Am I gregnant? [BregoPips]

4

Pippins hale svingede lystigt fra side til side mens han lappede mælken grådigt i sig. Da han var færdig, sluttede han af med en lille bøvselignende lyd og trådte nogle skridt tilbage. Han blev stående tæt på sin mor for varmen og tryghedens skyld, for der var stadig så mange nye indtryk hele tiden. Især nu hvor han rigtigt kunne koncentrere sig om andet end en sulten mave. Lyde. Så mange flere lyde. Og hans mors stemme der var til at genkende, men som stadig lød en smule anderledes end på den anden side af maven. Ørerne vrikkede lyttende rundt til alle sider og halen stod bestemt heller ikke stille.

6

Brêgo sendte Euphoria et enkelt blik. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Der var ingen tvivl om der lå en lille snak de var nødt til at have, når de små engang sov. Mazikeens opførsel var både kommet bag på ham og alligevel var han ikke helt overrasket over det. Hvordan de skulle takle hendes opførsel var en del af den snak de var nødt til at have, men han ville alligevel heller ikke stå og snakke om hende foran hende hvor hun selv kunne lytte med - ikke engang selvom hun måske var for lille til at forstå hvad det hele handlede om.

"Hvad skal vi kalde ham?"

Han havde ikke selv en far han kunne blive opkaldt efter, og han tvivlede lidt på hun havde lyst til at opkalde ham efter sin far heller. Så enten skulle de kigge efter noget der mindede om deres mødres navne, eller også skulle de tænke i en helt ny retning.

Euphoria vippede let med ørerne og sendte blot Brego et forsigtigt nik, inden hun rettede fokus mod føllet i stedet. Hun havde svært ved ikke at pusle om ham og glemte måske lidt de andre to omkring hende, og det var ikke før Brego talte igen at hun gav et lille gip og så på ham med et undskyldende smil. Ja hvad skulle han dog hedde. Ørerne vippede frem og tilbage, inden hun så på Brego.

" Nogle forslag? "

Lød det så fra hende. Hun ønskede at han havde noget at sige i det her, for han havde jo trods alt gjort det halve arbejde. Hun lod let sin mule hvile mod hans hals, mens hun glippede en anelse søvnigt med øjnene, men det var ikke tid for at sove. Der ville nok gå noget tid inden hun for alvor kunne det igen.

2

”Hmmm. Jeg ved ikke om du ønsker at opkalde ham efter en af dine forældre. Ellers er der min mors navn? Pippa. Vi kunne kalde ham Pippin?”

Han skulle nok ikke lige kaldes ved et pigenavn. Brêgo ønskede ikke sætte ham op til drillerier fra andre føl eller ungheste når han engang var gammel nok til at komme ud at lege med andre. Han var ikke i tvivl om Euphoria nok skulle være der til at sætte de andre på plads hvis de var efter ham, men han havde selv været der. Selvom han ikke var blevet drillet med sit navn, havde han tit og ofte haft flokkens andre føl, ungheste og endda voksne på nakken. Især hvis han så meget som nærmede sig flokkens midte.

Han så fra den ene til en anden og til sidst mod Mazikeen, der ikke lod til at være særlig begejstret for hele situationen. En lillebror stod sikkert ikke øverst på hendes ønskeliste. Han kunne kun håbe på de kunne lære at enes så ingen af dem kom galt af sted.

(Springer lige Pip og Maze over denne gang)

Euphoria lyste op i et lille smil i det hun kunne lide hans forslag. En mild brummen kom fra hende og hun lod forsigtigt mulen stryge over hingsteføllet med en veltilpas sukken der fulgte efter. Hun lod nu mulen stryge hen over Bregos skulder og hun så nu op på hende.

" Pippin "

Hviskede hun tilfreds og bekræftede hans forslag. Hun kunne godt lide navnet, og fandt det ganske passende til den lille fyr. Næste step blev at finde ud af hvordan de skulle sørge for de to unge kunne enes uden at gøre skade på hinanden. Panden blev nu lagt mod Bregos skulder mens hun smaskede søvnigt.

8

Brêgo gav Euphoria et lille forsigtigt puf. Han kunne ikke holde smilet væk fra mulen. Et mildt og varmt et af slagsen, og det blev kun varmere som han stod der og betragtede sin familie. Sin helt egen familie. Ikke bare flokken og ikke den flok han var vokset op i, for den kunne man bestemt ikke kalde familie eller noget som helst i retningen af det. Han havde familie, og det var kun hans mor, men efter hans ankomst i Andromeda, havde han jo mistet hende. Det var både virkeligt og uvirkeligt på samme tid at han stod der med sin lille familie på 3 og ham selv.

”Pippin…”

Navnet gengav han for sig selv og med så meget ro i tonen at han næsten følte sig selv synke ind velbehag. Som om det langt om længe var afslutningen på hans mors liv og starten på hans søns.

[1]
Der var ro i øjeblikket. En stille stund som kun kunne beskrives som Euphorias lykkeligste. Hun nikkede stille da Brego gengav ordene for sig selv, for lige som at stemme ind. Hun kunne dog mærke at trætheden blev overvældende for hende og hun så nu på Brego med et stille smil.

" Jeg trænger til et hvil.. "

Lød det så stille, inden hun puffede til hendes søn, som hun ligeledes mente skulle sove. Han var trods alt lige kommet til verden og de mange indtryk der var kommet ind måtte jo også betyde at de blev hurtigere trætte. Euphoria ville i hvert fald gå til ro om ganske kort tid.

//Tænker vi runder den af