Post by Athal on Dec 15, 2018 17:03:19 GMT 1
[2]
Han var efterhånden ved at komme sig oven på det hårde år han havde måttet kæmpe sig igennem. Og det var ikke et øjeblik for tidligt, at han havde fået nogen af sine kræfter tilbage. Vinteren var over dem. Han havde aldrig brudt sig om den kolde tid af året - og han brød sig bestemt ikke om den hvide frost der faldt fra himlen fra tid til anden. Han havde ganske enkelt aldrig set det før. Men han hadede det. Han hadede det så inderligt at han følte en knude af raseri i sit indre bare ved tanken om det. Han lagde ørerne fladt ned af nakken og skulede olmt til den sorte nattehimmel. "Du kan lige vove!" råbte han hidsigt til skyerne. Han var ikke i humør til en nat med... med det hvide, kolde, klamme, ubehagelige, ulækre STADS overalt.
Han stavrede surmulende igennem det sidste stykke af den tynde skov han befandt sig i. Han havde kurs imod hjertet af øen, i håb om at finde et sted hvor han kunne være i ly for natten. Han brød sig ikke om at være alene - han havde altid levet sammen med sine søskende og sine forældre, og de i sig selv udgjorde en ordenlig flok. Han havde været ensom nok i år, der måtte snart nye boller på suppen! Den ellers så ædle, smukke hingst så stadig hærget og udsultet ud, selvom han havde fået mere sul på kroppen. Men hans ansigt var lukket og bittert, og hans kropssprog indbød ikke just til samtale eller nærvær.
Og på trods af det, var det alt han gerne ville.
