Nye bekendtskaber - Lucifer

Den gråskimlede Apeiron havde efterhånden boet længe på Chibale med sin lille familie. Da han første gang var ankommet til Andromeda, havde han aldrig i sin vildeste fantasi  forestille sig, at han ville ende med at blive så lykkelig, som han var nu. Han havde fundet sit livs store kærlighed, og sammen havde de fået deres højt elskede datter.
Han havde levet det sidste års tid i mere eller mindre isolation, da Luthíen stadig havde været så lille, at han ikke rigtigt havde turdet efterlade hende og Asira alene. Men hun var nu endelig blevet så stor, at hun ikke krævede konstant overvågning hele tiden, og Apeiron var derfor langsomt begyndt at få mere og mere tid til sig selv igen. Selvom han stadig nød at bruge tid sammen med sine to piger og helt klart foretrak at være hos dem, så vidste han, at de godt ville have noget mor/datter tøsetid sammen en gang imellem, og han stolede naturligvis nok på Asira til at vide, at hun ville passe lige så godt på deres Luthíen, som han gjorde det.

Denne dag var han derfor søgt væk fra deres hjem på Chibale og havde bevæget sig længere ud på øen. Skoven her var enorm - ja, det var jo nærmest kun dén, hele øen bestod af - så der var altid masser af nye og spændende steder at udforske i skoven. Normalt var han ikke den største eventyrer, men efter at have mødt Asira og været blevet far var han blomstret mere op og havde derfor fået en smule mere selvtillid og mod på livet.
Han travede let og elegant af sted langs en skovsti og beundrede de mange smukke efterårsfarver. Han blev grebet af stemningen og lod et muntert, hingstet vrinske runge igennem skoven. Normalt sørgede han altid for at  vække så lidt opsigt som muligt, når han befandt sig på fremmede steder - men denne gang følte han sig rent faktisk inspireret til at møde nye selskaber!

How can you run, when they are in your head?

Lucifer var godt i gang med at undersøge den sidste ø han manglede - undtagen vulkanøen som han ingen planer havde om at besøge - da han hørte et vrinsk. Nysgerrigt så han sig omkring men da han ikke med det samme kunne se den anden hest vrinskede han som svar og gik i retning af lyden. Han var egentlig ikke helt sikker på hvor henne på denne ø han befandt sig eller hvilken retning vandet var, han skulle nok finde det når det blev nødvendigt men denne kæmpe store skov var forvirrende at finde rundt i. Det generede ham dog ikke synderligt, han havde normalt en fast tro på at tingene nok skulle gå i orden på en eller anden måde så selvfølgelig fandt han også ud herfra. Han havde heller ikke rent faktisk forsøgt at finde ud endnu så måske det slet ikke var et problem når det kom til stykket. Det ville heller ikke gøre noget at undersøge denne ø lidt mere i dybden end han havde undersøgt de andre. For det meste havde han bare vandret igennem øen på vej til en ny så der var mange steder han ikke havde set endnu.

Da han kunne høre den andens hovslag komme nærmere løftede han straks halen og knejsede med nakken. Sådan et fint hingstet vrinsk som han havde hørt før måtte tilhøre en rigtig fin hingst~

Da et fremmed, hingstet vrinsk pludselig lød igennem skoven til ham som svar, fik han kort en lille klump i halsen og mærkede en lille usikkerhed stige i sit indre. Måske havde det alligevel ikke været så god en idé at gøre sig bemærket på den måde...? Han rystede dog hurtigt på hovedet og skubbede tanken væk igen. Pjat! Han havde lige så meget ret til at være her som alle andre; og desuden havde den fremmedes vrinsk lydt venligt, så forhåbentlig ville der ikke opstå nogen problemer.

Han fortsatte fremad i den retning, det andet vrinsk havde lydt, og fik kort efter øje på den fremmede mellem træerne. Det var en smuk, gylden hingst - meget elegant at se på og med en prægtig udstråling. Han strålede af selvsikkerhed og maskulinitet. Ak ja, han var sådan en hingst, Apeiron altid havde været misundelig på... Han mærkede atter den lille usikkerhed stige op i sin mave. Hvad nu, hvis den fremmede var sådan en type hingst, der så andre hingste som en trussel og rigtigt ville spille op med musklerne overfor ham? Han tvang dog sig selv til at tænke på noget andet og mødte i stedet den fremmedes øjne. Han havde et dybt, venligt blik og virkede ikke umiddelbart som nogen trussel. Ak ja, der ville nok ikke ske noget alligevel... Det var bare ham, der som sædvanlig var paranoid!

Han brummede hilsende til den fremmede og lod et venligt smil glide over den sorte mule, mens han sænkede hovedet i en underdanig stilling for at vise den fremmede, at han ikke var nogen trussel og ej var ude på ballade.

How can you run, when they are in your head?

Lucifer så nysgerrigt på den fremmede hingst efterhånden som den kom nærmere. Han virkede ikke særlig selvsikker selvom Lucifer ikke kunne forstå hvorfor, i Lucifers øjne var hingsten da ganske køn og han så da heller ikke decideret svag ud eller noget? Det betød så til gengæld at Lucifer måske kunne give ham lidt selvtillid med sine komplimenter? Hvis ikke det bare skræmte den fremmede hingst væk.

"Goddag, det glæder mig meget at møde dig, det er ikke ofte man møder så flotte hingste som dig." han forsøgte at får det til at lyde lidt mere som et normalt kompliment og lidt mindre som flirt end han normalt ville. Han ville helst ikke risikere at jage denne hingst væk, der var noget over ham og indtil Lucifer vidste hvordan han reagerede kunne det være en god ide at dæmpe sig selv en smule. En lille smule i hvert fald...

En lille rødmen skød op på Apeirons kinder, da den fremmede hingsts ord fuldstændigt kom bag på ham. Han havde aldrig nogensinde oplevet en anden hingst tale sådan til ham før! Det var en helt vild fornemmelse - men absolut på den positive måde!

,,Fornøjelsen er helt på min side! Og mange tak - selvom jeg nu er ingenting i forhold til dig."

Han slog kort blikket ned i jorden og rødmede svagt, inden han da så op på hingsten igen med et lille, forlegent smil. Han vidste ikke, hvorfor han reagerede på denne måde, for det var jo meget normalt at give andre komplimenter på den måde - men det var bare slet ikke noget, Apeiron var vant til, og da slet ikke fra en anden hingst! Men det var virkelig rart til en forveksling, og han mærkede straks, hvordan han blødte mere op. For sådan som denne hingst talte til ham på, kunne han da umuligt være farlig...

,,Mit navn er Apeiron. Hvem er du?"

How can you run, when they are in your head?