Im Eston Feredír (Åben)

Bekymringerne var store. Ikke fordi Aranhíl bekymrede sig om sig selv, men for resten af hans folk. Hans flok, hans familie, hans venner og Belle. Overlevede de? Vandt de? Og endnu vigtigere; overlevede Belle? Hvordan skulle han få svar på sine spørgsmål uden en måde at kontakte de andre på. Hvad ville de gøre når de ikke kunne finde ham? Ville han tælle med i statistikken over de faldne? Ville de holde en ceremoni i hans navn? Der måtte være en måde at kontakte dem på. Han vidste det. Der måtte være en måde. Han skulle bare finde en Kirinki. Tanken bragte håb med sig og hukommelsen skød det håb ned med det samme igen. Håbet falmede som forsvandt alt farve fra verdenen og efterlod alt i grålige toner.



Kirinki. Han havde ikke set en eneste. Han havde ikke hørt en eneste. De fugle Aranhíl havde hørt, var ikke nogen han kendte til og alt hvad kendte til, lod ikke til at eksistere her. Et midlertidigt setback. Dette sted måtte have noget der mindede om Kirinki. noget andet der kunne sende budskaber frem og tilbage, men det krævede hjælp. Hjælp fra nogen der kendte stedet ud og ind som han kendte sit hjem. Han måtte finde nogen han kunne stole på. Nogen han kunne omgås med, for alene var man mere udsat. Og hvad værre var. Aranhíl. Hans navn afslørede ham. Hvis nogen kendte bare en lille smule til ham og hans origin ville det kunne skabe flere problemer end han ønskede. Han besluttede sig derfor for at bruge sit rigtige navn; Feredír. Dúr Feredír. Dark Hunter.

7

Ava havde vovet sig en smule væk fra Aljun. Selvfølgelig havde hun en plan, men en plan hun holdt så tæt ind til hjertet som overhovedet muligt. Hun havde et mål og det mål skulle nok nås, men det krævede tålmodighed. Hun havde derfor fundet sin vej væk fra Aljun og broderskabet og sine yngste afkom. De var i gode hænder og i sikkerhed på Foehn. Det var langt bedre end hvad der kunne vente hende.

Midt i sine egne tanker blev Ava afbrudt af en fremmed lugt. Ørerne gled med det samme om mod nakken og blikket blev en anelse skarpere end normalt. Hun gjorde sit bedste for at stå helt stille og dermed forsøge at undgå han så hende med det samme. Hun behøvede kun selv nogle sekunder for at vurdere ham. Der var ikke noget over ham der lignede vogter. Kulsort og ingen nipsting. De fleste Vogtere havde en form for nipsting eller aftegn, ligesom hende selv. Først da hun havde besluttet sig for han næppe kunne udgøre nogen fare over for hende, fortsatte hun fremad. Måske kunne han bruges som en brik i hendes lille puslespil? Han var høj men næppe særlig stærk hvis man dømte ud fra hans muskulatur. Det burde ikke være et problem at tvinge ham, hvis ikke hun kunne tale til hans fornuft.