Dare to enter my kingdom? - Lucifer

Efteråret var langsomt ved at indtræde landet, og det var ikke noget, den lyse Lumine var så glad for... Normalt var efteråret en meget smuk årstid på grund af de smukke farver, men her på ørkenøen var der stort set ingen træer og derfor ingen flotte farver. Det betød også, at der ikke rigtigt var læ nogen steder, så når de kraftige efterårsvinde fløj ind over ørkenen, var det meget koldt og blæsende og fik sandet til at hvirvle rundt ud over det hele.
Lumine var derfor ikke i det bedste humør lige pt. og holdt sig meget tæt på den oase, hun boede ved sammen med de få andre heste, der også hørte til her i ørkenen. Selvom de ikke decideret var en flok, så kunne man alligevel ikke undgå at komme tæt på hinanden, fordi det her var et af de eneste steder, hvor det var muligt at leve i ørkenen - specielt på denne her tid af året.
Lumine holdt normalt meget af at søge ud mod havet og se, om det havde skyllet nogle nye, spændende bekendtskaber op til hende - men lige for tiden var det simpelthen for koldt og blæsende til, at hun kunne holde ud at bevæge sig rundt derude! Hun lå derfor blot i læ under en klynge træer nede ved søen og spejdede ud over sit lille kongerige, som den prinsesse hun nu engang var... i hvert fald ifølge hende selv 

Lucifer rystede sig kraftigt, han var godt nok ved at være tør efter sin svømmetur men der sad lidt fugt tilbage og det var ganske forfærdeligt koldt når vinden ramte de fugtige steder. Han trampede lidt hårdere i jorden mens han gik, mest af irritation men også lidt i håbet om at det ville varme ham op. Det hjalp heller ikke at han slet ikke havde noget ønske om at være på denne forfærdelige sandblæste ø men da han undervejs i sin rejse rundt i landet pludselig opdagede at han var endt på vulkanøen valgte han at det nok var bedre bare at svømme til den nærmeste ø for at komme væk igen, i dette tilfælde ørkenøen.

Han var ikke som sådan bange for at befinde sig på vulkanøen men efter mødet med Ayvah havde han besluttet sig for så vidt muligt at holde sig fra den indtil han vidste noget mere om hvad der foregik. Det kunne jo være han blev hevet ind i et eller andet ved at være på den. Selvfølgelig kunne det også ske et andet sted hvis han stødte på de såkaldte vogtere men han vidste ikke hvor de boede og kunne derfor ikke undgå dem.

Med et suk stoppede han på toppen af en lille bakke og kiggede ud mod horisonten, det så ikke ud til at han var ved at have nået havet endnu men forhåbentlig gik han i den rigtige retning. Det var først da han havde konstateret denne nedslående fakta at han kiggede ned og lagde mærke til den fine oase der lå ikke så langt forude. En oase betød heste! Og vand! Og måske læ? Ivrigt satte han i trav mod den, selvfølgelig med halen stolt løftet og knejsende nakke, selvom man var sur og tørstig kunne man jo godt gøre et godt indtryk!

Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da en smuk gylden hingst pludselig kom travende ned mod oasen. Hvilken fryd! Når nu hun ikke selv gad bevæge sig ned til havet for at møde nye sjæle, så var en af de nye sjæle altså kommet til hende i stedet for!
Et charmerende og lettere lumskt smil spillede om hendes mule, da hun blot lå i stilhed og betragtede den fremmede, der kom nærmere og nærmere. Hans hale var højt løftet, og hans nakke maskulint knejset. Han var et syn for guder!

En lille opstemt brummen forlod hendes svælg, mens hun dog blot blev liggende og betragtede ham med de dybe, blå øjne. Hun håbede, at han selv ville få øje på hende og finde hendes skønhed så betagende, at han ikke kunne holde sig væk! Og hvis ikke... ja, så måtte hun jo bide stoltheden i sig og selv opsøge ham.

Lucifer nåede frem til vandet og tog lykkeligt et par store slurke inden han løftede hovedet igen og så sig omkring. Var der nogen her der virkede til at ville snakke lidt, møde en ny lækker og spændende hingst som ham selv? Han lagde ret hurtigt mærke til en smuk lys hoppe der lå ved nogle træer men da hun ikke viste tegn på at rejse sig eller kalde på ham kiggede han videre på de andre heste. I dag var ikke lige en dag hvor han havde lyst til at snakke med nogen hvor han ikke var velkommen, det var han for træt af denne irriterende ørken til.

Desværre var der heller ikke andre heste der virkede til at ville snakke så han blev stående ved vandet og så sig omkring imens han overvejede hvad han skulle gøre. Han kunne selvfølgelig bare skynde sig videre indtil han nåede havet men det ville nu være rart med et lille hvil og godt selskab inden han tog videre. Måske hvis han smilte indbydende til nogle af de forskellige heste ville en af dem komme hen til ham?

Hingsten fik nu ligeledes øje på hende, og hun fangede hans blik og fik øjenkontakt med ham. Hun regnede helt bestemt med, at han nu ville finde hende så smuk og betagende, at han slet ikke kunne holde sig væk - men til hendes store skuffelse fjernede han blot blikket fra hende igen og begyndte at se sig omkring, som om han ledte efter noget bedre selskab. En dybt frustreret rynke formede sig på hendes mule, mens hun så fornærmet efter ham. Hvad bildte han sig ind?! Hun var Dronningen af denne oase - den smukkeste hoppe i hele ørkenen! Hvordan kunne man vende blikket bort fra hende på den måde?! Hvilket selskab kunne være bedre end hendes?! Hun overvejede kort, om hun mon skulle rejse sig op og selv opsøge ham; men det var hun alligevel for stædig til. Det kunne simpelthen ikke passe, at hun skulle bukke under og tabe sin stolthed - der måtte da være en måde at fange hans interesse på!

Måske havde han simpelthen bare ikke hørt hendes lille brummen før og var derfor i tvivl om, om hun ønskede hans selskab eller ej? Måske han simpelthen bare kunne se på hende, at hun var den vigtigste og mest værdige hoppe her i ørkenen og derfor ikke turde tage kontakt til hende uden hendes tilladelse? Ja, det måtte være derfor! Hun udstødte derfor en lys, feminin lyd for at fange hans opmærksomhed, inden hun lod en opsøgende og endnu højere brummen lyde mod ham.