Mae l'ovannen (åben)

Morgenfrosten var forsvundet i takt med solen stod højere og højere på himlen. De små krystal agtige fnug var smeltet fra græsset og havde efterladt jorden fugtigt og nogle steder endda våd. Hele dagen var fugtig. Selvom der ikke hang støvregn i luften, var der heller ikke nok varme og sol til at tørre omgivelserne af og varme dem op.

Hvileløst vandrede Aranhíl rundt i håb om at finde noget han kunne genkende. Bare et eller andet. Et træ, en sten eller en blomst. Der var intet der lignede noget han før havde set. Træerne var ikke af samme æt og lydene var ham ukendte. Fuglene der kvidrede var ikke den samme slags han var vant til hjemmefra, og det var dér det gik op for ham, hvad der muligvis var sket. Han var blevet forbandet. Han havde dræbt en druide og nu måtte han betale for det.



Det var en kort dag. Kort som i ikke mange timer med sol på himlen. Aranhíl var ikke kommet langt omkring sig, men havde fundet et sted han kunne opholde sig for natten. Et sted hvor han følte sig nogenlunde tryk. Når solen atter ville stå op fra havet, ville han kunne se på dagen og omgivelserne med et par nye øjne. Dér ville han kunne udtænke sig en plan. Men først. Vand. Han manglede vand. Fugten omkring ham var ikke nok til at slukke tørst og da slet ikke vaske blodet af ham. Blod. Vent.

Aranhíl vendte sin opmærksomhed mod sig selv for at tilse sine egne sår. De var der og det var ikke et kønt syn, men han kunne ikke mærke dem. Det var som om de var der, men de var der ikke på samme tid. De skulle vaskes. Og måske når de var vasket, kunne han bedre se hvad årsagen til blodet var.

Sjap. Sjap. Sjap. 

Hvert af de tunge hove blev fulgt af den sælsomme lyd af Sjap. Hovene sank ned i den våde mudder, og efterlod sig et stort aftryk. Belial havde taget sig selv i at gå med mulen sænket. Han morede sig gevaldigt over lyden, som forlod hovene for hvert skridt. Han havde vandret langt væk fra sine vante omgivelser, men det var tid til eventyr og hvilken måde var ikke bedre at starte dem på end at gå i sin egen sælsomme verden. 

Den store lyse hingst havde formået at få mudder og sjap smadret ud over sin hvide krop. Det hang i den lyse pels. Da han efter lang tids fascination endelig løftede hovedet havde han ingen anelse om, hvordan han var endt så langt borte fra sit hjem. Han stoppede op og lod blikket beskue omgivelserne.