Zebra & SB - Baby <3

Tid: Formiddag.
Sted: I en grotte på vulkanbjerget, lidt uden for flokkens område.
Vejr: -3 grader og flot morgensol. Landet er dækket af et helt hvidt, glitrende lag rimfrost.

Tiden var inde. Azula var ikke i tvivl; hun kunne mærke det. Føllet rumsterede uroligt rundt i kroppen på hende, og veerne tog til. Det var lige oppe over nu. Hun havde derfor hevet fat i Cináed og var nu søgt ind i en lille grotte lidt uden for Aljuns område, hvor hun kunne fole føllet i trygge omgivelser og i ro og fred. Dog havde hun selvfølgelig valgt at tage Cináed med sig; for det første ville hun gerne inddrage ham i dette føl-projekt på lige fod med hende selv, og for det andet havde hun brug for ham for at holde vagt og beskytte hende og føllet, hvis der skulle ske noget. Hun så på ham med et mildt blik i øjnene og strøg ham let over mulen, inden hun lagde sig ned og begyndte at presse.

Veerne tog til, og hun sukkede let af smerte i mange minutter, mens sveden piblede frem på hendes krop og farvede hendes skind helt mørkebrunt. Hun stønnede af smerte og så uroligt op på den røde hingst. Hun havde aldrig prøvet det her før og anede derfor ikke, hvordan det skulle foregå, og om noget kunne være gået galt. Måske hun alligevel skulle have taget sin mor med...? Hun havde trods alt prøvet det mange gange før og måtte derfor være rig på erfaring efterhånden.
Hun nåede dog ikke at tænke yderligere over det, før hun brugte sin sidste kraftanstrengelse på at presse, indtil følle til sidst kom ud <3

Sparrow trak vejret i et par små ryk indtil han fik styr på fornemmelsen og tog en stor indånding. Det føltes underligt... Og koldt. Nysgerrigt og lidt forvirret så han sig omkring imens han blinkede langsomt. Der var sket en ret stor forandring i hans liv på meget kort tid og det var ret svært for hans lille, unge hjerne at kapere. Der var dog en ting han helt instinktivt forstod. Han var sulten og kold og der var en velduftende, varm, tryg og sikker skabning tæt ved ham som kunne give ham det han havde brug for. Det eneste problem var at han først skulle få styr på sine ben i tilstrækkelig grad til at rejse sig op.

Med en kraftanstrengelse trak han benene til sig et ad gangen indtil de var halvt krøllet sammen under sig. Efter et par sekunder pause begyndte han at trykke benene nedad og til hans store overraskelse flyttede hans krop sig derved opad! Hans glæde og iver blev lidt for stor og førte til overbalance og et fortumlet fald ned på siden men nu vidste han at han kunne komme opad så det tog ham ikke mange flere forsøg før han, noget usikkert, stod op med alle fire ben plantet bredt men solidt.

Canicus havde selvfølglig påtaget sig ansvaret for at Azula var så bekvem som hun kunne være. Der var stadig meget usagt i mellem dem, men for nu betød det intet i det tiden var inde. Han havde strøget hende over halsen indtil folingen for alvor gik i gang og han havde stået noget bleg og set til. Han havde dog formået at få sig selv lidt mere fattet og havde brummet med rolige toner til Azula indtil deres søn kom til verden.
Han stod på lidt afstand og betragtede tavst dem begge med et ganske særligt udtryk i de blå øjne, som hans søn kom hurtigt på benene. Næsten så hurtigt som ham selv dengang, hvis han ellers kunne huske det. Det var et svagt stik af vemod der ramte ham for det var næsten det eneste han kunne huske af sine forældre. Et svagt sløret billede.

De mange måneders smerte og ubehag var det hele værd, da hendes lille søn kom til verden. Han var noget af det kønneste, hun nogensinde havde set; en perfekt blanding af sine forældre med hans rødbrune farve, de isblå øjne og de små spraglede hvide aftegninger rundt omkring. Hun smilede stort og kunne ikke være mere lykkelig. Han var helt perfekt! Hun betragtede Cináed, der respektfuldt holdt sig lidt på afstand, og smilede mildt og kærligt til ham. Det var deres søn... Det var næsten ikke til at tro.
Hun vendte derefter blikket mod sin lille søn igen og betragtede ham med stor kærlighed og fascination, da han forsøgte at komme på benene. Det mislykkedes et par gange, men hurtigt kom han op at stå og fik denne gang plantet alle fire ben solidt på jorden og blev stående. Hun brummede anerkendende til ham og smilede stolt, inden hun ligeledes selv kom på benene igen. Hun var udmattet og havde mest af alt lyst til at blive liggende, men hun vidste dog, at det var livsnødvendigt for hende at komme op, så den lille kunne få mælk. Hun skridtede hen til ham og lod ham søge hen mod hendes yver, mens hun kærligt begyndte at gnubbe hans ryg, mens hun brummede varmt til Cinaéd og sendte ham et kærligt blik.

Så snart hans mor rejste sig op og bevægede sig i hans retning begyndte Sparrow at bevæge sig i hendes retning. Det gik ikke nær så nemt for ham som det gjorde for hende. Hans ben var ikke helt samarbejdsvillige, men i det mindste faldt han ikke og med sin mors hjælps fik han hurtigt fat i hans yver så han kunne drikke den varme, livsvigtige mælk.

Han slog ivrigt med halen og skød næsten ryg for at følge Azulas gnubben som føltes rigtig dejligt. Det var ikke nok til at få ham til at slippe yveret men han gav da noget af sin opmærksomhed til det. Han rullede nysgerrigt med øjnene og prøvede at se sig omkring ud af øjenkrogene uden at slippe så han kunne se hvordan omverdenen så ud og, mest vigtigt, hvordan hans mor så ud. Pludselig lagde han dog mærke til at det var et andet stort væsen og dét var nok til at få ham til at slippe længe nok til at vende hovedet, stirre et par sekunder for bare at konstatere at det ikke var farligt og så drikke videre.

Canicus forholdt sig i ro mens de hele udfoldede sig for hans øjne. Han foretrak ingen mine, men besvarede blot stille Azulas kærlige brummen, med en varm en af samme slags. Der var mange tanker der var sat i gang hos Ildhingsten og han vidste godt at tiden fremadrettet ville blive svær for dem alle tre. Han kunne ikke gøre så meget lige nu, men der ville ikke gå længe før der måtte ske noget. Ellers ville det blive fatalt. Han rystede tanken af sig for nu, men blev stadig stående på lidt afstand så mor og føl kunne knytte bånd først.

Hun kunne ikke lade være med at smile lykkeligt, da hendes lille søn nu fik øje på sin far og så på ham med stooore, nysgerrige øjne. Cináed var en høflig og godt opdraget hingst, der derfor respektfuldt holdt afstand til hende og føllet. Hun brummede dog til ham i lyse og venlige toner og sendte ham et kærligt smil, der indikerede, at han absolut ikke skulle være bange for at komme tæt på - hun stolede 100% på ham, så han måtte hellere end gerne komme hen og hilse på sin nyfødte søn. Hun sendte ham et strålende blik. ,,Har du noget ønske til navn?"

Sparrow tog en sidste slurk af den dejlige varme mælk og så sig omkring imens han smaskede langsomt. Nu hvor sulten var stillet og han var sikker på at han kunne genkende sin mor begyndte resten af verden at fange hans interesse. Det var lidt for spændende at skulle træde væk fra sin mor endnu men at vende sig om og se sig omkring kunne han sagtens.

Da hans mor sagde noget så han hen på hende. Det var ikke til ham men til den kæmpe store anden hest og det lød venligt. Måske var den ikke farlig så? Tøvende og med jævne små tjek af hvad Mor synes bevægede han sig hen imod den anden indtil han stod omkring en meter fra den og stirrede betaget på det kæmpe væsen. Tænk hvis han selv en dag kunne blive så stor?

Canicus bevægede sig med langsomme skridt hen til Azula, og lod mulen glide over hendes næseryg med en varm brummen. Han lukkede kort de blå øjne i og sukkede stille, mens han forsøgte at nyde øjeblikket. Uroen hvilede stadig i sin krop og han vidste godt at de begge snart måtte tage en beslutning. Han blev dog revet ud af de tanker og lod nu blikket glide ned på hans søn med et mildt udtryk.

" Jeg er blank.. "

Lød det så roligt fra ham, inden han strakte den store mule ned til sønnen med en varm pusten.