Playtime [Åben for jævnaldrende]

Cain holdt sig stadig tæt på sin mor, og hun var ikke længere væk end han kunne fise rundt om hjørnet og så ville hun stå der.  Lige nu brugte han tiden på at undersøge området og jagte de sjove skygger der ind i mellem slangede sig omkring hans mor.  Derfor var han ikke bange for dem. Han kunne sagtens høre en svag hvisken, men måtte nok indrømme at han forstod ikke så meget af hvad de sagde. Han var heller ikke selv en der talte meget endnu, men måske noget selskab kunne lave om på det.

Sparrow så sig nysgerrigt omkring, han var først lige begyndt at bevæge sig mere end få skridt væk fra sin mor så det var meget spændende lige nu hvor hun var langt nok væk til at han ikke bare kunne nå hende. Det gik meget bedre med at styre benene også og i ren glæde over det lavede han et lille spjæt og hoppede fremad et par gange indtil han fik øje på et andet føl.

Et øjeblik stod han stille og kiggede nysgerrigt inden han ivrigt vrinskede til det og travede i retning af det. Måske han kunne følge med føllet, hans mor og far var alt for hurtige når de legede og han kunne altså godt se at de satte tempoet ned så han fik en chance!

Midas havde sidst set Cain i dette område og var derfor lusket ud for at lede efter ham. Det sorte hingsteføl var blevet et godt bekendtskab for den unge hingst med de lidt finere træk. Han vidste ikke at det var familie, men mon ikke den tid ville komme når først de lærte hinanden at kende for alvor.
Hans søgen på hans ven blev dog afbrudt af et fremmed vrinsk og det sorthvide føl så sig over skulderen og trippede ivrigt da en anden lille rødtop kom travende.

" Hej! "

Fik han ivrigt sagt og viftede med den korte hale.

" Hvem er du? "

Sagde han så ligefrem.

Sparrow kiggede interesseret på føllet og smilede. Det havde nogle rigtig flotte aftegn! "Hej..." han tøvede lidt, han var ikke så vant til at snakke med fremmede, faktisk var hele det med at snakke ikke ligefrem hans spidskompetence endnu... Men måske det blev bedre hvis han snakkede lidt mere? Øvelse gør bedre og alt det der..

"Sparrow... Hvem er du?" Han snakkede langsomt for at sikre sig at han fik sagt ordene rigtigt og i den rigtige rækkefølge og kunne ikke lade være med at smile stolt da det lykkedes. I det mindste havde han efterhånden fået godt styr på sit navn.

Midas smilede bredt og vimsede rundt om det andet føl med stor begejstring i de blå øjne. Han var som en lille fugl og hans navn lod til at understrege det. Det forhindrede dog ikke Midas i at ville tumle ham, men han kom i tanke om at han jo egentlig var igang med at finde Cain. Måske hans nye ven ville med?

" Midas - Vil du med på eventyr? Jeg leder efter min ven. "

Lød det nu ivrigt fra ham

Sparrow fulgte ivrigt det andet føl med hovedet men blev stående uden at hoppe rundt - når der ikke var mere plads var han bange for at ramme sin nye ven og det ville jo ikke være så godt. "Din ven? Hvem er det?" Han så sig hurtigt omkring, der var ikke andre føl i nærheden så hvor langt mon de skulle gå? Han turde altså ikke gå for langt væk....

"Er din ven væk? Skal vi langt?" Han sendte et hurtigt blik i retning af sin mor - hun stod heldigvis stadig så han kunne se hende hvilket gav ham lidt mere mod. Måske de godt kunne gå lidt længere væk.

" Cain "

Bjæffede han ivrigt og blev en anelse utålmodigt. Den sorthvide hingst var ikke helt med i hans vækst eftersom hans mor var død få timer efter ham og hans tvilling var blevet født. Gadvide hvor Minos egentlig var blevet af.

" Nej det er lige i nærheden, kom! "

Midas fes nu afsted i en munter trav med halen svingende bag sig. Han vidste lige hvor Cain kunne finde på at gemme sig fra hans dumme bror. Midas forsøgte også så vidt muligt at undgå hans vens bror. Han skræmte ham.

Sparrow kendte ikke nogen der hed Cain og imens han stod og tænkte over det havde det andet føl allerede fortsat med at snakke og begyndt at trave afsted. Forvirret blev han et øjeblik stående inden han skyndte sig efter føllet "Ve..vent!" Sikke dog et modigt og vildt føl han havde mødt.

Han vidste ikke rigtig om han kunne lide det men han havde på fornemmelsen at han ville komme til at synes det var sjovt.. I hvert fald en dag - så indtil videre skyndte han sig med.

" Skynd diiig "

Han havde ikke meget tålmodighed i livet og trissede afsted over det askefyldte landskab. Han anså ikke sig selv som modig, men i stedet mere selvstændig. Han vidste ikke hvad man manglede i en mor, men det var noget der måske kunne vise sig med alderen. Men indtil nu var han fyldt med mod på livet og måske en anelse dumdristig.

Han stoppede dog op længere henne da han pludselig kom i tvivl om retningen. Man var vel bare et føl.

Sparrow prøvede at skynde sig men det var svært ikke at snuble når man for hvert andet skridt skulle tjekke at man ikke var kommet for langt væk fra sin mor. Tænk hvor grufuldt det ville være hvis han ikke kunne finde hende igen bagefter! "Jeg prøver.."

Heldigvis fik han indhentet føllet da det stoppede op lidt henne og han fik dermed også tid til bedre at tjekke præcis hvor langt væk hans mor var - heldigvis ikke for langt endnu "Hvordan ser han ud?" Måske han kunne hjælpe med at lede? I stedet for bare at forsøge at følge med.

Cain havde hørt noget puslen rundt i nærheden af ham og han havde holdt sig lidt i skjul for nu at se om det havde været den uduelige bror der havde forsøgt at lave et snig angreb på ham alt i mens hans mor ikke så noget. Dog havde det været Midas som han havde fået øje på, men dog havde han en eller anden med på slæb. Cain havde godt set det røde hingsteføl før, men aldrig rigtig været henne ved det. En lav fnysen kom derfor fra ham da han trådte frem fra sit skjul.

De spraglede øjne så direkte på Midas, en ven, familie, som han havde stødt på. Han var ret sikker på at hans egen mor ikke var glad for dette bekendtskab, men Midas var jo trods alt en halvblod lige som ham selv. Endda ud af samme familie. Havde han hørt rygter om. Han var dog for lille til at forstå hvor komplicerede sådan nogle ting var, men han gjorde da et ihærdigt forsøg.

[1]

" Han ser.. dér! "

Midas var lidt distret til tider, men han havde nu fået øje på Cain, som han vimsede muntert hen til. Han så tilbage på Sparrow, inden han så tilbage på Cain med et begejstret udtryk. Han gjorde et lille slag med den lille hale og mimrede tilpas med mulen.

" Jeg fandt en ny ven "

Lød det nu fra ham alt imens han forventningsfuldt afventede at de to blev nye bedste venner med det samme. Han havde været heldig at have så mange jævnaldrende på Foehn som han kunne lege med. Han havde dog ikke i sinde om at forlade øen, i og med han var ret overbevist om at lyset ville spise ham.