Till the day I die

En underlig stemning lå over den sorthvide hoppe som hun stod ved sydspidsen af Foehn og lignede ud af til en der slappede af, mens hun skuede ud over vandet mellem klitterne der dog alligevel var beklædt med et lille lag græs, inden de endte ud som sand. Indeni var hun i gang med mentalt at forberede sig på den fødsel der snart ville ske. Det var et spørgsmål om minutter før den for alvor ville gå i gang.
Hun havde længe vidst at noget var galt og at sandsynligheden for en lykkelig slutning var lig med nul. Det var enten hende eller føllene, for to det var der. Hun havde prøvet det før og vidste det straks. Den første gang havde næsten taget livet af hende, og hun vidste at tiden ikke havde været god ved hende. Hendes spekulationer gik derfor på hvad der skulle blive af de to små, givet de overlevede. De hvide øjne gled rundt i landskabet og hun lod et anstrengt suk lyde fra hende i det en dråbe blod forlod hendes næsebor. Hun var ikke gemt væk som de fleste hopper, for føllene ville have værre vilkår hvis de lå skjult.

Snart gik vandet og hoppen dumpede ned på jorden og måtte nu påbegynde sit livs kamp. Til trods for følelsen af at blive rykket i stykker indvendigt så foregik folingen uden så meget som et pip fra hende. Det føltes som en evighed i helvede, men snart lå det første føl efter en hård kamp bag hende. Havde det bare stoppet ved det, så havde hun måske haft en chance, men snart begyndte presseveerne igen og smerterne tiltog. Føllene havde lagt forkert i hende, og derfor tog det også lang tid før nummer to kom til verden. Mængden af blod der lå omkring dem var som taget ud af en splatter film.

Udmattet og afkræftet var den sorthvide hoppe dog hastigt igen med at få dem slikket rene, for hun havde ingen tid og spilde. Hun havde dog formået at rykke på sig så de to føl kunne die fra en liggende position. Med et puf til dem hver kom hun med en opfordring til dem, inden hun fjernt lod blikket glide ud over vandet. Freden havde sænket sig over hende, men hun holdt stædigt fast i livet, bare lidt endnu.

Efter at have ligget trygt og varmt ved siden af sin tvillingebror i mange måneder, skete der pludselig noget helt nyt, uvant og skræmmende. Hans varme og trygge base åbnede sig, og han gled direkte ud i det virkelige liv. Han peb og klynkede forskrækket og bange, mens han desperat så sig om efter sin bror og forsøgte at få styr på vejrtrækningen i dette nye, ukendte miljø. Pludselig mærkede han dog en bekendt fornemmelse af nærvær, da hans mor nu kom med sin varme tunge og slikkede ham ren. Han brummede nydende og puttede sig tæt ind til sin bror for at søge den sidste mængde tryghed.

Pludselig blev der dog puffet til ham, og han kom med et lille, utilfredst grynt. Han lå jo lige så godt her, så hvorfor skulle han flytte sig?! Pludselig kom hans mors yver dog til syne foran ham, og helt instinktivt vidste han, hvad det betød: Mad! Med lettere akavede bevægelser fik han møvet sig frem i en kravlende stilling. Han sørgede for at skubbe til sin bror, så han kunne komme først, inden han tog hårdt fat om sin mors pat og grådigt slubrede mælk i sig - ak ja, han var allerede en dominerende, frembrusende og temperamentsfuld herre. Det var lidt svært at komme til at die fra denne position, men hurtigt fik han lagt sine lange stylter i en lidt akavet position, så han kunne komme til.

Lyst, forvirrende og koldt. De var de første indtryk den unge Midas fik efter at være blevet kastet ud i denne verden. Han virrede i hele kroppen indtil hans mor begyndte at slikke ham ren og han fandt tilbage i en bobbel af varm og velkendt tryghed. Han blev hurtigt rykket ud af sin lille bobbel, og snart var det madtid. Han fik sig møvret i stilling og næsten viklet ind i sin bror for grådigt at slubre den livsvigtige mælk i sig. Med et enkelt hik var han færdig og propmæt. Med et par usikre bevægelser fik ham sig ormet lidt væk, og nu begyndte kampen for at komme på benene. Først faldt han på røven, så faldt han over hans mors ben og derefter over sine egne lange tændstikker.
Men så var det som om at han nu fik styr på sine bevægelser og stod, dog en anelse vaklende, på alle fire ben og blev bombarderet af indtryk for den verden omkring ham der nu kom til syne. En anelse overvældet måbede han imponeret og kom med et lille pibende lyd, som nok skulle have været et vrinsk.

Begge føl blev fodret af, og den sorthvide hoppe fulgte nu den 'lyse' søn trop og kom vaklende på benene, hvor hun stod i en usikker stilling. Hendes hvide bagben var næsten helt rødt af det enorme blodtab der havde været fra fødslen og der ville ikke gå ret lang tid før det indhentede hende. De mælkehvide øjne betragtede begge sønner, mens en afkræftet men kærlig brummen kom fra hende i det hun strøg dem begge over ryggen i takt med hun fortalte dem deres navne.

" Midas og Minos "

Lød det blidt fra hende, inden hun dog så væk igen. Tiden var knap og hun måtte væk fra dem før hun ikke længere kunne stå.
Prøvende lod hun et kaldende vrinsk lyde ud i skoven, mens hun havde et svagt håb om at Raikiri kunne holde dem hen så længe. Den sorthvide hoppe vidste ikke om han havde en reel interesse i dem, men det var hendes bedste chance for nu.

Han slubrede ivrigt og grådigt den varme og lækre mælk i sig, lige indtil han blev mæt og med en veltilpas smasken trak sig væk igen. Hans mor og bror begyndte nu at kæmpe for at komme på benene, og det tog ham ikke mange sekunder at regne ud, at han skulle gøre det samme. Så med lettere anstrengende bevægelser fik han møvet sig væk fra sin mors yver og sin brors lange stænger, indtil han var kommet lidt på afstand til dem og havde masser af plads omkring sig - og her begyndte hans egen kamp for at komme op at stå så. Selvom det var svært for den unge hingst at få styr på de lange stylter, så gjorde han dog et bravt forsøg, og det tog ham ikke mange mislykkede forsøg, før han endelig stod fast og sikkert på sine ben. Han vendte sig om og gjorde sig klar til at stavre hen til sin mor med en "se mig, er jeg ikke dygtig" attitude, men så så til sin store ærgrelse, at deres mor var på vej væk fra dem, alt imens en underlig rød væske fossede ud bag hende. Han skævede usikkert over på sin bror. Hvad skete der nu?

Den store Skyggehingst huskede med et smil tilbage på den dag, hvor han havde mødt den sorte hoppe med de lynende aftegn, Midnight Myth. Deres møde var endt ud på en noget anderledes måde, end han lige havde troet til at starte med. Han havde derfor holdt sig i nærheden af hende de sidste mange måneder og ventede blot på, at folingen skulle hænde. Han havde nemlig været så heldig, at hende her rent faktisk godt ville have ham i nærheden af sine kommende afkom i modsætning til den løgnagtige hoppe, han havde mødt tidligere. Hendes eneste krav var blot, at han holdt Skyggerne ude af det - og det passede ham jo kun ganske glimrende, for det var også bedst for ham selv, hvis Skyggerne ikke fandt ud af, at han havde valgt at formere sig med en, der ikke støttede broderskabet.

Tiden var gået, og der kunne ikke gå længe nu, før Midnight Myth ville fole. Ganske rigtigt hørte han pludselig hendes kald mellem træerne. Han satte straks frem i galop og snoede sig så hurtigt som muligt mellem træerne i hendes retning. Hurtigt nåede han frem til hende og kunne til sin store rædsel se, at hun ikke så ud til at have det så godt. Blodet fossede ud i en lind strøm fra hende og havde nærmest dannet et helt rødt spor bag hende. Han stoppede brat op foran hende og lod bekymret sit blik glide henover hendes krop. Var det her normalt?!

,,Myth! Er du okay?!"

Myth stod afkræftet og så til imens hendes to sønner hurtigt udfoldede sig omkring hende. Hun brummede opmuntrende til dem og lod dem ikke vide at noget af galt. Snart kom Raikiri farende og hun tyssede en anelse på ham. Dog var hun ikke sen til at tage et par vaklende skridt mod ham og tage hans krop som støtte. Ørerne hang slapt ud til siden og hun kunne mærke at tiden var knap.
” Midas og Minos ”

Præsenterede hun ham for hans sønner, mens hun stod tæt op af ham. Hun skulle ikke dø på denne ø, men hun vidste også godt at der var nogle ting hun blev nød til at forklare den store hingst som hun nu måtte overlade det store ansvar til. Det var først her en bekymret mine fandt vej mod hende, og hun stirrede nu ind i hingstens øjne, meget beslutsomt.

” Muurloos-planten vil holde dem kørende indtil de er ældre og kan klare sig udelukkende på græs. Selvfølgelig er rigtig mælk at foretrække, men overlevelse er vigtigst. Deres overlevelse. ”

Myth sendte de to sønner et kærligt udtryk, mens hun kunne mærke en snært af sørgmodighed stikke i hendes indre. Hun var klar til at tage af sted fra denne verden, men det nagede hende stadig at hun ikke vil kunne se dem vokse op. Hun tog en dyb indånding inden blikket igen faldt på Raikiri. Hun talte i et lavt toneleje som kun han ville kunne høre

” Når de sover, så går jeg. Du vil tage dig af dem, og jeg sværger, hvis du nogensinde gør dem fortræd eller svigter dem, så kommer jeg tilbage og hjemsøger din røv, så du ville ønske at du var den der var død i stedet. ”

Tonerne var blide, til trods for den dybt alvorlige trussel, men nu blev fokus lagt på hendes sønner.

Myth startede med at tysse en smule på ham, inden hun dog vaklede hen imod ham og måtte bruge hans store, faste krop som støtte. Han betragtede bekymret hendes ører, der hang slapt ud til siden, som om hun ikke rigtigt havde kræfter til at holde dem oprejst. Hun så ikke ud til at have det for godt...
Midas og Minos. Hendes stemme lød i hans ører, inden han endelig vendte opmærksomheden fra hende og i stedet kiggede hende over skulderen, hvor han kunne ane to hingsteføl inde i buskadset. Han smilede mildt. Tvillinger... Var det mon derfor, at det havde taget så hårdt på hende?

Han brummede blidt og sendte hende et mildt blik, men da opdagede han, at hun stadig havde et bekymret udtryk i øjnene, der nu beslutsomt stirrede direkte ind i hans. Hun fortalte ham, hvordan Muurloos-planten ville holde dem kørende, indtil de blev ældre og kunne leve af græs. Selvfølgelig ville rigtig mælk være at foretrække, men denne plante ville sikre deres overlevelse. Han stirrede undrende på hende. Hvad i alverden talte hun om?! Hans sønner skulle da ikke vokse op på en eller anden creepy plante - de skulle da have hendes mælk!
Han fulgte hendes blik hen mod de to sønner og kunne fornemme hendes sørgmodighed. Hvad foregik der?! Hun tog nu en dyb indånding, inden hun atter vendte opmærksomheden mod ham og fortalte ham i et lavt tonefald, at hun ville gå, når de var faldet i søvn. Han måtte tage sig af dem, og hvis han nogensinde skulle gøre dem fortræd eller svigte dem, ville hun komme tilbage og hjemsøge ham så meget, at han ville ønske, at han var død i stedet for.

Han stirrede måbende på hende, mens tiøren langsomt faldt, og det gik op for ham, hvad der skete. Myth var døende. Deres sønner kunne ikke få hendes mælk, fordi hun ikke ville være i live til at give dem det. De ville vokse op uden en mor, og han måtte tage sig af dem alene; ham, der ikke havde nogen som helst erfaring med føl og aldrig havde prøvet at tage sig af et før, ikke engang med en hoppes hjælp oveni. Han mærkede, hvordan panikken langsomt spredte sig i hans ansigt, da han stirrede måbende ind i hendes øjne. Nej, det kunne han da ikke klare! Det kunne hun da ikke bede ham om! Men han så mildheden i hendes øjne... Det kærlige blik, hun atter sendte til deres sønner... Og da vidste han, at det var alvor. Panikken forsvandt fra hans blik og blev i stedet erstattet af en mild blidhed, sårbarhed og ømhed, da han let strøg sin mule ned ad hendes næseryg

,,Er der slet ikke noget, jeg kan gøre?" lød hans mørke røst.25dfe7