Gotta let go (Mindraper)

19

Ava var rastløs. Rastløs og fuld af bekymringer. Hun vidste ikke, hvor hun skulle tage hen eller´, hvor hun skulle gøre af sig selv. Det var forfærdeligt. Foehn var måske det mest sikre sted, og alligevel følte hun sig ikke helt tilpas der. Zenobia var for åbent og selvom Chibale var tilgroet, var det oftest der hun var rendt ind i andre. Kunne alle da ikke bare forsvinde fuldkommen fra Andromeda? Bare for en dag? Og så måske vende tilbage igen, hvis ikke ensomheden var at foretrække?

Den sorte hoppe havde fundet sig en lille lysning på Chibale, med en lille skovsø, hvor hun kunne få noget at drikke, og holde sig selv med selskab. Hendes spejlbillede dømte hende ikke lige så hårdt som så mange andre i landet havde gjort. Det var enig med hende, med dem. Stemmerne. De hviskede til hende og når der ellers var stille omkring hende, lyttede hun med til de få og de mange. Ordene, sætningerne – det hele tog hun til sig.

Den spraglede hingst havde forladt de andre øer med en mission. Han var nødt til at finde Ava igen. Bekymringerne havde været mange, men hun havde ikke været at finde. Snart havde han opsporet en svag duft, og han havde brugt timer på at søge efter hende blot i dag. Han havde overladt hende og Nymfen for sig selv og ladet dem snakke. Dog vidste han ikke hvad der var hændt siden i det han ikke selv var vendt tilbage til Teylar siden den dag.
Snart fandt han hende i en mindre lysning og han brummede stille for at lade hende vide at han kom. De gule øjne med en snært af bekymring. Mest fordi han ikke vidste hvordan hun havde det og at han vidste at hun burde se anderledes ud.

" Ava? "

Lød det stille og prøvende fra ham med et mildt toneleje. Han holdt stadig afstand for nu og afventede hendes lune.

20

Den stille brummen var ikke nok til at trække Ava ud af sin egen lille verden. Hun havde vel nærmest en samtale med sig selv i sit indre. Hendes egen stemme, de hviskende stemmer der hviskede til hende, var enig med hende, gav hende gode idéer. Eller……. Relativt gode idéer, for det hele kom an på, hvis øjne man så med. Det var først da hendes navn blev nævnt hovedet blev hævet og blikket fjernet fra spejlbilledet i vandet. Ørerne var blevet vendt bagud, men alligevel ikke presset helt ned i nakken, på trods af det mørke blik bag et blålige lys i hendes øjne. Man skulle ikke tage fejl. Der lå et had og brændte i dem, som brændte i hele kroppen på hende, selvom hendes kropstemperatur forblev lige så kold som skyggerne.

”Jeg håber du er tilfreds…..”

Den spraglede hingst missede med øjnene da Ava vendte sig om. Han tog et par skridt frem mod hende og forsøgte ihærdigt ikke at lade sig påvirke af hendes humør. Han forstod hende godt, selvom det ude fra set ikke virkede sådan set fra hendes synspunkt. Derfor var det en stille hovedrysten som kom i et form for svar på hendes spørgsmål, mens han sukkede stille.

" Skuffet, Ava. Ikke på dig, ikke på Nymfen, men hende. "

Brummede han så med ro i stemmen, inden han igen afventede at træde nærmere. Han vidste godt at Avas temperament kunne være lunefuldt uden skyggernes indvirken, så derfor tog han ikke nogle chancer. Hun kunne trods alt nakke ham hvis hun prøvede.

22

Der skete ingen ændring i Avas kropssprog, udtryk eller holdning, selvom den spraglede Mindraper kom tættere på. Han var alligevel ikke tæt nok på endnu til hun kunne gøre ham noget, så der var ikke engang nogen grund til at prøve på det.

”Skuffet?”

Ava fnøs nærmest ordet ud og måtte ryste frustreret på hovedet. Hvordan kunne han dog nøjes med at være skuffet? I et par sekunder havde hun helt glemt han delte samme meninger om landet, som hun gjorde. Hun kom dog hurtigt efter det igen og lod endnu engang blikket falde på Mindraper.

”Nymfen har selv truffet sine valg. Hun valgte mig selv fra…..”

En lille del af hende bebrejdede ham, og det blev ikke spor bedre af de hviskende stemmer, der pustede til ilden.

Han afventede stadig hendes reaktion og denne fik ham til at blive stående på lidt afstand uden at gøre meget væsen efter sig. Han vidste bedre end at begynde at diskutere med Ava. I hvert fald ikke lige i øjeblikket. Han lagde derfor hovedet på sned med en mild brummen da emnet blev bragt ind på Nymfen. Han sukkede stille og lod blikket glide ned i jorden.
Han ledte efter ordene og mimrede svagt med mulen, inden de gule øjne så på hende med et lettere sørgmodigt udtryk. Den dårlige samvittighed var der skam et sted, for måske han burde have forsøgt at gøre det hele mere klart for Nymfen, men det synes han nu ellers han havde gjort af flere omgange. Måske havde hun nået af hendes mors stædighed. Det var den eneste logiske forklaring.

7

”Velviddende om hvad hun måske har kostet dig…… Og alt du er, er…. Skuffet?”

Der lå noget anklagende over Avas stemme. Hvordan kunne han være så rolig og være så ligeglad at alt han var, var skuffet? Hun forstod det ikke. Ville nok heller aldrig komme til at forstå det. Men indvendigt boblede en vrede og et raseri der fjernede alt rationel tankegang. Hun skulle dø, og det kunne kun gå for langsomt. Ava fnøs og vendte blikket væk fra den spraglede, hun havde tilladt sig selv at se mod. Den glæde og varme der havde været omkring hende før mødet med Tsavani og Illana, var for længst forsvundet. Den var ikke at se eller mærke nogen steder. I stedet hvilede en iskold aura omkring den sorte hoppe. En aura der næsten var koldere end vejret selv. Blikket i øjnene var isnende og selv hendes krop var uden nogen varme, og kunne næsten føles koldere end hvad der var normalt for hende.

”Gå din vej, Mindraper”

Tonen var ikke høj og ordene blev ikke råbt ud, men man var ikke i tvivl om hun mente sine ord, på grund af den kolde aura omkring hende.

Mind gjorde ikke noget væsen af sig i det Ava slyngede ordene ud. De ramte ham dog det var man ikke i tvivl om, men han var ikke nem til vrede, og havde Ava været i stand til at tænke rationelt i dette øjeblik, så ville hun også vide at det var værre når han var skuffet end vred. Han forstod dog hendes raseri, og det var også derfor han ikke gjorde noget væsen af sig. Han forventede ikke noget lige nu, for en stor konflikt foregik i hans indre.

Netop som han var ved at tage et skridt mod hende lød hende ord, og han stoppede midt i hans handling med en svag brummen. Han ville gerne efterkomme hendes ønske, og han kunne fornemme at hun ikke var at spøge med.

” Alright Ava, men kun fordi du vil have det. Ikke fordi jeg har lyst. ”

Han trak sig det halve skridt væk som han havde taget imod hende, med en stor tøven. Han havde jo ikke lyst til at forlade hende. Blikket blev vendt mod Enophis og han vidste det var der han måtte tage hen for nu.

2

9

Ava var på ingen måde i stand til at tænke. Hun tænkte ikke over hendes ord, hendes følelser eller hvad hun mente om andre. Lige i dét øjeblik var alt og alle fjender. Hændelsen med lyshoppen og hendes datter, var med garanti et af de store punkter i hendes liv, der skubbede hende mod mørket. Det var jo ikke fordi hun bare valgte skyggerne som om det slet ingen betydning havde, og en ung og naiv Ava der lige var ankommet til Andromeda, ville overhovedet ikke have troet hun nogensinde ville slutte sig til mørket. Men flere hændelser havde lagt en sti for hende og selvom hun ikke fulgte den blindt, så fulgte hun den villigt. Hun var ikke i stand til at tilgive ret mange. Den spraglede var en af de få, men hans bedste veninde og Tsavani skulle nok ikke prøve på andet end at stikke af, hvis hun nogensinde så dem igen.

Der lå noget foruroligende over hende. En form for ro, der kunne være stilhed før stormen, men også noget utilregneligt, for med den ro var det svært at forudse hvad hun havde tænkt sig at gøre. Det ene øre blev rettet mod Mindrapers ord, men hun fjernede ikke blikket fra vandet.

”Jeg ønsker at være alene…”

Der skulle ikke ret mange puf til at sætte en eksplosion i gang i hendes indre. Hun havde lyst til at se blod. Hun ønskede at se et par døde, men med hendes humør i det øjeblik, kunne næsten hvem som helst gå an, og hun ønskede ikke lade det gå ud over den spraglede. På den måde var hun klar nok i hovedet. Hun ønskede heller ikke fremstå svag over for andre, men havde svært ved at holde masken oppe. Når hun var alene, kunne hun give fuldkommen slip.