Curiosity [MS]

Haps! omtrent 245 græsstrå måtte lade livet for et tandsæt, der kom fra himmelen. Haps! Endnu 245.. Med tungen skubbede han totterne længere ind i kinden, uden er tygge på dem og uden af synke dem. Ved mundfuld nr. 5 begyndte kinderne at tage en udposet form, så det nærmest lignede at han havde betændte tandbylder i begge sider, idet hans normalt slanke, kantede ansigt fik en buttet facon. Flere totter græs måtte lade livet, og da pladsen i kinderne begyndte at slippe op, måtte han i stedet fylde mundhulen. En lille glinsende dråbe savl, slap fra hans læbe, da mængden af føde i munden gjorde synkerefleksen umulig...

5

Nej hvad var nu det? En hingst? Der lod til at være mange af dem uden for flokkens område. Der var ikke mange på hendes egen alder inden for flokkens grænser, som hun ikke rigtig var i familie med. Egentlig var der kun hendes barndomsven, Tik. Engang imellem gjorde det ikke noget at udvidde horisonten en lille smule. Hun havde derfor sneget sig hen over grænsen hun så mange gange havde fået at vide af sin far hun ikke måtte krydse, men den gang havde hun endnu været meget lille, og det var inden han var sporløst forsvundet i et godt stykke tid. En tid der føltes som en evighed.

Nyx blev stående helt stille og betragtede hingsten i smug, mens han slagtede græsstrå. Aldrig før havde hun set nogen spise på sådan en besynderlig måde, men det var også netop dét, der gjorde ham så interessant. Dét at han skilte sig ud fra mængden, der vækkede hendes nysgerrighed.

Comanche tog en sidste bid, som der kun var plads til ved at skubbe totten op under læben. Nu kunne der vitterligt ikke være flere i... i hvert fald ikke uden hjælp. Comanche lod blikket glide rundt. Der skulle vel ikke, ved al tilfældighed, være nogen i nærheden der lige præcis var mand nok til at hjælpe ham med dette?? Søgende vendte han hovedet rundt, og spejdede ihærdigt efter en skikkelse. Men han kunne ikke umiddelbart se nogen. Hvad gør man, når man ikke kan se nogen, men man har behov for selskab til at give en hånd? Man vrinsker da selvfølgelig efter dem. Comanche sugede luft ind gennem næseborene, men kvalte næsten sig selv i al det græs han havde stoppet i munden, da han forsøgte at vrinske. Den røde spruttede noget så voldsomt, idet han forsøgte at undgå selvmord, men også at alt græsset faldt ud. Nu havde han jo arbejdet så hårdt med det... Sådan halvt i panik gik han forvirret rundt, drejede om sig selv og kom med halvkvalte strubelyde idet han kæmpede for ikke at blive kvalt.

5

Hingstens spruttende lyde og underlige opførsel fik Nyx til at lægge hovedet på skrå. Hvad lavede han lige? Det ene øre vrikkede en anelse frem og tilbage, for lige i det øjeblik vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre med sig selv. Skulle hun gå hen og hjælpe eller gå tilbage efter hjælp?

Medet et beslutsomt blik og fuldkommen sikker på hvad hun var nødt til at gøre, kastede hun sig frem i så høj fart som hendes far havde lært hende, med kurs direkte mod hingste. Hun tog sig ikke tid til at stoppe, men satte kraftigt af for hver gang hun kastede sig frem, og kneb øjnene sammen jo tættere hun kom på hingsten, for hun havde tænkt sig at springe direkte ind i ham. Hvis han var ved at blive kvalt, kunne det vel hjælpe hvis han fik slået luften ud af sig? Kunne det ikke? Hvis nu luften tog græsset med sig? Hvis ikke var der jo alligevel risiko for han ville ende stendød.. eller.. græs-død på jorden.

Han snurrede atter engang rundt om sig selv, inden det ene øre automatisk vippede i retningen af en lyd. Han stoppede op og vippede lidt mere ørene. Jo den var god nok. Lyden af hove.. vent? Hove? Hingsten vendte sig adræt rundt og så en sort skikkelse komme tordende mod ham. End nåede blod næsten kun lige at forlade hans ansigt. End nåede hans krop kun lige at vende siden til, inden hendes krop kolliderede med hans og sendte ham til himmels. Luften blev slået komplet ud af ham, ved den voldsomme mavepumper og sendte den gennemsavlede klump græs, flyvende. Comanches krop ramte jorden med et bump, hvorefter han tog et dybt besværet og hvæsende åndedrag, efterfulgt af en midlertidig hyperventilation. Han var lidt rundt på kareten til at starte med, men genvandt overraskende hurtigt forstanden igen. Det var også her, at han langsomt genvandt en nogenlunde normal vejrtrækning. Han lå dog lidt og bandede for sig elv, idet han var ret sikker på at der var knækket et ribben eller to, ved den "nænsomme" behandling. Han skævede til den fremmede, der ganske vist havde frelst ham fra et pinligt selvmord, men som også kunne være blevet morder i samme ombæring. En sort hoppe.

"Det der de siger med, at kærlighed kommer dumpende når man mindst venter det.."

Sagde han forpustet, idet han hævede hovedet lidt fra græsset for at se på hende, inden han lagde det ned igen.

"I hopper bliver min død"

8

Nyx ramte jorden sammen med den spøjse hingst og formåede endda på grund af farten lige at rulle en halv omgang omkring sig selv. Med en lille forlegen latter kom hun på benene igen, ikke så hurtigt som hun normalt ville når hun legede med sine venner eller når hun var faldet i et kapløb mod sin far som lille, men mere på grund af hingstens ord.

”Undskyld. Men det lignede du kunne bruge noget hjælp”

Han lod jo heller ikke til at være ved at dø af luftmangel mere – eller…… Ikke på helt samme livstruende måde. Alt i alt tog hun det selv som en succes. Nyx vidste dog godt hun ikke var enig med alle og alle ikke havde helt samme syn som hende – og nok aldrig helt ville forstå hendes måde at tænke på heller, men hun kunne heller ikke undgå andre på grund af deres forskelle.