Mother dearest [Fame]

Canicus var retur på Foehn efter en mindre afstikker. Meget var hændt og han følte en fornyet tro på sin tilværelse. Han ledte efter sin mor blandt skyggerne. Han ville ikke være i tvivl når han fandt hendes, for de havde altid kælet for ham når han var alene og ensom. En dyb brummen lød kaldende fra hans brystkasse i det han ikke lige umiddelbart kunne finde hoppen han kaldte mor.

Han stod i skarp kontrast til det askefyldte landskab med den brændende røde pels og hvide aftegn.  Måske var det derfor de andre altid havde veget fra ham. Han forstod det stadig ikke, men havde efterhånden lagt det bag sig.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Skyggerosen bevægede sig med glidende skridt igennnem Fohens askedækkede enge. Omkring hende bølgede et tæt mørke, der i glæde over at være hjemme legesygt hvirvlede om ben og bringe. Som Zenobias sorte sand tog de form, og gnistrede enkelte gange rødligt i skær med Fames egen rustfaste de krop. De var levende, mere levende end de havde været længe, og opstemt over hoppens tanker nynnede de små melodier for hendes sind. I denne nat søgte hoppen nemlig sin datter og søn, der igennem år med opmærksomhed, kærlighed og hård disciplin var vokset til ganske smukke, unge, skabninger. Levende, stolte og ikke mindst stærke.

Stærke nok til endelig at indvies i den næste del af deres liv.

Hoppens smil glimtede i det tætte mørke og de glødende øjne ulmede i natten. Jah, den næste del af deres liv, den rigtige del af deres liv skulle snart indledes. Undfanget med det simple formål at styrke Ham, opdraget med et kendskab til mørke og vandrende i det havde hendes datter altid været... fundet i mørke, vugget i søvn af det og næret fra det havde hendes søn altid været. De manglede bare en sidste lille detalje...

Et bekendt vrinsk fik hoppen til at stoppe op, og med en mild brummen bar skyggerne hendes svar tilbage til ejeren. Omkring hende samlede mørket sig til bringen, hvor den pulserende roses glød indikerede at rusthoppens opmærksomhed søgte ham. Hendes rødlige søn... han var blevet et prægtigt syn, og en kontrast til Fohens sorte område.

“De kul, zu’u koraav hi”

Sang hun for ham, med ord der beroligende og besnærende lagde sig om den kraftige skikkelse.

// Min søn, jeg ser dig...

MOTHER DEAREST:

Mama. Canicus løftede hovedet og lyttede nu. Han kunne til trods sin alder næsten stadig lulles i søvn af hans moders milde brummen. Hun så ham og han ville finde hende og gik derfor målrettet afsted og snart var hun der. Den rustrøde skyggerose som han kaldte mor. En dyb brummen kom fra den unge hingst i det han nu skridtede hen til hende og lagde panden mod hendes hals i det han efterhånden var blevet for stor til at putte sig helt ind til hende. For hingsten var det altid en glædeligt gensyn med hende, til trods for at hun kunne være noget så ubarmhjertig, men den disciplin havde kun gjort ham til et mere prægtigt væsen end man kunne have turde håbe på.
Ord var ikke nødvendige for den ildrøde hingst for at udtrykke hvor meget han havde savnet hende. Han talte knapt hendes sprog alligevel, men forstod hende godt. Han lagde nu hovedet over hendes ryg og smaskede veltilpas i hendes nærvær.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppens blik fulgte tavst den røde, der stille og roligt nærmede sig hende. Bølgende, hviskende og nysgerrigt strakte skyggerne sig ud omkring Fame, og hilste ham med dæmpede stemmer på tunger hans sind ikke forstod. Ikke endnu, i hvert fald. De fortalte om den styrke de sansede, sang om den gave han ville bære til Herren og vidste at dette var for ham, dem, de. Hendes lille dreng var blevet voksen, og selvom han ragede op over den rustfaste de hoppe, så hun alligevel hans uskyldige sindelag igennem hans højde og drøjde. Så voksen, og dog stadig hendes lille væsen. Smilende lod hun ham komme tæt, imens en mild latter rumlede fra hendes indre.

“Cinäed, du er jo vokset langt over mig nu... Fohen har været god bed dig..”

Skyggerosen nippede kærligt til hingstens lange lys man, og sansede de stærke muskler under den tynde hud i hendes flygtige kærtegn. Varmen fra ham spredte sig til Fame, der efter et lille minut i stilhed trak sig et skridt tilbage, øjne fokuseret på Cinäed med et dybt og hemmelighedsfuldt skær i dem.

“Vi, os, de sanser en styrke der ikke var der før.... du er blevet stærkere, min søn. Arsi ark yol, aske og ild løber i dine årer...”

Nynnede hun, en kant af stolthed underliggende, som ikke var noget man hørte ofte fra den rustfarvede. Hoppens hoved vippedes på sned i en rykvis bevægelse, smil spillende om den sorte mule.

“Hvordan... har du det?”

MOTHER DEAREST

Hans næsebor vibrerede i det en næsten lydløs brummen forlod ham da hendes latter lød og dannede den trygge atmosfære han var vokset op i. Det ville måske virke underligt set udefra, men Foehn var hans hjem og skyggerne havde givet meget trøst, især i starten af hans liv. Han sendte hans mor et varmt smil og løftede hovedet let for at nippe hende let i pandelokken. Hendes kærtegn var velkomne og han kunne ofte føle sig som et lille føl igen i hans mors nærvær. Hans blå øjne hvilede i hendes og han lagde hovedet en anelse på sned. Havde hun planer? Han kunne mærke den snært af stolthed fra hende og han voksede nærmest 10 centimeter på stedet i ren og skær ekstase.

” Ilden brænder stærkere end nogensinde. ”

Brummede han så til hende med et smil. Der var sket meget siden de sidste havde set hinanden. Ting han stadig skulle greje, men hans tur på Leventera havde gjort at han i hvert fald havde taget en beslutning.

” Jeg er klar. ”

Lød det så fra ham og han sendte hende et sigende blik. Hun ville vide hvad han mente. Canicus var klar til at blive en af dem. Han ville tjene Herren og bevise sit værd, overfor dem alle.