Cool Down

Imens den stjernedækkede Leonora skubbede de rørstrømske følelser lidt bort igen, lyttede hun dog til de ord, som den spraglede Mindraper udtalte. Han fortalte, at han følte at han bar noget af skylden for, at Ava havde valgt Mørkets sti - men hvad han præcist hentydede til kunne Leonora ikke vide, og ville heller ikke spørge om. Hun følte ikke at det var på sin plads at grave i det; for hvis det gik den spraglede på, skulle han have lov til at have det for sig selv. Hun brød sig heller ikke om når andre forsøgte at rode rundt i hendes sårbare sind - så hun ville aldrig gøre det overfor en anden.

Kort efter at den spraglede selv havde udvist små tegn på den samme sårbarhed, som Leonora bar med sig, skiftede hans aura dog til en mere beslutsom en - en aura som faktisk klædte ham meget godt, hvis Leonora kunne tillade sig at have en mening om dette. Og da han spurgte om hun ville følge ham på en tur, nikkede hun med en graciøs bevægelse.

,,Det vil jeg gerne Mindraper."

Hun havde sat sig for, at hun skulle have lidt tid inden hun vendte hjem til sin familie, så det gjorde hende ikke noget at bruge tid med den spraglede - tværtimod. Han var blevet en del af familien, som hun desværre aldrig havde haft noget med at gøre, og egentlig var det ganske rart for den stjernedækkede hoppe at lære ham blot en anelse at kende.
Hun satte da frem med de ædle bevægelser hun bar, men hun lod det være op til ham at vælge retningen de skulle gå i.

[4]

Det var ikke tit at den spraglede hingst lod sig have selskab på denne måde, og normalvis så havde han heller ikke budt Leonora med på en gåtur, men noget i ham havde forandret sig på det seneste, og den lille nagende følelse af at være alene havde sneget sig gevaldigt ind på ham.

Han vidste på mange måder at han havde fejlet som forældre overfor hans to døtre, for selvom han havde forsøgt at forklare Nymfe omstændighederne, så havde hun nok været for lille til at forstå det, og han vidste godt der var en risiko for at hun ville opsøge sin mor efter alt der var sket. Det var ikke fordi han kunne bebrejde hende det, men han vidste faren og risikoen der ville være forbundet med det. Ava hadede alt hvad der havde med Teylar – eller Lyset at gøre, og ville uden tvivl gøre en dyd ud af at understrege det. Den spraglede havde den en underlig form for tillid til hende, en der måske ikke burde eksistere, men han kunne ikke ryste det af sig. Kærlighed gjorde trods alt blind.

Alt imens han var opslugt af sine egne tanker, havde den stjernedækkede hoppe accepteret hans invitation og et lille smil strejfede derfor hans læber, mens et nik understregede at han havde hørt det. Der gik derfor ikke længe før han nu skridtede afsted i en uvilkårlig retning. Han var ikke klar til at tage tilbage til Teylar, for det kogte stadig i ham. Måske uberettiget, men der havde trods alt aldrig meget helt så meget logik når det kom til den spragledes lune. Han var som oftest meget rolig og afmålt, men hans mor havde et heftigt temperament, og det var noget alle hendes afkom gemte på – også ham.

Den spraglede var høj og med et par lange ben, der dog var gemt lidt væk af den brede krop, der efterhånden var ved at være godt belagt med et veltrænet muskellag, som arbejdede under det spraglede hårlag. Han havde aldrig været typen der tænkte over hvordan han bar sig foran andre. Det faldt ham ganske naturligt blot at skridte afsted på kattepoter, dog afpassede han altid tempoet til sit selskab. De gule øjne skævede da også ind i mellem over på den sorte hoppe, for at sikre sig at han ikke halsede afsted i sit vanlige tempo og fik hende til at sakke bagud. Et lavt pust kom fra ham, og han så igen frem da de nåede til endnu en lille lysning i skovområdet, der befandt sig på øen. Den virkede dog bekendt og den spraglede rynkede på det ikke eksisterende bryn med en lille brummen.

” Undskyld Leonora. Det ser ud til jeg har ladet os gå i ring. ”

Fik han sagt med en anelse fjern stemme, inden han rystede en anelse på hovedet. Han måtte have været på fordybet i sine tanker at han var havde taget tilfældige stier. Ørerne vippede han let med og afventede egentlig bare hvad hoppen ville sige eller gøre til hans lille blunder. Det lignede ham ikke, men efter sådan et event, så kunne man næsten ikke bebrejde ham.

Word-count: 522
[1]

Den stjernespækkede hoppe faldt naturligt ind I den rytme, som den spralgede Mindraper bevægede sig med. Altid havde Leonora yndet at bevæge sig med elegance, også selvom det ikke var nødvendigt; men ej gjorde hun det for at vise sig frem. Nej, hun gjorde det, fordi det føltes godt, fordi hun nød at bevæge sig i dansende skridt. Når hun gjorde det, følte hun sig fri – og hun følte sig tilpas. En sagte brummen forlod hendes mule, da hun fandt sin plads ved hans side, og snart bevægede hun sig i samme takt som ham.

Imens de vandrede side om side – med hvert deres bevægelsesmønster – lod hun atter sine tanker glide lidt bort. Hun følte en hvis ro ved at lader tankerne vandre, alt imens hendes krop fulgte den spragledes. Denne gang lykkedes det dog den stjernespækkede hoppe at lade værre med at bekymre sig; og blot være til. Hendes tanker kredsede nu om den kærlighed, hun delte med sin familie. Hendes mage, Eagle Eye – et ganske umage par, hvis man nok skulle sige det. Hendes søn, Seyé, der stolt bevægede sig rundt i landet. Hendes døtre Tára og Tauriel, hvis liv nærmest blot var begyndt. Der var så mange ting, som havde hjulpet Leonora med at blive mere hel, mere samlet i løbet af årene; men hun betvivlede stadig, at hun trods hendes lykkelige situation, ville finde sig selv helt. Men det var måske også okay.

Hans stemme kaldte hendes sind tilbage til nuet og hun stoppede ganske kort efter den spraglede selv var stoppet. Hun brummede næsten tavst, inden hun tippede et øre imod ham.

,,Det går nok, Mindraper. Såvidt jeg husker er der ikke nogen af os, der skal være på et bestemt sted lige nu.”

Hun nikkede en anelse anerkendende imod ham; for hvis sandheden skulle frem, havde hun selv fortabt sig tilstrækkeligt til sine tanker, til at bemærke at de var gået i ring. Et lille smil, meget diskret, fandt vej til hendes mule, inden hun rettede blikket imod himlen. Nattens kappe ville snart glide over Andromeda, og måske var det ved at være på tide at vende hjem. Desuden virkede det som om de begge havde fået det ud af mødet, som de nok kunne – og nu havde roen vidst fundet dem begge.

,,Dog, Mindraper.. Tror jeg at min sti skal føre mig hjem nu. Mine døtre har brug for mig. Vil du følge mig det første stykke?”

Hun ville ikke tvinge ham til at vende tilbage til Teylar – ej heller spørge ham om det. Hun kunne fornemme, at hans vej endnu ikke skulle bringe ham til Teylar; men hun var egoistisk nok til at ønske hans selskab blot lidt endnu.

[1]

Et lille brum af morskab forlod hans strube da det så ud til at den stjernespækkede hoppe ligeså havde overgivet sig selv til tankerne i stedet for at fokusere på ruten. Han kunne vel forestille sig at hun havde sine egne ting at tænke over ligesom at han havde hans. Leonora havde trods alt også 'mistet' et familiemedlem den dag Ava havde besluttet sig for at forlade Teylar. Et dybt suk kom fra ham, en anelse fraværende inden hendes stemme fik hans opmærksomhed på ny.

" Jeg kan følge dig lidt af vejen. Til vandet. "

Tilbød han i et afdæmpet toneleje. Hans sti førte ham i modsatte retning end den hun skulle, så det var af ren høflighed at han tilbød sit selskab. Med et nik satte han nu i retning af Leventera med rolige skridt. Han havde ikke travlt med at komme af med hende, men han var løbet tør for ord at sige. Den spraglede talte sjældent bare for at tale, og tavshed kunne ofte sige mere end ord var i stand til.
Jo tættere de kom på kysten kunne man mærke en frisk brise bringe duften af saltvand ind mellem den fugtige duft af skov. Det var et frisk pust for den spraglede der kunne trække vejret en anelse mere afslappet. Han lukkede de gule øjne i og tog en dyb indånding.

En brise bragte dog en mere foruroligende duft med sig og den spraglede kunne nemt genkende den metalliske duft. De gule øjne blev spærret op inden hingsten stoppede op og drejede hovedet for at se om han kunne få øje på noget i nærheden. En uro bredte sig i ham og han lod nu blikket vandre over på den stjernespækkede hoppe.

" Leonora, jeg er bange for at jeg bliver nødt til at forlade dit selskab lidt før planlagt. "

Lød det så stille fra ham.

De klare blå øjne hvilede på den spraglede hingst, alt imens hun afventede hans svar. Hun ville på ingen måde bebrejde ham, hvis han ej ønskede at følge hende tilbage imod Teylar’s grænser – men til hendes glæde, valgte han at følge hende til vandet, hvorefter deres veje måtte skilles.
Hun nikkede graciøst, som tak for hans selskab, og fulgte ham med det samme i det han satte retning imod kysten, hvorfra hun kunne passere til Leventera.

De vandrede i tavshed. Roligheden havde sænket sig over dem, mellem dem, og i nuet havde de nok i hinandens selskab. Selvom Leonora og Mindraper aldrig havde delt et tæt bånd, så følte hun sig utroligt tilpas i hans selskab. Måske fordi han gav plads? Gav plads til at tænke, plads til at reagere? Måske fordi de delte samme sorg over tabet af Ava til skyggerne? Uanset hvad det var, så var hun faktisk glad for – hvis hun skulle være ærlig – at have delt de seneste timer med ham. Selvom det var langt ude, så var han et familiemedlem, og i disse tider var det endnu vigtigere at familien holdt sammen, nu hvor Skyggernes trussel var blevet større.

Den kølige brise, som strøg ind over landet fra havets kyst, fik den stjernedækkede hoppe til at have den lange, slanke hals en smule og udspile sine næsebor. Hun nød duften af hav, især på de kølige dage. Der var noget.. frit og hårdt i de kølige briser, som hun forbandt med sit hjemland; med tiden inden hendes sind gik itu. Dog brugte hun sjældent tid ved havet, dels grundet hendes forpligtigelse overfor hendes familie, som holdt til i Teylar, men også til dels grundet at disse minder bragte sorg og skam med sig. Hun skulle være i et ganske bestemt humør, for at kunne holde sammen på sig selv når hun blev konfronteret med hendes minder fra fortiden; og her til aften havde hun netop den ro og samling på sig selv der skulle til, for at hun kunne nyde det.

Pludselig ændrede den spralgede ved hendes side adfærd. Som drev en skygge over ham, jog hans fred bort; og da han stoppede, standsede den stjernedækkede hoppe ligeså. Hun kunne fornemme på ham, at det var vigtigt han drog bort nu – og i stedet for at bede ham følge hende helt til vandet, som han havde lovet, nikkede hun i stedet accepterende.

,,Tak for din tid, Mindraper. Jeg håber vi støder på hinanden igen snart.”

Hun spurgte ikke indtil hvorfor han havde brug for at afbryde deres fælles vandring, eller hvad han skulle. Hun gav ham et sidste nik som farvel, inden hun vendte sig rundt og fortsatte til vandet, hvorefter hun krydsede det kolde hav – og da nåede hun Leventera. Da var hun hjemme.

[Out]
[1]

Mindraper sendte hoppen et beklagende smil og han var taknemmelig for at hun lod ham slippe. Han nikkede til hende og bukkede nakken i ren og skær høflighed.

" I lige måde, Leonora "

Lød det så fra ham, inden han drejede rundt og skridtede tilbage samme vej som de var kommet fra. Han sukkede stille og lod nu hovedet sænkes til en mere besejret positur. Det hele ramlede for en kort stund sammen omkring den spraglede hingst der bare havde brug for at komme væk og glemme verden lidt. Han vidste dog lige præcis hvor han var på vej hen.

//out