Chasing Time (Chiaroscuro)

Glat, dryppende og fuldkommen gennemblødt fik Titan slæbt sit korpus op på Zenobias strand. Den lange man føltes tung af vand efter svømmeturen, og den friske havluft føltes helt igennem kold. Med et par skridt, strakte Titan sig ud så godt han nu kunne komme til, og rystede vand af sig, så dråber stod ud til alle sider. Dele af manen og pandelokken, endte med at sidde pjusket og forkert, roteret om et øre eller på den forkerte side af halsen, men han tog sig ikke vitterligt meget af det. Han var ikke en der havde gået så forfærdelig meget op i sit udseende gennem hele sit liv, men alligevel var han en ganske fin hingst. Langbenet, slank og muskuløs.

Titan tog sig ikke lang tid til at dryppe af, før han kastede sig fremad og dermed længere ind mod øen. Han lod sine egne hove og tilfældigheden guide ham, for ud fra hvad han så, havde han ingen anelse om hvor han var på vej hen. Han havde bare fornemmelsen af det var dér han skulle være. Desuden mente han også det var opholdsstedet for en af dem han før havde mødt, og måske var han heldig nok til at rende ind i selskab inden han havde krydset øen fuldkommen.

2

---

4

---

De mørke mandelformede ører lagde sig svagt tilbage da et overraskende køligt vindpust kærtegnede hoppens slanke hoved, og drev hendes sølvindfattede pandelok til side. Duften af saltvand fik hende til at lukke de store klare øjne i og sukke dybt, så hun trak luften helt ned i lungerne. Der var nu gået ca. et par dage siden hendes ankomst og hun var for længst blevet træt af følelsen af det bløde sand, der oftest gav efter under hende. Op og ned ad de stejle sandbanker, uden så meget andet end mere sand i syne, når hun flygtigt kastede blikket ud over horisonten.

Ørerne vippede ganske forsigtigt fremad igen, men de opmærksomme ører beholdt deres position i få sekunder inden de på ny lagde sig mod hendes nakke. Denne gang var det bekymring for hendes egen tilstand, for hendes mave rumlede og hendes mund var tør. Vand og føde havde endnu ikke krydset hendes vej endnu og hun var begyndt at frygte, at hun havde gået i cirkler. Det kunne ikke passe at hun ikke havde set andet end sand, for hvor langt kunne dette sted strække sig, før der måtte være andet? Duften af havvandet holdt hendes håb i live om, at der måtte være en ende på dette sand-helvede, der plantede hundreder af kløende sandkorn i hendes roanrøde pels og lyse man. Selv i øjenkrogen var der noget der irriterede hende. Endnu et vindpust ramte hendes side, og med det samme vendte hun blikket i dets retning og satte af med de slanke bagben, der sendte hende frem i samlet galop. Havet kunne ikke være langt herfra og hun var nu stålsat på at mærke det kølige vand omfavne hende og dæmpe den tunge hede.

Jo mere fart Titan havde på, jo mere sand satte sig fast i pelsen op langs hans ben og under hans mave. Sand der satte sig i klumper og gav ham en mere støvet og mudret farve, end den kulsorte han havde haft, da han lige var kommet op af vandet. Der gik heller ikke ret lang tid, før han lignede en der ikke havde set vand længe. Det havde ikke krævet mere end en enkelt forkert skridt og en bakke før Titan var trillet ned og rullet ind i sand.

Titan kom rimelig hurtigt på benene igen og rystede det overskydende sand væk. Noget var anderledes. Noget manglede. Fornemmelsen af metallet, der klaskede mod hans bringe. Den manglede. Det tog heldigvis ikke mere end et par sekunder at lokalisere den skinnende kæde i sandet, og Titan fik den også hurtigt slynget om halsen igen. Den måtte han jo sådan set hellere passe på.

Det ene øre gled i retningen af noget lyd. Skridt måske? Et splitsekund senere fik Titan også øje på en skikkelse ud af øjenkrogen, som måtte være den der tilhørte lyden af skridt. Han måtte lige ryste sig en ekstra gang, og fnyse noget sand ud af næseborene, men det tog ham heller ikke længere tid, end at han straks var på vej i retningen af den fremmede. Titan havde allerede opfanget de første tells omkring denne fremmede fra vinden. 1: det var en hoppe, 2: det var en fremmed hoppe. Han udsendte først et hingstet vrinsk da han var kommet en anelse tættere på, for at angive sin placering og melde sin ankomst.

3

---

8

---

Jo hurtigere hun drev afsted, jo hurtigere og mere kunne hun dufte havvandetder blev båret af den friske, lune brise. Hendes vejrtrækning var dyb og hæs, som om der sad noget på hendes lunger, men det var sikkert nok manglen på vand der begyndte at få indflydelse. Netop som hun satte farten ned for at få vejret, opfangede hendes ører lyden af et velkendt væsen, men af en fremmed kaliber. En hingsts vrinsken blev båret med den lune vind, og lige netop efter kunne hun høre hvordan hans hove dundrede mod det bløde ørkensand. I stedet for en brat opbremsning, travede hun i stedet få meter og drejede halvt om sig selv, inden få skridt bragte hende til et stop. Nu havde hun hingsten inden for rækkevidde og hans farve og størrelse sendte en sitren ned gennem hendes ryg, og ørerne blev automatisk trukket bagud. Han var intimiderende blot af udseende, og den roan røde hoppe var nødt til at være forsigtig. Hun skulle ikke komme forkert ind på nogen, og slet ikke i hendes tilstand. Dog, som hun hurtigt studerede ham, virkede han ikke umiddelbart aggressiv i indstilling, så hendes ører vippede frem, og hun blev atter nysgerrig… Hvad var hans intentioner og hvilken personlighed skulle hun finde under det sandede ydre? Forhåbentlig en hjælpsom en af slagsen.

Trippende i det bløde sand, vejede hun svagt fra side til side som hun afventede ham og lod ham komme tættere på. Dog veg hun enkelte skridt til siden og bagud da han kom nærmere og en trillende brummen undslap hendes hæse strube, blot for at vise ham at hun ikke var fjendtlig... tværtimod var han velkommen for nu. Hendes velkommende fremadvendte ører og imødekommende blik blev dog pludseligt samlet til hans bringe da lyset gav genskær i smykket om hans hals. Aldrig havde hun set noget lignende, og hun havde svært ved at lade blikket vige. I starten flakkende, men til sidst fastgjorde hun sit blik og forsøgte at lade som ingenting.. men hvad i alverden var det, og hvem var han?

”Goddag min fine frøken”

Titan hilste hoppen i en munter tone. Han var ikke altid den mest opdragne eller den med de bedste manérer, men han var meget uskyldig indtil man gav ham årsag til at være andet. Selvfølgelig var der nogle dumme valg han havde truffet gennem sin opvækst, men hvem havde ikke lavet nogle fejl engang imellem og ikke lært af dem første gang?

På trods af hans evne til at se ind i fremtiden, havde han ingen anelse om han ville rende ind i hoppen. Han nægtede ganske simpelt at tage et kig på hans egen fremtid. Tænk hvis det han så skræmte ham, eller tænk hvis det gjorde ham overmodig? Tænk hvis det at han så succes var skyld i han ikke fik det fordi han vidste han ville få succes og ikke kæmpe for det? Nej…. Det var langt bedre at lade være.

”Du ser lidt lost ud?”

Zenobia var et sted man nemt kunne fare vild. Selvom han ikke havde set hoppen før, ville han ikke bare gå ud fra hun var ny, for han havde selv været travlt optaget af ting og sager det sidste stykke tid, der havde forhindret ham i at følge med i hvad der foregik i resten af Andromeda. Men fordi øen var en stor sandkasse, kunne mange sagtens forsvinde fuldkommen, og han var også næsten sikker på, at gav man sig til at grave, kunne man sikkert godt finde en bunke knogler af en der enten var død af varme, tørst eller begravet i sand under en sandstorm. Det virkede i hvert fald ikke helt uvirkeligt.

6