Shadowland [OB]

Canicus havde netop haft en snak med hans mor, og havde haft en lang snak om fremtidsplanerne og den røde ildhingst vidste hvad der var en nødvendighed. Hans fremtid var her og for at tjene Herren. At opdrage hans kommende afkom til at blive en værdifuld del af dette foretagende.  Fames skygger havde netop forladt ham og han brummede kort og afventende, mens han godt kunne mærke en snært af nervøsitet krible i hans krop.   Han mente jo nok der var noget på spil, for han vidste at han ville få en opgave og denne opgave kunne være svær.  Han var villig til at gøre næsten alt, men han vidste godt der var nogle ting han ikke var i stand til. Enten på grund af hans fysik eller generelle færdigheder.

" Jeg er klar"

Hviskede han stille.

Foehn. Øen hvor skyggerne holdt til. Ondskaben om man ville. De var over det hele. De lyttede i krogene, de lyttede med hos deres skyggebærer og de fulgte med i alt hvad der rørte sig. Skyggerne ude blandt skyggebærerne havde hvisket deres små opdateringer løbende til Alduin og budbringerne. Blandt skyggernes mange hvislende stemmer, var der noget der trådte igennem. Ord fra en sjæl på Foehn, skyggernes hjem-ø, kaldte på dem med et hviskende ”Jeg er klar”.
Foran den røde ildhingst krøb en sortlilla tåge hen over jorden i en cirkel om den røde hingst. En tåge der startede ud som en lille mængde, der kravlede hen over jorden og som langsomt formerede sig, til den sidst tårnede op foran hidkalderen, som en kæmpe sortlilla hingst med et par glødende røde øjne. Selvom skikkelsen var formet, var skyggerne ikke til at tage fejl af. Skikkelsen var ikke fast på samme måde som hingsten de befandt sig foran, men heller ikke gennemsigtige som luften. De var så mørke, at man kunne tro man stirrede ned i et dybt sort hul uden nogen ende.

¤Ciiiiináeeeeed! Du kalder på mig…. På os! Du er klaaaaar, men klar til hvaaaaaad? Fortæl mig, fortæl os deeeeeet: Hvad ønsker duuuuu ildhingst!?¤

Der var en stemme og der var mange stemmer. Mange hviskende og hvislende stemmer på én gang. De hviskede ord og sætninger i munden på hinanden, og nogle af dem dannede ordene ment til ildhingsten, Cináed, som en af skyggebærerne havde taget til sig. En masse hvislende stemmer i munden på hinanden. De ventede, ventede på hans svar, selvom de havde en idé om hvad hingsten ønskede, for de havde lyttet med hos skyggerosen. Men det var ikke nok. De ville høre det fra hans egen mund også. De ville vurdere ham, teste ham og bedømme ham på egen hånd.

Der var en stemme og der var mange stemmer. Mange hviskende og hvislende stemmer på én gang. De hviskede ord og sætninger i munden på hinanden, og nogle af dem dannede ordene ment til ildhingsten, Cináed, som en af skyggebærerne havde taget til sig. En masse hvislende stemmer i munden på hinanden. De ventede, ventede på hans svar, selvom de havde en idé om hvad hingsten ønskede, for de havde lyttet med hos skyggerosen. Men det var ikke nok. De ville høre det fra hans egen mund også. De ville vurdere ham, teste ham og bedømme ham på egen hånd.

Canicus lod til at vente i evigheder følte han selv, før skyggerne kom krybende ud af mørket og hen mod ham. De blå øjne blev vendt mod dem i det de tog form som en sortlilla hingst. Ildhingsten fæstnede sit blik på de rødglødende øjne og vippede kort med ørerne i ærefrygt over hvad han stod overfor. Stemmerne talte til ham og han vendte nu fronten mod den, dem, de. Han rømmede sig lidt inden han nu startede sin sætning.

” Jeg ønsker at blive en del af jer, at tjene Herren. Aljun er min familie, hver eneste af dem hvis loyalitet ligger hos jer. Lad mig tjene jeres formål. ”

Den unge hingst var klar, men han vidste ligeledes at der ingen vej var tilbage når først tingene var sket. Han var en loyal og dedikeret sjæl, men havde manglet det sidste skub. Det var kommet nu og han stod nu overfor hans skæbne.

De røde glødende øjne blev smallere og skyggerne søgte tættere på ildhingsten da han gav sig til at svare. De så ind i ham. Så ind i hans indre inden de trak sig væk igen og endnu en gang stod højere end den røde hingst. På intet tidspunkt var skyggerne stille. De var mange der dannede en og selvom den sort-lilla skikkelse lod til at forblive det samme sted, bevægede hele hans krop sig, som når vinden drev gennem en græseng.

¤Duuuuuuuuuu ønsker at tjeeeene Heeeeeeerren? Duuuu kalder Aljun for diiiiiiiin familie og ønsker at tjeeeeeene Herren foridiiii deeee andreeee gøør deeeet?¤

Selvom de hvislende mange stemmer virkede rolige mens de gentog hingstens egne ord, og smagte på dem, smagte på sandheden og værdien i dem, var de det langt fra. Som en hvæsen trængte mørket sammen i en cirkel omkring hingsten igen og kredsede om ham som en lille tornado inden de trak sig helt sammen og badede ham i mørke.

¤At tjeeeeeeene Herren fordi din familie gøøøør det gør ikke diiiiiig værdiiiiig til at tjeeeeene os! Vi seeeer diiiig! Vi seeeeer alt! Vi veeeeed alt, men jeeeeg, viiiii, vil seeee om vi tager feeeejl eller eeeeej. Viii vil seeeee om duuuuuuuu er Herren væææærdig. Briiiiing miiiiiig, briiing oooooos Azuuuuuuula…… Briiiing os det skyggeløøøøøøse afkooooom og lad miiiiiig, lad ooooooos drage nææææring fra heeeende, fortææææære hende. Ofre heeeende til miiiiiiig, til oooooos og vil vil bedømme om duuuuuuu er væææærdig til en opgave…….¤

Skyggerne der havde omringet ildhingsten, trak sig fra ham igen men tog ingen fast form, men blev i stedet opløst som en sort tåge, der langsomt var på vej væk. En tåge der blev mindre og mindre synlig. Hviskende stemmer kunne stadig høres fjernt og som et ekko lød den de sidste ord til den røde hingst:

¤Gååååå nuuuuuuuuu og briiiiing Azuuuuuulaaaaa til ooooos¤

Hvor meget end han vendte og drejede det, så vidste han at dagen var kommet. Han stod ved vulkanens top og havde bedt Azula og Sparrow møde ham her. Han havde kunne skimte de to for foden af vulkanen og han lukkede øjnene i. Et dybt suk kom fra ham og han kunne mærke smerten knuge i hans bryst, men et håb havde han dog. Et håb om at Herren vil kunne se dedikationen i Azula og lade hende leve. Måske var det et naivt håb, men det eksisterede da, fordi han vidste hvor dedikeret hun var. En dag kunne hun selv blive skygge og lille Sparrow lige så.

" Herre.  Jeg bringer Dem Azula, som De ønskede, men tag ligeledes vores skyggeløse afkom med. "

Han havde meget at frygte, selv hvis Herren tog imod dette. Han vidste af skyggehoppen som var Azulas mor var farlig og at hendes egen tvilling ligeledes var det. Snart kunne han se to skikkelse nærme sig. Hvordan skulle han reagere? Lade som ingenting, men han var ikke sikker på at han kunne.  Han sank en klump og rettede sig en anelse op.

Sparrow travede ivrigt frem og tilbage, lidt foran sin mor og tilbage igen, igen og igen. De skulle mødes med hans far og han glædede sig, hans far var stor og sød og flot og det var et helt nyt og spændende sted! Men hans mor bevægede sig bare enooormt langsomt, det var slet ikke til at holde ud. I det tempo kunne han jo slet ikke få lov til at bruge sine lange, fine ben som endelig lystrede ham næsten hele tiden!

Med et fnys stoppede han og så tilbage på hende "Kom nuuu moar!" Altså det var da nærmest ikke muligt at bevæge sig langsommere end hun gjorde, i hvert fald ikke efter hans mening. Alt skulle gerne gå hurtigt! Fuld gang!

Hun havde aftalt at mødes med Canicus og deres søn på toppen af vulkanen og glædede sig til at se, hvad den røde Ildhingst havde af spændende planer for dem. Det var ikke så tit, at hun bevægede sig helt op på toppen af vulkanen på denne måde - men i Canicus' selskab turde hun alt, og desuden var Sparrow også blevet stor nok til, at det var på tide, han lærte om Herren.
Hun smilede mildt og lo varmt til Sparrow, da han skyndte på hende. Hun slog ivrigt med hovedet og satte da farten op til en luntende trav. Hun forstod godt den unge hingsts utålmodighed - selv var hun også meget spændt på at se, hvad det mon var, Canicus havde planlagt til dem!
Der gik ikke meget længere, før de nåede op til toppen, og hun fik øje på den smukke Ildhingst. Hun brummede hilsende til ham og sendte ham et varmt smil, mens hun indbydende skridtede nærmere. Hun holdt i mellemtiden et skarpt blik på Sparrow for at sørge for, at han ikke gik alt for langt væk fra hende og sin far - han skulle jo nødigt ende med at falde i vulkanen!

Ondskabens Budbringere

Skygger kravlede hen af jorden som slanger af røg, der skiltes og samledes igen rundt omkring de 3 heste, der havde søgt vulkanens top. Ringen blev brudt igen og skyggerne syntes at samle sig et sted. De byggede sig højere og højere til en stor mørk skikkelse af skygger havde dannet sig og et par glødende øjne stirrede på dem.

¤Ciiiiináeeeed! Endnu en gang kalder duuuu på miiiig…¤

Hvislende stemmer brød gennem luften omkring dem og dannede ekko i sig selv. En stemme og mange stemmer på samme tid. Hviskende og hvislende, men stadig lige så tydeligt som havde man en normal samtale med en. Denne samtale var dog langt fra normal, nej. Det havde været en 50-50% chance for at opstå eller ikke opstå og i modsætning til hvad skyggerne havde troet havde ildhingsten alligevel valgt at stole på dem og ikke vende dem ryggen.

¤Vi høøøører ting, vi seeeeer ting, viiiiii fornemmer ting, og vi troede duuuuuu skulle til at vende os ryggen.. Det glæder miiiig, oooos at du kom til fornuft, ildhingst.¤

Ordene sluttede af med en latter. En latter der ikke rigtig kunne placeres. Den var ladet med ondskab, planer og glæde. Hingsten havde gjort som der var blevet bedt af ham – og mere til! Se det var den slags han kunne bruge i sin skyggehær. Han havde bevist han var værdig, men ville han nu også kunne klare de hårde opgaver, hvis det var ham selv der skulle udføre dem?

¤Du har vist os, Ciiiináeeeed, at du er villig til at ofre det det står dig nææært. Du har vist os du er klar, men er du villig til at udføre den opgave vi stiller dig? Dræb dit afkom, den lille spurv - så vil du modtage vores kærlighed, vores magt og viden og du vil blive en af ooooooos¤

Canicus lukkede langsomt øjnene da skyggerne kravlede omkring dem. Alt var mørkt og hans hjerte hamrede i brystet. Han havde flere gange overvejet om han skulle stikke halen mellem benene og smutte, men troen på Herren hev for stærkt i ham. Selvom det hele virkede en kende uretfærdigt, for ja, skyggerne var snedige og sang snart sange der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham, men det tog ham ikke længe at tage en beslutning.

Et blik blev sendt mod Azula, hvor sønnen stod bagved.

” Azula. ”

Han vidste at den røde hoppe var stærkere end ham og det ville kunne blive en udfordring. Men var hun selv villig? Han vidste jo hvor dedikeret hun var, om end muligt mere end ham selv. Han tog prøvende et skridt frem mod dem for at teste hendes reaktion.

Hun nærmede sig den smukke Ildhingst, men lige pludselig var det ikke kun de tre alene på toppen længere. Levende skygger begyndte nu at kravle hen ad jorden som slanger, inden de tog form og blev til en høj, mørk skikkelse, der stirrede på dem alle tre med glødende øjne. Azula stivnede og måbede af det fascinerende syn. Var det... Herren? Helt instinktivt lod hun sig falde ned på knæ og bukkede ærbødigt og tilbedende for ham. Hun havde drømt om dette øjeblik hele sit liv...
De mange skyggers hvislen formede sig nu til ord i vinden, og snart kunne hun høre Herrens stemme imellem dem. Cinaéd havde kaldt på ham. Hun holdt vejret i spænding. Var det dét, Cina havde bedt dem om at møde ham heroppe for? Var det endelig tid til, at han rigtigt kunne blive en del af broderskabet?!

Herrens ord lød nu igen og forklarede hans opgave. Azulas krop frøs til is, og hele hendes ansigtsudtryk stivnede. Dræbe den lille spurv... Var dét Cina's opgave? Ville Herren virkelig have ham til at slå sin egen søn ihjel? Hendes første indskydelse var naturligvis at protestere, for de... De måtte ikke tage hendes lille spurv fra hende! Men så ændrede hendes mindset sig en smule... Hun vidste, at Herren kun kunne bruge de bedste af de bedste til sin skyggehær. For at blive en del af broderskabet måtte man være villig til at indgå store ofringer, også selvom det gjorde ondt. Og at dræbe en af dem, man elskede allermest i hele verden... Ja, det kunne da nærmest ikke blive et større tegn på hengivenhed og loyalitet!

Hendes tanker blev afbrudt af Cinaeds stemme, der nu trængte sig ind i hendes indre. Hun så på den røde ildhingst, der kom nærmere, og mødte hans blik. Hendes lyseblå øjne viste ikke andet end stolthed og hengivenhed, og et lille snert af twisted sindssyge... Hun strejfede let hans bløde mule og nikkede.

,,At ofre en af dem, der står dit hjerte kærest for vores Herres skyld... Det er i sandhed en smuk og uselvisk tanke, min kære. Du bliver en god Skyggehingst, og jeg glæder mig til at joine dig og de andre, når min tid er inde."

Hun vendte blikket mod den sorte skikkelse og nikkede ærbødigt til ham.

,,Min herre... Det er mig en ære endelig at møde Dem. Og ligeledes er det mig en ære at give min lille spurv til Dem. Sparrow... Den mest dyrebare gave, Cinaed og jeg kan give Dem."

Hun smilede varmt til skyggen, inden hun da vendte sig om mod Sparrow og bakkede et par skridt bagud for at give plads til Cinaed. En lille tåre faldt ned over hendes ene kind, for det gjorde ondt, det gjorde det virkelig... Men hun vidste, at det var det rigtige. Hvis Herren mente, at han kunne bruge Sparrow hos sig i vulkanen, så var hun villig til at ofre ham for the greater good - uanset hvor ondt, det gjorde.

(Wordcount: 500)

Sparrow så forvirret på skyggen og derefter på sin mor da hun lagde sig på knæ. Hvad foregik dig? Og hvorfor var den så uhyggelig? Først gik han tættere på sin mor for at finde tryghed men da han så rejste sig og vendte sig mod ham stoppede han usikkert. Det var svært at følge med i hvad der foregik men... Det lød som om hun ville give ham væk? Den den skræmmende skyggeting? Og hans far ville også?

Nervøst trådte han et par skridt baglæns. Noget i ham sagde at han burde flygte men man kunne da ikke flygte fra sine forældre? Hvor skulle man flygte hen? Man flygter jo hen til sine forældre så hvad gjorde man når de så sådan på en og gjorde en bange? ”Mor? .... Far?” han sank nervøst og så sig omkring ”Hvad sker der?” de ville de ikke gøre ham noget? Ville de? Forsigtigt tog han et skridt frem igen, han kunne vel stole på dem?

Uventet, var den bedste måde som man kunne beskrive Azulas reaktion på. Selv Canicus fandt det næsten skræmmende at hun næsten uden at blinke ville tillade det, men han vidste jo trods alt godt hvor loyal hun var. Han sukkede let da hun strejfede hans mule og nikkede stille for at stemme ind i hendes ord.
Azula havde ved et af deres første møder fortalt om hvordan hun glædede sig til at blive skygger. Noget Canicus oprigtigt håbede hun kunne få lov at udleve en dag. Hun gav ham nu plads, og han måtte bevare sin facade overfor hans elskede lille spurv. Indeni føltes det som om han blev flået i stykker og han skævede om på Azula et kort øjeblik, for at sikre sig at hendes fokus var på Herren.

” Vores elskede lille Sparrow. Frygt ikke.. Herren vil tage godt imod dig. ”

Brummede han beroligende og strøg føllet over halsen i blide og varme strøg. Med et greb han om føllets nakke, og med en stor kraftanstrengelse rejste han sig fra jorden og slyngede føllet mod det. Et knæk kunne høres, og Ildhingsten stivnede kort i det hans våde blå øjne nu så mod sønnen, mens hele det ildrøde hårlag dirrede og han følte at han skulle kaste op. Ikke at heste kunne det, men selvom Herren mente at deres lille spurv var bedre tjent hos ham, så gjorde det stadig ondt.

Sparrows døde øjne så ud som om de stirrede bebrejdende på Canicus idet han åndede ud for sidste gang.