Flappididoodles [Azula]

Bring hende til os. Bring os Azula.

En klam følelse var løbet ned at ryggen på Ildhingsten da skyggerne havde hvislet disse ord til ham. Han havde stået i chok i længe og havde derfor ikke reageret før det var for sent. Han var nu på vej i et hastigt tempo over Foehn i en næsten panisk søgen efter den røde hoppe.   Det ville aldrig komme på tale at han ville ofre hende på den måde.  Han følte sig forrådt og ledt bag lyset, og selvom han vidste at de prøvelser aldrig var nemme så havde han aldrig i sit liv forestillet sig at de kunne drømme om at gå efter deres 'egne'. Nok var hun ikke et indviet medlem, men et afkom af to, opfostret til at hendes liv skulle centrere sig om skyggerne og alt det tilhørte.  Hvorfor skulle hun så ofres når hun ville kunne gøre meget mere gavn i live. Aljun var ved at dø ud og det hele var splittet. Hans handlinger, givet han lystrede skyggerne, ville skabe mere splid.  Skyggerne selv var med til at køre sig selv i sænk, og Herren ville aldrig blive fri.

Alt dette var dog ligegyldigt nu. Canicus havde en anden agenda med sit høje tempo for at finde Azula, som han ikke havde set siden deres tur. Han vidste at hun var med hans føl, og måske havde han også forsøgt at undgå det hele lidt, men inderst inde nærede han noget for den røde hoppe og ønskede ikke at ofre hende for en tabt sag.  Han måtte finde hende og bringe hende i sikkerhed hvor de aldrig ville kunne nå hende.

Han næsten snublede i svinget på vej ind mod et åbent område og han synes nu at have fundet stedet hvor hun opholdt sig. De blå øjne var opspilede og helt vilde i udtrykket, og panikken skinnede tydeligt igennem hans holdning og handlinger. Flankerne pumpede mekanisk og dampen stod ud af hans næsebor. Der var ingen tid at spilde.

Azula havde ikke set den røde ildhingst siden deres lille tur rundt i landet, men hun var ikke længere i tvivl om, at hun så absolut var i fol med hans føl - og hun skulle have fundet en eller anden måde at forklare sin mor og Azazael det på. Og hvordan mon Cináed ville reagere, når han fandt ud af det? Ville han være interesseret i at være der for hende og føllet som en far - eller ville han vende hende ryggen og bare glemme det hele? Hun måtte være forberedt på begge udfald.

Pludselig kom en skikkelse løbende af sted i en hastig galop ind på flokområdet, som hun befandt sig på lige nu. Hun kiggede forskrækket op og kunne til sin store rædsel se, at det var Cináed, der kom løbende med vildt opspilede øjne og panikken lysende ud af sig. Hun løb ham straks i møde og stoppede chokeret op foran ham, mens hun bekymret lod sit blik glide hen over hans forpustede og dampende krop. ,,Cináed! Hvad er der sket?!"

Den røde ildhingst hev og sled efter vejret mens hans blik fæstnede sig på Azula. Man kunne ikke se hun var drægtig endnu, men Canicus vidste det. Skyggerne havde fortalt ham det. Mon hun selv vidste det?
Han gispede kort efter vejret og forsøgte i et stykke tid at få ord udover sine læber inden det til sidst lykkedes ham. Imidlertid var han rykket så tæt på Azula så deres samtale kunne forblive privat. For der var øre overalt på Foehn.

“ Du må væk herfra... “

Fik han forpustet mumlet. Fortvivlet så han på hende. Ørerne tiltede ud til siden. Den dårlige samvittighed tyngede han mere end nogensinde.

“ Skyggerne gav mig en opgave... bringe dig.... til Herren.. så de kan ofre dig... og “

Han stoppede midt sætning og så mod maven så hun vidste hvad han snakkede om. Han slog blikket i jorden og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv.