Infelix (Euphoria)

Euphoria betragtede hans udtryk og lagde hovedet let på sned, mens hun brummede stille. Hun lyttede til hans ord med stor omhu og hun fulgte ligeledes hans nik og så ned på hende. Det var tydeligt at hans ord havde efterladt stof til eftertanke hos hende, mens hun stod og lod det hele synke lidt ind. Hun strøg stille mulen over hans skulder, nærmest en smule trøstende. Hun var dog selv en anelse fraværende.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til hans ord, for hun havde selv haft en fornemmelse af at det var sådan det hele hang sammen. Hun fandt den rette og levede lykkeligt til hendes dages ende, men var det realistisk.
Et stille suk forlod hendes mule og hun strakte nu mulen ned for at puste sin varme ånde på det lille føl. Hun var en særlig lille skabning, og det kriblede helt i Euphoria, men hvornår var hun klar til selv at bringe liv til sådan en lille en? Hun løftede hovedet igen og rykkede lidt på sig, en anelse tættere på Brego så hun ikke stod helt ovre ved hans datter.

18

”Jeg vil ikke sige du skal kaste dig ud i hvad som helst. Det er okay at lede efter ’den rette’, men ’den rette’ kan også ændre sig efterhånden som man bliver ældre eller ens situation ændrer sig.”

Brêgo selv havde ikke fortrudt ret meget. Han havde fortrudt han ikke havde kastet sig ud i noget med Antheia da han havde chancen, for nu var det for sent. Men det ville nok ikke have ændret på situationen, ud over han måske ville stå alene med et lidt ældre føl. Og selvom hans ”den rette” var fundet, betød det ikke der ikke kunne være en mere derude, men hvis han skulle vente på den næste eller lede efter den næste, kunne han risikere at være alene i meget lang tid. Nogen gange måtte man også nøjes med det man havde – som måske ikke er perfekt, men godt nok.

Euphoria tyggede på hans ord og nikkede stille. Hun forstod dem vel godt, men havde blot levet i en romantisk forestilling om at den rette ville komme og feje benene væk under hende og de derefter skulle leve lykkeligt til deres dages ende. Hun brummede stille og betænksomt inden hun rettede blikket mod ham. Et lille smil tegnede sig på hendes mule og hun søgte hans nærvær, men ville heller ikke overrumple ham. Hun fandt roen hos Brego utroligt betryggende og hun kunne næsten falde i søvn på stedet, hvis hun havde været træt nok.

" Tak.. "

Sagde hun stille. Hun havde haft brug for hans ord uden at være klar over det. Mange ting gav mening, hvor smertefuld sandheden end kunne være så var hun taknemmelig over at nogle ville give den til hende. Det ville om noget gøre tingene lettere i fremtiden, måske.

19

Brêgo besvarede hendes tak med et mildt smil. Mulen strakte han frem og lod den ganske forsigtig stryge hendes hals inden han nippede en anelse til hendes man. Han endte dog med at lade den være, og lade blikket hvile på den lille sovende skikkelse.

Han skammede sig en smule over måden den lille blev skabt på. At det mere var en form for egoistisk impuls fra både hans og morens side. Et øjeblik hvor de hver især kunne lade som om den anden var en savnet i stedet for den de rent faktisk var. At de havde skabt et lille liv ud af en situation der bare havde været for at mærke noget nærvær og absolut ikke havde noget som helst med kærlighed at gøre.

”Jeg skammer mig over måden hun kom til, men jeg vil alligevel ikke være foruden.”

“ Det betyder intet, så længe du elsker hende ubetinget. “

Brummede hun stille. Hun tog imod hans berøring med en snært af nydelse. Hun følte sig så tryg og veltilpas i hans selskab. Hun strakte derfor forsigtigt mulen frem og begyndte prøvende at gnubbe ham på halsen. Nærvær havde hun brug for og måske den brogede hingst havde det på samme måde. Hun var trods alt ikke et farligt eller forbudt bekendtskab for ham og det var mere en venlig gestus frem for noget andet.

23

”Måske ikke for hende, men for mig gør det”

Stemmen var lav og tonen en anelse fraværende. Brêgo havde overladt sig selv en smule til tankerne. Et eller andet sted havde hun jo ret, men ligesom hun havde en forestilling om ”den rette” havde han en forestilling om sin familie. En familie der var en rigtig familie og ikke en ”ups jeg ønskede ikke være alene” familie.

En saglig brummen forlod Brêgo, som Euphoria gav sig til at gnubbe ham lidt på halsen. Opmærksomheden var dog kun halvt tilbage.

”Man ville kunne vende det rundt på din egen situation også. Det betyder ikke noget om det er den rette, så længe det er en du holder rigtig meget af”

Euphoria mente at den brogede var hård ved sig selv. Hun stoppede dog ikke sin gnubben selvom han var fraværende. De fik hende om muligt til at træde tæt på ham, så havde han da midt nærvær. Den ensomhed han måtte føle kunne hun kun nikke gengældende til. Hun lukkede kort øjnene.

“Men hvad hvis det ikke er gensidigt.. Hvad hvis du ikke ved hvad du selv føler. “

Euphoria reflekterede højt over hans ord og hun stod stille for en stund og glemte helt at gnubbe. Mulen hvilede derfor bare mod hans hals.

24

Denne gang måtte Brêgo le en smule. En lille munter latter der ikke varede mere end nogle sekunder før den døde ud og gav plads til ord.

”Det ville jeg til gengæld ikke bekymre mig om, Euphoria. Du er ikke i tvivl om hvad du føler når du finder en du virkelig holder af – eller hvis det er gengældt. Og er du i tvivl, kan man altid spørge. Hvor skræmmende det end kan være at blotlægge sine følelser, er det også det der gør os stærke. At vi tør se den frygt i livet og åbne os selv op. Det er ikke sikkert alle vil gengælde dine følelser – faktisk vil jeg gå så langt som at sige ikke alle vil. Men det er modet til at opsøge svarene der gør du kan blive lykkelig. Frygten for afslag kan holde dig hen i ensomhed.”

Selvom Brêgo måske ikke var en af dem der var alt for ofte afvist i landet eller afviste andre, vidste han udmærket godt hvad han talte om, for hans barndom havde været et stort afslag. Han havde været tilbageholdende da han mødte Antheia, men havde alligevel tilladt sig selv at åbne op for kærligheden til sidst. Men til den tid var det bare for sent.

Euphoria vippede ørerne ud til siden over hans latter. Han fandt det måske sjovt, men Euphoria var reelt i tvivl om hendes følelser lige i tiden. Hun foretrak ingen mine, men lyttede troligt til hans ord. Brego havde jo ret, men det var en stor hurdle. Det hun følte måtte hun i sidste ende kaste bort. Det var ikke det rette kunne hun stille konkludere.
Tiltrækning og begær var ikke ord hun var bekendte med, men det havde nok været det som havde skabt den fornemmelse i hende.

Hun så ned på Bregos datter og smilede stille, men kunne samtidigt mærke en anden følelse komme snigende.

“ Jeg må indrømme. At se hende, gør mig ufatteligt utålmodig. “

Det var hendes tur til at klukke vældigt stille.

25

Brêgo gav Euphoria et lille forsigtigt puf. Han havde selv haft fornemmelsen af at være en smule utålmodig da han havde været i nærheden af Armonia og hendes søn tilbage i sommers. Han havde inderligt ønsket sig en, og det var måske også et der havde drevet ham i hovene på den hvide skygge. At det hele havde udviklet sig på en sådan måde som det havde. Helt præcist hvad han følte over for den hvide skygge, vidste han ikke, for en del af ham ønskede jo at se hende igen og frygtede det på samme tid.

”Hvis du beslutter dig for at springe ud i det…. Så skal du vide du aldrig er alene om det her i flokken. Hvis du får brug for hjælp, behøver du bare kalde”

Euphoria tog sig selv i at hvile hovedet mod Brego og hun brummede stille ved hans puf. Hans ord var beroligende for hende, mens det hele igen cirkulerede i hende. Hun rykkede en anelse på sig og trak så hovedet til sig med et lille akkavet smil.

“ Tak Brego, og i lige måde, selvom jeg måske ikke ligefrem er ekspert... “

Brummede hun i varme toner. Mens hun sendte et blik mod datteren. Euphoria havde mest af alt lyst til at hugge hende og løbe sin vej med hende. Det var ligefør hun fik mælkeløb og kunne komme idol af bare st blive kigget på.

26

”Det tror jeg ikke rigtig nogen af os er. Men vi har alle vores erfaringer og det er dem vi må benytte os af og dele viden ud fra. Med tiden ved vi måske nok til at kunne føle os mindre usikker end ellers. Jeg har en del erfaring med at vente til noget er for sent, og det er den viden og den følelse af at fortryde noget jeg kan bidrage med. Men det betyder jo ikke jeg har ret. Måske er din situation anderledes.”

Han ville jo heller ikke stå og sige til hende hvad hun skulle gøre eller ikke gøre og med hvem, men han ville da hade at se en ung sjæl visne væk af tvivl og venten på den rette, som måske aldrig ville dukke op, hvis ikke man kom igennem et par der bedre kunne pege en i retningen af den rette. At man skulle igennem nogle ”udfordringer” for at vide præcis det var man ønskede sig, for det var jo ikke altid det man gik og troede man ønskede sig.

Hun nikkede til hans ord og sendte ham endelig et smil igen. Hovedet blev hvor det var og hun lukkede kort øjnene og sukkede stille. Det var jo sandt og Euphoria kunne kun beundre den brogede hingst for hans viden og ja visdom. Det satte mange tanker igen hos hende og hun missede let med øjnene og vippede så ørerne fremad. Deres situation var måske forskellig, men hun kunne forestille sig ensomheden var den samme. I dette øjeblik søgte hun hans nærvær, ligesom hun tilbød hendes.

" Måske.. "

Hviskede hun stille og rykkede lidt på sig. Blikket sneg sig nogle gange ned på den lille skabning og Euphoria kunne ikke lade være med at smile varmt hver eneste gang.

27

Tætheden hjalp en smule på den kulde efteråret bragte med sig. Ikke fordi det var alt for koldt at stå stille, men gennem nattetimerne og uden for solens varme, kunne kulden alligevel godt krybe forbi vinterpelsen – eller den smule Brêgo selv var i gang med at danne. Mulen lod han hvile mod hendes hals i nogle sekunder, inden han i stedet lagde sin hals hen over hendes i en form for kram. Han kunne jo godt bruge lidt nærvær, selvom det ikke kom fra Antheia. Det ene øre lyttede konstant rundt, men blikket var vendt mod den lille hoppe i græsset, der engang imellem gav nogle små sjove lyde fra sig.

Da hans hals lagde sig over hendes puttede hun sig nu mere ind til den brogede hingst, mens hun mærkede varmen fra ham langsomt sprede sig over til hende. Den lyse mule kørte i små cirkler på den del af hans skulder hun kunne nå og hun sukkede roligt, mens hun nu mimrede stille med mulen og næsten stod og halvsov ved den brogede. Hvorfor han havde sådan en beroligende indvirkning på hende vidste hun ikke, men hun havde ikke i sinde at kæmpe i mod det. Måske var det på tide hun rent faktisk stolede på sine egne impulser. For Brego var bestemt ikke noget trussel for hende.