Mama don't preach [Tag: Deadly Myth]

Han havde vandret længe. Vandret målrettet. Han var udmattet og samtidig ikke til at slå ud. Støvet i græsset hvirvlede klistrende omkring hans ben, som var det slubske slanger. Hans to forskelligt farvede øjne spejdede rundt. Han var i udkanten af Aljuns område. Han vidste han nok ikke var velkommen mere, når nu han ikke var medlem af flokken mere.

Lupë var ikke længere en plag, som da han sidste gang havde sat sine hove på denne Ø; i hvert fald i nærheden af flokkens området. Han var langt mere prægtig og fuldvoksen. Majestætisk og muskuløs, med et kønt hoved og nogle slanke lange lemmer. Han knejste let i nakken så hans hingste-hals rigtig kom til udtryk. Vulkanen rumlede i horisonten. Stille kneb han let øjnene sammen. Du må ikke sladre... Minder fór nu igennem for hans øjne. Mødet med Fuyu no Kitsune,. Hans mors sorte øjne, som var der kun øjenhuler tilbage. Den smukke Sirene... Mmm... Et drenget og bredt smil fandt vej over hans spraglede mule. Han havde ikke set hende siden den dag. Måske var hun stadig her på Øen?

Han stod nu nordvest på Øen. Skoven var på hans højre side, mens vulkanen forude rumlede lunefuldt. Kort undrede han sig over hvordan han mon skulle finde sin mor her, uden at betræde flokkens område yderligere! Ak... han måtte vel bare håbe et par spioner havde opdaget ham og hans mor snart ville finde ham... som den første.

Den kridhvide hoppe med de sortlilla aftegninger, Deadly Myth, vandrede hvileløst rundt på flokkens område ved den store vulkan. Den var rigtigt i oprør i dag og kom med buldrende lyde, der passede glimrende til Skyggehoppens oprørte sind. For efter sit lille visit på Leventera var hun blot blevet bekræftet i, at det var den brogede Vogter, der havde kidnappet hendes datter. Hun var simpelthen rasende! Hun kunne slet ikke forstå, at han havde taget den beslutning at fjerne deres datter fra sin mor på den måde. Og det værste var... Hun havde bestemt ikke haft i sinde at holde Mazikeen skjult for sin far; nej, så snart hun var gammel nok til at rejse væk fra øen, ville hun med glæde have ladt hende besøge sin far, så han stadig havde mulighed for at se hende, og så hun ville vokse op og vide, hvem hendes far var. Men det kunne absolut ikke komme på tale nu - det havde den brogede hingst godt og grundigt ødelagt for sig selv! Når hun fik fingrene i Mazikeen, så skulle hun personligt sørge for, at han aldrig nogensinde kom til at se hende igen - om hun så skulle holde hende fanget på øen for evigt!

Vulkanen bragede højlydt i takt med en buldrende torden i det fjerne, og pludselig flækkede et lyn himlen. Deadly Myth slog vildt med hovedet og følte sig smittet af det voldsomme vejr, der matchede hendes hidsige temperament glimrende lige nu.
Pludselig blev hun dog brat afbrudt fra sine tanker af hendes små skygger, der hviskede og tiskede i hendes ører. Lupëeeeee... Var Lupë her? Hun så bekymret ud over askeøen og spejdede efter sin søn. Hvis han befandt sig her på Foehn, så måtte der være en god grund til det. Derfor måtte hun hellere sørge for at finde ham, inden en af de andre Skygger fandt ham først. Det var stadig ikke til at vide, hvordan de ville reagere, hvis de så Forræderen her på øen...

Hun forlod flokkens område og lod sig guide af skyggerne i Lupës retning. De havde fornemmet hans nærvær og vidste præcis, hvor han befandt sig henne.
Ganske rigtigt fik hun da nu også øje på ham midt i det askefyldte område tæt på vulkanens bund. Hun smækkede det ene øre i nakken, men lod dog det andet være oprejst i hans retning. Hun ønskede at vise ham, at hun stadig ikke havde tilgivet ham 100%, men at hun stadig bød ham velkommen og ønskede at høre, hvad han havde at sige.
Hun stoppede derfor op på stien foran ham og betragtede ham med sine mørke, kolde øjne. Hun fortrak ikke en mine og sagde ikke et ord, men blev blot stående og afventede, hvad han ville gøre. Skyggerne skreg og skabte sig som små tosser i hendes indre. Flæns ham...! Flå ham...! Lad Forræderens blod flyde i vores årer...! Men hun ignorerede dem og skubbede deres skingre stemmer væk for nu. Hun havde ingen interesse i at skade sin søn. Hun elskede ham jo stadig inderst inde og ville aldrig kunne gøre ham ondt, selvom hun godt vidste, at det var dét, skyggerne ville have.

Vulkanen buldrede snart truende, før et lyn slog ned. Lupë holdte sammen på sig selv og havde en rolig og fattet mine over sig, selvom han ikke var uopmærksom. Nok var Øen skrækindgydende og fuld af skygger, i form af alle slags individer. Men det var stadig hans tidligere hjem. Hans gamle flok. Hans familie.... Han var ikke stolt af at kalde det hans familie, men sådan var det bare. Familien vælger man ikke selv... kun venner. Det havde hans far altid sagt.

Efter lynets nedslag havde han nærmest kunne tælle sekunder, før hans mor kom til syne. Den hvide skikkelse, med de sorte aftegn og meget karakteristiske udseende, som tydeligt bar' præg af at han bar skyggerne og tjente Ondskabens budbringere. Gad vide om Fuyu no Kitsune stadig er i blandt os? Det var længe siden han havde sat sine ben her; dog spredtes en hjemmelig og næsten varm fornemmelse i hans krop sig da hans mor kom nærmere. Målrettet.

Stille havde han smilt skvt og drenget over sin mule, næsten lettet. Til trods for hendes udstråling der ambivalent udviste både glæde og foragt. Han forstod det godt... han havde trods af alt forladt hende. Dog ikke bevist... den ene dag havde bare taget den anden? Og nu.. var han voksen. Fuldvoksen og ikke en plag på et-to år mere.

Kuldegysninger løb nu alligevel ned over ryggen på ham da hun rigtig kom tæt på og stod foran ham. I egen høje person. Han sank en klump og rynkede brynene kort en smule utrygt. Som var han blot en plag der skulle til at have skældud af mor. Hans øjne gnistrede stille livligt, hvorpå hendes sorte øjne så tilbage. Han følte et anklagende blik, fra de døde øjne hun bar. Hans far havde fortalt ham om dengang mor havde samme brune øjne som han også bar i det ene øje. Ja, Lupë var i sandhed et mix af sine forældre.

"Mor..."; Hans stemme var ikke und og drenget mere. Men dyb, blød og charmerende. Han sænkede hovedet lidt sørgmodigt, mens han dog holdte blikket imod hendes døde øjne. Han sank en klump, før han alligevel gik direkte til sagen.

"Jeg fandt far for foden af klippen. Nogen må have skubbet ham..."; Lupë kneb let øjnene sammen, i sorg. Mens hans hjerte hamrede ulideligt i hans brystkasse.

"Han ville ikke trække vejret.. Han er...."; Hans charmerende og ellers selvsikre stemme knækkede, mens han ikke kunne sige det sidste år væk. Men han var ikke i tvivl om at hun ville forstå hans ord. Blanke og våde så hans øjne nu op på hende igen. Nøgent og knækket. Aldrig havde hun nok set sin stærke og selvsikre søn i denne stand.

Hun betragtede sin spraglede søn, der virkede noget utryg ved hele situationen; som var han blot en lille plag, der skulle til at have skældud af sin mor. Hun forstod dog godt hans reaktion. Det var jo trods alt længe siden, de sidst havde set hinanden, og han kunne derfor ikke vide, hvordan hun ville reagere ved atter at se ham på denne ø.

Hans stemme lød nu i hendes hvide ører. Mor... Han bar ikke længere den lyse og unge stemme, men havde i stået fået en mørk og blød, hingstet stemme - præcis lige som sin far. Hun bemærkede ham sænke sit hoved i en nærmest sørgmodig stilling, mens han blot så på hende med en klump i halsen. Hun havde en foruroligende fornemmelse i maven. Hvad end, hendes søn skulle til at fortælle hende, så kunne det ikke være noget positivt...

Og ganske rigtigt lød hans ord nu også i hendes ører. Han havde fundet sin far for foden af klippen. Nogen måtte have skubbet ham. Hun klemte let øjnene sammen i vrede; ikke henvendt til Lupë, men til den person, der havde gjort det mod ham. For både hun og hendes søn vidste, at ingen var bedre til at færdes i bjergene end den spraglede Djange - der var absolut ingen sandsynlighed for, at han selv kunne være faldet ned.

Lupë kneb nu øjnene sammen i sorg, inden han bekræftede Deadlys bange anelser - Djange var død. Lupës ellers så selvsikre stemme knak over, da han ikke kunne få sig selv til at sige det, men i stedet blot så op på sin mor med våde og blanke øjne.
Hun vendte blikket bort og så ned i jorden med sammenknebne øjne, mens hun prøvede at håndtere sin egen sorg. Det kunne godt være, at hun og Djange ikke havde set hinanden længe, fordi de havde valgt hver deres vej i livet og derfor ikke kunne leve sammen - men derfor betød han stadig utroligt meget for hende. Hun bed arrigt tænderne sammen og forsøgte at kontrollere det væld af følelser, der skyllede ind over hende.

Pludselig vendte det kolde og døde blik dog tilbage i hendes øjne, og hun løftede atter hovedet og så på Lupë; alle tegn på sorg havde forladt hende udenpå og var blevet lagret i hendes sind. I stedet brummede hun medfølende til ham. Hun vidste, at den sorg, hun selv følte, måtte han opleve mindst 10 gange større - og derfor måtte hun pakke sine egne følelser i væk i et forsøg på at samle sin søn op igen.

,,Djange... Må han hvile i fred; i bjergene, hvor han hører til."

Hun trådte ét skridt tættere på ham, og det kolde blik blev en anelse mere varmt og medfølende at se på. Hun var stadig ikke den omsorgsfulde modertype, der ville træde helt tæt på og omfavne sin søn i et knus - så det her var hendes måde at vise på, at hun havde ondt af ham og ville være der for ham.

,,Hvad vil du gøre nu?"

Hendes stemme var hæs, men mild. Hun var ikke typen, der kunne finde ud af at trøste andre. Ord som 'det gør mig ondt', 'jeg føler med dig' eller 'er du okay?' ville aldig nogensinde kunne komme ud af hendes mund. Derfor forsøgte hun blot at få vendt stemningen ved at stille ham et praktisk spørgsmål, som han kunne forholde sig til i stedet.

Et ubehageligt sus i maven rev op i ham, da han så sin mors reaktion. Hvordan hun kneb de kolde og døde øjne sammen, og så væk. Ubehagen spredtes i Lupës krop i samme sekund, imens han følte hendes smerte og vrede - akkrurat lige så tydeligt som hans egen. Han gispede lydløst efter vejret da han følte at han blev kvalt. Besværet efter vejret, så han alligevel imod sin mor som pludselig lod disse smertende udtryk dale hen.

Hans blanke øjne var tomme af gnister, mens de sårbart så afventende på sin mor. Mor... Hans hjertede sprang et slag over da han hørte hendes medfølende brummen. Han kunne ikke ærindre at han nogensinde havde hørt hende i sådan et tonefald før. Selvom det stadig virkede betryggende, som var han kommet hjem. Han bildte sig selv ind at han havde oplevet det før, men han kunne ikke huske hvornår. Måske som føl? Hendes øjne bar' nu også en vis varme?

En kende spørgende så han kort uforstående ud, før han hørte hendes ord. Må han hvile i fred. Noget eksploderede på ny. Blot at hører hans mors ord. Hendes stemme vakte dybe sørgende følelser. Følelser han havde haft skubbet væk længe. Atter blev øjnene våde og han kneb øjnene sammen, mens et par tårer undkom imellem øjenlågende. Han åbnede atter øjnene, imens øjnene atter var våde og blanke, mens hun trådte et skridt nærmere. Han sank en klump, og trådte selv kun et enkelt skridt nærmere. Mest fordi han vidste hans mor ikke vra en pusse-nusse type. Hans stemme knak let, da han brummede stille. Bekræftende på hendes ord.

Hvad vil jeg gøre nu? Uroligheden slog ham. Han så kort en smule uafklaret ud, som tog over med en tænksom mine. Stille rynkede han let tenksomt på brynene, før han rankede sig stille op. Hun prøvede at få ham til at tage stilling, tage ansvar - og det virkede.

"Jeg vil gerne undskylde mor. Undskylde for at jeg forlod dig. Belial, Aljun, jer."; Hans charmerende stemme var stille. Spillede egentlig meget godt med hendes milde og hæse stemme. En mildere stemme end han havde hørt længe. Han huskede den fra da han var føl. Hun havde nu altid passe godt på ham i grunden. Han havde jo heller ikke forladt hende eller flokken dengang. Det var egentlig Belial han havde været rasende på.

"Det var aldrig min mening at forlade dig. Jeg var bare rasende på Belial, efter hvad han gjorde."; Hans stemme hviskede de sidste ord, sammenbidt, mens hans blik også blev en kende vredt, som han blev mindet om det tab han gik igennem. Den ydmygelse. Hans blik søgte hans mors kolde øjne, mens han håbede hun forstod? Stille havde han straks mulen forsigtigt frem imod hende kort, uden at decideret at ønske berøring. Mon Belial nogensinde havde fortalt hende hvad der var sket?

(Undskyld mit alt for sene svar! Er du stadig interesseret i at fortsætte tråden? )

(Ja meget! Vil gerne finde ud af om hans mor egentlig ved hvad Belial gjorde ved ham, så han tog flugten fra sit liv med skyggerne )

(Fedt! Og endnu en gang undskyld mit alt for sene svar, håber du stadig er frisk på at fortsætte! ^^')

Et lille og måske overraskende, men dog oprigtigt smil tegnede sig atter på hendes mule, da hendes søn gengældte hendes gestus ved selv kun at træde et enkelt skridt nærmere. Hun havde oplært ham godt, og han huskede tilsyneladende stadig den opvækst, han havde fået, og de ting, han havde lært igennem tiden - nemlig at hans mor ikke var en pusse-nusse type, og at det var forbudt at røre. Det fik en stolthed frem i hendes øjne. Hendes søn var blevet et voksent og selvstændigt individ, der havde valgt at gå sine egne veje her i livet, men han havde stadig holdt fast i sin gode opdragelse hjemmefra og ikke glemt de ting, hun havde lært ham. Hun kunne ikke være mere tilfreds.
Hun lyttede nu til hans undskyldende ord, og et sjældent mildt udtryk tegnede sig i hendes øjne. Hun var normalt en kølig og hård hoppe, der ikke havde den mindste antydning af følelser i sit ansigt, men noget var vækket i hende i dette øjeblik. En gensynsglæde for sin ældste søn, og et forfærdeligt savn til den hingst, som han mindede hende så utroligt meget om.

,,Din undskyldning er accepteret, min søn. Og du skal vide, at jeg aldrig har været sur på dig. Jeg har altid vidst, at du hørte til deroppe i bjergene, sammen med din far - det havde været forkert at holde dig bundet hertil. Du skal vide, at din bror er meget ked af alt det, der er sket. Rumpelstiltskin snød ham. Det var aldrig hans mening at stjæle dine kræfter fra dig. Din bror har taget sin straf og var udstødt for flokken i mange år. Men det er på tide at lade fortid være fortid. Din bror er blevet tilgivet og er med i broderskabet igen, og jeg er sikker på, at du også vil være velkommen igen, hvis du ønsker det."