Oh, how I've missed you | Leonora

2

Det var længe siden han sidst havde set sin kære mor. De havde begge haft travlt med hver deres - han med at udvikle sig, udvide sin horisont og suge læring til sig, hun med at passe sin familie og tilbringe megen tid i og omkring Teylar. Men nu var tiden kommet til at han ville vende hjem. Han vidste at skyggerne i den grad havde rørt på sig i årets løb, og der var sket meget han ikke vidste detaljerne om. Han havde dog aldrig været længere væk, end han kunne komme sin flok og sin familie til undsætning, skulle noget alvorligt blusse op.

Da han trådte over grænsen ind til Teylars jorde, mærkede han er kildende kuldegysning langs rygraden. Det var den lune fornemmelse af det velkendte - af hjem. Han spidsede de hvide ører og lyttede intenst efter den mindste lyd, det mindst tegn på liv. De havblå øjne skuede ivrigt fremefter. De glitrede som solen der spejlede sig i havets skumsprøjt, og de udstrålede modenhed og imødekommenhed. Han var vokset meget på dette år - ikke kun i sind. Hans krop havde også fået vokseværk, og han var for alvor blevet en hingst i statur. Han bar sig rankt og stolt, med en ynde som kun de få kunne gøre ham efter. Han havde arvet dette fra den ædle Leonora, der havde oplært ham godt. Hans mundvige trak sig uvilkårligt opad ved tanken om hende. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at finde hende. Han hævede hovedet højt og slog med hovedet inden han udstødte et højt, søgende vrinsk!

Ved egetræets fod stod Leonora fredeligt og betragtede de to hoppeføl som muntert legede på engens åbne vidder. De var efterhånden så store, at Leonora godt kunne lade dem være lidt alene, udforske på egen hånd indenfor flokkens grænser og søge deres egne selskaber uden Leonora behøvede at introducere dem. Imens hendes blik hvilede på de to tvillinger, som lignede hinanden så meget og på samme tid var vidt forskellige, mærkede hun både en varm og nærmest opblussende stolthed; men også et svig af savn. Hun savnede nemlig én ganske særlig sjæl - hendes førstefødte, Seyé. Hans liv havde åbnet sig og givet ham mulighed for at søge ud i landets vidtstrakte domæne; og selvom hun ønskede at hans liv skulle forme sig, nøjagtigt som han ønskede det, savnede hun at have ham nær og følge hans udvikling.

Det var som om en højere magt havde mærket den sorte hoppes savn, for bedst som hun stod fordybet i sine tanker og minder om sin søn, hørtes et vrinsk som hun på ingen måde kunne tage fejl af. Hun blev med ét revet ud af sine tanker og blikket blev øjeblikkeligt rettet imod den retning hvorfra vrinsket kom. Instinktivt svarede hun med en klar og gennemtrængende tone - en tone som kun et familiemedlem ville kunne frembringe fra den stjernedækkede hoppe og uden tøven satte hun frem i en umådelig elegant trav imod sin søn Seyé, som efter omtrængt et års vandren endelig var vendt hjem.

Der gik ikke længe før hun fik øje på ham - og hvor hun før havde set en lovende unghingst, så hun nu en moden, udvokset, smuk og ædel hingst. Han havde fået samme ædle bygning som hende og hans pels var blevet hvid som sneen; hvid som hans far og med de samme stjerner strøet på hans krop, som hans mor havde. Hornet i hans pande, som før havde været kort og tyndt, var nu vokset til et prægtigt et og hele hans aura synede magisk.
Det var efterhånden så længe siden at Ahearn havde forladt dette land, og den sorte Leonora var helet så godt hun kunne. Hvor hun før havde haft frygt for, at Seyé's lighed med sin far ville skabe smerte, mærkede hun nu kun glæde og stolthed.

Hendes skridt, som var dansende og overdådige, blev dæmpet og snart standsede Leonora helt op med et kæmpe smil omkring hendes sorte mule. Hun ville betragte hvert et skridt han tog imod hende, se hans prægtighed og ynde. Og imens han nærmede sig hende, kunne hun dårligt holde hendes stolthed tilbage - for aldrig havde den sorte hoppe troet, at hun skulle have været med til at skabe noget så smukt, som hendes afkom.

[2]

1

Det var som om hans ben gik af sig selv. Hele hans krop var spændt, fyldt op med iver og en boblende, brusende glæde. Han var hjemme - han var virkelig hjemme! Selvom det var den kolde tid af året, så elskede han hver eneste nøgne gren og hver eneste lille, bukkede græsstrå. For det var her han hørte til, uanset årstid, uanset om det var dag eller nat. Hvordan tiden var fløjet så hurtigt afsted, det var ham stadig en gåde. På en eller anden måde forsvandt den, som om nogen havde trukket tæppet væk under ham. Det havde dog ikke været helt forgæves; han havde lært så meget om den verden de levede i, og om sig selv ikke mindst. Han var virkelig blevet voksen, ikke bare en stor teenager, der troede han havde styr på det hele. Han smilede let ved tanken om hvordan han havde været dengang, sidste vinter.

Men han nåede knap at tænke videre, før hans vrinsk blev besvaret. Hans hjerte flagrede i brystet på ham. Mor! Det var lige før han fik blanke øjne af ren og skær glæde og savn. Han holdt vejret da hun tonede frem for hans øjne. Den midnatssorte hoppe var smuk som altid, overstøet med stjerner og med det milde smil han kendte så godt. Hun lignede sig selv, selv om han dog synes, at kunne ane et par grå hår hist og her. Han smilede varmt til hende, tydeligt bevæget over at se hende igen. Uden mulighed for at holde sig selv tilbage længere, satte han frem i en rummelig galop der, som hans mors, havde høje løft og flydende, svævende bevægelser. Han satte farten ned da han var få skridt fra hende, og lagde straks hovedet om hende, i et tæt, varmt knus. <3

Hun følte sig nærmest overvældet ved synet af den unge - men alligevel voksende - Seyé, som med prægtighed kom galopperende imod hende. For den sorte Leonora føltes tiden nærmest som været gået i stå; hun stå alt, hver en bevægelse han gjorde sig, hver en detalje i hendes skimlede pels, så hans smil og hans levende, varme øjne. Hun rankede sig da han nåede hende - ikke for at dominere, markere eller afvise - men for at omfavne. Hendes søn var større af statur end hun var, hvilket var en ganske naturlig ting qua hans køn, og hun måtte strække sig en smule for at tage imod hans omfavnelse som ramte hende som en varm sommerbrise på en kold vinterdag.

Helt instinktivt begyndte hendes mule med det samme at nulre rundt på hans kraftige hals, begrave sig i hans fyldige man. Hun gjorde det på nøjagtigt samme måde som hun havde gjort det da han var spæd; og savnet til ham, som ellers havde fyldt en del i hendes indre, blev nu erstattet af en umådelig glæde.

Hun forblev tæt ved ham i en rum tid, tavs - men alligevel talende. Hun berørte ham så meget hun kunne ved forpart, hals og kæbeparti uden at flytte på sig. Hun undersøgte ham, ledte efter skræmmer, men ledte også efter de forandringer der var sket siden hun sidst havde set ham, som en ranglet unghest der endnu stod overfor de store forandringer i livet. Nu var han forandret, hans krop var vokset og havde ændret sig og hans horn var udvokset.
Først da hun følte hun havde mærket ham ordentligt og hilst ham an på den tavse facon som hun havde valgt, trak hun sig en anelse og lod hendes blik møde hans - og hun så nærmest de samme øjne, som hun selv bar. Det varmede hende dybt, at han trods sine forældres forskelligheder, alligevel slægtede sin mor så meget på.

,,Hvor har jeg dog savnet dig, kære Seyé."

Sagde hun da med nærmest tavse ord. Hun følte sig faktisk så bevæget over at se ham igen, at hun havde svært ved at styre stemmen; for som altid var Leonora en lidt skrøbelig sjæl, både i sorg og lykke.

[3]