|
|
Post by Taranis on Nov 6, 2018 20:11:53 GMT 1
{Trinse} Den lille røde var et godt stykke fra flokkens område. Faktisk var han ikke helt sikker på, hvor han var. Det var en ny kant af den ellers forholdsvis lille ø for ham, en med mindre klipper stikkende op fra jorden, og med frisk vind fra den nærliggende strand. Blæsten gjorde ham mere kulret end ellers, helt ør i hovedet af en underlig, rodløs begejstring - men den gjorde også, at han helt tabte stedsfornemmelse. Han var derfor vandret længere væk fra den flok, han var en del af, men knap nok kendte, end han ellers gjorde. Der lod ikke til at være nogen i nærheden her. Oftest var der ikke andre end ham selv, ham og gule blade og gule træer. Så han trippede frem uden tanke for andre øjne, smed med sit lille røde hoved, og den strittende man i den sugende blæst. En ny følelse bølgede frem i ham, sank rundt i hans krop fra top til tå, fik hans bryst til at svælge og kilde på en ny, forunderlig måde. Mærkeligt. Hvad hed det? Han trak vejret så dybt ned, han kunne, i de små lunger gennem munden, nærmest i et forsøg på at holde hovedet koldt - men følelsen blev ved at bølge. Det var smagen af frihed.
|
|
|
|
Post by Melli on Nov 7, 2018 14:42:24 GMT 1
Den lille Shetlænderhoppe, Melli, havde for en gangs skyld valgt at bevæge sig lidt væk fra flokkens område denne dag. Hun havde indtil videre mødt den gyldne hingst Lucifer og havde nu bevæget sig længere ned mod kysten - længere væk fra flokken, end hun nogensinde havde været før. Blæsten blev kraftigere her tæt på vandet og fik de gule og røde blade til at hvirvle op i vinden. Hun smilede stort og hvinede legesygt, mens hun ikke kunne lade være med at springe an i galop og let jagte de hvirvlende blade rundt, som var hun et lille føl igen. Hun slog en munter og livsglad latter op, mens hun blot hoppede rundt på de små, tætte ben og prøvede at fange et af bladene.
Pludselig bemærkede hun dog, at hun ikke længere var alene. Lidt længere fremme fik hun nemlig øje på et lille, rødt hingsteføl - eller, i forhold til hende var han bestemt ikke lille! Hun syntes at genkende ham fra flokken af. Hvis ikke hun tog meget fejl, var han vist søn af den smukke røde hoppe med de besynderlige blomsteraftegn. Hun havde dog aldrig rigtigt fået snakket med nogen af dem, så hun ville da gribe chancen for at få lært den "lille" trold at kende nu! Hun vrinskede derfor opsøgende i hans retning og lod en indbydende brummen lyde mod ham, da hun fangede hans blik. Mon han ville lege med?
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
