. Han havde sørget for andre ikke var alt for tæt på, da han havde valgt egetræet, og den tykke stamme kunne på sin vis også give en form for ly og læ fra andre.

Brêgo holdt øje med omgivelserne i alle retninger, for at finde ud af hvilken retning den gyldne Illana kom fra. Der gik ikke så forfærdelig lang tid før han spottede hendes skikkelse, og det ene øre blev vippet i hendes retning. Lige for en kort stund var det bekymrede udtryk erstattet med et mere glad, for et gensyn med hans nok ældste og tætteste ven, overskyggede bekymringerne en smule og et hilsende vrinsk blev sendt i hendes retning.

Hun nærmede sig hastigt, den gyldne Illana, og kort efter hun kunne se det mægtige træ's krone, dukkede den brogede hingst op i hendes synsfelt. Et mere vågent glimt trådte frem i hendes blik, da hun så ham, og Lyset i krystallen om hendes hals begyndte at skinne mere kraftigt og rent, som respons på en fælles Vogter i dets nærhed.
Illana hørte hans vrinsk og var ikke langsom til at sende et hilsende et tilbage. Hun øgede sit tempo en anelse, for at komme hurtigere hen til ham, og da hun stoppede foran ham i en yndefuld parade, brummede hun hilsende til den brogede sjæl, som hun havde savnet ganske meget. Hun rakte derefter sin mule spørgende imod ham, alt imens hendes ører var fikseret i hans retning. Han havde kaldt på hjælp, og her var hun; men hvad ønskede han mon af hende?

,,Hver hilset, kære Brêgo. Du har brug for hjælp?"

Hendes toner var klare og milde, som altid. Hun lod smilet, som tegnede sig ved synet af ham, blive en anelse større nu hvor hun havde nået ham og var i hans nærhed. Og Lyset der hang om halsen på hende, sendte sine nærmest levende stråler ud, som nærmest søgte at hilse på den brogede sjæl og forene sig med den medaljon, han selv bar om halsen.

[22]

7

Brêgo ventede stillestående på hans veninde kom nærmere. Han flyttede ikke på sig, men strakte i stedet selv mulen en anelse frem. Hans smil var i mellemtiden falmet igen og det bekymrede udtryk havde endnu en gang taget over.

”På en måde. Jeg har handlet i en tro om jeg gjorde det rigtige, men nu er jeg kommet i tvivl om det var det rette at gøre”

Han mente jo selv det havde været det helt rigtige at gøre, men jo mere han tænkte over det, jo mere kom han i tvivl. Der var trods alt en af de andre i flokken der havde fået frataget sig sin datter – og han var derfor heller ikke spor bedre end de skygger. Men der var stadig en forskel, for den lille skabning Brêgo havde hentet, bare ingen synlige tegn på magi eller nogen form for ondskab, så måske var det ikke for sent for hende at få en nogenlunde normal opvækst.

”I et svagt øjeblik af sorg og savn tilbragte jeg tid med en hoppe der ikke var… er… Antheia.. Jeg skammer mig over det”

Da den brogede Brêgo selv rakte ud imod Illana og imødekom hendes mule med et smil, blev hendes eget blot endnu bredere. Hun nød altid at bruge til med den brogede sjæl, og uanset hvad han så end måtte behøve hjælp til, så ville hun gøre hvad hun kunne.
Der gled hurtigt en mere bekymret mine over ham, og da hans stemme begyndte at forklare sig, lagde hun hovedet let på sned.

Han fortalte, at han var i tvivl om hvorvidt han havde gjort det rette; og med "det rette" mente han, at han havde brugt tid med en anden hoppe, som han nu skammede sig over. Hun kneb øjnene en anelse sammen, for et eller andet sted syntes hun det var en god nyhed, at han havde mødt en hoppe han havde ønsket at bruge tid med - men omvendt forstod hun også godt hans tvivl. Hun ville selv føle sig skyldig hvis hun var sammen med en anden, selvom hun udmærket godt vidste at Samael ikke kom tilbage. Hun mimrede let med mulen inden hun puffede let imod ham.

,,Jeg forstår din tvivl Brêgo, men omvendt, ønsker jeg også for dig at du kommer videre i livet. Jeg ville selv have det på samme måde, hvis jeg stod i din situation, men jeg tror også Antheia havde ønsket at du skulle fortsætte dit liv, selvom hun ikke er en del af det mere."

Hun snakkede lavmeldt og med en forstående tone. De havde begge mistet en, som stod dem utroligt nært og tilværelsen i landet var dermed ændret drastisk. Og hvis der var noget, som virkelig kunne ramme den gyldne, var det følelsen af skyld - en følelse, som Brêgo også bar på nu.

,,Jeg håber du kan vende din skam, kære Brêgo og se det som endnu en berigelse i dit liv. Det er okay at savne og bære sorg - men det er lige så meget okay, at forsøge at komme videre. Også selvom det så ikke lykkedes, men lad det ikke hindre dig i at leve dit liv."

Hun sendte et lille smil imod ham inden hun trådte ham en anelse nærmere og lod det lyse hoved hvile imod hans tofarvede hals.

[23]

9

Brêgo smilte svagt ved hendes puf. Han lyttede også færdig til hendes ord, inden han selv gjorde sig nogle tanker om et svar. Det var jo ikke bare sådan lige til. Men havde rollerne været vendt rundt, ville han jo også have ønsket Antheia kom videre og ikke hang fast i fortiden. Selvom han mere eller mindre havde opgivet håbet, var der stadig den meget lille del af ham, som nok aldrig ville forsvinde, der håbede hun kom tilbage.

”Hvis bare det var så let.”

Ordne var ikke meget mere end en lav mumlen. Måske havde han været i en hoppes selskab, men det kunne jo ikke bare lige lade sig gøre at komme videre med hende. Ikke når man vidste hvad han gjorde; Hvem denne hoppe var.

”Illana… Hun er en skygge. Og….”

Brêgo ledte efter ordene, men det var som om de ikke rigtig kom til ham. Og der havde ikke været følelser indblandet fra nogen af dem andet end hvad de havde følt for deres hver især afdøde? Og han vidste godt han ikke burde have brugt tid med hende, men gjorde det alligevel? Han endte med at ryste på hovedet af sig selv, for det var en stort meget indviklet situation han befandt sig i.

”Jeg troede aldrig jeg skulle være far, men jeg har en datter”

Tavsheden der hang over dem for en stund, var præget af eftertænksomhed. Illana studerede ham diskret og med et blik hvori medlidenheden tydeligt kunne ses. Hun vidste hvordan det var, at have mistet sin kære, og selvom de to havde andre ting til fælles, var det at have mistet en elsket nok en af ting, der fyldte mest.
Hun prustede sagte og lod sine ører vippes en anelse frem, da hans stemme brød tavsheden.
Hun lyttede indgående. Han fortalte hende, at hoppen som han havde været sammen med var en Skyggehoppe. Lyset reagerede på denne information, ved at blive en anelse afdæmpet og Illana kunne tydeligt mærke den skuffelse, som Lyset følte - men det var ikke en skuffelse som Illana delte. Hun havde kendt en anden, som havde gjort det samme, og selvom Illana frygtede Skyggerne nok så meget, og på ingen måde ønskede deres magt og population skulle fremmes, så vidste hun også at de, der bar Skyggerne, engang havde været sjæle som havde fortjent en chance mere i dette land. Hun vidste, at de havde selvstændige meninger og følelser, som Skyggerne ikke kunne tage fra dem. Selv den ondskabsfulde Ava havde Illana på sin vis medlidenhed med, og ønskede at hun skulle finde lykkes med Mindraper. Hun mimrede let med mulen, inden hun puffede imod Brêgo med et lille smil.

,,Verdenen er ikke så sort-hvid som kontrasten mellem Vogter og Skygge antyder. Du er ikke den første, kære Brêgo, der har valgt Lysets sti, men delt tætte øjeblikke med en Skyggehoppe."

Hun lagde hovedet let på skrå, inden smilet nåede hendes øjne.

,,Følelser er ikke lige til. Nogen gange er de komplicerede.. Det du har følt i dit samvær med Skyggehoppen skal du ikke skamme dig over. Blot fordi vi har valgt hver vores sti i landet, betyder det jo ikke, at man ikke kan snakke sammen. Selvom jeg frygter dem, Skyggerne, har jeg da selv.. Begået mig med et par Skyggebærer."

Med begået hentydede hun til flere ting. Hun havde haft flere møder med både Volonatire og Ayin, som havde forløbet godt. Hvor hun havde kunne snakke med 'hesten' bag Skyggerne. Ja, endda havde hun selv følelser for en Skyggebærer, men det var følelser hun havde været tvunget til at lægge lidt på hylden, fordi hendes hjerte var blevet vundet af Samael. Skulle Illana dog være ærlig, så var de der stadig - og det var både hun og Lyset vidende om.

Illana rettede sig en anelse, inden hun tillod sig at kigge sig kort omkring. Han havde nævnt en datter, som han havde fået med denne Skyggehoppe. Hun puffede atter let imod ham, inden hendes stemme lød igen.

,,Jeg er glad på dine vegne, at du har en datter Brêgo.. Virkelig.. Og så vil jeg mene, det er ligegyldigt om hendes mor bærer sort magi. Det betyder jo ikke, at hendes vej i landet er forudbestemt."
[24]

20

Selvom Illana var en af Brêgos bedste og ældste venner i Andromeda – eller bare i det hele taget gennem hele hans liv, var der alligevel mange ting han ikke vidste om hende. Hun havde jo været i Andromeda et godt stykke tid før han selv var kommet til, og han kunne ikke andet end forestille sig der nok også var sket en del dengang. Han havde aldrig mødt den gyldne Illana uden sit lys.

”Jeg vidste ikke du havde begået dig med skyggebærer. Men det er ikke så meget det at hun er skygge, jeg skammer mig over. Det er mere situationen. Vi har skabt et liv der ikke var ud af kærlighed, men i stedet bare en belejlig situation for os begge fordi ensomhed ikke lige var til at overkomme.”

Han skammede sig ikke så meget over at det var skygge så meget som det at han bare havde savnet Antheia så meget at hvilken som helst kunne bruges. Han havde jo ikke ønsket at stifte familie med den hvide skygge, men han ville heller ikke være foruden nu.

”Jeg ved det. Men jeg ønskede heller ikke de skulle påvirke hende i den retning, så jeg bragte hende hertil. Hun har ikke sagt et ord siden jeg hentede hende. Var det forkert gjort?”

Illana lagde hovedet på sned og nappede let ud efter den brogedes mule. Et smil kunne anes omkring hendes grå, smalle mule, som respons på hans ord. Nej, hun havde nok aldrig fortalt nogen omkring de møder hun havde haft med Skyggebærerne, om det hun havde lært, om det hun havde følt. Hun brummede sagte, og ventede med at bryde ind, til han havde snakket færdig - for den brogede rummede fortsat meget i sit hjerte, som han ønskede at få sagt.
Han fortalte at det liv, som de fælles havde skabt, ikke var skabt ud af kærlighed, men af et behov for at udligne den ensomhed, som de begge bar med sig. Illana tippede sine ører tænksomt til siden, imens han snakkede færdig og fortalte om, at han havde bragt sin datter til Teylar, for at undgå at hun skulle påvirkes af Skyggernes ondskab. Den gyldne rankede sig en smule, og mærkede nu Lysets energi ændre sig på ny. Før havde det følt foragt over det, som den brogede fortalte - men nu mærkede hun medlidenheden sprede sig.

,,Selvom din datter ikke er skabt af kærlighed, synes jeg stadig det er et mirakel, og ej noget du burde skamme dig over. Og bare fordi hendes forældre ikke elsker hinanden og vandre som mager, betyder det jo ikke, at hun ikke vil blive elsket. Derfra hvor jeg stammer fra, var det ikke normalt at føl blev skabt ud af kærlighed. Min far elskede ikke min mor, men min mor var den hoppe der betød mest for ham. De var ikke mager, og selvom de fulgtes i samme flok, så var der ikke mange følelser mellem dem. Det fik ikke mig til at føle mig mindre elsket."

Hun nikkede let til ham, inden hun satte frem i en let skridt med en inviterende mine. Selvom det store egetræ skabte trygge omgivelser til sådan en snak, så havde Illana det bedst med at bevæge sig samtidigt.

,,Jeg synes ikke det er forkert, kære Brêgo. Jeg ser det mere som om du ønsker at tage ansvar for det liv, du selv har været med til at bringe til verdenen. Her i flokken kan hun få lov at vokse op og danne sine egne meninger, uden Skyggernes hvislen og påvirken. Det vigtige er dog ikke, om jeg synes det er rigtigt eller ej. Føler du selv det var det rigtige at gøre?"
[26]

21

Som Illana talte, blev der åbnet op for endnu mere viden der indtil videre havde været ukendt for den brogede. Han kendte jo egentlig ikke noget til hendes baggrund, og et eller andet sted havde han jo egentlig troet hun altid havde været fast inventar i Andromeda. Måske fordi han selv engang imellem glemte, hvor han kom fra. Han vidste jo godt det ikke var Andromeda, men han huskede ikke meget fra sit gamle liv. Kun få minder der gentog sig, samt de brudstykker der genspillede sig i hans drømme og mareridt – og alt for oftest sidstnævnte.

”Men det strider en smule imod mine principper. Hvis jeg kunne, gik jeg tilbage i tiden for at skabe en familie med Antheia. Ikke fordi jeg ville elske det føl eller de føl højere end Mazikeen, men fordi jeg føler det ville være mere rigtigt. En samlet familie.”

Brêgo tøvede en anelse da Illana satte frem i skridt, og kastede et blik mod den lille skikkelse ved egetræet. Han var jo nødt til at tage hende med, for han ønskede ikke efterlade hende alene i tilfælde af nogen skulle komme efter hende. Med en lille varm brummen fik han kaldt føllet til sig, og fulgte efter den gyldne hoppe, med den lille plettede dame i hælene, tavs som altid.

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg har jo taget hende fra hendes mor. Men jeg kan heller ikke lade hende vokse op omringet af ondskab. Og hvad hvis mit valg sætter flokken i fare? Hvad hvis skyggerne kommer efter hende?”

Illana stoppede sine elegante skridt, da Brêgo udsendte en brummen af en meget bestemt karakter. Det var ikke en brummen henvendt til Illana, men til en anden og meget unik sjæl, som Lyset først opdagede nu. Nærmest flovt krøb det sammen i krystallen og Illana mærkede et stik af dårlig samvittighed brede sig i hendes krop - hun burde have fornemmet den rene sjæl, som Brêgo nu kaldte til sig.
Forstummet stod Illana et øjeblik og betragtede den lille, plettede sjæl der kom frem fra det skjulte. Hun bar sin fars brogede mønster, men også pletter, som Illana strakt satte i relation til én bestemt Skyggehoppe; eller rettere hendes afkom. Illana sagde dog ikke noget, for den tanke der dukkede op i hendes sind skammede hun sig lidt over - for hun tænkte straks, at det måtte være den samme hoppe som var mor til Djanges afkom, som også var mor til Brêgos.
Et smil overtog dog hurtigt hendes overraskede udtryk og en varm brummen blev sendt imod den lille, som nu var kommet dem nærmere. Derpå fortsatte hun sin vandring og satte meget bevidst kursen imod søen.

,,Og du fortjener også den samlede familie, Brêgo, men desværre kan hverken du eller jeg rejse tilbage i tiden. Jeg håber derimod at fremtiden kan bringe dig en følelse af, at have en samlet familie, eller måske endda få en samlet familie."

Illana holdt en lille pause i hendes ord, for at omtænke det næste han sagde grundigt, inden hun svarede derpå.

,,Dit valg sætter ikke flokken mere i fare, end den allerede har været. Desværre har Skyggerne infiltreret vore hjem og kidnappet et afkom, som har en Skyggehingst som far. Jeg forsøger at finde nok der vil hjælpe med at bringe hende tilbage hertil, men jeg ønsker ej heller at sætte flokken i fare ved at drage afsted uden en plan. Hvis Skyggerne kommer efter din datter, vil jeg gøre hvad jeg kan for at beskytte hende. Jeg vil ikke begå samme fejl igen.."

Hun tav kort herefter. Hun huskede tydeligt den frygtelige dag hvor Silvaras afkom var blevet kidnappet. Det var en hændelse som Illana inderligt ville gøre om - og en hændelse hun havde svoret aldrig ville ske igen. Så længe Mazikeen var i flokken ville den gyldne gøre alt hvad der stod i hendes magt for at beskytte hende.

[27]

22

”Det håber jeg også. Men jeg bliver ikke yngre”

Det sidste kom med et smil på læben. Hun kendte vel selv til den følelse også. Efter så lang tid i Andromeda og med så mange nye der kom til på den ene eller den anden måde, kunne man ikke andet end at føle sig gammel. Hans egen alder sammenlignet med den gyldnes var han ikke sikker på, men gættede på nogenlunde jævnaldrene. . . Hvis hun da havde været meget ung da hun kom til Andromeda. Brêgo selv havde ikke været gammel af alder – kun af sind, men sådan havde det altid været. Han havde lynhurtigt været nødt til at vokse op for ikke at være et offer for de andre ungheste i flokken.

”Tak, Illana. Jeg ved ikke om jeg selv kan være til meget hjælp under sådan en mission. Og nogen burde også blive tilbage og sørge for de ikke splitter op og går efter flokken hvis den bliver efterladt alene. Det må være den bedste måde jeg kan hjælpe, hvis ikke den eneste.”

Brêgo havde trods alt ikke helt lige så praktiske evner når det kom til en direkte kamp mod skyggerne. Den ene evne han besad var kun blandt dem i flokken, og den anden kunne kun hjælpe ham med dat advare.

”Hun får brug for en moderlig skikkelse her i flokken, hvis hun skal blive.”

Lyset i halskæden dansede en anelse mere, levede mere op, i takt med at deres samtale drejede sig over på et nyt emne; det reagerede altid på de samtaler, som Illana delte med de selskaber hun mødte og jo mere stimuleret det følte sig, jo mere levende blev det. Illana brummede sagte, som respons på den energi Lyset udviste, hvorefter hun vendte sin fulde opmærksomhed tilbage mod Brêgo.
Hun smilede varmt til hans første ord, omkring at han håbede han ville få en familie. Dét håb delte Illana også selv, og der var ikke noget den gyldne hoppe ønskede sig mere end en familie af hendes egen. Hun lod dog emnet ligge lidt for nu, for samtalen havde drejet sig imod den hændelse, som var sket uden Illana havde nået at sætte en stopper for det. Hun nikkede anerkendende af Brêgo's ord, der både bar sandhed og vished med sig.

,,Du har ganske ret, kære Brêgo. Det er vigtigt at flokken forbliver sikker, hvis jeg og andre drager mod Foehn for at hente hoppeføllet. Hvis det kan lykkedes mig, vil det være en stor lettelse at vide, at du er her for at beskytte de tilbageblivende medlemmer."

Hun smilede en anelse bredere nu, et smil der udviste taknemmelighed. Hun vente derefter blikket en anelse imod den lille skikkelse, som fulgte efter sin far, endnu i tavshed. Brêgo fortalte nu, at den lille Mazikeen ville have brug for en, som kunne fungere som en mor for hende og Illana tippede et øjeblik sine ører tænksomt til siderne. Hun forblev tavs en rum tid, inden hun lod blikket søge Brêgo's.

,,Hvis der er noget jeg kan gøre, for at hjælpe hende, så vil jeg meget gerne det."

[28]

32

”Jeg ved ikke om jeg vil kunne beskytte dem helt alene, hvis der skulle ske noget, men i det mindste vil flokken ikke være helt ubeskyttet.”

Det var ikke unormalt at Brêgo tvivlede på sig selv. Men han havde også god grund til det. Når det kom til kampdygtighed kunne han ikke bruge sine evner til hverken forsvar eller angreb. Det var ren og skær forebyggelse, men han ville kunne kalde flokken til sig hurtigt og guide dem i sikkerhed. Men han ville ikke kunne være sikker på alle ville lystre. Nogle ville måske søge deres egen sikkerhed eller ende i problemer, og der ville det være smart med et par andre stærke, der kunne komme dem til undsætning, mens han ledte andre væk fra området. Men så igen... Det var jo ikke engang sikkert det ville være nødvendigt.

”Hun får brug for en moderlig skikkelse. Det kan jeg ikke. Der er ting jeg ikke kan forklare, for jeg har aldrig selv været en lille pige – eller hoppeplag når det kommer dertil. Jeg tænker der kommer faser i hendes liv du vil kunne hjælpe bedre med?”

Brêgo ønskede ikke at holde Maze fra sin mor, men han ønskede heller ikke overdrage hende til den hvide skygge. Han ville med glæde lade dem ses, men under opsyn. Men han ønskede ikke Maze skulle gå til sin mor for at få svar på spørgsmål han ikke selv kunne svare. På et tidspunkt ville hendes krop jo begynde at reagere på måder Brêgo ikke selv kendte så meget til.