Thunder rolls (Lucifer)

37

Et par mælkehvide øjne betragtede nogle mørke skyer i det fjerne. Solen var ikke gået ned, men var så godt gemt bag de tykke regnfyldte skyer, at det virkede mørkere en normalt. Det lå i luften. Selvom det var blevet efterår, var der alligevel så lummert i luften på Foehn, at der uden tvivl var risiko for lyn og torden. En blanding mellem den kolde luft og varmen fra vulkanen, hvis N’zall skulle gætte på noget. Selvom skyerne uden tvivl kom krybende nærmere og nærmere, var der næsten vindstille hos skrækhoppen. Hun var krøbet længere ned i landet og væk fra vulkanen for at søge andet selskab end hendes eget, og vel egentlig også fordi der var større chance for at finde sjæle, der kunne bidrage til hendes underholdning.

Lucifer var uden at vide det kommet til at svømme til vulkanøen. Da han endnu ikke havde overblik over hvordan landet så ud troede han at der var vand mellem vulkenøen og den ø han befandt sig på nu men efterhånden som han bevægede sig ind på øen begyndte han at overveje om de mon hang sammen. Ude fra vandet havde han ikke kunnet se et eventuelt stræde der adskilte dem og der havde ikke været nogen tegn på det endnu på øen.

Han stoppede og så sig lidt omkring imens han overvejede hvordan han skulle reagere. Skulle han måske bare vende om og svømme tilbage til en af de andre øer han allerede havde besøgt? Han var ikke bange for øen, Ayvah havde ikke ligefrem skræmt ham, men han foretrak at holde sig på afstand af vulkanen hvor hun havde sagt at de der skyggeheste holdt til. Det kunne sagtens være at de var lige så venligtsindede som Ayvah var men han ville absolut ikke risikere at blive blandet ind i hvad end det var de havde kørene med de der vogter-heste.

Ubeslutsomt blev han stående som om verden måske bare kunne løse problemet for ham. På den ene side ville han gerne kende hele det land han nu boede i, på den anden side var der masser af andre steder han kunne undersøge inden han eventuelt kiggede på denne ø. Til den tid kunne det også være at han havde en bedre ide om hvad der foregik og derfor bedre kunne vurdere hvad der var smartest at gøre? Han var så småt blevet enig med sig selv og skulle til at vende om da han syntes at han hørte hovslag.

1

Skyggerne smøg sig kælent op af de lange ben som sorte flammer, men de hverken brændte eller fortærede hende. De var en del af hende. De hviskede til hende – sætninger der kun lige var hørbare – ord der kom oven i hinanden og dermed ikke var helt til at opfange, og så var der dem der skar mere igennem, som hun ikke kunne undgå at fokusere på.

Skyggernes advarsel fik N’zall til at søge i omgivelserne efter denne fremmede de hviskede om. Det tog ikke hoppen ret lang tid at finde denne fremmede herre, som skilte sig godt og grundigt ud fra hendes egen slags og omgivelserne. Han var ikke lige så mørk og han var ikke en af dem, en af de mange.

Kursen blev sat mod hingsten, og N’zall sørgede for at komme fra en retning, der viste hende fra den mindst skræmmende side. Den halve mule var ikke det hun ønskede han skulle starte ud med at fokusere på, for en skrækhoppe som hende kunne sikkert sagtens skræmme andre væk bare med sit udseende, men hun ønskede jo ikke at jagte sin underholdning.

”Godaften du fremmede vandrer.”

N’zall hilste på ham med den sukker søde tone der slet ikke matchede hoppens frygtindgydende ydre. Et var en tone der kunne virke alt for sød, men den var rimelig normal for hende.

Lucifer havde ganske rigtigt hørt hovslag og det tog ikke mange sekunder før han fik øje på den hest hovslagene hørte til. En sort hoppe han ikke havde set før - ikke at han havde set så mange heste i dette lang endnu - og på en måde mindede hun om Ayvah? Hans ører var allerede nysgerrigt rettet fremad men det rettede sig lige det ekstra da han lagde mærke til at hendes øjne nærmest lyste? Eller lyste de rent faktisk? Og hvorfor var der sort.. tåge? om hendes ben?

Det var på sin vis meget heldigt at han havde mødt Ayvah før da han måske ellers bare var vendt om og forladt denne ø så hurtigt han kunne. Heste med lysende øjne og tågeben var ikke normalt noget han ville forvente at se og han havde måske troet hun var et monster eller noget. Som det var blev han stående omend han ikke helt kunne lade være med at overveje om han mon ikke skulle forlade stedet alligevel. Hun var måske bare en mere uhyggeligt-udseende udgave af Ayvah men hvem vidste?

"Godaften du interessante hoppe..?" Der sneg sig ubevidst en lidt spørgende tone ind i hans svar, ikke fordi han var i tvivl om hvorvidt hun var en hoppe men fordi hans instinkter ikke var helt sikre på at hun var en hest, i hvert fald ikke en almindelig en. Lysende øjne, tåge-skygger og så var der også et eller andet med hendes mule?

2

Hans spørgende tone bragte en lille sukkersød latter frem hos N’zall. Hun standsede ikke, men gav sig i stedet til at kredse omkring hingsten i en cirkel der blev mindre og mindre til det punkt hun strøg sig op af hans side.

”Jeg ved hvem jeg er, men hvem….. Er du?”

Hele hovedet blev drejet da hun nåede hen foran ham, som gjorde den halve mule meget tydelig. Kun den ene side var dækket af kød, og den anden var ren og skær knogler. De mælkehvide øjne var udtryksløse, men ud over hoppens gyselige udseende, var der ikke noget der burde skræmme nogen væk. Hun opførte sig jo pænt nok….. For det meste. Især når hun ønskede selskab.

N’zall havde holdt en lille pause fra sin kredsen omkring hingsten, men genoptog den ved at stryge sig ned langs han side, og sendte et lille drillende nap mod ham på vejen. Hver eneste bevægelse var afmålt. Præcis og smidig som en kat. Det bidrog på samme tid til den elegance der lå over hoppen på trods af hendes meget specielle udseende.