|
|
Post by Seyé on Dec 15, 2018 16:40:20 GMT 1
1 Små iskrystaller dannede smukke mønstre på alle overflader. Alt var farvet hvidligt, spøgelsesagtigt, af den knitrende frost. Selv luften føltes sprød, kold, men dog forfriskende. Der var ikke en vind der rørte sig i denne usædvanligt stille vinternat. Månen skinnede fra sin plads på himmelbuen og skænkede sit hvide lys til hele øen. End ikke en enkelt sky vovede at dække for dens skær. Et dybt prust brød nattens stilhed. Luften fyldtes af en tæt hvid sky der hurtigt fordampede og forsvandt. Midt i denne frosne verden stod en høj, muskuløs skikkelse. Indhyllet i en lang man og hale, og med et langt horn der strakte sig imod månen, var det ikke svært at genkende denne sælsomme, godmodige hingst. Hans hvide pels der var overstrøet af blå stjerner faldt næsten i et med omgivelserne. Hans havblå øjne var rettet imod horisonten. Han stod på kanten af en skrænt med udsigt ud over landskabet. Det strakte sig vidt for hans blik, faldt, hævede sig, blev afbrudt af mægtige trætoppe og brusende floder. Dette var hans hjem. |
|
|
|
|
Post by Tsavani on Dec 15, 2018 22:13:52 GMT 1
Det var efterhånden ved at være et stykke tid siden, at den gyldne Tsavani var blevet angrebet af den sorte Ava, og såret var nu heldigvis helet så fint, at det blot var blevet til et lille ar ved halsen - et grimt ar, der nok altid ville være der og bryde hendes skønhed. Men hun var ikke ked af det! For det var et ar, hun bar med stolthed - det var nemlig et bevis på, at hun havde forsvaret Teylar og været villig til at ofre sit liv for at beskytte flokken.
Meget var sket siden da. Efter sit magiske møde med selveste Den Vise, havde hun rejst til Zenophia, som han bad hende om, og havde fundet den blå fjer fra Vindfuglen, som hun nu bar i sin man og skulle bringe tilbage til Den Vise for derefter at blive Vogter. Det hele havde simpelthen været så spændende en rejse - et helt magisk eventyr - og hun kunne slet ikke vente med at opleve det næste kapitel i sit liv som Vogter!
Natten var dog faldet på, og hun var derfor søgt mod sit hjem i Teylar for lige at få en god nats søvn, inden hun ville vende tilbage til Den Vise. Hun vidste dog, at hun lige skulle bruge lidt tid til at falde til ro, inden hun kunne falde i søvn, så hun skridtede bare lidt rundt i området og nød freden og stilheden, der havde sænket sig over landet i nattens mørke.
Hun nærmede sig havet og fik nu øje på en hvid skikkelse, der stod med ryggen til hende og kiggede ud over horisonten. Hun havde set ham før og vidste, at han var en del af flokken, men hun havde aldrig haft mulighed for at møde ham og tale med ham på enehånd. Hun tog derfor et initiativ til at møde denne smukke sjæl og trådte roligt frem mod ham. Hun brummede varmt og hilsende mod ham for at melde sin ankomst, inden hun trådte op på siden af ham og sendte ham et venligt smil.,,Godaften. Forstyrrer jeg?"
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Seyé on Dec 16, 2018 16:30:58 GMT 1
3 I den stille nat kunne næsten alt høres. Han kunne høre ulvenes hyl i det fjerne, langt oppe i bjergpasset. Han kunne høre uglernes ensomme tuden i den frostklare luft. Han kunne endda høre vandet bruse i den brede flod, der snoede sig som en hvid, lysende slange igennem landskabet. Han var næsten så opslugt af alle disse dæmpede lyde omkring ham, at han nær ved ikke havde hørt lyden af en sjæl der nærmede sig. Men det knasende, frosne græs afslørede at nogen nærmede sig. Han vippede roligt det ene øre lyttende bagud, inden han drejede det store hoved en smule for at se nærmere på nattevandreren. Han spidsede interesseret ørerne netop som hoppen brummede hilsende imod ham. Han svarede hende med en dyb, hingstet brummen og et venligt smil. Tsavani. Han kendte hende af navn, af udseende, men ikke af sind. Hvordan mon hun var? Han mærkede et lille sug i maven som hun stillede sig ved hans side. Han havde aldrig snakket med denne hoppe før, men havde betragtet hende på afstand. Hun virkede stærk, modig. Det ville ikke undre ham om Den Vise havde store planer for hende. "Godaften, Tsavani," hilste han hende dæmpet med et muntert glimt i øjet. "Hvad laver du dog oppe på denne tid af døgnet?"Han var udmærket godt klar over, at hun kunne spørge ham om det samme - men han var ofte oppe om natten, hvorimod han næsten ikke kunne forestille sig nogen grund til at en hoppe som hende ikke ville ligge og sove sødt på denne tid af døgnet. Han kunne ikke holde et lille grin tilbage da han bemærkede at hun var højere end ham. Hvilken hoppe! |
|
|
|
|
Post by Tsavani on Jan 4, 2019 11:19:21 GMT 1
Hun mærkede et lille sug i maven af ren fascination, da den lyse hingst drejede hovedet bagud og mødte hendes blik. Hans øjne var lige så lysende blå og dybe som hendes egne, og det fascinerende horn i hans pande var både skræmmende og smukt på én og samme tid! Hun smilede atter varmt og imødekommende til ham, som hun trådte op ved hans side og lyttede til hans ord. Han kendte hendes navn, Tsavani... Men det var jo ikke så underligt, da de trods alt delte samme hjem. Selv vidste hun også godt, hvem han var. Seyé... En hingst, som hun altid havde beundret på afstand, men aldrig fået mulighed for at møde i egen person - før nu.
,,Jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk rejse. Selveste Den Vise har kontaktet mig og bedt mig om at hente denne fjer til ham."
Hendes øjne strålede af lykke og stolthed, da hun blidt rystede på hovedet, så den isblå fjer løsnede sig og stille dalede til jorden. Hun betragtede den smukke fjer, der let lyste op i mørket. Et stykke af selveste vinden... Den var så smuk. Hun mødte derefter hingstens blik igen og smilede muntert til ham.
,,Hvad med dig selv, Seyé?"
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
|
|
Post by Seyé on Oct 15, 2019 16:05:25 GMT 1
1 Han betragtede roligt den lyse hoppe, der strålede i måneskinnet. Hendes blanke pels spejlede månens hvide skær, og han kunne næsten mærke hvor blød hendes pels måtte være. Hendes man var lige så lang som hans egen - det fik et fornøjet smil til at vise sig på hans læber. Måske endelig en der kendte til hans problemer! Det var ikke altid lige let at have hår nok til tre heste. Hans øjne flyttede sig nu til hendes ansigt, da hun med stolthed lod en fjer dale fra sin manke. At han havde set sådan en fjer før, det kunne han ikke sige. Den isblå fjer fangede hans blik, dragede ham til sig. Den var så magisk at se på, som om den selv havde sit eget indre lys. Fjerens detaljer var intet mindre end udsøgte, som var den spundet af is og vind. Han sænkede ærbødigt hovedet som fjeren faldt, og var et øjeblik lige ved at gribe ud efter den, da den snart ville ramme jorden - kunne den godt tåle det? Kunne den tåle at han rørte den?! Han besluttede i sidste øjeblik ikke at tage den, og den landede blødt på jorden, uden så meget som en lyd. Han så måbende på hende. "Fantastisk! Det må have været en rejse man husker for livet. Hvor i alverden måtte du hen for at skaffe den?"Han så betaget fra hende til fjeren og tilbage igen. Han så levende billeder for sig, af Tsavani der snakkede med guder, rejse til fjerne egne, kæmpede sig igennem elementernes rasen - vent, måske greb hans fantasi lidt for vidt om sig, grinede han indvendig. Men han elskede allerede tanken om de vilde eventyr hun havde været på. Han var en eventyrlig sjæl, der ikke kunne modstå historier, fortællinger og oplevelser. |
|
|
|
|
Post by Tsavani on Jan 7, 2020 12:58:21 GMT 1
Hun betragtede ham med milde øjne, da han fascineret og nærmest ærbødigt betragtede fjeren. Hun kunne ikke lade være med at smile af ham. Det var en fornøjelse at møde en anden sjæl, der tydeligvis følte den samme stærke beundring af denne magiske fjer, som hun selv gjorde. Det nærmest lyste ud af hver enkelt celle fra Seyés krop, og hun forstod ham til fulde! Der var så meget i Andromeda, der stadig ikke gav mening for en almindelig hest. Magi, Vogtere, Skygger, elementer... Det hele var som et eventyr - men det var virkelighed! Hun befandt sig som i en drøm; havde en magisk fjer i håret og stod overfor en enhjørning - men det var virkelighed! Hun havde været her alt for længe til, at det blot kunne være en drøm, man vågnede op af i morgen...
Hun mødte hans blik og kunne endnu en gang ikke lade være med at smile, da hun kunne fornemme hans iver efter at høre om den rejse og det eventyr, hun havde været ude på. Hun kunne ikke lade være med smile muntert og se en smule hemmelighedsfuldt på ham.
,,Zenobia! Der lever en sjælden fugl dér - Vindens Fugl - blå som himlen og med et vingefang så stort, at det kan kontrollere selveste vinden! Det var en helt fantastisk skabning at få lov at møde! I følge Den Vise vælger fuglen selv, hvem der er værdig nok til at blive Vindens Vogter og bære dennes fjer - og ganske som han havde forudset, valgte den mig!"
Hendes øjne lyste op af glæde, og selvom hendes ord måske godt kunne lyde lidt pralende, kunne man tydeligt se i hendes blik, at det slet ikke var ment sådan! Tværtimod var det mere en dyb ære, forundring og stolthed - og en nærmest barnlig glædelsesfølelse af, at noget så stort kunne overgå en som hende!
Hun fik en spontan idé og så på ham med et glædesstrålende blik.
,,Jeg skal mødes med Den Vise i morgen og fortælle om min færd! Og så måske... vil jeg rent faktisk blive Vindens Vogter! Hvis du har lyst til at komme med på eventyr og følge mig derhen, så vil jeg meget gerne have dig med!"
They say that life is an open book,
turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. |
|
|
