Am I gregnant? [BregoPips]

Euphoria havde vist sig meget lidt det sidste lange stykke tid. Hun havde været i et ufatteligt dårligt lune og været ualmindelig olm. Hun havde været søgt væk i lang tid og opholdt sig for sig selv og undgået alle og enhver. Dog havde hun i dag søgt indenfor flokkens grænser da hun rent instinktivt vidste at tiden var inde. Den grå hoppe var rund som en badebold og man kunne da betvivle om hun ikke have 3 føl liggende inde i den kæmpe mave.
Et kort grynt kom fra hoppen i det den lille rumsterede lidt derinde og hun søgte læ et godt stykke inde på flokkens område. Hun ønskede ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed fra uvedkommende, men det betød også at hun ikke kunne kalde på dem som hun ønskede i nærheden. Da de første veer så småt begyndte så lagde hun sig ned, men der ville gå lidt endnu før hun kunne begynde at presse.
Ørerne blev vippet ud til siden og hun mimrede stille med mulen og det hun lå og vendte og drejede sig en anelse rastløs.

1

Det faktum at Brêgo snart skulle være far igen, og at han og Euphoria havde snakket familie, fik ikke Brêgo til at ændre det helt store i sin adfærd. Han Havde stadig behov for en del alenetid med ham selv og hans tanker, når han ikke rendte rundt med den tavse Mazikeen i hælene. Han havde stået og passet sig selv da han havde fornemmelsen i noget trak i ham. Det var ikke fordi nogen kaldte på ham og alligevel følte han det sådan indvendigt. Han kastede et enkelt blik ned mod Maze, der stod og nippede til nogle græsstrå, inden han sendte en lille brummen i hendes retning for at få hende til at følge med. Han vidste hvor han skulle hen, og havde da også en lille fornemmelse af hvorfor. Det måtte være tid? Der var ved at være godt koldt, men sneen havde ikke vist sig endndu. Det måtte kun være et spørgsmål om tid.

Det var ikke en alt for lang vandretur, men helt kort var den heller ikke. Brêgo standsede på en lille afstand af Euphoria og sendte en varm, forsigtig og hilsene brummen mod hende. Han ville ikke komme nærmere, hvis ikke hun ønskede det.

Euphoria havde haft en idé om at det at bringe et føl ind i denne verden ikke just var en dans på roser og at smerten ville være tilstede, men lige nu var ubehaget stort i det at veerne tiltog. Hun var fyldt med spænding og også en svag nervøsitet over hvordan det hele skulle forløbe sig. Tænk nu hvis noget gik galt. Euphoria var trillet rundt på ryggen midt i det hele og lå nu med alle 4 ben i vejret, inden en brummen fandt vej mod hendes ører.
De ravfarvede øjne faldt nu på Brego og hun sprang en anelse kluntet på benene og ilede hen til ham. Hun begravede hovedet mod hans bringe uden et ord, men blot et anstrengt fnys. Det varede dog ikke længe, før hun begyndte at vandre uroligt omkring sig selv og skiftevis rejste sig op og lagde sig ned indtil vandet til sidst gik. Denne gang blev hun liggende på jorden og begyndte at presse ihærdigt.
For Euphoria virkede det som en evighed, men det varede ikke længe før en stor lettelse skyllede ind over hende og smerten forsvandt i samme sekund. En anelse anstrengt fik hun lagt sig op og så om mod den lille våde klump der lå bag hende.

2

Brêgo brummede endnu engang mildt, og lagde sin hals hen over Euphoria da hun kom hen til ham. Han var ikke en hingst der altid brugte mange ord, og især ikke nu, hvor han stort set kun kommunikerede med sin datter gennem brummende lyde, vrinsk og kropssprog. Det var den måde hun forstod ham bedst - eller hvor han vidste hun forstod ham, og alligevel kunne han ikke være helt sikker. Han fulgte Euphoria med et lidt bekymret blik, men anede ikke hvad han selv skulle gøre for at kunne hjælpe med noget. Det var som om det tog en evighed og alligevel var det for Brêgo ovre på ingen tid. Som om det hele foregik i slowmotion og full speed på samme tid.

Da den lille klump lå i græsset, trådte han lidt forsigtigt nærmere og strakte halsen frem for bedre at kunne se og dufte. Det var en søn. Hans søn. rød og broget som ham selv og alligevel ikke helt som ham selv, for hans man var blandet mørk og hvid.

"Se ham lige!"

1

Den varme og trygge mave blev erstattet af noget koldere og mere utrygt. Lydene var blevet højere og der var luft. Luft omkring ham. luft der rørte ham. Luft i hans lunger og hans mave. Øjnene blev forsigtigt slået op. Et par rav-farvede øjne, der stirrede lige op i et par andre rav-farvede øjne. Et par øjne der lignede hans egne, uden han vidste noget om det. Mulen strakte han frem mod den der stod foran ham indtil luften i hans næsebor blev til en lugt. En fremmed lugt. Hovedet trak han til sig igen og veg væk fra skikkelsen for i stedet at røre ved noget andet. En mere velkendt duft. Hans mors duft.

Euphorias blik blev fyldt med moderlig kærlighed da hun havde fået lov til at sunde sig lidt ovenpå den omgang det havde været. Hun sendte et stille smil op mod Brego med en kærlig brummen, inden hun dog rettede opmærksomheden mod hendes søn, deres søn. Ihærdigt gik hun i gang med at slikke ham ren med stor grundighed. Lige nu handlede hun udelukkende på instinkter, inden hun satte mulen mod sønnens pande og kærtegnede ham blidt med en mild brummen så han kunne lære hendes lyd at kende. De ravfarvede øjne undede nu Brego lidt opmærksomhed og hun strøg mulen over hans næseryg med et træt lille smil på hendes mule.

" Han er perfekt "

Hviskede hun stille, inden det gik op for hende at Maze også var tilstede. Euphoria rettede ørerne frem mod hende og sendte hende en varm brummen, så hun kunne vide at hun skam også var velkommen, men herefter blev opmærksomheden igen rettet mod hendes søn.

1

Selvom Maze i sit korte liv ikke lært så meget som hun måske burde, og andre mere eller mindre var holdt op med at henvende sig til hende med ord, var der alligevel ting hun opfattede helt af sig selv. Den store rødbrogede, Brêgo, var hendes anden mor. Og Brêgo var også mor til den rødbrogede klump der lige var kommet ud af den anden hoppe. Mazikeen forholdt sig i ro, for hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv eller hvad hun skulle sige. Ja faktisk følte hun sig næsten glemt, da Brêgo i stedet lod sin opmærksomhed falde på klumpen i græsset. Men er var ingen ændring i hendes blik eller hendes udtryk.

Hendes egen opmærksomhed blev flyttet over mod hoppen, der brummede varmt mod hende, og tillod sig selv at træde nogle skridt nærmere også, ligesom hendes egen mor.

3

Brêgo kunne kun være enig. Han var perfekt. Lige så meget som han ønskede at blive stående helt tæt på sin nye søn, ønskede han også at give både ham og Euphoria plads til at komme sig, og trak sig derfor lidt tilbage igen. Hans blik forlod dem dog ikke. Kun lige i et par få sekunder for at betragte Mazikeen med et smil, som hun trådte nærmere sin nye lillebror.

Det var først nu Brêgo havde en rigtig fornemmelse af familie. Han havde ikke været til stede ved Mazikeens fødsel eller mens hun var helt lille, og måske havde det spændt en smule ben for ham. Han havde ikke knyttet samme tætte bånd som han havde mulighed for med sin søn.

2

Det var et næsten veltilfreds udtryk der gled ind over Pippins ansigt da hans mor begyndte at slikke ham ren. Den varme tunge slikkede kulden af ham, selvom den langsomt krøb tilbage igen. Det var først da hun var færdig at Pippin bøjede i forbenene for at rejse sig op, og endte med røven i vejret i stedet, inden han tumlede om i græsset. Det blev da også til et par forsøg, inden han for alvor kom på benene, der stadig var noget usikre i det. Så langt, så godt! Et skridt frem, to skridt frem, tre.... nej.. Så gik den ikke længere, og endnu en gang havnede Pippin i græsset. Men det forhindrede ham ikke i at prøve igen og igen, til han til stod nogenlunde mere sikkert på sine ben.

Euphoria blev liggende og betragtede sønnens kluntede forsøg på at komme på benene. Smilet forsvandt ikke fra hendes mule, men blev kun større da han nu så ud til at blive stående. Blev en anstrengt støn fik hun rejst sig op, så han kunne komme til at få lidt at spise. Hun puffede ham derfor meget forsigtigt i retning mod yveret, inden hun strakte mulen over mod Brego, hvor hun fik fat i en lille tot man, som hun med en træt bevægelse trak imod sig for at få ham til at komme tættere på.
De ravfarvede så ned mod Maze og hun vippede ørerne frem, inden hun dog rettede opmærksomheden mod sin søn endnu engang, som hun ikke kunne lade være med at kærtegne.

2

Mazikeen sneg sig nærmere til hun var helt henne ved den lille hingst. Hun var ikke selv ret meget større end ham. Det var den første på hendes egen alder eller størrelse hun var kommet tæt på. Den første hun var inden for rækkevidde af. Halsen strakte hun også frem mod ham med mimrende mule og trådte et enkelt skridt tættere på til hun kunne røre. I en hurtig bevægelse fik hun fat i hans man og trak til. Hun slap ham først da han lå på jorden, og gjorde klar til at bide ud efter ham.
Hun lagde op til leg på sin helt egen måde. Den måde hun havde lært det på. Hun havde ikke haft så mange andre legekammerater end sin mor, og det var tænderne hun havde brugt når Maze havde opfordret hende til leg.

3

En lille skinger lyd af uforståelse flød fra det lille hingsteføl da han blev hevet i manen. Pippin var ikke sikker nok på sine ben endnu til at opretholde balancen, og væltede derfor ned i græsset igen til sin alt for store overraskelse. Han så forvirret fra den ene til den anden med et par store øjne, før han kom på benene igen. Hans mors pufferi med mulen fik ham meget hurtigt distraheret fra hændelsen og der gik ikke mange sekunder før Pippin var igang med at die for første gang.

5

"Mazikeen!"

Brêgos udbrud var måske en smule højere end han først havde tænkt sig det skulle være. Et irettesættende udbrud, for han havde alligevel ikke troet hun kunne finde på den slags løjer. Hvad skulle det til for? Hvorfor gjorde hun det? Brêgo trådte hen mod dem så han kunne puffe Mazikeen væk fra Pippin, for at sørge for hun ikke skulle gøre det en gang til. Han måtte holde øje med hende.
Hans blik forblev rettet mod hoppeføllet mens han alligevel tillod Euphoria at trække ham nærmere.

Euphoria var normalt rolig og fattet, men hun mærkede panikken brede sig i hende da føllets lyd skar igennem marv og ben på hende. Euphorias ører blev vippet bagud men Brego var hurtig til at træde ind og de genfandt derved deres vante position. Hun puslede straks om sønnen i stedet der nu endelig var begyndt at spise, mens et tænksomt udtryk tegnede sig i hendes ravfarvede øjne. Hun løftede hovedet over Brego så hun kunne se på hoppeføllet. Det var ikke en adfærd der var fremmed for hende og hun lagde hovedet på sned. Hendes bekendtskab Belail havde selv samme opførsel. Bide og nappen var noget han forbandt med leg og almindelig adfærd. Hun så på Brego og så tilbage på Maze.

" Han er ikke helt stor nok til du kan lege sådan med ham endnu, Maze. "

Brummede hun med en varme i stemmen. Det nyttede jo ikke noget at skræmme hende væk. Det lærte hun vel ikke så meget af.
Igen lod hun mulen glide over den lille rødbrogede skabning, som i den grad manglede et navn, så det ville blive nemmere at referere til ham. Hun så op på Brego med et spørgende udtryk. Måske han havde et i tankerne.

3

Mazikeen var hurtig til at smide ørerne bagud og dukke nakken. Et næsten fornærmet udtryk gled hen over hendes ansigt som hun blev irettesat, men der kom stadig ingen ord fra hende. Hun så skiftevis fra den lille rødbrogede til den store rødbrogede et par gange, inden hendes blik faldt på hoppen da hun begyndte at tale. Fordi Mazikeen normalt ikke brugte ord til at kommunikere med, var hun blevet vant til at kommunikere med kropssprog og især øjnene. Det var også det der gjorde man ikke var et sekund i tvivl om, hvad hun ville sige, hvis hun åbnede munden; Du er ikke min mor!

Den store hoppe skulle i hvert fald ikke tro hun skulle komme og sige hvad hun måtte og ikke måtte.