Dreamworld | Saskia

En skimmel skikkelse, der i månens skær nærmest lignede et sagnvæsen, var dukket op på den mørke kyst på Foehn. Selvom farer lurede overalt, så havde drømmevanderen valgt at træde op på Vulkanens ø for at søge efter en ganske særlig sjæl.
Han søgte en sjæl, som han vidste nok var den sidste, som ønskede at se ham i dette land; en sjæl, som måske følte sig forrådt af ham. Ved deres sidste møde var de blevet afbrudt af Det Evige Lys, som have jagtet melady Ava's skygger bort og efterladt hende sårbar på den golde jord. Og dér, i det sårbare øjeblik, havde Altaïr kunnet genkende den hoppe, han engang havde valgt at dele sin mest dyrebare hemmelighed med.
Dén hoppe søgte han nu - hoppen, som han engang havde kunnet stole på og betro sig til. En hoppe, der engang havde båret et åbent og nysgerrigt sind - et sind, som hun nu havde lukket af og delt med Skyggernes fortærrende håndlangere.

Dog var det ikke Ava's sind, som han mærkede - men en anden sovende sjæl fangede hans opmærksomhed. En sjæl, som Altaïr havde en sær følelse af, havde brug for en guide i drømmenes land.
Der gik ikke lang tid før han fandt hende. En ung sjæl som han ikke havde set før. Hendes pels var sort som natten og i panden bar hun et aftegn, som lignede månen når den stod halvt på himlen. Han placerede sig så nært han kunne på denne unge sjæl, uden at forstyrre hende, og i så godt skjul han kunne. Og da han havde indtaget sin placering, lod han sit sind søge indad - og inden længe bankede han stille på til det drømmerige, som den unge hoppe måtte befinde sig i.

[2]

Livet på den barske, grå vulkanø var ikke nemt. I starten havde det været skræmmende og meget overvældende for den lille sjæl. Hun havde tilbragt de første mange uger med rystende at parere alle ordre og passede mægtigt på ikke at komme for nær den uhyggelige dødning der havde bragt hende hertil. Heldigvis lod han ikke til at have synderlig interesse i hende - hans opmærksomhed var oftere vendt imod horisonten.

Men som tiden gik, havde hun måttet indse at hun ikke blev reddet. Der kom ikke nogen hjælp. Det havde gjort ondt, som et dybt stik i brystet, men hun vidste også godt hvorfor. Disse heste, denne ø... her var farligt. Og det var netop det der skabte den store uro i hendes inde. For hun kunne mærke hvordan brikkerne faldt på plads i hendes indre. Hendes lysende blå øjne stod ikke ud her. Stemmerne i hendes indre havde forbundet sig med de andre, ja, med hele øen. Det var som om hun endelig var hjemme. Men det væmmedes i hende ved tanken. Hvorfor føltes det så rigtigt, når hun selv synes det var så forkert?

Med tiden havde hun besluttet at hun ville lære så meget hun kunne imens hun opholdt sig her. Skyggehoppen Ava havde taget hende under sine vinger sammen med de to tvillinger hun selv havde båret. Den ene, Azazael, havde lysende øjne som Saskia selv, men det var i hoppeføllet Azula hun havde fundet en sand ven. Den rødlige hoppe var blevet en ven for livet. De havde støttet sig til hinanden i dette mørke og omklamrende skyggeland.

Endnu en nat var gået... eller var det dag? Hun var ikke sikker, her kunne det være lige meget. Hun sov når hun blev træt og stod op når hun vågnede. Hun lå på et leje af vissent græs hun selv havde hentet fra de mere grønne områder af øen. Hun brød sig ikke om at sove på den bare jord, der havde hun alligevel fået fine fornemmelser med hjemmefra, hvor hun var vandt til at sove i det høje, bløde græs under trækronerne. Når hun lå her, halvt krøllet sammen i græsbunken, så kunne hun i sine drømme besøge sin mor. Hun så hende for sig, hun kunne dufte solen, græsset... Fuglene slog triller over hende på den klare blå himmel og hun kunne høre latter et sted forude.

1

Først var det et sløret billede som Drømmehingsten så for sit indre øje - men dog et billede, som rummede både farver, varme og glæde. Han vippede sine ører rundt og lyttede opmærksomt til de lyde, som bugtede sig i drømmelandskabet, som den unge sjæl havde skabt. Fuglenes latter var klar og mild og deres syngende toner flettede sig sammen med vindens milde brise og skabte en ren symfoni af naturens stemmer. Solens varme kunne tydeligt mærkes og stod i stor kontrast til Vulkanøens dunkle kulde, som havde lagt sig om hans fysiske krop som et isnende tæppe. Græssets lokkende duft trådte tydeligt frem og fyldte Altaïrs næsebor med dets søde toner. Og som et fuldført maleri trådte landskabet snart tydeligt frem for hans blik, og foran ham lå den sorte hoppe på en dyne af det blødeste og fyldigste græs, med en skimmel og slank hoppe nær sig.

Et øjeblik stod Drømmehingsten Altaïr blot på afstand og betragtede det smukke syn som den unge sjæl havde ladet ham se; hendes drøm, hendes sjæl. Selvom hingsten altid havde haft vished om, at drømmenes verden var mulig at vandre i, så havde han aldrig forestillet sig, at han ville kunne gøre det på denne måde. Han havde så ofte rejst i sin egen imaginære verden, og forsøgt at dele den med dem, som han fandt værdige - men hans fantasi havde aldrig kunnet føre ham så langt, som magien nu kunne.

Han afslørede sig efter lidt med en dæmpet brummen og trådte derpå frem imod den unge plag, hvis krop virkede så afslappet i denne verden; meget modsat den sammenkrøllede sjæl han havde fundet på Foehn, der havde ligget på et leje af vissent græs, der ej udgjorde særlig stor beskyttelse mod klippegrundens kolde overflade. Da han nåede hende nær nok, sendte han også et nik til den slanke skikkelse som hun havde fremmanet i din drøm, som befandt sig længere fremme; et hilsende og anerkendende nik. Eftersom den slanke skikkelse, som havde et ganske unikt udseende ikke var selve drømmeren, tog Altaïr sig derefter ikke mere notits af hende og vendte derpå blikket imod den unge sjæl.

,,Vær hilset, drømmer."

Sagde han da med en ganske særlig og nærmest sirlig tone. Der lå så mange nuancer i hans stemme, at den nærmest kunne fremstå som magisk. Han smilede let inden han bøjede sin forpart ned i et anerkendende buk for den sjæl, der havde ladet ham træde ind i den mest dyrebare og private del af ens sjæl; den del, som afspejlede ens sande natur og kunne afsløre hjertets dybeste ønsker.

[1]