Cool Down

Den spraglede hingst var søgt væk fra Leventera efter kaosset omkring Ava. Han havde brug for at samle sine tanker igen efter at han vidste at der lå en del skuffelse gemt i hans krop. Den var rettet mod den gyldne hoppe og han havde haft lidt svært ved at ryste den følelse af sig. Han havde prøvet at fortælle sig selv at han ikke havde set optakten til det som havde gjort Ava noget så ukampdygtig som hun havde været. Nymfen var kommet farende og alt havde næsten gjort ondt på den spraglede som kastede de tanker lidt bort igen. Han vidste jo godt at hans skuffelse ikke burde være til stede, og det var også derfor han var søgt væk for en stund. Han vidste også at Ava og han om muligt bar på en lidt større hemmelighed, en de færreste ville kende til, endnu.

Et brum kom fra hingsten uden noget specifik årsag og han stillede sig nu til at drikke ved et lille vandløb. Han ønskede egentlig ikke selskab og holdt sig derfor en anelse isoleret i et mindre skovområde. Han hævede hovedet og slap et lille suk. Han burde måske vende tilbage og se hvordan tingene stod til i Teylar. Temperamentet var ved at have lagt sig. Ikke at han havde et særlig iltert og opfarende et, men han kunne godt blive godt og grundig knotten og det var ikke et særlig godt selskab eller lune at være i nærheden af andre med.

En særlig sjæl havde længe holdt øje med den spraglede Mindraper, hvis liv i Andromeda havde været fyldt med dilemmaer fra den dag, han første gang trådte gennem portalen. Den Vise have længe mærket hans splittede hjerte, et hjerte som bankede hårdt for en hoppe, som havde valgt en sti som var modsat den, som Mindraper snart ville få mulighed for at betræde.
Altid havde Den Vise mærket hans valg; mærket hans vilje til at gøre det rette, trods hans sind bar mørke og utilgængelige blindgyder som kun den spraglede selv kendte til. Og for de valg, den spraglede havde taget, var en respekt og beundring vokset hos Den Vise - og den evige sjæl var ikke i tvivl om, at Mindraper var lavet af noget særligt.

Det skete langsomt, at Lyset dukkede op foran den flerfarvede vandre. Først ville det blot syne som om solens stråler lyste hans omgivelser op, men snart var der ej nogen tvivl - og da Lyset brød frem foran ham, jog det alt mørke bort som befandt sig om hans sjæl, og det klare lys ville tvinge hans blik i jorden. Ingen var i stand til at se direkte på den evige sjæl, som havde givet sin krop og sjæl til landet Andromeda. En stemme, klar, mægtig og majestætisk brød stilheden der lå omkring den flerfarvede hingst og fremsagde nu ord, som kunne ændre hans fremtid.

,,Hver hilset Mindraper. Længe har jeg fulgt dig, længe har jeg ønsket at møde dig. Jeg har mærket og set dine valg i dette land, mærket dit hjerte og din kærlighed. Du rummer langt mere, end du nok selv ved, du spraglede vandre - men jeg kan mærke det. Du har før vist, at du ønsker at betræde på den Lyse sti; du har stået imod mørkets fristelser, trods den der bærer dit hjerte, ligeså bærer mørket. Mindraper, ingen dømmes på hvem deres hjerte vælger at elsker; og selvom du elsker en skyggebærer, så har du vist, at du ønsker landets beboere en fredelig fremtid. Du har trådt til, når konflikter omkring dig har spidset til og altid har jeg set at du søger en fredelig løsning. Mindraper, dit særlige sind og hjerte, vil jeg nu tilbyde et valg her i landet - klar over, at det nok ej vil blive et let et. Jeg vil give dig muligheden for at blive en af de, som bærer titlen Vogter; give dig et ansvar og gøre dig til beskytter af landet. Dog, kære Mindraper, skal det være dit eget valg - og hvis du vælger det, vælger at blive Vogter, så vil jeg bede dig møde mig dér hvor din første kærlighed opstod. Jeg vil vide når du er der, og jeg vil komme til dig når dit hjerte er klar."

Derpå forsvandt Lyset igen, trak sin mægtige energi med sig og tilbage stod Mindraper nu alene med et valg, som kun han kunne tage.

Mind løftede hovedet en anelse undrende da dagslyset synes at trænge mere igennem den tætte bevoksning end den burde. Han trak først på skulderne og lod da tanken ligge, inden han lagde mærke til at det gradvist blev skarpere. Han bakkede nu en anelse væk fra hvor det synes at være værst, inden han måtte slå blikket i jorden i det at det blændede ham. Hjertet bankede hastigt i brystkassen for det var lig det lys som havde ført ham dertil.
Stemme genkendte han prompte og forsøgte kort at se op i lyset, men det var umuligt for ham. Den spraglede hingst måtte derfor blot stå og lytte til hans ord med en smule ærefrygt. Han nåede knapt at samle sig om ordene før lyset igen var væk og han tog sig selv i at stå og måbe en anelse, inden et væld af følelser og tanker bombarderede ham. Han trak vejret i nogle voldsomme ryk, mens øjnene blev våde. Han vaklede et par skridt hen til den nærmeste træstamme så han kunne læne sig mod den, mens blikket stirrede fjernt ud foran sig.
Valget han havde fået virkede lige til, men der var så meget på spil. Det skræmte ham, mere end noget andet, selvom han inderst inde godt vidste hvad han burde gøre.

((Åben ))

Det var meget længe siden at den stjernedækkede hoppe havde været at finde på de andre øer i landet Andromeda. Hun havde holdt sig indenfor Teylars grænser, som var beliggende på Leventera, og havde sammen med sin mage brugt alt sin tid på de to hoppeføl, som hun tidligere på året havde givet liv til. Efterhånden var de dog vokset til, og ej længere afhængig af hende for at finde føde; og derfor havde Leonora valgt at søge bort for en dags tid, for at få lov at være sig selv. Det kom til hende i perioder, at hun havde brug for at lukke af, skærme sig fra andre og de indtryk der fulgte med. Leonora havde altid været en hoppe med et skrøbeligt og sårbart sind, som i perioder var mere stabilt end andre. Hendes afkom havde bragt megen stabilitet med sig, og med årerne var der faldet en ro over den stjernedækkede hoppe, som ikke havde været der ved hendes ankomst til dette land. Hun kunne takke sin familie for det, for at hun den dag i dag følte sig mere samlet; men der var stadig skår i hendes sind, som aldrig ville heles. Det stammede fra den måde hun ankom til landet på; for Leonora havde haft en rejse, som på sin vis var langt mere grusom end andres. Hun var ikke blevet mødt af et lys, som havde lovet hende en ny fremtid; hun var ikke trådt igennem en portal og ankommet på den anden side uden en skræmme. Nej - hun huskede det stadig som var det igår. Hvordan hendes verden omkring hende var smuldret, hvordan alt hun holdt kært var blevet revet fra hende. Hendes sind var gået i stykke, blevet spredt ud over alle vinde og kun sporadisk var det blevet samlet sammen med hendes krop, da hun vågnede op forvirret i Andromeda's land.

Hun brummede sagte for sig selv, imens hun vandrede ind i et mindre skovområde på øen Enophis. Hendes tanker havde krævet hendes fulde opmærksomhed siden hun forlod Teylar, og derfor var Leonora ikke helt bevidst om at hun nu vandrede med retning imod en sjæl, som både var fremmed og bekendt på samme tid. Det var nemlig sådan, at den hingst Leonora om ganske kort tid ville støde på, var det aller første ansigt hun havde set i Andromeda; og et ansigt hun ikke havde set siden.

[1]

Bedst som den spraglede hingst stod i sit eget ustabile selskab kunne han høre lyden af trin der nærmede sig langsomt. Han rettede sig derfor op og fik styr på sig selv igen, mens han dog stadig var overvældet af det møde han lige havde haft. Pulsen kørte derfor også lidt højt i det den spraglede trådte hen til vandløbet for at have en hurtig vej væk, hvis det kommende selskab ikke behagede ham. Han ville desuden ikke pludseligt blive overrasket over den fremmede der snart kom til syne.

Det var dog ikke en fremmed som kom til syne mellem træerne, men et bekendt ansigt som dog lå fjernt i hans erindring. Han brummede let af den stjernedækkede hoppe, som han genkendte som Avas moster, Leonora. Der havde været kold luft blandt de to den gang, men han havde spottet hende og hendes afkom i ny og næ i og med de jo befandt sig i den samme flok. Det var også derfor han ikke bare vendte sig om og gik fra hende. Han ville jo nok se hende igen indenfor nærmeste fremtid. Derfor drog han et kort suk, inden han lod sin hæse stemme lyde.

” Længe siden. Leonora. ”

Lød det så fra ham uden noget specifikt toneleje. Han var ikke just den venligste sjæl i landet, men heller ikke den værste man kunne rende ind i.

En skikkelse som kunne gemme sig bedre blandt træernes tætte stammer end de fleste dukkede frem, og Leonora blev revet fra sine tanker med et pludseligt spjæt. Hun stoppede op og hævede den stærke, men endog slanke hals og spidsede sine ører årvågent. Den spraglede sjæl som nu kun til syne var en som hun genkendte; men en, som aldrig havde været andet end en bekendt. Hun huskede ham tydeligt, og det minde der stod stærkest i hendes erindring var den nat hun ankom til landet, hvor denne hingst havde stået over hende i silende regn med en aura, som var langt anderledes end den han bar nu.
Hun nikkede imod ham da hendes tankevirvar havde lagt sig og hendes nærvær var kommet frem. Han havde ret i, at det var længe siden - for selvom han tilhørte flokken, ligesom hun selv gjorde det, var han et sjældent syn. Kun fåtal af gange havde hun set ham indenfor flokkens område, men kun én gang havde deres stier krydset. Nu stod de dog på den samme igen og Leonora lagde hovedet en anelse på sned for at se hingsten bedre an. Han havde forandret sig de sidste år, ligesom hun havde.

,,Det er det, Mindraper. Meget endda.."

Sagde hun med milde toner. Hendes splittede sind forsøgte hun nu at samle så godt hun kunne, for hingsten foran hende, var som sådan ikke en hun kendte, og derfor var han ikke en hun kunne være sårbar overfor. Hun rankede sig en anelse og lod derpå sine ører falde tilbage i en mere neutral stilling.

,,Hvad bringer dig til Enophis?"

Spurgte hun så. Leonora var ikke den bedste til at indlede samtaler, men hun var tilpas nysgerrig på hvad der var hændt den spraglede hingst siden deres første møde, at hun forsøgte sig.

[2]

Den spraglede hingst brugte meget af den korte tid der var mellem hoppens ankomst til at hun åbnede munden på at se hende nøje an. Han vidste ikke om hun var en han kunne stole på som sådan, men havde da trods alt en god mavefornemmelse, hvilket så sjældent skete. Han nikkede stille til hendes første hilsen og signalerede at han havde hørt hende ord, og derved tav han igen for en stund. Hvad bragte ham her? Ville hun høre det og mere vigtigt, ville han fortælle det? Han trak let på skulderne og skævede kort mod himlen hvor lyset for kort tid siden havde blændet ham. Nu så han tilbage på den stjernedækkede hoppe og brummede stille.

" Et mindre kaotisk møde nær Teylar... Jeg trængte til at komme lidt væk for en stund.. "

Han var ikke meget for at dele ud af detaljer. Måske ville han fortælle hende det hvis hun spurgte, men det var jo ikke lige frem fordi at det vedrørte hende. Måske lidt i og med det jo egentlig også omhandlede hendes familie, men han vidste ikke hvor meget hende og Ava anså hinanden som familie mere.

Hun forblev tavs imens den spraglede overvejede hendes ord; hans kropssprog var ganske tydeligt, men det gjorde hende intet. Leonora havde altid selv været en tilbageholdt sjæl, opdraget til kun at snakke hvis det var nødvendigt og fatte sig i klarhed og med vished. Altid var den stjernedækkede hoppe opdraget til at søge et liv som lederhoppe, som en der skulle stå i spidsen for andre, og med den opdragelse havde hun også lært at respektere andre og deres behov. Ønskede hingsten ikke at snakke, var det fint for hende.
Dog valgte han at svare på hendes spørgsmål, og efter han kortvarigt havde betragtet himlen, vendte han blikket imod hende. Hun lyttede til hans svar og nikkede derefter bekræftende. Hun kendte godt til trangen til at komme lidt væk.

,,Det kan ingen bebrejde dig for. Jeg håber ikke jeg forstyrrer dig?"

Hendes toner var reelle og der var en klar mildhed i hendes stemme. Hun lod sin lange, velformede hals sænkes en anelse på ny, nu hvor deres samtale var indledt. Det var et signal til hingsten om, at hun egentlig ønskede at forblive i dette selskab, i hvert fald for en stund, såfremt det også var ønskeligt for ham.

[3]

Den spraglede trak meget hurtigt og svagt på smilebåndet til hendes ord og trak let på skulderen. I det mindste var han ikke den eneste. Han lod hende blive i hans selskab, og trådte et enkelt skridt nærmere med en let brummen. Han var selv tilbageholdende og gjorde derfor ikke mere væsen af sig end som sådan. Hun forstyrrede ikke, selvom han foretrak ensomheden lige nu. Dog ville det vel virke uhøfligt at sende hende væk.

" Nej du forstyrrer ikke. "

Lød det så derfor fra ham, mens han så igen bare stod for at stå. Han var trods alt ikke en der besad de bedste sociale færdigheder grundet hans fortid. Ingen tvivl om at han havde forbedret sig en del, men mange af tingene sad stadig i ham og nagede i stunder som denne. Nye bekendtskaber var ikke noget han gjorde sig meget i og selvom han kendte nogenlunde til Leonora så var det stadig en relation som skulle bygges yderligere op. Det var også derfor han egentlig på nuværende tidspunkt blot stod og kiggede en anelse fjernt på hende. Hans tanker lå nemlig stadig på Leventera og på nogle helt nye ting som han skulle tage stilling til.

Leonora nikkede atter imod ham, da han tilkendegav at hun ikke forstyrrede ham. Stilhedens kappe lagde sig dog hurtigt over de to sjæle, som var så vidt forskellige; men som alligevel befandt sig i en sær sammenlignelig situation. Nok havde de hver især søgt ensomheden af forskellige årsager - men de havde søgt den. Leonora brummede sagte tilbage imod den spraglede, inden hun selv placerede sig en anelse nærmere, og i stedet for at stå overfor hinanden, stilede hun sig så de stod en anelse mere side om side. Hendes klare blå øjne spejdede et øjeblik ud i omgivelserne omkring hende, inden hun vendte dem tilbage på Mindraper, den spraglede.

,,Er du glad for at være med i flokken?"

Spørgsmålet kunne virke ret ligegyldigt. Eftersom han tilhørte flokken, måtte han på den ene eller anden led være tilfreds med det. Dog føltes det som en let indgang til en måske dybere samtale imellem de to, som så længe blot havde været fremmede for hinanden, men alligevel bekendte. Og på en eller anden måde fangede det den sorte hoppes interesse at høre om den historie som den spraglede havde "skabt" sig, siden den nat de først havde mødtes.

[4]

Den spraglede vippede kort med ørerne. Han tyggede lidt på hendes spørgsmål, inden han lod blikket blive en anelse fjernt. Han vidste jo godt at hans plads var i Teylar og det var nemmere sagt end gjort at beholde den plads når så mange ting rev i ham fra alle sider. Han vidste at chancen for den lille lykkelige familie var ved at dø ud til trods for at han havde forsonet sig nogenlunde med Ava.

" Teylar er mit hjem.. Der er ting jeg mangler i mit hjem, meget endda. Men det er der jeg hører til når alt kommer til alt. "

Lød det nu gådefuldt fra ham. Han mente nu nok at Leonora kunne regne ud hvad eller rettere hvem han hentydede til. Der lå en dybere mening i hans ord, mens han stadig havde lysets ord rungende for hans ører. Han vidste godt at det åbenlyse valg alligevel ville blive svært. Der var meget på spil, men i bund og grund vidste han godt hvad han skulle gøre. Han så over på Leonora igen for at få fokus vendt fra ham selv.

" Hvad med dig.. ? "

Brummede han så for at få lagt netop det fokus der var på ham over på hende.

Hun tippede lyttende et øre i hans retning, men lod blikket hvile på omgivelserne omkring dem. Oftest fandt hun det lettere at snakke, hvis ikke man så direkte imod hinanden - som blev samtalen lidt mere uforpligtende. Det gav mere plads til stilhed og eftertænksomhed, hvilket Leonora altid havde sat pris på og havde haft brug for. Hun brummede med feminine toner som respons på hans ord, men ventede med at besvarer ham, indtil hans eget spørgsmål var stillet. Hun vendte blikket diskret imod ham, og tillod sig selv at tænke et øjeblik inden hun svarede.

,,Teylar er blevet det hjem og det holdepunkt jeg altid har manglet. Jeg føler mig både sikker og tilpas i flokkens område, og det har givet mig nogle gode forhold at opfostre mine afkom i."

Hun valgte at besvare hans spørgsmål først, da det var lettest for hende. Teylar var for hende 'hjemmet', et sted hun ikke ville være foruden. Selvom hendes fortid og det hun havde mistet stadig smertede hende, vidste hun også at hun aldrig ville have kunnet finde så harmonisk tilværelse, som hun havde fundet i Teylar.

,,Jeg gætter på det er din familie du mangler.. "

Leonora vidste godt hvilken betydning Mindraper havde for Ava, som trods hun ej længere var i Leonoras liv, stadig var hendes familie. Familien havde altid betydet alt for den stjernedækkede hoppe, og familie kunne man ikke vende ryggen til. Ava havde dog været ude af Leonoras liv længe, og det faktum at hun var blevet Skyggehoppe havde været afgørende for det. Leonora turde ganske simpelt ikke lade sin søn eller sine døtre var i nærheden af den ondskabsfulde Skygger, ej heller selvom det var et familiemedlem der bar dem. Leonora brummede sagte, men eftertænksomt imens hun nu betragtede den spraglede hingst lidt mere indgående.

[5]

Den spraglede nikkede roligt til hendes ord, som han lyttede til dem og tilkendegav at han havde hørt hende og det var så det. Der var ikke så meget at svare på og han var ikke typen der ville begynde at grave i alt muligt. Han have det ligesom hoppen bedst med ikke at se på andre når han talte og blikket hvilede netop derfor fjernt ud mellem træerne og tankerne rodede stadig i hans sind. Han vidste også at der snart måtte tages en beslutning. De gule øjne hvilede dog på hende da hun spurgte ind til hans familie.

" Mine døtre har jeg hos mig, for nu. Men jeg mangler hende, selvom det ikke er længe siden vi har delt en stund, så er ventetiden udholdelig, hvis der overhovedet kommer flere af de stunder. Men det ændrer ikke på noget. "

Den spragledes kærlighed til den sorte Ava var tydelig og til trods for hun havde valgt mørkets sti som han selv engang havde vandret på så gjorde det ikke kærligheden mindre. Han havde ikke den samme frygt til skyggerne som de rationelle typer havde. Han kunne godt se hvor de kom fra og hvilke motiver de havde, men det var ikke hans sti at følge. Det var for ham forkert, og det havde været den gyldne hoppe der havde vist ham en anden sti, men Ava der for alvor havde sendt ham ned af den, så paradoksalt som det kunne virke.

Leonora lod et øre hvile imod den spraglede hingst, i det hun flyttede sit blik fra ham på ny og lod blikket vandre eftertænksomt ud blandt omgivelserne. Imens stilheden endnu engang herskede mellem de to sjæle, lod Leonora selv sine tanker kredse lidt om sin familie; om dem hun havde nær sig dagligt og dem, som hun sjældent så. Egentlig havde hendes familie vokset sig ganske stor, og det var noget som den stjernedækkede hoppe var stolt af; men på samme tid føltes hendes familie ganske lille, for flere havde hun været nødsaget til at sige farvel til. Hun brummede sagte og rankede sig en smule, da hingstens ord lød på ny og hun drejede derpå sine klare blå øjne imod ham.
Hans ord vakte noget sært i den sorte hoppes indre - noget hun ikke lige var klar på. Den kærlighed som han nærede overfor Ava, en hun engang havde haft ganske nær, rørte hende. Selvom Ava var blevet Skyggebærer, og selvom Leonora på ingen møde ønskede Ava nær hendes del af familien, så betød det faktisk noget for hende, at der var nogen som elskede Ava og ville gå gennem ild og vand for hende. Et meget diskret smil fandt vej til den kulsorte mule, inden Leonora's toner overtog og jog stilheden bort på ny.

,,Ava er heldig at have dig i sit liv. Måske burde jeg endda takke dig for at være der for hende. Selvom jeg ikke længere anser Ava som en del af min nære familie, kan jeg ikke benægte at jeg er relateret til hende. Og selvom jeg ikke har forståelse for hendes valg, så ønsker jeg det bedste for hende - og det bedste for hende, tror jeg er dig. Jeg har en idé om at du nok er den ene sjæl i landet der faktisk holder hendes egen sjæl i live."

Leonora afsluttede hendes sætning lidt hurtigt. På en måde var det et lidt følsomt emne, og som altid med sådanne ting, kunne den stjernedækkede hoppe ikke lade værre med at gemme sin egen sårbarhed lidt væk. Derfor lod hun kæben tygges en anelse hårdt sammen og hendes ædle krop blev ranket en anelse mere for at udvise det stolte ydre, som hun oftest fremtrådte med. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at fortsætte samtalen; men fordi hun mærkede hendes følelser begynde at rumstere rundt i hendes indre, forsøgte hun at lægge dem på is før de løb af med hende.

[1]

Stilheden i blandt de to var ikke noget der generede den spraglede hingst. Han fandt oftest ligegyldige samtaler for kedelige og ja – ligegyldige. Leonora og ham selv havde egentlig haft et rimelig neutralt forhold til hinanden og det eneste de havde til fælles var Ava. Nu da Ava var væk, så var der ikke meget. Han vidste ikke hvor meget af hendes familie der anså hende for værende familie. Noget han måske aldrig lærte helt at forstå. Hans bror og mor var trods alt stadig hans familie selvom han ikke var tæt med dem mere og forholdet til hans halvbror var noget anstrengt. Ord fandt dog vej til ham i stilheden og de gule øjne blev vendt mod hende med en snært af overraskelse spillende hen over dem. Det var svært at skjule den snært af smerte de ellers pæne ord bragte med sig. Han nikkede stille af dem, for at bekræfte af han havde hørt hende.

” Jeg er glad for du ser det sådan, men jeg føler jeg bærer en del af skylden, uden helt at vide hvorfor. Men det er en ting i fortiden og hun har taget sine valg, og jeg mine. ”

Smerten forsvandt fra de gule øjne og blev erstattet af en mere beslutsom glød. Han kunne ikke tillade sig at dvæle ved fortiden når det kom til Ava. Dagene skulle tages som de kom for hendes humørsvingninger var så voldsomme at han ikke kunne tillade sig at gå ind til et møde med en forventning om at alt var som sidst. Alt det der var sket på det seneste, havde været et godt eksempel. Mindraper lukkede øjnene og sukkede i det en anden bekymring strejfede ham. Hans datter havde også huseret hans tanker og han vidste godt at alt det her meget vel kunne gøre at han også mistede hende. Han ville ikke bebrejde hende noget, men han vidste godt at det ville knuse hans hjerte hvis hun valgte at drage væk.

Lige som Leonora lavede han en næsten mimik af hendes bevægelse og rettede sig nu op igen. Han rømmede sig og så nu på hende.

” Skal vi gå en tur? ”

Foreslog han så, for at få lidt gang i kroppen og lede tankerne hen på noget andet. Han brød sig ikke om at være så sårbar som han følte sig lige nu og noget sagde ham at den stjernespækkede hoppe også forsøgte at ligge en dæmper på noget. Familie var trods alt også et ømtåleligt emne.


1