Hear my call (Chiaroscuro)

1

Mørke. Mørke og sand. Det var alt hvad Atlas kunne spotte uanset hvilken vej han lod blikket falde. Sandbakker lige så langt øjet rakte. Helt frem til det punkt, hvor nattehimlen mødte sandet. Kulden var kommet krybende i takt med solen sank i havet og tog strålerne med. Det eneste bevis på, at der havde hængt en sol på himlen, var den lidt lysere og grønlige farve der hang ude mod vest, hvor solen sidst kunne spottes.

Ørerne blev vippet en anelse bagud da en vind pustede ham lige i fjæset, og et fnys røg retur, som forsøgte han at gøre gengæld mod luften. Der var stille. Alt for stille. For stille og for koldt. Ingen træer at gemme sig bag for læ, og ingen andre sjæle at krybe tæt på for varme – ikke at Atlas ville tillade andre at krybe tæt på ham alligevel. Men han havde jo sådan set en han kunne kalde på, som burde komme styrtende kun for at tilse hans behov. En han ikke havde set i et godt stykke tid. Han besluttede sig for alligevel at give et kald før han selv havde tænkt sig at vandre nogen steder hen for at lede. En maskulin brummen forlod Atlas’ hals som en lille opvarmning for det høje, dominerende og alligevel kaldende vrinsk han lod flyde med vinden.

---

1

---

Mørket skabt af lukkede øjne havde følt som en drøm uden handling, der ikke ville tage en ende. Rejsen i mørket havde føltes lang, men var foregået på et splitsekund. Alt hvad hun havde kendt blev taget fra hende. I ren og skær frygt havde hun ikke turde åbne sine øjne igen, da hun mærkede hvordan underlaget havde skiftet under hende. Dette var ikke hendes hjem, det var hun sikker på.

Der var nu gået flere timer siden den roan røde hoppe havde stablet sig selv på benene i atter chok over det vidtstrakte og øde land. Så meget sand på ét sted havde hun aldrig set i hele sit liv, men hvad værre var, så betød det, at der sikkert var langt til noget som helst velkendt. Hun var skræmt fra vid og sans, for her var hun havnet i det ukendte. Det havde været varmt med solen hængende ude i horisonten, men nu gjorde kulden sit indtog og de mange sandbanker hvislede i vinden, når sandet hvirvlede ned.

Sulten hang som en sten i hoppens mave, der uden held havde ladet mulen søge i sandet i et forsøg på at finde noget der kunne minde om føde. Det havde sommetider virket med sneen i de høje tinder, hvor man havde kunnet finde enkelte græstotter under den kølige sne. Dette var ikke sådan et tilfælde. Og gud, hvor var det koldt. Hoppens flanke rystede i korte intervaller for at holde på varmen, og hun kunne mærke hvordan hendes ben blev stive. Men med ét hev hun hovedet i vejret og spidsede ørerne til, da en kraftig lyd skar igennem stilheden. Hun stod som frosset med blikket vendt mod nord, hvorfra lyden var kommet. Dette var det første tegn på liv siden hun var blevet sendt til dette gudsforladte sted, ud over en finurlig bille hun havde observeret grave sig selv ned under de lune sandkorn. Hun tøvede i et kort øjeblik men så ingen anden mulighed end at tage kontakt. En brummen startede i hendes bryst, i et ivrigt forsøg på at få et vrinsk ud gennem struben, men hun var kold og hæs. I stedet satte hun gang i de lange, stive ben op over sandbanken og afsted i rask, men forsigtig galop. Hun forsøgte endnu engang og nu lykkedes det at få sendt et skingert vrinsk ud over ørkenen, med et smalt håb om at dét hun hørte ikke blot var en illusion.

2

Intet svar. Stort set som han havde regnet med. Der var heller ingen gylden hoppe der kom spurtende som gjaldt det liv og død, som han havde regnet med. Sikke en skuffelse. Når han fandt hende, skulle han nok vise hende at det ikke var i orden. Hendes job var at stå til rådighed når han ønskede hendes selskab eller anden form for underholdning. Han var ligeglad med hvad hun ellers foretog sig, næsten, men hun havde bare af at være der med det samme han kaldte. Ørerne gled mod nakken og nogle mumlende bandeord forlod den mørke mule og blev båret væk af vind før de nærmest fik lyd på.

Et skingert vrinsk fik hans ene øre til at glide ud til den ene side inden det blev klasket ned i nakken igen. Han lod hovedet hæves for bedre at kunne se længere, men syntes ikke lige at kunne skimte nogen lige i nærheden. En fremmed. En fremmed i hans område. En der tilmed ikke havde fået lov til at opholde sig på hans ø. Det var da også helt utroligt, som andre troede de bare kunne vade hen over hans territorium uden hans tilladelse! Nixen!

I løbet af et splitsekund havde han kastet sig fremad hen over sandet, så sandkorn fløj bagud i støvsky på grund af den høje fart. Atlas var vant til det meget bløde underlag, og vant til fornemmelsen af at synke i. For hver muskel der rørte sig, skiftede vægten i sandet også og et enkelt sandkorn flik flere til at flytte sig. Den høje fart hjalp en smule og der gik heller ikke lang tid før han fandt frem til synderen. En hoppe af spinkel bygning, ligesom den gyldne ørkenblomst han havde kaldt på – men alligevel meget anderledes. Denne hoppe havde en lang lys man der stod i stærk kontrast til den mørke krop – ikke en der faldt i et med sandet som hans ”slave”.

”Du der! Hvad laver du her?!”

---

7

---

Al forhåbning om at støde på en, der ville være godsindet nok til at hjælpe hende blev hurtigt sat på standby, da hendes blik, som havde spejdet langt ud over sanddynerne, blev fanget af en stor, vred hingst. Straks, per instinkt, slog hun forbenene i sandet og bremsede stødt op, afsluttende og afdæmpende med få bremsende hop inden hun stod aldeles stille for at undgå at komme for tæt på de nedlagte øre på den buckskin-farvede hingst. Chiaros bringe hævede sig ganske opstemt efter hendes krævende galop, men hun forholdt sig så stille som muligt og undslap ikke en lyd da hun flygtigt tog den fremmede hingsts med de dybblå øjne af hendes. Musklerne var spændte og spillede aggressivt under hans gyldne skind, ørerne var lagt i nakken, noget der virkede simpelt og naturligt for ham. Med vilje undgik hun hans blik og så ham ikke i øjnene. Det var hun for klog til. Det var tydeligt at hun ikke havde haft det største held med sig, og da hingstens dybe stemme rungede i hendes øregange gibbede det i hende og hun spidsede sine mandelformede ører, inden de vendte svagt bagud. Den roanrøde hoppe kneb svagt øjnene sammen og lod stilheden etablere sig mellem dem, selvom hingstens provokerende ord stadig hang tungt i luften. Langsomt og uden at tage hverken skridt frem eller tilbage, lod hun sit hoved sænke en anelse. Hun var ganske forsigtig og vidste allerede, at hun måtte gøre sit for at komme videre… Hendes krop var dog udmattet og hendes sind var desperat efter råd. Derfor, lod hun nu sin egen stemme bryde stilheden, men i et noget mere normalt lydniveau.

“Jeg… Jeg forsøger at finde føde, og forhåbentligt.. “ hun sukkede og lod blikket søge væk, “En vej væk herfra.”

Hun var tydeligvis ikke velkommen, men hun havde absolut ingen intentioner om at blive på dette gudsforladte sted alligevel. Der måtte være andet end sand for enden af dette lands grænser. Hun turde ikke tro andet.

2

Atlas fnøs. En vej væk herfra kunne forstås på to måder, og gav ham egentlig ikke meget at arbejde med. Man skulle tro hun var en af dem, der var smidt ind i hans territorium uden hans tilladelse, men bare fordi lyset synes det var der de skulle være. Det fik ikke hingsten til at bløde op af den grund. Tvært imod. Han brød sig bare endnu mindre om det. Man kunne også tro det var lysets måde at distrahere ham fra hans mission. At finde og dræbe hans bror – eller halvbror kunne man kalde det.

”Føde er der ikke meget af. Men søg mod syd. Der har du måske heldet med dig. Derfra kan du svømme i næsten hvilken som helst retning væk fra øen. Men hvis du mener Andromeda, så ville jeg ikke have alt for høje forventninger. Jeg har endnu ikke hørt om nogen der har fundet en vej væk.”

Han havde da fra tid til andet fundet døde væsner i sandet. Enten efter en sandstorm eller dem der var døde af tørst. Nogle af Andromedas beboere fra hans egen slags endda, og ikke bare ørkenræve og slanger. Han havde selv lært at overleve på øen, fordi han havde lært den at kende. Lært at tolke dens sprog. Han kunne derfor regne ud, hvornår der ville være risiko for sandstorm og hvornår regnen ville komme – ikke at der kom så meget af den, men engang imellem var han heldig. Han havde også lært at finde vejen til en af de andre øer, når mængden af føde var for lille, så der var tid til at naturen kunne ”fylde op” igen.