It's a new dawn, It's a new day (Azula)

1

Solens første stråler var endnu ikke spredt på morgenhimlen. Det kunne svagt anes i det fjerne, at den var på vej op, på grund af det varme lys der langsomt krøb op af vandet. Ava havde taget en smule afstand til Aljun, men foretrak stadig at opholde sig i nærheden af ildbjerget. Her havde hun sine kræfter, og sine kræfter havde hun i den grad brug for. De sidste par gange væk fra øen, havde ikke ligefrem været nogen kæmpe succes. En enkelt gang havde dog været en smule anderledes, men ikke nok til at opveje alle de dårlige oplevelser.

Ava stod halvdøsigt nær vulkanens top, og spejdede ud mod øst. Foehn ville være den første ø til at blive badet i sol, hvis ikke det var for de askeskyer der ofte hang over øen og skyggede. Den sydlige del af Foehn, ville være der man havde størst chance for at finde sollys og grønne områder, men den slags var Ava ikke interesseret i, så snart andre kunne finde på at dukke op. Men hun vidste hun var nødt til at finde føde på et eller andet tidspunkt. . . og vand.

Det var tidlig morgen, dagen efter Azula atter var kommet tilbage til Foehn efter sin lille udflugt med Cináed. Den var endt på en noget overraskende måde, da hun var ramlet ind i sin første brunstperiode på turen - og hun grublede derfor noget for, hvordan hun lige skulle få fortalt det her til sin mor og bror. Hvad ville de ikke tænke om hende?! Det var slemt nok i sig selv, at hun var blevet gjort drægtig... Men så endda med en hingst, der ikke engang var Skygge! Det var jo slet ikke dét, der var meningen med hendes eksistens! Hun skulle ikke have haft nogen føl, før hun selv en dag var blevet Skygge og havde fundet en værdig Skyggehingst!

Hun kunne ikke sove mere pga de mange tanker, der fór rundt i hendes hoved, og valgte derfor at stå op, selvom det endnu var så tidligt, at solen ikke rigtigt var stået op endnu. Det var dog ikke noget, der generede hende synderligt... Hun havde altid fundet sig fint tilpas i mørket - og desuden kunne man jo stadig ane lyset i det fjerne.
Hun forlod flokkens område og vandrede længere op i bjergene nær vulkanens top. Hun skævede tænksomt mod vulkanens indre. Hun kunne fornemme Herrens vrede ulme under hende. Det fik hele vulkanen til at runge og true med at gå i udbrud. Måske ville hun en dag være med til at slippe ham fri? Hvad ville der mon så ske med landet?

Hun nåede vulkanens top og kunne pludselig ane sin mor, der stod ved kanten og spejdede ud over øen. Det gav et sæt i hende, og hun sank uroligt en klump i halsen. Hun følte sig slet ikke klar til at snakke med sin mor endnu! Måske kunne hun stadig nå at vende om, inden hun havde set hende? Nej... Ava var en af de dygtigste Skygger, hun kendte - hun havde sikkert fornemmet sin datters tilstedeværelse, længe før hun selv havde fået øje på hende. Hun rømmede sig derfor blot let og trådte forsigtigt op på siden af sin mor - det var aldrig til at vide, hvilket humør den sorte Ava var i, så man måtte nærme sig med forsigtighed.

,,Godmorgen mor."

13

Bekymringer tyngede den blåsorte Ava. Bekymringer der var blevet tydelige at se fysisk, da de ikke længere bare kunne holdes inde. De fik hende til at virke mindre og langt mere sårbar end normalt. Hun havde ikke lige så meget fokus på sine omgivelser og havde derfor heller ikke registreret Azulas tilstedeværelse før hun havde åbnet munden og hilst godmorgen. Selv efter hendes ord gik der nogle øjeblikke før Ava egentlig registrerede det ordentligt og drejede hovedet for at se mod sin datter. Lyset ud af de blå øjne var ikke lige så kraftigt og intenst som normalt. Et lille svagt smil kunne dog anes, men det nåede ikke helt op til øjnene.

”Godmorgen, min pige”

Blikket gled i retningen af den østlige kyst af Foehn igen. Ava, der normalt ville have skældt sin datter ud over at have forladt øen uden tilladelse, forholdt sig i stedet tavs igen. Hun var ikke den samme hoppe, som hun havde været længe. Den hoppe der stod foran sin datter denne gang, var mere knækket end hun nogensinde ville have ladet andre opleve.

Til Azulas store overraskelse virkede det egentlig slet ikke som om, at Ava havde registreret hendes tilstedeværelse overhovedet. Selv da hun havde sagt godmorgen, gik der lidt tid, før Ava så ud til at registrere det og endelig drejede hovedet og så på hende. Hendes blå øjne virkede matte, og selvom hun smilede til Azula, virkede det ikke oprigtigt. Azula så bekymret på sin mor. Hun havde aldrig set hende på denne måde før, og i et øjeblik forsvandt alle hendes egne bekymringer som dug for solen. For hvad var der sket med hendes mor!? Hun blev ikke engang vred over at se Azula, men svarede hende blot tilbage med kærlige ord, inden hun lod blikket glide ud mod kysten igen og ellers forholdt sig tavs. Azula måbede let. Der var noget galt! Forsigtigt trådte hun op på siden af sin mor og sendte hende et lille smil. ,,Hvad laver du?"

2

”Jeg…… Ikke noget”

Selvom Ava startede en sætning kunne hun ikke rigtig færdiggøre den. For hvad lavede hun egentlig? Hun vidste det ikke rigtig selv, men egentlig stod hun nok bare i sin egen bekymring og samlede sin styrke igen. Siden Illanas eksplosion af lys, havde Ava følt sig en smule alene. Som om hun ikke havde samme kontakt til skyggerne længere. Det var ikke mange der havde været tilbage i kroppen på hende, og de havde været stille i nogle dage efter de var krøbet tilbage. Deres hviskende stemmer var ikke lige så tydelige som hun var vant til, og at bare stå stille nær vulkanen var måske egentlig også en form for desperat forsøg på bedre at kunne lytte.

Det var ikke den vante vrede, der holdt sammen på den lille hoppe, men i stedet fokus og koncentrationen der var rettet mod 4 ord hun blev ved med at gentage i sit sind. Drog, ofan zey mulaag… Drog, ofan zey mulaag…. Der blev dog nogenlunde stille i hendes hoved, da hun i stedet rettede sin fulde opmærksomhed mod Azula.

”Du er tilbage? Uskadt?”

Hun kunne se hun var tilbage, men om det var for at blive var nok mere spørgsmålet. Og uskadt? Der var som sådan ikke noget synligt der lige sprang i øjnene, og alligevel var der et eller andet – Ava kunne fornemme det.


Betydning
Drog – Herre
ofan zey mulaag – giv mig styrke

Hendes mor skulle lige til at svare hende på spørgsmålet, men endte i stedet med at fortryde det og blot fraværende svare 'ikke noget.' Azula så bekymret på hende og forsøgte at aflæse, hvad i alverden der var i vejen med hendes mor, for sådan her havde hun godt nok aldrig set hende før. Hun var vant til at se sin mor som en stærk, dominerende og rimelig selvglad hoppe, der altid havde et temperament blussende under overfladen og et kækt svar klar på sine læber. Så at se sin mor så fraværende og ude af stand til at sige noget sådan rigtigt... Det var virkelig underligt og meget ubehageligt. Men desværre var hun jo ikke tankelæser, og hun måtte derfor bare acceptere, hvis hendes mor ikke havde lyst til at snakke om det.
I stedet vendte hun nu sin fulde opmærksomhed mod Azula og spurgte, om hun var tilbage og uskadt. Azulas mund formede sig i et lille o, og hendes blik var tydeligvis overrasket og en smule chokeret. Hun så da en anelse usikkert på sin mor.

,,Du vidste altså godt, at jeg har været væk... Er det Azazael, der har sladret?!"

14

Et næsten mildt smil lagde sig om Avas mule, før hun lukkede øjnene og rystede op hovedet. Alt foregik næste i slowmotion. Da hun åbnede øjnene igen, lod hun blikket falde på Azula.

"En mor ved alt. Det finder du ud af en dag"

Ava burde have vidst det. Det var ikke hende selv der havde fundet ud af det, men heller ikke Azazael der havde sladret. Hun havde helller ikke nogen intentioner om at afsløre sin kilde. Hun var jo kun taknemlig for at Xenocrates havde givet hende et heads up, når hun ikke selv var i stand til at fokusere.

"Jeg er bare glad for du er tilbage i god behold. Jeg ville ikke kunne bære at miste endnu en"

Den første datter havde hun aldrig knyttet bånd til. Selvom hun havde nægtet at tage sig af føllet, havde hun jo stadig mistet det. Men hun anså ikke Ariel for at være en af hendes. Nymfen var hendes, og hende havde hun måske mistet. Og så var der den nye. Hvis der da stadig var en ny en. Det var utilgiveligt at slå et føl ihjel, født eller ufødt, med mindre det var for at ende dets lidelser. Havde det ikke været for Ekoeos tilstand, havde hun nok ikke været i stand til at ofre ham til Herren. Men han måtte være et bedre sted nu. Hun havde stadig svært ved at tilgive Xenocrates for hvad han havde gjort ved det stakkels føl, men værtsatte samtidig også den hjælp han gav hende med hendes egen søn.

"Jeg ved du er voksen nu, og burde kunne klare dig selv, men en mor holder aldrig op med at bekymre sig. Selvom du ikke er født med skyggeevner som in bror, håber jeg du vil slå dig til broderskabet en dag, så vi alle kan være sammen. Dig, Saskia, Azazael og mig. Og før er måske også det bedste tidspunkt at udforske de andre øer på, for det er farligt for vores slags. For mig, for Azazael. Jeg har fjender derude, Azula. Lov mig du passer på og ikke lader dem sætte kløerne i dig. Lov mig det"